Om Organistbladet og dets historie

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 6, december 2024, s. 4.

Af Hans Chr. Hein, rektor for Løgumkloster Kirkemusikskole

Selvom DOKS var blevet stiftet i 1905, gik der omtrent 15 år inden det første trykte medlemsblad så dagens lys. Den første udgave af "Meddelelser" udkom d. 15. maj 1920, og om baggrunden herfor står at læse:

Fra forskellig Side er Bestyrelsen bleven gjort opmærksom paa Nødvendigheden af, at have et Meddelelsesmiddel mellem Bestyrelsen og Medlemmerne og disse indbyrdes, men vi tør ikke under de nuværende vanskelige Forhold indlade os paa et Medlemsblad i alm. Forstand. Derimod agter Bestyrelsen saa ofte der maatte være Anledning dertil at udsende "Meddelelser" af Form som nærværende saa Medlemmerne til enhver Tid kan være underrettede om, hvad der sker.

DOKS var på dette tidspunkt netop udtrådt af Dansk Tonekunstnerforening. Det var sket for at opnå forhandlingsretten over for ministeriet. Der var derfor en naturlig anledning til at udsende et eget medlemsblad; men ovenstående linjer antyder bestyrelsens bekymringer hvad angår økonomien. "Meddelelser" blev i de følgende år udsendt med normalt 4 numre pr. år og redigeret af den mangeårige formand Julius Foss. Indholdet var stærkt præget af emner som løn- og ansættelsesvilkår samt organisatoriske forhold: gennemgående punkter i de første årgange var den årlige generalforsamling, der afholdtes i Kvindelig Læseforening på Gl. Mønt, bestyrelsesvalg, pensionsforhold, vikarbestemmelser, klassificering, lønningslovene og ledige stillinger. Det kan konstateres, at bladet i de første knapt ti år ikke var et organ med indlæg fra medlemmerne, endsige debat imellem dem.

Det første lidt ”muntre islæt” i bladet kom i foråret 1925, hvor bestyrelsen introducerede en konkurrence om at skrive en ny melodi til tre salmer! Det var tanken at lade de gode melodier, der måtte fremkomme, trykke og sende dem til samtlige kirker i landet. Bestyrelsen måtte dog et halvt års tid senere konstatere, at konkurrencen ikke blev en succes, idet kun 14 forslag var indsendt, og ingen af disse kunne passere bestyrelsens hårde censur inden offentliggørelse!

De første annoncer i "Meddelelser" kom i 1929, hvor der blev reklameret for såvel J.L. Emborgs "20 smaa Orgelpræludier" som Oluf Rings "Børnenes Klaverskole"!

Datidens omgangsformer var noget mere formfuldendte end nutidens, og et af de første medlemsindlæg sluttede med:
   Deres ærbødige
   Medlem
Hvor "Meddelelser" i de første år som oftest havde et omfang på 4-8 sider, forøgedes sideantallet med årene og ikke mindst, da navnet "Medlemsblad for Dansk Organist- og Kantorsamfund af 1905" blev introduceret i november 1934. Gudmund Elmquist var ny redaktør, men afløstes allerede samme år af domkantor Emilius Bangert, der i mange år skulle komme til at præge bladets linje og indhold.

Hvor "Meddelelser" netop bragte det, som navnet angav, blev medlemsbladet fra starten et tidsskrift, hvor artiklerne havde førsteprioritet.

Anmeldelser og debatindlæg blev hyppige i spalterne, og der blev ikke lagt fingre imellem, således i en anmeldelse af C.F. Balslevs "Den lutherske kirkesang i Danmark", hvor prof. Erik Abrahamsen skriver om forfatteren, der "røber en generende uvidenhed" og slutter med at konstatere: "Balslev er himmelråbende uvidende"!

De nordiske kirkemusikmøder blev refereret in extenso i bladets spalter, og faglige artikler om især orgelbygning var varmt stof op gennem 1930'erne. Artikler om Buxtehudes liv og musik kulminerede i 1937 med en ugebladslignende dækning af den store Buxtehudefejring i anledning af 300-året.

De første annoncer fra orgelbyggerierne kom også i bladets spalter i 1937 - og der har de været at finde lige siden.

Emilius Bangerts brede horisont og faglige kunnen gav bladets læsere mange forskellige impulser og informationer. Således kunne man inden for et par måneder i 1937-38 læse en artikel af Svend-Ove Møller om Nicolas de Grigny samt en nekrolog over Charles-Marie Widor, skrevet af Bangert selv.

En ny redaktør tiltrådte i 1952, da Søren Sørensen overtog hvervet. Bladets titel blev nu ændret til det mere talesprogsagtige "Organist-Bladet" - som siden har udviklet sig over "Organist-bladet" (1983) til "Organistbladet" i 2002.

Søren Sørensen skrev ved tiltrædelsen bl.a.:
Bladets formål er stadig at være bindeled mellem medlemmerne og talerør for deres interesser, det sidste både i kunstnerisk og tjenstlig henseende, og til opfyldelsen af dette appellerer jeg til medlemmernes eget medarbejderskab.

Bladet udviklede sig i tiden med Peter Thomsen og især Emilius Bangert ved roret til at være det omtalte bindeled og talerør for medlemmerne, og denne linje er blevet holdt af alle efterfølgende redaktører. Bladet udkom fra 1940'erne 6 gange årligt, og først i begyndelsen af 1970'erne begyndte bladet at udkomme som månedsblad.

Da Carsten E. Hatting i 1959 overtog redaktørhvervet, skrev han i en artikel i anledning af bladets 25-års jubilæum (1934-1959):
... det ville være uretfærdigt at påstå, at medlemmerne ikke har været interesserede i at skrive fra tid til anden - om problemer, der optog dem, om forhold af interesse for standen, om fjerne og lokale nyheder etc., men ind imellem har redaktøren også fundet anledning til at minde medlemmerne om, at bidrag ville blive modtaget med taknemmelighed. Det kan være nok så vanskeligt for en redaktør at skabe et afvekslende og oplysende blad hver anden måned, hvis han er henvist til at skrive hele bladet selv.

Bladets alsidighed fortsatte op gennem 1960'erne med DOKS' mangeårige formand Axel Madsen og dennes efterfølger Ejner Dyhr Pedersen som redaktører.

En artikel fra 1960 af Povl Hamburger bar den prosaiske overskrift "Om at gå fra F-dur til d-mol". Under denne finurlige titel gemte sig en musikanalyse af et afsnit i Bachs "Toccata i F-dur", bl.a. følgende:
... Vejen tilbage til d-mol er dog ikke lang, og nu skal det åbenbart være alvor, for t. 21-22 får vi ikke alene d-mols "neapolitaner", men også dens vekseldominant efterfulgt af kvartsekst- og dominantseptim­ akkord - efter god gammel opskrift det ubedragelige tegn på basta, Færdig! Tilsyneladende gribes Bach nu helt af distraktion. I alt fald bliver han herfra og lige til t. 28 stikkende på et dominant-orgelpunkt, hvorover han ligesom på må og få lader høre en række afrevne akkorder. Når man sådan drømmer midt i færdslen, må det da gå galt, og t. 29 sker der også en veritabel katastrofe. Åbenbart tilsigtede Bach her - uvist med hvilket formål - en skuffende kadence V7 - VL men da - o skræk - glider hans venstre fod på pedalet, således at den i stedet for at dreje op på B ramler ned på As med Es-durs dominantsekund­ akkord som uoprettelig følge...

Hvem siger så at musikanalyse ikke kan være medrivende læsning?!

Af og til var bladet hjemsted for satiriske indlæg, hør blot et uddrag af Finn Viderøs artikel fra 1968, "Organisten", hvor en ung organist er til ansættelsessamtale:
... Men inden det indledende kaffebord med menighedsrådet måtte han hos rådets ældste medlem, den alderstegne forstanderinde for husholdningsskolen, fru Clara Butterdeich, gennemgå et krydsforhør om sin kristentro, sin stilling til Marilyn Monroe, professor Lindhardt og tidens farlige tendenser, ikke blot sex og hash, men også "disse hersens Laubske kætterier, som enhver ordentlig menighed må holde sig fra livet, for at der ikke skal blive uro i geledderne". Først senere gik det op for vor ven, at denne lille åndelige komedie havde haft til hensigt i sidste minut at diskvalificere ham til fordel for fru Butterdeichs grandnevø, en håbefuld ung mand, der var opdraget med Den Danske Koralbog og siden havde holdt sig på den brede og farbare vej til almen yndest...

Charley Olsen havde været inde som redaktør i et års tid først i 1960'erne; og blev i 1976 ny redaktør.

Foreningen af Præliminære Organister blev stiftet i 1972, og foreningen havde indtil 2002 bladet fælles med DOKS. Dette manifesterede sig ikke blot i foreningsstoffet, men også i adskillige artikler ved FPO-redaktørerne.

I 1982 overtog Helge Gramstrup redaktørstolen, og han fortsatte linjen med mange faglige og alsidige artikler: Portrætter af bl.a. franske komponister, gennemgang af Grundtvig-salmer, danske komponistportrætter ved Gramstrups mangeårige medredaktør, John W. Horsner, "Orgelbiichlein"-studier ved Peter Møller, melodi- og koralbogsstudier, "Gudstjeneste under musikkens auspicier" ved A.F. Nørager Pedersen, orgelhistoriske artikler, osv., osv.                    

Listen over bidragydere er lang og spændende, og emnernes spændvidde vidner om redaktørens alsidige interesse for og kundskab om musik og kirke.

Indlæg i bladet fra ældre kolleger med erindringer og beskrivelser af oplevelser i ungdommen har ofte været tankevækkende – og morsomt stof. Således skrev Hans Mollerup i 2005 om sin tid som assistent for Niels Otto Raasted ved Københavns Domkirke:
…. Raasted havde for længst vænnet sig til at være omgivet af tjenende ånder og andægtige elever. En af dem var Paul Nicolet, der i sine unge år sad bagvagt ved     morgenandagten, ”for hvis nu Raasted skulle brække benet…”. Den morede man sig, over, og der lød et latterbrøl, da det rent faktisk indtraf: Raasted havde brækket benet! Nicolet reddede en morgenandagt hvor præsten ikke var nået frem. Som præstesøn følte han, at han godt kunne læse tekster og bønner og lyse velsignelsen. Bagefter spurgte han pastor Poul Verner Hansen (den senere domprovst), om han ikke havde været ”vaks ved havelågen”? Svaret lød: jo da – der var bare lige det sted, hvor du bad for Islands millioner. Hvor mange af dem er der mon på Island? Det skulle have været ”Islams millioner … 

Gunnar Frello skrev om sin ”stærkeste musikoplevelse”, da han som helt ung var blevet organist ved Henne Kirke:
Jeg har spillet til mange tusinde begravelser og bisættelser, men kun én gang en juleaftensdag, i 1944. Begravelsen var kl. 12, jeg blev i kirken, skulle spille til julegudstjeneste kl. 16. Kl. 14 var der tysk gudstjeneste, der var flere gange så mange tyskere som danskere på egnen. Jeg skulle ikke spille, var også helst fri, tyskerne havde selv en organist. En Obergefreiter dukkede op på pulpituret, og jeg var – første og eneste gang – nødt til at give en tysker hånden, i min bevidsthed var en god tysker en død tysker! Soldaterne kom, den tyske feltpræst stod nede i kirken og heilede, når han hilste på en officer! Værnemagten var ved at være slidt. Der var vel flest soldater    i almindelig, normal alder, men mange var for gamle, og en del så alt for unge, der var drenge på min egen alder, med bløde ansigter og i for store, slidte uniformer. Mange ville sikkert være døde inden næste jul, rykkede det lidt ved min forestilling om den gode, døde tysker? Den tyske organist spillede, så jeg måbede over, hvad han kunne få ud af det lille, gamle orgel. Og soldaterne sang! Det var jul, og de var i krig, alle længtes hjem. De sang Stille Nacht – en menighedssang jeg aldrig kom til at høre igen. Flerstemmigt, med overstemmer, og organisten styrede, trak et register, skubbede ind, sangen fulgte, steg, faldt! Måske lever nogle af dem endnu! Når jeg husker den tyske julegudstjeneste i Henne Kirke i 1944 så klart, så gør de den gang unge soldater sikkert også!

DOKS' daværende formand Karsten Jensen skrev ved indgangen til 2006 smukt om samarbejdet i gudstjenesten: 
Netop faglighed og kvalifikationer er nøgleord i det, som jeg vil betegne som den vigtigste samarbejdsrelation for organister, nemlig samarbejdet med præsten omkring gudstjenesten. Samarbejdet omkring gudstjenesten er selvfølgelig alle kirkelige medarbejderes samt menighedens opgave, men i den sammenhæng indtager præst og organist nu en gang en særstilling. Hvis ikke dette samarbejde er tillidsfuldt og præget af gensidig respekt i forbindelse med forberedelsen og gennemførelsen af gudstjenesten, så bilder jeg mig ind, at gudstjenestedeltagerne kan høre det. Den faglige uenighed skal man ikke være bange for. Den kan faktisk være meget befordrende for samarbejdet. Men hvis ikke begge parter anerkender ligeværdigheden i samarbejdet, er der fare på færde. En ligeværdighed, som er fastslået i vores regulativer: ”Gudstjenesten gennemføres som forud aftalt mellem den tjenestegørende præst og organist”. Det skal altså aftales. Hvis den ene part vil gennemtvinge sine ønsker, er der jo ikke tale om en aftale. Ligeværdigheden er en vigtig forudsætning for samarbejdet.    

Så er det sagt!

”Koralbog til Den Danske Salmebog” fik en noget lunken modtagelse ved sin fremkomst, og et par år senere ironiserede Lars Kristian Hansen over bogens format med bl.a. følgende linjer:        
Efter godt og vel et par år i karambolage med den nye koralbog må tiden være kommet til en midlertidig brugerstatus. Første erfaring: Ved afhentningen hos musikhandleren af de 5 eksemplarer, arbejdspladsen havde bestilt. Sjældent har de 200 meter hen til bilen været så pinefulde. Med    arme så lange som en orangutangs, blev bøgerne endelig bugseret ind i bagagerummet. Hjemturen foregik sindigt med et svagt protesterende køretøj. Følgende dag genoplevede en mørbanket overkrop skoletidens gymnastiklektioner. Med den hensigt at gennemspille nogle af de nye salmer på kirkens veltjente Hindsberg-klaver lagde jeg bogen møjsommeligt til rette. Venstre- og højresiderne    hang ud over nodehylden som bedrøvede hundeører. Hældningen var faretruende, og midt i 1. vers satte koralbogen så at sige ”sig selv på det nederste sted”, dvs. rutschede ned over tangenterne med en yndefuld dissonans for til slut at havne på gulvet. Konklusion: Undgå at spille salmer først eller sidst i bogen. Mellem nr. 200 og nr. 400 fungerer det sikrest.

Med udgangen af 2006 takkede Helge Gramstrup af efter 25 år som redaktør af Organistbladet. Charlotte Muus Mogensen skrev bl.a. om Gramstrups engagement i flere af DOKS´ udvalg, bl.a. Nytårspublikationsudvalget og Stævneudvalget. Som den længst siddende redaktør af bladet havde han med faglig indsigt, ildhu og humor sørget for et blad med mange bidragydere og en stor spændvidde af emner. Hans egen afskedsreplik i bladet:           

Og så vil jeg gøre kaptajn Jespersens sidste og uforglemmeligt fyndige enstavelsesord i Statsradiofoniens – og min barndoms – daglige morgengymnastik til mit: Slut! 

Den nye redaktør fra 2007 blev Mikael Garnæs, og han fortsatte bladets linje med fine, faglige artikler, der også kunne afføde debat. Et af de bedste eksempler herpå var en serie artikler af John Wedell Horsner om ”Orgelbevægelsen – ideologisk og klangligt”, der i flere måneder affødte debat især fra den ældre generation af organister, der i flere tilfælde kunne bidrage med erindringer til nuancering af de billeder, man i eftertiden måske fejlagtigt kunne danne sig. Således skrev Steen Lindholm om sin tid som assistent ved Københavns Domkirke:         
De følgende fire år blev en pragtfuld organistlæretid i Vor Frue kirke. Wöldike er hævet over enhver tvivl den bedste gudstjenesteorganist, jeg har mødt. Som Thomas Laubs discipel forestiller man sig måske, at Løven var tilhænger af et objektivt salmespil med blege registreringer, men sådan var det slet ikke,  tværtimod. Som organist havde han studeret hos den store tyske senromantiker Karl Straube, og denne omstændighed fornægtede sig ikke. Løven var i sit klangvalg romantiker, som Laub vistnok også havde været det. Med rørstemmer og flot farvning af klangen førte domorganisten salmesangen med stor autoritet. Hans tempi var lidt den rolige side, men vokalfornemmelsen svigtede aldrig: det var endog meget behageligt at synge sammen med ham, og som ved morgensangen i mine drengeår på Sangskolen følte man sig løftet.

Organistbladet har altid nydt godt af de mange skribenters vid og skriftlige evner. Således også i en kommentar af Karl Bech-Larsen i 2009 til foreningens nytårspublikation, der netop havde indeholdt en orgelsats over ”Om lidt bli´r her stille”:
”Om lidt”? Nej, om det hele!
Om lidt bli´r her stille. Om lidt er det forbi. Er det ordlyden af Folkekirkens nye trosbekendelse, som nyder tilslutning og opbakning fra et forbløffende antal folkekirkemedlemmer, et forstemmende antal præster og nu tilsyneladende også den organisation, som jeg troede repræsenterede mine professionelle interesser? Et tu, DOKS? Fik du set det, du ville? Tja, ellers er det godt nok ærgerligt! For der kommer ikke mere. Hverken nu eller siden… At afslutte en kirkelig begravelseshandling med ”Om lidt” er en negering og en ophævelse af alt, hvad der under handlingen i bønner, læsninger og salmer er sagt om kødets opstandelse og det evige liv.
Traditionen med gode, musikfaglige analyser og artikler har været holdt i hævd gennem alle årene – således bl.a. i Kai Ole Bøggilds mange artikler om Buxtehude og barokmusik. Men også nye emner kom på banen, f.eks. forhold på arbejdspladsen, og Morten Hinz førte gennem ti fine artikler om konflikthåndtering læserne ind i emnet med tid til eftertanke og selvransagelse. 
Som korleder blev man opløftet af at læse et indlæg om ”Voksenkorets betydning set fra menighedens synspunkt”, som Torben Venndt, formand for Christians Sogns menighedsråd i Fredericia, skrev i 2013:        
Hvis vi kan blive enige om, at sangen er en væsentlig del af gudstjenesten og de kirkelige handlinger, så kan vi roligt sammenfatte, at voksenkoret har en vigtig rolle at spille ved de kirkelige handlinger – men ikke kun i denne sammenhæng. Voksenkoret udgør en slags ”tredje dimension”, idet koret også tjener til medskabelsen af selve kulturen omkring kirken – og dens måde at være kirke på. Voksenkoret er et helt særligt ”aktiv”, som – når det lykkes – tjener som det kit, der knytter menigheden sammen med de kirkelige handlinger.        

Fra 2018 fik bladet et nyt format, idet man gik fra det gængse A5-format til det større format ”letter”. Samtidig fik bladet et andet grafisk udtryk fra noget stramt og klassisk til noget mere spraglet og ”moderne”. En anden væsentlig ændring var overgangen til udgivelse hver anden måned.

Et øget fokus på omtaler og anmeldelser af bøger, noder og CD´er har kendetegnet årgangene fra 2018, og ligeså rubrikker, hvor en organist i kort form fortæller om sine musikvalg til en bestemt søndag i kirkeåret. Et forfriskende tiltag bør også nævnes: Serien ”postulatet”, hvor fem personer med folkekirkelig baggrund kommer med svar på et aktuelt emne - et postulat. I de senere årgange af bladet har flere udenlandske skribenter bidraget med anmeldelser m.v., hvilket på god vis har modvirket eventuelle tendenser til ”indavl”!

Sammenfattende kan med god ret fastslå, at Organistbladet i de mange år fra 1920 har befordret en samtale, en diskussion og sat lys på forskellige holdninger til fagets forhold. Det er vel også det, man ønsker af et fagligt medlemsblad, og når bladet med udgangen af 2024 ophører med at blive udgivet i fysisk form som blad, er det samtidig et farvel til Mikael Garnæs som redaktør efter knap 20 år. Der er al mulig grund til at takke både ham og alle tidligere redaktører for deres store indsats, og det må blive spændende at se, hvorledes foreningen i den rent digitale fremtid kan få formidlet viden og fremmet diskussion mellem medlemmerne i samme omfang som hidtil.

Kommunikation er også et musikalsk anliggende, og her kan afslutningsordene fra en artikel fra 2023 af Morten Ladehoff passende sættes:
Den nye kompositionsmusik har de senere år fået børstet det værste støv fra 1950’ernes modernisme af sig. Den er stadig seriøs og eksperimenterende, men på en langt mere udogmatisk og rummelig måde end førhen. Det er den klingende musik og ikke rigide intellektuelle konstruktioner, der er i fokus. Eksistensberettigelsen for den eksperimenterende musik er at være ekstrem og grænsesøgende, og den mister sin betydning hvis den begynder at lefle for den brede befolknings gunst. Men musik og kunst er noget, der udfolder sig mennesker imellem - den er ikke noget værd i sig selv. Derfor skal den nye musik spilles, lyttes til og diskuteres for at være i live. Jeg tror aldrig at åbenheden, mangfoldigheden og spændvidden i de musikalske udtryk har været større end de er nu. Og der er stadig plads til flere entusiaster i klubben - også organister.