Organistbladet januar 2003.

Duruflés værkliste er ikke lang. Den indskrænker sig til fjorten opusnumre, der dækker tidsrummet 1924 til 1976.
Der kan gisnes meget om årsagen til, at det ikke blev til flere kompositioner. Dels var han en meget aktiv musiker og tillige en flittig pædagog. Dels var han ikke nogen »himmelstormer«, der udforskede og forfulgte nye udtryksmåder, hverken kompositionsteknisk eller musikalsk. Men det, som nok er den altovervejende årsag, er hans overordentlig kritiske indstilling til sin egen skaben og hans perfektionistiske krav til dens kvalitet. Og det nyder de fjorten værker så i allerhøjeste grad godt af.

Den komplette værkliste ser således ud:

Op. 1 Triptyque (1927?) for klaver
(Tilegnet Louis Vierne)

Op. 2 Scherzo (1924) for orgel
(Tilegnet Charles Tournemire)

Op. 3 Prélude, Recitatif et Variations (1929) for fløjte, bratsch og klaver

Op. 4 Prélude, Adagio et Choral varié sur le Veni Creator (1930) for orgel
(Tilegnet Louis Vierne)

Op. 5 Suite (1933) for orgel
(Tilegnet Paul Dukas)

Op. 6 Trois Danses (1932)
for a. orkester
b. to klaverer

Op. 7 Prélude et Fugue sur le nom d’Alain (1942) for orgel
(Tilegnet Jehan Alain)

Op. 8 Andante et Scherzo (1940) for orkester

Op. 9 Requiem (1947)
for a. orkester, orgel og kor
b. orgel og kor
c. strygere, tre trompeter, harpe, pauker, orgel og kor

Op. 10 Quatre Motets sur des Thèmes Gregoriens (1960)

Op. 11 Missa »Cum Jubilo« (1966)
for a. orkester, orgel og kor
b. orgel og kor

Op. 12 Fugue sur le Carillon des heures de la Cathédrale de Soissons (1962) for orgel

Op. 13 Prélude sur l’Introït de l’Epiphanie for orgel (1960erne)

Op. 14 Notre Père (1976)
for a. blandet kor
b. herrekor og orgel

Inden en omtale af orgelværkerne vil jeg blot gøre et kort ophold ved Duruflés hovedværk, Requiem fra 1947. Værket er tilegnet mindet om komponistens far, og den første kim til kompositionen bestod i et projekt, der gik ud på at skrive en suite for orgel solo over gregorianske temaer fra dødsmessen. Men gode råd fra kompetente mennesker, deriblandt Marcel Dupré, bragte arbejdet ind i retning mod den storladne komposition for soli, kor og orkester (med orgel), som vi kender i dag.
Ofte nævnes Duruflés Requiem i forbindelse med Faurés. Begge værker hører til den lyriske, man kunne måske sige »fortrøstningsfulde« type af requier, hvor Dies Irae-satsen er reduceret til det afsluttende poetiske Pie Jesu-led, og i det hele taget er de voldsomme udbrud i forbindelse med betragtningerne af liv og død begrænset betydeligt i forhold til en anden franskmand som Berlioz, der i romantisk rus nærmest nyder gruen! Fauré tilhører derimod nærmest den anden ende af den romantiske skala, som måske lidt rigeligt tenderer det sødladne. Hos Duruflé sikrer den konstante forankring i det gregorianske melodirepertoire, som citeres nodetro, og den overvejende modale harmonik, der knytter sig til det, en renhed, en undgåelse af sentimentalitet og en liturgisk egnethed. Sidstnævnte kvalitet er særlig tydelig i den version, hvor orkestersatsen er reduceret til solo-orgel, en mesterlig transskription af en meget stærk, overdådig og velklingende fransk orkestersats til en ikke mindre spændende og genial orgelsats. Duruflé lavede selv en tredje version, hvor orkesteret er reduceret til strygere, trompeter, harpe og pauker, hvor hovedparten af orgelsatsen fra den rene orgelversion stadig ligger i dette instrument. Det gør ikke umiddelbart denne version mere brugbar, eftersom det kræver sit af orglet, og ved et instrument af en passende størrelse er der sjældent plads til de øvrige orkesterinstrumenter samt kor. Det kan være problematisk nok bare at få opstillet et kor på orgelpulpituret!

Herefter skal følge en omtale af de enkelte værker for orgel.

Scherzo op. 2 (1924)
Værket, som er komponeret midt i konservatorietiden, er tilegnet Charles Tournemire og må karakteriseres som elegant, raffineret og virtuost. Orglet udviser allerede her næsten orkestrale impressionistisk farvede klange. Og stykket blev da også i 1940 anvendt som grundlag for en orkesterscherzo (Andante og Scherzo op. 8).
Værket er komponeret i rondoform over to temaer, som umiddelbart lyder ret forskellige i karakter. Der indledes med en kort passage over det lyriske »sangtema« (eks. 2),

hvorefter det boblende hovedtema med kvart/kvintspring i fjerdedele akkompagneret af ottendedelsfigurer tager scenen (eks. 1).

Dette præsenteres som ritornel tre gange i løbet af satsen uden videre variation. Det, som kan og bliver afspaltet, er den afsluttende jambiske figur.
Sidetemaet er derimod under konstant udvikling. I indledningen er det et akkordtema, hvor overstemmen består af overvejende faldende intervaller (kvint og sekund), som indføres med rytmiske forskydninger (overbindinger). I første episode er det strammet op til at være et kvintfald efterfulgt af en drejefigur (eks. 3),

og under dette udfører pedalet en rytmisk kanon hertil. I anden ritornel dukker det op i pedalet som kontrapunkt, intervalmæssigt lidt ændret, men med en mere fast form. Til de to kendte fraser tilføjes en tredje, der er trinvis opadgående med sidste skridt som en forstørret sekund (eks. 4),

og denne tilføjelse bliver af afgørende betydning for den store anden episode, hvor den efterhånden bliver bærer af en harmonisk og dynamisk stigning. I den tredje ritornel indføjes sidetemaet igen som kontrapunkt, denne gang med en hel ny karakter: i et orkestralt sprog bliver det vel kontrabasserne, der spiller pizzicato med drilagtige oktavspring efterfulgt af to-mod-tre-figurer, altså ikke med mange referencer til sangtema-rollen (eks. 5).

Det vender dog sikkert og behændigt tilbage i codaen, der er en rolig udklang, hvor kombinationen af de to tilsyneladende forskellige temaer er udtalt: det drejer sig overvejende om tomme kvinter og kvarter spillet på Flûte douce 4’ over céleste-akkorder. Denne forvandling af temaerne er udført med en ungdommelig, men sikker hånd, og den garanterer en arkitektonisk sammenhæng og balance, som kendetegner den allerede modne komponist.
Klangligt kræver stykket ikke det store af instrumentet. Dog kan den typiske scherzoklang, som man også ofte møder hos Tournemire og Vierne, hvor svelleværket registreres med 8’ + 4’ + 2 2/3’, være svær at realisere på mange danske instrumenter. Den kan ofte med held spilles med 4’ + 2’ + 1 1/3’ oktaveret ned.
Spilleteknisk skal to specialiteter hos Duruflé nævnes: i de to sidste takter kræver han, at højre hånd spiller to toner på positif og tre på récit samtidig (eks. 6).

Det er dog daglig kost i Tournemires værker!
Mere personlige er de liggende toner, som holdes, mens man spiller hurtigere figurer både over og under (eks. 7).

Det kan virkelig volde problemer, men det må man vænne sig til, for det er et typisk træk gennem hele Duruflés produktion.

Prélude, Adagio et Choral Varié sur le Veni Creator op. 4 (1930)
Stykket er tilegnet Louis Vierne, og det vandt i tilblivelsesåret kompositionsprisen fra »Les Amis de l’Orgue«.
Som overskrift for stykket kunne man sætte: »et mesterværk i antydningens kunst«.
De to indledende satser smager hele tiden af Veni Creator-hymnen (eks. 8),

men i stedet for rigtige sammenhængende citater herfra som temaer drejer det sig nærmest om en åndfuld hvisken omkring den.
En nøjagtig opremsning af materialebrugen ser således ud:
I præludiet anvender 1. tema 3. frases 7 første toner, og 2. tema bruger 2. frases 4 første toner.
I adagioen anvendes som begyndelsestema 1. frases 5 første toner.
Hele hymnen bringes i en flot femstemmig sats som indledning til rækken af 4 variationer.
Det afsluttende »Amen« bringes i pedalet i de sidste 9 takter.
Præludiet pulserer i kæder af ottendedels-trioler, som gennembrydes af små soloer med fragmenter af det gregorianske stof. Der veksles mellem de to »temaer«, der begge er af antydende karakter: F.eks. føres 1. tema i t. 24-32 kanonisk mellem yderstemmerne (eks. 9)

og 2. tema, der i sin kerne blot består af fire toner, synger i pedalet i t. 47 (eks. 10).

Stykket afsluttes med en rolig, koralagtig kommentar. Herefter en recitativisk passage over 3. frase af Veni Creator, stærkt kromatisk og sluttende i en animeret enstemmig passage, hvor der for første gang høres noget kraftigere end en obo. Herefter diminuendo på én tone, en ud-instrumenteret overgang til céleste, og så er der gjort klar til Adagioen, der åbner med 1. frase af Veni Creator. Men idyllen er truet, det recitativiske bryder ind, og ved reprisen af Adagioen hæves tonearten fra g-mol til b-mol. Efter endnu et »himmelkig« her bryder uvejret løs, en voldsom stigning musikalsk som dynamisk til et overvældende højdepunkt, der hastigt falder sammen og sætter kolon for Veni Creator - tema med variationer.
1. variation er i 4-stemmig sats. Pedalet spiller temaet og højre hånd en fri bearbejdelse. Indsatserne er forskudt en takt, så det hele giver et kanonagtigt indtryk.
2. variation er en flygtig sats for manual alene.
3. variation er en kanon i kvartafstand mellem sopran og pedal, sidstnævnte registreret med en 4’ fløjte, så den kommer til at ligge over manualet. - (Den kan, da danske pedalfløjter ikke altid egner sig til opgaven, evt. registreres med nathorn 2’ og spilles oktaven under. Ligeledes er oktavering en mulighed i variation 1, hvor man kan trække en 4’ pedalrørstemme, hvis det foreskrevne krumhorn bliver for kraftigt.)
Disse indledende variationer er uhyre præcise og kun af én sides længde hver.
Modsat den sidste: en rigtig fransk toccata med myldrende figurer i en solid ramme af Veni Creator-melodien, i begyndelsen ført i kanon mellem yderstemmerne. Afslutningen bygger på sekvensens »Amen«-frase, der brager ud som et ostinato i pedalet.
Temaet med variationer er oplagt stof til en pinsegudstjeneste - vel helst en lidt stille 2. pinsedag. Tema med variationer 1-3 kan udgøre præludiet - evt. adskilt af at koret afsynger de enkelte strofer af koralen - og finalevariationen er et flot postludium. Idéen med korsang mellem variationerne stammer i øvrigt fra Duruflé selv - den er anvendt på hans egen grammofonindspilning.
I klanglig henseende kræver værket et rigtig stort neo-klassisk orgel. Som en kuriositet kan det nævnes, at der foreskrives en clarinette 8’ i récit - efter ombygningen i 1956 havde orglet i St. Etienne du Mont i récit følgende rørstemmer i 8’-lejet: Trompette, clarinette, hautbois og voix humaine!
I dette værk er fænomenet »liggetoner«, som jeg pegede på i forbindelse med scherzoen, blevet ret udbredt, især i det hviskende præludium, hvor enkelttoner bliver »hængende« i arabeskerne som små solo-indfald. Og den hos Tournemire ofte anvendte spillemåde, hvor én hånd skal gøre tjeneste på flere manualer ad gangen, er også blevet hyppig (eks. 11).

Suite op. 5 (1933)
Værket er tilegnet Paul Dukas og falder i tre satser: Prélude, sicilienne og toccata, der har varigheder på hhv. 9, 6½ og 8 minutter - altså et værk af anselige dimensioner.
Prélude er en lang bue fra pp op til »tutta la force«, derefter en lang nedtur, som munder ud i en recitativisk passage og endelig giver indledningens tema og stemning ordet til sidst. Det er en dyster, ubønhørlig stemning, som denne sats fremmaner. Duruflé skriver selv over temaet »tristamente«, og tonearten er es-mol. Et vedholdende dominant-orgelpunkt på 20 takter indleder, og under og over dette spiller pedalet otte »pizzicato«-toner med 8’ + 16’ +32’, som varsler tragikken i det vidtspundne tema (eks. 12).

March-karakter og sørgetog er udtryk, som tages i brug i diverse pladenoter.
Sicilienne danner en stærk kontrast hertil - lyrisk, afslappet elegant og Ravel-lignende i visse passager. Fra det tragiske præludium er man nu gået over i en mild impressionisme! Stykket forløber i en rondo-agtig form, hvor temaet iklædes forskellige gevandter, og imellem ligger bearbejdelser af afspaltede motiver herfra samt arbejdet med et motiv bestående af tritonus-spring, dels harmoniseret, dels gemt i pedalstemmen under en stille pulserende sats.
Toccataen er en overdådig sats. Den fylder 20 sider og varer godt 8 minutter. Fyldt med virtuose spillefigurer, spændende skæve rytmer, som understreges af den klanglige og harmoniske opsætning, og figurer, som vel ikke rigtig er set i genren tidligere - måske næsten samtidig hos ligesindede som Dupré og Messiaen. Satsen har form som noget, der ligner en sonate, med et stærkt markeret hovedtema og et mildere sidetema.
Det har undret nogle, at da hr. og fru Duruflé indspillede orgelværkerne i St. Etienne og i katedralen i Soissons udelod man denne toccata. Duruflé tog faktisk afstand fra stykket. Den flotte og virtuose orgelsats fejler ikke noget, men det tematiske materiale anså han for at være for tyndt. Han udtrykte det således: »Sovsen er god, men bøffen er for dårlig!«
De klanglige krav til instrumentet har vokset sig endnu større i dette værk, og i 1933, da værket blev til, var den restaurering af orglet i St. Eustache, som jeg omtalte tidligere, tilendebragt (1931): her havde Duruflé vel noget af sit ideal.
Af spilletekniske ting noterer man sig, at den gængse måde at spille de store akkordsteder på (som hos Franck) helt bevidst er udskrevet: øverste manualstemme og pedal føres legato, resten afkortes (eks. 13).

Et par instrumentationsmæssige ting skal også nævnes:
1) Dybden i en stemme kan understreges ved at oktavføre melodilinjen, den øverste stemme spilles legato, den nederste quasi pizzicato (eks. 14).

2) En mellemstemme kan støttes - her en altstemme - ved at lade øverste pedalstemme fordoble den oktaven under (eks. 15).

Og endelig en kommentar til klaviaturernes tilhørsforhold: Det burde være normen at hovedværket lå nederst, dernæst positivet og øverst svelleværket. Ellers volder visse passager hos Duruflé - og de franske romantikere i øvrigt - uforholdsmæssige problemer (eks. 16)!

Prélude et Fugue sur le nom d’ALAIN op. 7 (1942)
Stykket er tilegnet mindet om Jehan Alain, som blev dræbt under krigen i 1940.
Det tematiske materiale til værket er udregnet efter samme princip som Ravel anvendte, da han konstruerede temaet til sin menuet over navnet Haydn. Efter de syv første bogstaver, hvor bogstav og tonenavn er identiske, fortsætter man alfabetet op i næste oktav (og springer H over):

A B C D E F G
I J K L M N O

hvilket giver ALAIN = tonerne a d a a f, altså et tydeligt d-mol-tema, som bliver værkets hovedmateriale (eks. 17).

Dette tema bobler, som i Veni Creator, i ottendedels-trioler, men i stedet for melodistumper som forgrund lægges her céleste-akkorder som baggrund. Som sidetema indføres en mere sangbar strofe, der rummer en god del »Schein des Bekannten« (eks. 18)

- og i slutningen af præludiet dukker forklaringen op: det er en omskrivning af temaet fra Alains Litanies, der eftertænksomt citeres som stykkets udklang.
Fugaen har to temaer: ALAIN-temaet i rolige ottendedele gennemføres først, dernæst et carillon-agtigt tema i sekstendedele, som hurtigt kombineres med ALAIN-temaet i en forrygende flot stigning. Det hele løber betagende motorisk, og desforuden er de kontrapunktiske rammer helt i orden: ALAIN-temaet diminueres, det føres i kanon og kanon med omvendingen - i det hele taget noget af det flotteste i fugagenren i sin tid.

Fugue sur le thème du Carillon des heures de la Cathédrale de Soissons op. 12 (1962)
Værket er sandsynligvis en vennegave til Soissons-katedralens organist. Duruflé indspillede plader her, og dét er da en værdig tak for lån!
Temaet (eks. 19)

gennemføres i de fire stemmer. Herefter tages det fugamæssige i opbygningen ret frit, resten foregår i en stort anlagt stigning med temaet i omvending, i halverede værdier og fordoblede værdier og i kanons mellem yderstemmerne. Imponerende er det - måske lidt for stort i forhold til stykkets længde!

Prélude sur l’Introït de l’Epiphanie (1960erne)
Stykket er komponeret til antologien »Orgue et Liturgie« samlet af Norbert Dufourcq.
Melodiforlægget er det gregorianske introitus til Hellig tre Konger »Ecce advenit dominator dominus«, som spilles »en taille« med en trompet 8’. Stykket forløber i en meget fri rytme (meget skiftende taktarter) grundet den gregorianske koral. Som i Veni Creator-kompositionen er forholdet til intervalstørrelserne ret frit (eks. 20).

Tre virkeligt store værker, ét mellemstort og to små, det er ikke meget for en komponist, der blev 84 år. Men som jeg har forsøgt at belyse, og som det fremgår klart, når man hører det hele, så er der tale om et enestående højt niveau i kompositionsmæssig henseende. Hvis man ser sig om i den lange række af bearbejdelser af Veni Creator, kan jeg ikke få øje på noget, der stikker op i nærheden af Duruflés. Men ikke nok med det, det hele er så beåndet, inspireret, man kunne næsten sige udsprunget af en hellig kilde - den gregorianske koral var i hvert fald en sådan for Duruflé - og samtidig er det helt frit for sentimentalitet og selvsmagen. Jo, her er tale om intet mindre end mesterværker!


Discografi

Af den efterhånden lange stribe af Duruflé-indspilninger kan opmærksomheden især henledes på:

1)
Duruflé: Intégrale de l'Œvre pour Orgue
(BNL: 112508)
Olivier Latry
(Org.: St. Étienne-du-Mont, Paris)

2)
Duruflé: L'Œvre d'Orgue
(proprius: PRCD 9059)
Torvald Torén
(Org.: Hedvig Eleonora, Stockholm)

3)
En indspilning med Hans Fagius ved orglet i Århus Domkirke er på vej.

4)
Desuden er grammofonindspilninger fra 50erne og 60erne, hvor ægteparret Duruflé spiller de større værker, blevet genudgivet på cd. Her får man i tilgift Requiet, Messe cum jubilo, de fire motetter samt Tre danse for orkester, dirigeret af Duruflé selv.
(Erato 3984-24235-2)

Nodesats: Jens Ramsing