Med på noderne

Organistbladet september 2003.

Det er sjældent en god idé og bestemt ikke god tone at en kunstner tager til genmæle overfor kritik. Men Ulrik Spang-Hanssens underholdende essay om “Commotio i nyt lys” - en sammenligning mellem Bo Holtens og min tolkning af værket for symfoniorkester - er ikke en anmeldelse. Han fordyber sig engageret i forholdet mellem værk, hensigt og tolkning uden at uddele kokkehuer. Og fortjener en kommentar.
Sammenligningen tager sit indlysende udgangspunkt i den forskel at Bo Holten vil krybe ind i hovedet på Nielsen og skabe et orkesterværk som Nielsen måske kunne have lavet, mens min hensigt var (som der står på partiturets forside) “en tolkning for orkester”. Jeg afstod umiddelbart fra ethvert forsøg på at optræde som “Nielsen”, både af ret letforståelige grunde og fordi jeg netop ikke ønskede at påstå hvad Spang-Hanssen citerer en fiktiv kollega for, nemlig at “det værk er i virkeligheden tænkt for orkester”. At give en hjælpende hånd med at “løfte Commotio-byrden af organisternes svage skuldre” lå helt uden for min ydeevne eller ambition.
Spang-Hanssen refererer loyalt min egen sammenligning med en iscenesætters arbejde. Men han kunne såmænd blot have sammenlignet mig med en musiker. I musikkens verden findes en højt besunget platonisme som advokerer for “troskab imod værket”. Men der er jo intet forpligtende ideal, ingen sandhed; “værket” eksisterer altid kun som stadige tilnærmelser. At søge efter værket i bestemt form er som at søge efter mørket med et lys i hånden.
Hvem ville i dag spille Molières eller Shakespeares stykker med den primære hensigt at vise hvordan de lød og så ud i 1600-tallet? Hvorfor finder teatret det indlysende altid at søge efter nye betydninger i de gamle stykker, når musikken så ofte stiller sig tilfreds med at vise værkerne frem som antikviteter i en museumsmontre?
Jeg er lykkeligt hævet over “filosofiske forklaringsproblemer”, mener Spang-Hanssen. Og det kan vel være. Men et projekt som “Commotio for orkester” ville ikke have tiltrukket mig hvis ikke det indbød til et tankemæssigt svar på spørgsmålet ovenfor: For at vi kan møde det gamle med nye øjne og ører, må der ske en mental renselse, en bevidst “dekonstruktion” af de overleverede eller vanemæssige tydninger. Der må skabes plads i vore hoveder, plads til nye oplevelsesrum. Musikken må i en vis forstand tages fra os for at vi kan få den tilbage i forynget udgave. - Uden dette perspektiv ville tanken om at “udbrede værket til et større publikum” i mine ører lyde som salesmanship.
Det er mit indtryk at Spang-Hanssen aner dette. Men han glemmer det igen undervejs. F.eks. ser han “overtydelighed” i stedet for tolkning (- i begge versioner, men kollega Holten må naturligvis svare for sig selv). I stedet for ligeberettigede medlæsere af den nodetekst han kender, ser han effektjagende fortolkere der ikke “kan modstå fristelsen” til dette eller hint. Og tonefaldet nærmer sig det puritansk moraliserende. Men er f.eks. Glenn Goulds gave til os netop ikke hans stadige ulyst til at “modstå fristelser”? Spang-Hanssen “forstår ikke Rasmussens udstrakte brug af rørklokker, marimba, klaver osv.” Men for ikke mange sætninger siden forstod han godt at hensigten hverken er at det skal klinge som et orgel eller som “Espansiva”, men som, ja netop: en tolkning. Og tolkninger be’r ikke om nåde eller “forståelse”, de kræver selv at blive tolket. At Holten “vedkender sig sin egen patos”(?) mens Rasmussen “bliver genert og joker sig ud” af værkets slutning, er sjovt skrevet, men afstår helt fra at forholde sig til en nutidig tolknings ulyst til sejrsbevidst, éndimensional monumentalitet.
Mest åbenbart glemsom er Spang-Hanssen når han aflæser “det forhold at orgler ofte spiller i meget efterklangsrige rum” som en tvivlsom begrundelse for at tilføre orkestret instrumenteret efterklang à la Mantovani. Men det er endnu et facit opnået med kugleramme. I min version anvendes igen og igen, og på mange planer, tidsforskydninger, heterofoni og ekko ganske som jeg anvender lignende virkemidler i min egen musik. Ikke for at få et orkester til at lyde som Commotio, men for at få et orkester til at lyde som min musik, såmænd.
Spang-Hanssens bundlinie - at Commotio “rent faktisk er et orgelværk” , vil næppe blive mødt af protestråb. F. eks. er Mussorgskijs “Udstillingsbilleder (som han selv nævner) også “rent faktisk” et klaverværk. Og også den egensindige russer vidste sikkert “nøjagtig hvad han gjorde”. Alligevel eksisterer mindst en halv snes vidt forskellige orkesterudgaver af værket. Næppe fordi nogen har ønsket at snigmyrde et klaverværk. Snarere fordi værket er så rigt, rummeligt, farverigt og tankerigt at det til stadighed inviterer til... tolkning.
Karl Aage Rasmussen

Replik til Rasmussen
Næ, næ, næ, den går ikke! Mest åbenbart glemsom er nu Karl Aage Rasmussen, når han hævder, at jeg er nået til et facit ved hjælp af en kugleramme, idet jeg anfører, at han benytter forskellige teknikker med henblik på at opnå en “instrumenteret efterklang” i sin “Commotio”-fortolkning for orkester. Hvis der har været en kugleramme på spil, hvad jeg gerne medgiver, er det Rasmussens egen, da jeg blot citerer hans eget udsagn i det i min artikel anførte radiointerview, som jeg netop har genhørt for at sikre mig, at han faktisk har sagt sådan. “-men jeg ville også meget gerne i denne udgave bevare dette, at et orgel jo altid spiller i et stort rum, at der så at sige er en fornemmelse af, at lyden breder sig ud omkring os, og derfor har jeg så at sige med en række ret sindrige kunstgreb forsøgt at instrumentere disse efterklange…”
Jeg er ikke enig med Rasmussen i, at en tolkning blot ved at være tolkning unddrager sig bedømmelse, at jeg blot fordi han på forsiden skriver “tolkning” skulle være afskåret fra at have en mening om resultatet. Som hærdet “commotionist” har jeg selvsagt en mening om, hvilke sider af Nielsens værk der forekommer mig at være væsentlige og hvilke ikke. Jeg ser bestemt begge d’herrer som “ligeberettigede medlæsere” af nodebilledet, men jeg forbeholder mig afgjort ret til at forholde mig til, om jeg synes resultatet er vellykket eller ej. Og det synes jeg (i begge versioner) at der er steder som er, og steder som ikke er, og det argumenterer jeg så for, som jeg selv skriver i en parentes, fuldstændig personligt. Der, hvor jeg klandrer begge komponister for “ikke at modstå fristelsen” er netop i forbindelse med den accent, der hos Nielsen netop ikke falder på downbeatet, hvilket er korrigeret i de orkestrerede versioner. Det synes jeg er bessermachen.
Fuldstændig som i teaterverdenen, eksempelvis de talrige stedse mere radikale opsætninger af klassiske operaer, der i disse år sættes op på verdens operascener, må man både som fagmand og som almindelig publikummer naturligvis have ret til at have en mening om, hvorvidt iscenesætterens intentioner rammer noget centralt i den tekst, der nu engang faktisk foreligger. Deri ligger der absolut ingen beskyldninger for snigmord, tværtimod! Vi lever af, at nogen vover deres pels med jævne mellemrum. Mere af den slags, Rasmussen! - men jeg forbeholder mig ret til at have divergerende meninger, også næste gang.
Ulrik Spang-Hanssen