Pro organo extenso

Organistbladet august 2003.

Alt du kan eje lyder tilbuddet fra et finansieringsfirma. Alt det, du kan undvære er reklamesloganet i et stor-magasin. Vi vil have det hele i dag, og vor generation har mulighed for det, også når det gælder musikken.
Alle Mahlers, Bruckners og Tschaikowskys symfonier. Alle Wagners operaer, alle Beethovens klaversonater, alle Buxtehudes, Tunders, Lübecks, Mendelssohns, Widors, Viernes, Regers og Messiaens orgelværker.
Og alle Joh. Seb. Bachs!! Ja, Thomas-kantoren er (som Mozart) i sandhed blevet forkælet af cd-branchen. Den komplette Bach fås på 172 cd’er! Og pressen skrev henrykt om et ‘Jahrtausend-Monument’; at vi her står over for ‘das grösste Pionierprojekt der Tonträger-Geschichte’ ombølget af superlativer som ‘besser als Titanic’. Ikke at vi hører det hele på én gang, men vi har det! og kan til enhver tid trække skuffen ud i vor indre musikkommode og høre netop det vi vil, når det passer os.
Men hvad er ‘den komplette Bach’? Hvad angår orgelværkerne i alt fald ikke nogen entydig størrelse. Da Deres udsendte for 10 år siden skrev om samme emne i anledning af Hans Fagius’ samlede Bach, kunne mindst 10 forskellige indspilninger oplistes. I dag er flere kommet til, men hvor Fagius tæller 267 numre, har eksempelvis Walther Kraft 217, Helmut Walcha 144 (her uden Kirnberger og naturligvis Neumeister), og Knud Vad 268. Her gør de mange enkelt overleverede orgelkoraler sig gældende, og der medtages rub og stub.
“Bachs samlede orgelværker” var selvsagt ikke et begreb han selv opererede med, men hans livslange enga-gement i og beskæftigelse med koralen og orglet gav sig dog udslag i ‘samlinger’ - Orgelbüchlein, Schübler, Clavierübung III, Leipzigerkoralerne (de 17/18 han forberedte til udgivelse). Men et projekt med inklusion af de store præludier og fugaer kendte han ikke. De blev skrevet til koncerter, orgelindvielser, elever o. l. og eksisterer i dag for manges vedkommende kun takket være samtidens uhyre afskriveflid.

Bach er den bedste orgelkomponist, der findes. Men jeg kan blive frygtelig irriteret på ham: kunne han dog ikke have skrevet det her på en anden måde, så det var mere gennemførligt!… man bliver aldrig helt afklaret, og det er i dét brændpunkt, det bliver levende, siger Knud Vad og citerer Karl Erik Welin, der opfatter Bach som “en nutidskomponist, hvis helt nye værk jeg skal uropføre”. Og det er måske netop den gnist, der skaber impulsen til de komplette indspilninger?
Et besøg i den store cistercienserkirke i Sorø er et besøg i Danmarkshistorien. Det er Hvideslægtens gravkirke. Her hviler Absalon og fra en langt senere tid Holberg. Her ses den berømte middelalderlige skjoldefrise og meget smukt barokinventar, og her findes et enestående orgel, vel et af Danmarks kendteste. Hovedorglets ramme stammer fra 1500-tallet; Joh. Lorentz ombyggede det i 1627 og flyttede det til vestpulpituret og tilføjede rygpositivet. Instrumentet var offer for uheldig ombygning i 1773, men i 1941 blev facaden afdækket, og ved P.G. Andersens (Marcussen & Søn) gennemgribende restaurering 1941-42 fremstår det med dets 37 stemmer som et flot eksempel på orgelbevægelsens idealer. For barokfetichister er det vel noget nær det sande evangelium. Ved det orgel har Knud Vad (f. 1936) siden 1964 haft sit virke og sin inspiration. I 1970 tog han initiativet til ‘Sorøs Internationale Musikfestival’, der fra 1975 kom til at omfatte opførelser af Bach-kantater. Projektet afsluttes i efteråret med opførelse nr. 100. På samme tid fik også orgelkomponisten Bach en særlig invitation til Vads pulpitur, for fra 1975 har han med 5 års interval præsenteret en samlet opførelse af alle Bachs orgelværker, og den 6. cyklus fra år 2000 blev til indspilningen på 18 cd’er (Knud Vads “mursten”, som han kalder den). De 1000 eksemplarer af cd-boksen blev udsolgt på to måneder. Det må siges at være et fornemt epitafium for Knud Vad, inden han om føje år må takke af på orgelbænken. Og gamle Bach er åbenbart stadig sprællevende. Men der går jo heller ikke alder i åndsprodukter!

Enhver interpret må gøre sig kraftige overvejelser ved tilrettelæggelsen af projekt “Samlede orgelværker”!
Skal hver cd være en art orgelkoncert med passende blandinger af store og små værker? Det giver en vis lyttervenlighed. Skal flere store præludier og fugaer samles på én cd? En sådan plenumparade ville nok selv for Sebastian have været en tung rundvisning. Knud Vad har valgt at følge Schmieders BWV-nummerering. Det giver en orden i sagerne, men man giver samtidig afkald på kronologien. BWV følger jo Bachgesellschafts udgivelsestakt på trods af værkernes tilkomst. Vads indspilning fremstår således som et slags arkivskab, hvor man let kan orientere sig og trække præcis det værk ud man ønsker, og nogle cd’er kan så få et let ensartet klangligt præg. Der meddeles intet om de(n) tilgrundliggende nodeudgivelser: Peters? Breitkopf? Bärenreiter? Sidstnævnte, der baseres på Neue Bachgesellschafts nyeste forskningsresultater er svær at komme uden om, både når det gælder trykfejl, men også problemet ægte/uægte. (Schweitzers og Straubes kraftigt overplastrede fraseringsudgaver og Duprés alt for stormaskede 12 bindsudgave, kan vi nok se bort fra. Der sorteres finere i dag!) Hver cd ledsages af en ‘booklet’ med et udvalgt motiv fra klosterkirken og med ikke alt for svært tilgængelige kommentarer til de enkelte værker. Og tænk! - vi får dem på vort mo- dersmål: dansk! Tak for det. Michael Austin har oversat til engelsk. Men litteraturhenvisningerne skuffer.
Siden begyndelsen af det 20.årh. har hver æra haft sin videnskabelige forskning. Spittas to-bindsværk er jo for længst (dets pionerstatus til trods) antikveret, Hermann Kellers standardværk Die Orgelwerke Bachs fra 1948 samt Schweitzer og Klotz var i mange år autoritative. Særlig Kellers bog havde for mange nærmest bibelsk vægt, og vi bryder os ikke om det, når man i dag fra fagligt hold smiler lidt ved den. Den er båret af stor viden og begejstringens ild, men skal noterne opdateres, savner vi Williams, Stinson, Stauffer, Wolff, May, Marshall, Butler, Emery og i særlig grad de af Neue Bachgesellschaft til hvert bind udgivne Kritische Berichte, der ved at informere om alle editionsproblemer, manuskripternes proveniens og ægthed og diverse kilder og nodefejl. Men bevares! Man bliver helt henført, når Spitta føler sig fristet til lyrisk højstemt poesi ved beskrivelsen af et orgelværk. Ikke særlig videnskabeligt er det, men subjektivt følt. Og det kunne vel hænde for os alle! At Knud Vad kun ganske få steder meddeler sine registreringer, kan skyldes pladsmangel, hensynet til det brede publikums formodede interesse, eller at han som Walcha beholder det som sin fabrikshemmelighed

Koralbundne værker
Af de 18 cd’er beslaglægger de 10 koralbearbejdelser af forskellig art. Et vidnesbyrd om komponistens kærlighed til denne genre. Bachs selvidentifikation var tastespillerens, det var tastemusikken han i sine senere år ønskede udgivet, og som han fra sin tidligste ungdom dyrkede, og når det gælder den tidligste datering af orgelkoralerne, skal vi nok længere tilbage end hidtil antaget. Tillad en kort digression fra emnet: I Carnegie Biblioteket (Pittsburgh) ligger et noget upåagtet manuskript indeholdende en meget tidlig afskrift af g-mol præludiet af Buxtehude (BuxWV148). Det meste er i storebroderen, Joh. Christophs håndskrift fra tiden i Ordruf, men 3. og det meste af 4. side er i dag identificeret som den unge Seb. Bachs håndskrift o. 1695-1700. Det kaster et nyt lys over Bachs tidligste studier her ved at kopiere andres værker, in casu nordtysk barok af den ‘store dansker’. Han kendte altså Buxtehudes musik, før han kom til Lübeck, og det tillader os samtidig ifølge nyeste forskning at datere ‘Neumeister’ måske helt tilbage til elevtiden i Lüneburg. Det betyder også, at ‘Orgelbüchlein’ snarere kom til i tiden 1708-12 end 1713-15, som Löhlein angiver i sit forord til sin facsimileudgave fra 1981. Og således kan vi bedre acceptere tilblivelsen af den monumentale passacaglia i c i de tidlige Weimar-år 1706-12.
Knud Vad medtager som nævnt småt som stort blandt de overleverede enkeltkoraler, men er dog nødsaget til af og til at meddele: “ingen noder - ikke indspillet”, og hvad er et ægte eller uægte Bach-værk? Det overleverede Bach-billede fra 19. årh. kan ikke bruges i dag. Neue Bachgesellschaft må nu stille helt andre spørgsmål til tilblivelsestid, originale kilder, håndskrift og papirundersøgelser, naturvidenskabelige-tekniske analysemetoder. Og de nypræciserede data vedrørende Bachs kompositions- og opførelsesvirksomhed o. 1730-40 har ført til mange nyvurderinger. Mange af de Bach tilskrevne orgelværker udgør et særligt problem for redaktionen af Neue Bachausgabe, når talen falder på ægthed. Kildekartoteket i Göttingen har en fortegnelse på over 500 ‘incerta’-værker, selv om kilderne angiver Bach som komponisten. Der findes værker overleveret i Bachs navn, men som er så stilistisk afvigende, at de let afvises, andre er forsynet med et “di J.S. Bach” af en ukendt hånd. Fejllæsning? Fejlafskrift? Og hvad med anonyme værker, som Bach selv afskrev, bearbejdede og forsynede med sin signatur?

Knud Vad har nok en anelse om incerta-problematikken i sin udvælgelse, for ved cd nr.15 anfører han (Jugendwerke. Zweifelhaftes und mangelhaft Überliefertes), og her følger så et væld af små koralsager, en opvisning af den unge Bachs første skridt på vejen, og om ikke andet fortjener de en overvejelse, hvis ønsket er lidt, men godt til en andagt eller mindre gudstjeneste. Der skal igen mindes om, at “In dulci jubilo” (BWV 751) ikke er af Sebastian, men af hans 1. svigerfar, Joh. Michael, (selv om den stadig annonceres som sådan ved morgenandagterne fra Københavns Domkirke). Med denne indspilning er der nu mulighed for at høre dem. En af de store editioner i Bach-året 1985 var uden tvivl Neumeister-koralerne. Det var en helt ukendt side af den Bach, vi altid kun havde kendt fra de helstøbte orgelkoraler. At vi her skulle se mesteren i svøb og forstå, at heller ikke han var faldet ned fra himlen som et guddommeligt geni, var en svær pille at sluge for nogle. For andre var disse små koraler (som vi andre gerne ville have kunnet præstere) yderst interessante at placere på nodepulten. Idérigdommen er svær at tilskrive andre samtidige. Flere af koralerne er kendt stof hos os, og hvis organisten har orglet til det og anvender visioner og fantasi, kan der også komme yndige perler ud af dem. De er stort set overleveret som manualiter-stykker, men her hjælpes de pænt på vej og cf. tydeliggøres enten i pedal eller på et særskilt manual. Noterne har dog en smutter! At J.G. Neumeister skulle have været hjælpeorganist hos Bach, slotsorganisten i Weimar (1708-17), kan vist ikke passe. Neumeisters årstal er 1757-1840. Da var Bach for længst under mulde, og det stemmer heller ikke med billedet af den karrige hertug Wilhelm Ernst. Ikke ved nogen af de embeder Bach havde som organist, er der mig bekendt oplyst noget om nogen assistent. Med cd 13 og 14 er vi på sikker grund: orgelkoraler fra Kirnbergersamlingen.
Når vi nu orienteres kort om Neumeister, hvorfor så ikke lige nævne, at Joh. Philipp Kirnberger (1721-83) var musikteoretiker, violinist og Bach-elev og hofmusikus i Preussen? I Bachs Componirstube i Thomassko-len befandt sig en stor samlemappe med koralbearbejdelser, hvoraf flere af hans elever tog kopier til deres private samlinger. At noget er gået tabt kan ses, men en af disse samlinger opstod i årene 1726-35, de år hvor bl.a. Krebs og Kirnberger var studerende i Leipzig. Afskrifterne er til dels pålidelige, men Walther har det med at “forbedre” Bach her og der, Kittel forbedrer også, men ikke altid med en heldig hånd, mens Kirnberger har en del skrivefejl. (Deres omgang med Bachs forsiringer er et kapitel for sig). I samlemappen lå også udkast til “Siebzehn Choräle”, kanonværket “Vom Himmel hoch” og en renskrift af “Orgelbüchlein”. Vi kan gisne om, at Bach med en renskrift af disse værker havde en offentliggørelse i tankerne.
Knud Vad spiller 48 koralbearbejdelser fra Kirnbergersamlingen, og nogle er blevet integreret i mange orga-nisters repertoire ikke blot i koncertregi, men som særdeles velegnet stof til højmessen. Et par enkelte kom-mentarer til de i øvrigt veloplagt spillede koraler, der må føle sig meget velkomne ved Sorø-orglets registre:
Vad mener ikke, at den lille veldrejede dobbelfughette - et ægte stedbarn blandt Bachs orgelkoraler - ‘Das Jesulein soll doch mein Trost’ er af Bach. Årsagen til denne afvisning af BWV 702 er, at den altid er blevet sat forkert på tre systemer (jf. 1. udg. af Pet. IX) og som sådan ureflekteret ført videre. Derved opstår en pedallinie af næsten større virtuositet end i D-dur præludiet (BWV 532) og ganske bizar i forhold til stykkets omfang. 16.-dels passagen t. 16-18 er usandsynlig og hører hjemme i venstre hånd, og 4-stemmigheden er umiddelbar manualiter spilbar til t. 20, der kræver pedal. Netop Brüsseler håndskriftet har her angivelsen “Ped.” Satsen er en sindrig reduktion af en fuldstændig 4-delt fuga, og om ophavsmanden kan der vist ikke herske tvivl. De ‘8 små koralfughettaer’ over julesalmer bør også nævnes. Denne lille samling, der burde høres oftere, har desværre ikke fortløbende BWV-numre, men er en væsentlig del af Kirnberger-samlingen.
Knud Vad gør fint rede for deres uhyre intrikate polyfoni, der ligger helt på niveau med manualiterstykkerne i Clavierübung III og Schübler. De findes ikke i nogen tidlig kilde og henregnes i dag til Bachs ‘Spätwerk’ efter 1740’erne. Med deres koncentration og tonale eksperimenteren udgør de et fascinerende og mangefarvet aspekt af Bachs sidste skaberperiode.
I sin disputats betoner Stauffer, at ud over de fri orgelværker gælder plenumspillet også for visse koralbe-arbejdelser - sådanne nemlig, som kompositorisk svarer til de fri værker, bl.a. koralfugaer og koralfantasier.
Til den første gruppe hører f.eks. BWV 733 ‘Fuga sopra il Magnificat’, der netop har overskriften Pro Organo pleno, og blandt fantasierne kunne nævnes BWV 736, ‘Valet will ich dir geben’. Knud Vad tænker i slanke baner her, måske fordi Herbergers salme i Tyskland hører under afsnittet “Tod und Ewigkeit”, men samtidig lukker den (også hos os) op til 1.s.i Adv., og intet mindre end en stor plenumsats kan vel så gøre det! Og i samme åndedrag nævner vi BWV 713, ‘Jesu, meine Freude’. Hvorfor skulle Bach ellers markere overgangen dolce i t.53? I øvrigt en takt der har tematisk slægtskab med sats 9 ‘Gute Nacht, o Wesen’ i motetten af samme navn. (Denne motet er nok et sammenbragt barn, for netop i sats 9 er melodiføringen svagt ændret i forhold værkets øvrige koralsatser; en ændring der peger på Weimar både for korsats og orgelsats).
Om Orgelbüchlein er meget smukt at sige, og her udnyttes orglets ressourcer til det yderste og ud i alle kro-ge med en farvelægning, der tager skyldigt hensyn til værkstruktur og salmetekst (jf. Schweitzers gode vej-ledning til Widor i samme anledning). Nogle koraler hører jeg anderledes, men det subjektive er jo ikke noget diskussionsgrundlag. ‘Vom Himmel hoch’ kunne spilles bredere og mere majestætisk, mens ‘In dulci jubilo’ har både granduft og lametta ned ad grenene. En sagte rørstemme forkynder det stille vemod i ‘Das alte Jahr’! - Og spiller man på ‘Fried’ eller ‘Freud’ i BWV 616, Simeons lovsang? Der er dyster langfredags-stemning i ‘O Mensch bewein’, og ‘In dir ist Freude’ får alt hvad den skal have. Døm og lyt selv til Orgelbüchlein - det klenodie, ingen organist vil undvære.
Også samlingen Achtzehn Choräle tager Sorø-orglet imod med stort velbehag. De klæder hinanden! Trio-satserne fremstår elegante med klar stemmeføring, og i de tre store sopran-cantus-firmus koraler, hvor Bach med sine forsiringer og arabesker når sit yderste, er det, som Vad selv antyder, en fordel at kende salmemelodien. I disse satser svæver lyksalige fredfyldte soloblandinger, og hvor cf. ligger i pedalet druknes den ikke her i ledsagestemmernes filigran. I BWV 667, ‘Komm, Gott Schöpfer’ kunne nok en tydeligere markering af netop 3. taktslag i pedalet være ønskelig, da Bach her med teologisk symbolik peger på Helligånden som 3. person i treenigheden. Og så må vi jo punktere myten om BWV 668, ‘Vor deinen Thron’. At den skulle være dikteret til svigersønnen, Altnickol, ved vi intet om. Marpurg skriver, at Bach i sin blindhed dikterede den til en ven, og mindst fire andre kunne komme på tale: den sandsynlige Kittel, men også Müthel, Penzel og Joh. Christoph Bach var til stede den dag i kantorboligen. Derimod var det Altnickol, der indskrev koral 16 og 17 i manuskriptet. Knud Vad har lykkeligvis god tid i den vidunderlige BWV 668, spillet afklaret og bortvendt fra denne verden. Bachs Trebs-orgel i Weimar (2 man./23 stemmer) var typisk for orgelbygningen i Thüringen i det tidlige 1700-tal specielt mht. strygestemmer (Manual gemsshorn 8’, Viol da Gamba 8’ og Pedal Violon-Bass 16’) og dominans af stemmer i 8’-fods lejet. I betragtning af det italienske strygerrepertoire i Weimar og dettes indflydelse på ‘18 Choräle’ i deres første skikkelse, ville de stemmer komplementere denne musik. Kunne vi evt. forestille os, at Bach spillede de to trioer på disse stemmer med gemshorn 8’ (1.man ) og viol da gamba 8’ (2. man) og violon-bass 16’ (ped.)?
På grundlag af håndskriftsanalyser kunne forskere i Göttingen i øvrigt fornylig påvise, at den oprindelige datering af manuskriptet (1744-1748) behøver en korrektur. Bach indskrev allerede 1739-1742 de første 13 koraler; 14 og 15 o. 1746-47 og 17 og 18 kom til o.1748. Bach gik altså i gang kort efter Clavierübung dritter Theil, 1739. De to samlinger har mange lighedspunkter, der tyder på, at de skulle komplementere hinanden! Prisen for at følge BWV-nummereringen betyder, at ‘Clavierübung III’ ikke fremstår som den tiltænkte enhed, for det store ‘Præludium og fuga i Es’, (BWV 552) mangler. Noterne til dette værk melder, at BWV 552 menes at være skrevet til Cl. III! - det er upræcist! Det er skrevet dertil. Bach befordrede det selv i trykken, og det er udkommet i facsimile. Det er således ikke, som også antydet, for koncertsammenhængens skyld, at de 21 koraler og de 4 duetter indledes og afsluttes af Pr./f i Es. Hele værket er præget dyb teologisk indsigt og symbolik, som det ligger uden for en anmeldelse at berøre. Værket består af 27 stykker, en stærk trinitarisk symbolik (3x3x3), og dertil hører også de 4 duetter, om hvilke Albert Clement i sit digre værk om Cl. III (1999) har påvist, at deres tilstedeværelse har musikalske egenskaber, der også har en tekst-sammenhæng. Det står enhver frit at spille dem på orgel eller cembalo, men deres musikalske idiom peger nok på et strengeinstrument. De hører dog til. Bach skrev jo ikke blot cf.-bundne manualiter - og pedaliter stykker, men også cf.-fri værker i denne samling. De fire duetter danner således modvægten til Pr./f i Es, og mens dette satspar utvivlsomt er tænkt til kirkelig brug, så turde duetterne være skrevet for musiceren i hjemmet (som de andre manualiter satser). I sin “reklame” for værket skriver nevøen jo, at hans hr. fætter har komponeret nogle “Clavier Sachen, die hauptsächlich (!) vor die Herrn Organisten gehören..etc” Uendelig meget mere kunne siges om dette Spätwerk, men lad det ligge her. Knud Vad spiller klart og med et tempo, der nogle steder for mig ligger på den hurtige side. I ‘Vater unser-koralen’ pejles der klart og sikkert i det komplicerede stemmevæv, ja - den koral nydes næsten bedst med øjnene i noderne! En glæde også at lytte til ‘Christ unser Herr’ og ‘Jesus Christus unser Heiland’, hvor for en gangs skyld det væsentligste - pedal-cf. - fremhæves klart, uden at de højst symbolske akkompagnerende stemmer tabes, men udførelsen af BWV 680, ‘Wir glauben all’ og BWV 686, ‘Aus tiefer Not’ er ikke efter bogen. Bach har udtrykkeligt med sit Pro Organo pleno ønsket den førnævnte plenumregistrering til koralfugaer. I BWV 680 savner jeg - hvis mit øre ikke bedrager - fagot i pedalet og en bredere manualklang, og det smertelige råb fra det dybe kommer ikke frem ved at spille ‘Aus tiefer Not’ på en stor labialklang, der heller ikke hjælper den augmenterede stemme i højre fod.
Om Schübler-koralerne er kun godt at sige. Vi bliver naturligvis “Wachet auf“ med en smældende trompet, de andre satser har diskrete, indadvendte registreringer, og i ‘Komm du nun Jesu’ (ja, overstemmen er svær) hører vi med triller og efterslag en smuk melodiføring i pedalet. Og så skal vi lige have de herlige julevariationer over ‘Vom Himmel hoch’ med, men her holdes cf. lidt mere skjult i det dunkle til fordel for en fokuseren på det kanoniske arbejde. Til sidst i Bachs koralunivers nævner vi de tidlige koralpartitaer. De kan være kommet til allerede i Lüneburg, og består fortrinsvis af manualiter satser. Har Bach lært hos Böhm, var det måske snarere cembalostudier (fransk musik?) det gjaldt, for pedalet i Johanniskirkens orgel fungerede meget slet i denne periode. Partiterne er atter et vidnesbyrd om begejstring for den lutherske kirkes koral, og der er givetvis tale om tekstudlægning her. Knud Vad tager også den meget tidlige, men ofte oversprungne ‘Ach, was soll ich Sünder’ med, og det skal han ikke have utak for. Hvem andre end Bach skulle næsten være komponisten? Specielt flot er 10. variation af ‘Sei gegrüsset’, der fordeles på tre manualer med melodien i overstemmen, og mellemspillenes overstemme fremhævet med vox humana i brystværket.

De frie orgelværker
Bachs store orgelværker er de store uudslukkelige stjerner på orgellitteraturens himmel! Hvordan lød de? Ja opførelsespraksis er interessant, men der gives intet Bach-orgel, der gives en blomstrende mangfoldighed af præludier, men ikke kun én Bach-fuga og ikke én samtidig lytter, men der gives dokumentariske belæg for Bach ved orglet, ...vi påstår, siger nekrologen, dass unser Bach der stärkste Orgel- und Clavierspieler gewesen sey, den man jemals gehabt hat, og han spillede sine orgel- og klaverstykker in der grössten Vollkommenheit. For de 1000 cd-box ejere vil det måske være af perifer interesse, men i organistverdenen vil temaer som registrering og manualbrug være blandt de tunge emner, som stadig udfordrer, og bag om nodernes herlige musik, lytter man ved hver indspilning uvilkårligt til fortolkerens resultat af sit arbejde med stoffet.
En samlet Bach-indspilning kræver udvalgskriterier. Neue Bach-Ausgabe har for længst påvist, at ‘Die Acht Kleinen’ (BWV 553-560) ikke er af Bach, men af Joh.Tobias Krebs (altså i kredsen om Bach), men hvor nødigt man vil af med disse charmerende miniaturer, hører de ikke med i en nutidig “komplet Bach”; til diskussion står også andre prominente tvivlstilfælde, som man roligt kan udelade: fugaen i a-mol (BWV 561), fantasien i G-dur (BWV 571), G-dur fugaerne (BWV 576 og 581), D-dur fugaen (BWV 580). Das ‘Kleine harmonische Labyrinth’ (BWV 591) er også en fremmed fugl, Bach dyrkede jo ellers ikke harmoniske Rätsel-kompositionen. Den fragmentarisk overleverede ‘Pedalexercitium’ (BWV 598) må også af tekstkritiske grunde udgå. Eneste kilde stammer fra C.P.E. Bach, håndskriftet er fra midten af 1730’erne, og om dette stykke, der dog tyder på en vis praktisk erfaring, passer til en 20-årig, eller om det skulle være en på stående fod nedskrevet improvisation af hans far...?, vi ved det ikke og må nøjes med at henføre det til kredsen om Bach. Retfærdigvis vedgår Vad også flere steder, at ægtheden betvivles. Han mener derimod ikke, at vi kan pege på nogen anden ophavsmand til 12/8-fugaen, giguefugaen (BWV 577), end Bach, og det vil jeg gerne støtte.
Den, der deltog i “Bachgesellschafts” konference i Leipzig 2000 under mottoet Bach und Leipzig - Leipzig und Bach, kunne notere sig, at musikvidenskaben (Breig, Wolff, Stauffer, Stinson m.fl.) er ret enige om, at Bachs store præludier og fugaer er ‘organo-pleno-værker’. Op til ti minutters plenum synes at have været almindeligt for cembalo-, orkester og orgelværker i 1. halvdel af 18. årh. udgående fra læren om affekter, nemlig at hver sats skulle indeholde én affekt. (Et orkestralt plenum vedligeholdes o. 12 minutter i 3. Brandenburgkoncert, svarende til Bachs længste orgelværk, Præl. og f. i e-mol). Med de mildere mixturer kunne denne æsthetiske konvention opfyldes ved at spille værket på ét manual. Seks autografe orgelhåndskrifter er tilbage i dag: Præl. og fuga. i G, h og g (BWV 541/544/535a), en ufuldendt Fantasi i C (BWV 573), Præl. og fuga. i e (BWV 548) (hele præludiet og t. 1-20 af fugaen, resten skrevet af Kellner), Fantasi og ufuldendt fuga i c (BWV 562). Og så kan vi ærgre os over, at Es-dur (BWV 552), som C.P.E.Bach ejede, sidst sås i 1774, Præl. og fuga. i C (BWV 545) i 1867 og Passacagliaen (BWV 582) i 1844. Er de mon gået al kødets gang, som mange andre orgelværker, der ved idelige afskrifter blev slidt op?
Selv om det i flere udgaver af orgelværkerne lades ude af betragtning, er næsten samtlige af de store orgel-værker ledsaget af plenumforskrifter, også Passacagliaen. Knud Vad følger ikke dette princip stringent, for noget overraskende udskiftes i ‘lille e-mol’ præludiets plenum med en sartere quintatøn-lignende klang i fugaen! Jeg synes musikken kalder på mere. I England går den under øgenavnet “Nightwatchman” - i fugaen er han vist begyndt at blunde. Og så sluttes der med en durakkord! Og hvordan indledes Passacagliaen, der med sin soprannøgle og doriske notation antyder en for et så modent værk tidlig datering som 1706-12? Man lytter! Respekteres den autografe titel Passacalio con Pedale pro Organo pleno, eller dukker den ostinate bas frem som af urtågen? I Sorø det sidste! Og på ægte Straubesk vis arbejder den sig op mod fortehøjderne. Da en yngre kvindelig organist for nylig i sine cd-noter meddelte, at hun ikke havde valgt den formentlig “auten- tiske” pleno-registrering, men lod værket klinge i Duprés originale registrering, fandt jeg det nok lidt under- ligt, at hun i den grad lod sig binde for munden af autoriteter som Dupré, Straube og Schweitzer for at forsvare sin smag. Enhver må da spille som ens hjerte tilsiger én, men selv om skønhed kommer før principper, er der trods alt principper. Følger Knud Vad ikke plenum-princippet her, er han i alt fald tro over for nodetekst og nodeværdier. F.eks 8.-dels slutakkorderne! Det gælder det store h-mol præludium (BWV 544) og C-dur fugaerne (BWV 547 og 564) Det er velgørende ovenpå et par skrækeksempler fra koncertsektoren. Nu har vi så rig lejlighed til et genhør med de tidlige Weimar-værker. Her er alt fra det storslåede til det sprælske, ja - den unge Bach, må i de år have udfoldet en enorm virtuositet. Knud Vad gør det meget stilsikkert, og de unge værker - f.eks. G-dur fugaen, (BWV 550) - er bestemt ikke lettere rent teknisk. Få steder lægges der i disse stykker op til manualveksel, og man kan diskutere anvendelse af pedalet i C-dur fugaen (BWV 531) t. 36-42. Både kompositorisk og set i lyset af datidens spilleteknik var det nok rigtigere at spille manualiter her. Man kan til en afveksling savne disse ungdomsgnister på koncertprogrammerne; er de ikke tilstrækkeligt prestigefyldte?
Hertil hører også E-dur toccataen. Vad vælger, som alle, E-dur versionen, men man kunne overveje C-dur udgaven, der er bedre overleveret og i særlig grad, da den “im Hause Bachs in Gebrauch war”, som afskrifterne af Krebs og Kellner bevidner. Toccataen i d BWV 565 er naturligvis med, og selv om Rolf Claus i sin bog om værkets ægthed (Verlag Dohr, 1995) fradømmer den liv og ære som et ægte Bachværk, er den fortabte søn kommet hjem i folden igen, da Christoph Wolff på et internationalt symposium i Lübeck, april 2000, punkt for punkt gendrev argumentationerne imod. Og hvem andre i samtiden skulle mon have skrevet den “epidemiske” toccata, der altid skal være sællerten på orgelcd’er? Allerede i 1890 var den paradestykket, da Best i Sidneys Town Hall indviede Hill-orglets 64’-fods sub-contra-trombone. Også i Sorø giver Knud Vad den fuld vitaminindsprøjtning, og det gælder såmænd også “den doriske”, men noterne er ukorrekte. Det er ikke et Leipziger-værk, Walthers tidlige afskrift er senest fra 1717, men Bach spillede ifølge en påskrift værket ved en orgelindvielse i Kassel 1732. Stile antico-fugaen holder Vad på samme manual. Nogle ville spille på en 16’ fods basis netop ved ‘stile antico’! Og så er det jo op til fortolkeren, om han mener det nødvendigt at lave ekkovirkning i pedalsoloen i C-dur toccataen. Jeg har set en gammel Straube-elev spille ekkoerne på et 16’ fods baseret HV, her foregår det via ‘plus-minus-fagot’, men soloen indeholder vel i sig selv en art skin-ekko? Toccataen i F er overleveret i 15 afskrifter, men ingen med plenum-overskrift. Interessant er sammenligningen med Krebs’ meget nærgående Bach-pastiche ‘Toccata con Fuga ex A pro Organo pleno'. Ville mon Krebs i sin kompositionsstil imitere et Bach-værk så nodetro uden også at overtage hans klangtype? Næppe, og Krebs’ toccata kunne implicere, at F-dur toccataen ligeså var tænkt som et plenoværk. Sådan hører Knud Vad det ikke, han spiller på en lysere klang og hele vejen igennem. Til gengæld er han konsekvent og udelukker også i de to pedalsoli brug af fagotten.
Fantasi og fuga i g-mol (BWV 542), et af Bachs vildeste værker, foreligger i 23 afskrifter og flere gange fugaen (komp. 1717-23) alene. Den er jo som bekendt ikke af Bach parret med Fantasien (komp.1708-12), og det er muligt, at Bach spillede den ved sit besøg i Hamburg, 1720. Reinkens orgel i St. Katharina havde ikke Cis, Es, As og d’’’, og St. Jacobis Schnitger-orgel havde ikke d’’’. Der er nogle uafklarede punkter her. Spiller man fugaen med, bør Fantasien (som i flere afskrifter) slutte - ikke som her i dur - men med en mol akkord, da allerede 2. tone i fugatemaet jo er mol-tertsen. Den kromatiske progression i Fantasien (t.31-35) udnytter Vad på bedste romantiske vis til opbygning af et kæmpecrescendo ad modum Straube. I mine ører udnødvendigt, da kromatikken i sig selv bidrager voldsomt til spændingen.
Den sjældent spillede Fantasi i c-mol (BWV 562) var oprindelig udstyret med den fuga, vi i dag kender som følgesvend til det store præludium i c (BWV 546). Bach flyttede og reviderede den, og vi må beklage, at den fuga, Bach påbegyndte til Fantasien kun blev et fragment. Man aner visioner til noget stort! BWV 546 hører til de store Leipziger-værker, og gerne havde vi vidst om deres formål. En enkelt observation kan måske være af interesse. Præludiet anvender den samme dobbeltkorede dialogteknik, som kantate 47, ‘Wer sich selbst erhöhet’ og motetten ‘Komm Jesu, komm’. Kantaten blev opført 13. okt. 1726, og motettens tekst var allerede 1684 blevet tonesat af daværende Thomaskantor Schelle ved Thomasskolens rektor, Thomasius’ begravelse. Schelles enke blev meget gammel (død marts 1730). Kunne det tænkes, at Thomaskantor Bach til hendes ære komponerede sin motet over den ariatekst, som hendes mand engang havde sat i musik, og har BWV nogen forbindelse hertil?? Anledningen til ‘den store e-mol’ (BWV 548) kender vi ikke. Fugaen bliver hos Knud Vad ikke fortolket pleno, han vælger manualskift! - igen er fraseringen a la Straube. En cæsur efter optakten og temaet mere leggiero ville have givet en spændstigere artikulation, og så savnes i Es-dur præludiet en lidt ‘majestætisk punkteret’ frasering, der kunne gengive den franske ouvertures storslåede elegance. Fugaen, som afslutter ‘Clavierübung III’ er en tredelt fuga, hvor i hver del et nyt tema introduceres, men fugaen er ikke, som noterne angiver, en “tripelfuga”! Der følger ingen tætføring af alle tre temaer. Det var åbenbart ikke Bachs hovedanliggende, at fuldbyrde kombinationen af disse. Målet må have været en flerdelt sats. I Vads udgave holdes derimod godt fast i et enhedstema. Om det store Leipziger-værk, Præl. og f. i h-mol, (BWV 544) har Wolff opkastet den tese, at Bach selv kan spillet i Paulinerkirken i 1727 ved August d. Stærkes kones (Christiane Eberhardines) bisættelse. Den til lejligheden skrevne kantate ‘Lass Fürstin’ har også h-mol som hovedtoneart. Også dette værk har påskriften Pro Organo pleno, men dette til trods vælger Knud Vad at fordele sagen over to manualer, selv satsen i manualiter-episoderne tynder ud af sig selv. T. 17-27, 43-50, 74-80 blev ofte før henvist til 2. manual, men ser man i originalpartituret, f.eks. t. 17, opdager man, at Bach helt entydigt ændrer sin egen notation fra fane til overbundne bjælker. Parallelstedet t. 63 opviser ingen umisforståelig form. Mon ikke det betyder: “bliv på hovedværket”? Hvor han ikke har ønsket det, har han jo som oftest noteret det, og gennem satsstrukturen har Bach jo selv undgået en udtrættende monotoni!
Og så forsynder vi os sikkert ikke, hvis vi i præludiets t. 42 brækker pedalets sidste fjerdedels cis over i to ot-tendedele som nedadgående oktavspring cis-Cis. Akkurat som parallelkadencerne i t. 16 og 84.
Men lyt selv videre til de transskriberede Vivaldi-værker og de 6 triosonater, som via deres BWV numme-rering åbner serien, og som jeg synes viser Knud Vads sikre teknik og mangeårige samlevethed med sit instrument. Herlig musik! Men Spitta spøger lidt vel rigeligt! To værker om hvilke Spitta antog de stammede fra Leipzig, Præl. og fuga i G-dur (BWV 541) og C-dur (BWV 547) må henregnes til henholdsvis Weimar og (måske) Cöthen. Præludiet i C-dur er bygget op meget lig 1. sats af 2. Brandenburgkoncert; og Fantasi og fuga i c-mol (BWV 537) kom til ikke i Weimar, men i Leipzig.

Postludium
Så bliver da manuskripter, datering og musikken, disse tre, men størst af dem er musikken. Vi kan godt ved live-optagelser leve med let sporadisk hosten, smækken med et par kirkedøre, og uden tvivl har Knud Vad for længst hørt, at der er uoverensstemmelse mellem indholdsfortegnelsen på cd-kassette 9+10 og samme i ‘bookletten’. Det kan rettes. Jeg synes dog, at produceren, Eyvind Rafn, nogle steder skulle have foreslået en omspilning, f.eks indledningen af den store C-dur toccata, (og evt. Es-dur præludiet), så vi kunne istemme med Ordspr. 4,12: ...”og løber du, snubler du ikke”. Med Knud Vads ‘mursten’ har vi fået Bachs samlede orgelværker (i cd-branchens sprog naturligvis Organ Works, som angivet på boxen!) med én organist på ét orgel. En fornem præstation.
Min allerførste orgel LP var tre Bach-værker med prof. Anton Nowakovski fra Stuttgart - på orglet i Sorø Klosterkirke. Pladen bar overskriften Unsterbliche Musik. Og det er præcis, hvad det er. Udødelig musik!

Knud Vads ‘Complete ORGAN WORKS’, 18 cd’er, fås på plademærket Classico, ClassCD 530-547.