Anmeldelse

Organistbladet september 2003.

Pelle Gudmundsen-Holmgreen: Still. Leben, Countermove I-II-III, In triplum I-II-III. Edition Wilhelm Hansen 2003

Hvor forskellige de end måtte være som komponister, så har to af dansk musiks grand old men trods alt dét til fælles at de i 2002 fyldte 70 år. De to komponister er naturligvis Per Nørgård og Pelle Gudmundsen-Holmgreen (PGH).
Hvor Per Nørgårds produktion for orgel har været relativ stor og strakt sig over mange årtier, så havde PGH indtil for relativ nylig kun skrevet to værker for orgel - Mirror III fra 1974 og Octopus (for to organister og to assistenter) fra 1987.
Men i 1999 blev det så til ikke bare ét nyt værk, men hele tre! Det drejer sig om Still. Leben (to satser), Countermove I-II-III og In triplum I-II-III. I alt 8 satser, der udkom i én serie på Edition Wilhelm Hansen sidste år.
Og som det vil være de fleste af Organistbladets læsere bekendt stoppede det ikke her. Der er så favrt i Jelling at hvile, som blev til på foranledning af År 2000 fonden (og som alle danske organister har haft god mulighed for at stifte bekendtskab med), kom kort efter de 8 satser. Og der er såmænd kommet yderligere to stykker til i 2002, Arkaisk procession og Spejlkabinet.
På nær Octopus er de alle at finde på Eva Feldbæks glimrende indspilning af PGH’s orgelmusik, en cd som udkom på Dacapo, også i 2002.

I sin bog “Har verden en klang” beskriver komponisten Karl Aage Rasmussen PGH’s musik meget rammende:
“Gudmundsen-Holmgreens musik får sin energi fra tingenes uudgrundelige forskellighed og fra de gnister der går mellem dem når de bringes sammen. Ofte er det bitte små jord- og livsnære ting hvis forskellighed fængsler ham, en slidt treklang, en skrottet jazz-harmoni eller bare en enkelt, ensom tone. Selv disse tilfældige, usammenhængende laser fra musikkulturens store kludetæppe har et udtryk, men det skal frigøres, der skal helt bogstaveligt komponeres med dem…
Noget selvironisk indadvendt, blufærdigt, næsten puritansk gennemfarver hans musik, i stedet for det romantiske “sug” sætter han forenkling og metode. Ved en radikal forenkling af musikken renser han den for de gamle overtalelsesmidler, og ved at binde sig til strenge, selvpåførte regler undgår han at hans musik bliver til et trækdyr for det private. Men resultatet er alligevel ikke abstrakt forudsigelighed, det særligt Holmgreen’ske spiller altid med, en sjælden blanding af indædt og inderligt, hårdt og blødt, køligt og begejstret, ironisk og medfølende. En ømhed i ly bag ved en humor der er grotesk og sort, men også kærlig.”

PGH skriver selv i forordet til sine 8 orgelstykker fra 1999:
“Organisten Eva Feldbæk havde i længere tid opfordret mig til at skrive for orgel uden brug af jernklodser, ekstra registranter etc. … usædvanlige besværligheder, der hørte med til min tidligere orgelmusik. Jeg satte mig for at skrive en mere “handy” musik for orglet. Da jeg var blevet færdig med Still.Leben syntes jeg ikke jeg havde opnået hvad jeg stilede efter. De to satser involverede ganske vist ikke underlige ting, men “handy” er nu heller ikke lige ordet. Altså skrev jeg de tre satser i Countermove for at rydde yderligere op. Og da jeg heller ikke syntes dét var nok, skrev jeg de virkelig enkle stykker under titlen In triplum.
De tre serier (otte stykker i alt, 2+3+3) lyder ret forskelligt, men tager alle udgangspunkt i orglets væsen og klanglige ressourcer. Overalt er der polyrytmik eller hierarkisk lagdeling, flerfarvethed, diatonik og melodi (det sidste kun så småt og i visse af satserne).”

Still. Leben
Som titlen antyder, er der tale om to satser af vidt forskellig karakter. Still betyder stilstand, og der er da heller ikke megen udvikling over denne sats. Den er i 3 næsten lige lange og klart afgrænsede dele (eller vers). Pedalet og hænderne har hver deres forløb og deres egen registrering. Der foregår ingen udvikling af disse forløb, men der er nok udvikling inden for hver af dem. Og det er denne interne udvikling og dét der opstår når disse to forløb overlapper hinanden, der giver denne sats sin helt specielle lyd.
PGH’s lune og fascination af orglets rørstemmer viser sig fra første færd. Første tone er et effektfuldt båt på det dybe C i pedalet spillet af en 16’ fagot solo. Den samme lyd som vækker størst begejstring hos ethvert barn der oplever et orgel for første gang.

Leben er nok den mest krævende af de otte satser. Over et rytmisk aktivt og voldsomt akkompagnement af staccerede diatoniske, pentatone og siden hen kromatiske clusters (spillet på rør 16’, 8’, 4’!) nærmest improviseres et forløb opbygget af forskellige melodiske brokker. De fleste af dem med en sælsom inspiration fra ornitologiens verden. Man aner lærkekoret fra Le vent de l’Esprit (fra Messiaens Pinsemesse).
Også hos PGH repræsenterer fugleflokken det frie og levende (jf. titlen) som får det sidste ord på trods af akkompagnementets mange voldsomme og vedholdende riffelskud.

Countermove I-II-III
De tre satser i Countermove er formalt opbygget i vers, lidt på samme måde som i Still. Ét element er konstant fra vers til vers, andre lag støder til og danner modstemmer (Countermove) eller -lag. De enkelte tilstødende lag bliver dog afbrudt oftere og har mere intern udvikling/omstrukturering end i Still.
CountermoveI står i C-dur! Der findes stort set ikke andre toner end dem vi kender fra en C-dur-skala. Kun enkelte steder i pedalet vover han sig med et es og et b, og virkningen af det første es efter så lang tids “C-dur” bliver så meget desto større og giver mindelser om bluenotes og blues.
Man bør til udførelsen af Countermove I udstyre sig med en ca. 35 cm lang filtbeklædt træklods svarende til udførelsen af den diatoniske cluster over to oktaver der, som en slags skygge (løsrevet fra den “melodi” som den er skygge af), udgør essensen i det konstante element i denne sats. Men det er også den eneste sats af de 8 der kræver sådanne krumspring.

Countermove II og III indeholder elementer og bevægelser som genkendes fra Leben. Ellers er de som de øvrige satser meget præget af polyrytmik og den samtidige tilstedeværelse af flere forskellige lag, tempi, forskydninger og spejlinger.

In triplum I-II-III
De tre satser i In triplum er ganske enkle stykker. Ikke særlig lange, overkommelige at spille, kan lade sig gøre på langt de fleste 2-manualers orgler (det gælder i øvrigt for det meste af PGH’s orgelmusik) og er på den måde yderst brugbare.
Satserne er opbygget på nogenlunde samme måde, med en slags 3-stemmig melodisk, og for to af satsernes vedkommende også rytmisk, kanon. I alle satserne er det højre hånd der leder og de andre der følger.
Disse kanons er dog ikke det første der falder en ind når man hører stykkerne. Man hører nærmere en melodi der gradvist kommer længere og længere væk fra sit udgangspunkt (som for alle tre satsers vedkommende er tonen f) for til sidst, når tyngdekraften tilbage til f’et bliver for lille og den kanoniske strenghed derved afbrydes, at finde hvile og ende i hver deres lille kadence.

Under ét kan man sige at PGH’s 8 satser er præget af noget råt og upoleret i det klanglige, et underfundigt og spidsfindigt rytmisk spil, tilstedeværelsen af flere samtidige lag der vedstår sig deres forskelligheder, en enkelthed/nøgternhed og en strenghed der nok er gennemkonstrueret og metodisk, men som med små uforudsigelige ændringer og en befriende selvironi og humor holder interessen godt fanget.
Nogle vil nok stejle over lyden af de mange clusters og den kontante og lidt hårde registrering med stor brug af rørstemmer og uden brug af fyldstemmer. Men som med den meste ny musik vinder stykkerne ved at blive spillet og hørt nogle gange. Og det er bl.a. dét der kendetegner god musik!

Om selve de tre omtalte nodeudgivelser skal lyde en stor ros til forlaget Wilhelm Hansen som har trykt de 8 stykker i en på mange måder lækker kvalitet. God papirkvalitet, klar og tydelig opsætning og letlæselige noder. Nodestørrelsen varierer fra sats til sats, og der er indsat enkelte blanke sider mellem de 3 satser i Countermove, begge dele for at minimere antallet af bladvendinger. Og de bladvendinger der er, er alle placeret på steder hvor man uden problemer selv kan foretage dem mens man spiller. Herligt!
Og de små nodefejl (enkelte forkerte toner, forkert noterede helnodeclusters) og forglemmelser (løse fortegn og sikkerhedsfortegn, bindebuer der enten skulle have været der eller ikke skulle have været der) der er sluppet gennem korrekturen, er ikke større end den samvittighedsfulde fortolker vil kunne gennemskue det.

Køb dem, spil dem, brug dem (Til inspiration kan også her anbefales Eva Feldbæks udmærkede indspilning fra Vestkirken, Ballerup). Det er overskuelige stykker (hvad angår længde, krav til instrumentet og for de fleste satsers vedkommende også sværhedsgrad) fra en af Danmarks største nulevende komponister.