Aktuelt

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 5, oktober 2024

Af Mikael Garnæs, med bidrag af Christian Devantier, Claudia Mørch, Gitte Støvring Preussler, Lise-Lotte Kristensen, Lotte Bille, Rut Boyschau og Sven Verner Olsen
I dagene 19.-22. september var københavnske kirker fyldt med kirkemusikere fra de fem nordiske lande til den 23. udgave af Nordisk Kirkemusiksymposium. Over 600 deltagere var samlede for at høre musik, diskutere, få inspiration, netværke og lære hinandens skikke og traditioner at kende. Det var en kirkemusikalsk fest, som vistnok alle deltagere vil huske tilbage til med glæde. 

Symposiet åbnede med et værk der fascinerede mange og provokerede andre: Morten Ladehoffs ”Wheels within Wheels” for orgel og slagtøj. Komponisten, der selv var orgelsolist, havde skrevet et meget spændende værk, hvor orglet og slagtøjsinstrumenterne cirklede rundt om hinanden i bløde, skiftende kurver. I begyndelsen overvældede slagtøjet orgelklangen, og det ændrede sig gradvis til det modsatte. Ladehoff formulerede det sådan, at han tilstræbte at lade orglet spille slagtøj og slagtøjsspillerne orgel.  Var det kirkemusik? I hvert fald yderst høreværdigt, og det er vel det afgørende.
Derefter bød formanden for Nordisk Kirkemusikråd Karin Schmidt Andersen velkommen til symposiet og til Konservatoriets Koncertsal, hvor man nærmest fysisk fornemmer musikhistoriens nærvær. Hun fremhævede, at de kommende dage ville være en fejring af kirkemusikken, både dem der kom før os, og dem der skaber ny musik til vor tid og fremtiden. Kirkemusiksymposiet i Helsingfors i 2021 var ulykkeligvis ramt af coronarestriktioner, og der var derfor gjort alt for at vi kunne synge sammen så meget som muligt ved dette symposium.
Så fulgte – som en slags modpol til Ladehoffs værk – J.P.E. Hartmanns ”Festklänge” for orgel og messingblæsere, opført af professor Sven-Ingvart Mikkelsen og konservatoriets messingblæserensemble dirigeret af Jesper Juhl. Det var turbo-pomp i C-dur, helt igennem  traditionelt og festligt. Merete Kuhlmanns ”Te Deum” for blandet kor, trompet og orgel var et fint eksempel på en nutidig brug af traditionen. Derefter kom aftenens største værk, Matias Vestergårds koralkantate ”Lovsynger Herren”, et andet bestillingsværk til lejligheden, hvor mangfoldige associationer til den lange kirkemusikalske arv klang med i et virtuost og fantasifuldt forløb i syv satser. Trinitatis Kantori og kammerensemble, tenoren Kristoffer Appel, trompetisten Justin Bland, domorganist Kristian Krogsøe og dirigent Søren Christian Vestergaard spillede og sang. Til slut var taget ved ar løfte sig, da hele salen dannede symfonisk kor i morgensangen fra Gades ”Elverskud”. 
Efterfølgende var der reception, hvor man blandede sig og den nordiske forbrødring kunne tage sin begyndelse.

Nåede man op ad den stejle trappe til Eliaskirken, skulle man straks til højre og ned ad trappen til kirkens krypt. Der blev vi mødt af kaffeduft, lyde af folk som snakkede, og en stor tændt skærm med velkomstord. Stemningen var munter og forventningsfuld. En sang blev delt ud, og en side med oplysninger om gospelmusik på nettet. 
Først fortalte gospelkorets leder Lars Bak om tankerne bag det at lave et godt gospelkor, og efter kaffepausen supplerede præst ved Folkekirken for Internationals, Maria Fihl med at fortælle om sognet, og om hvordan gospelkoret har skabt en menighed, som ikke var der før.  
Lars, som er konservatorieuddannet klassisk kirkemusiker, fik sat ord på, hvad det krævede af faglige ressourcer og sammenhold i kirken, og hvilke udfordringer der var, med PA-anlæg, økonomi, direktion, og sangteknik. Han fortalte også om erfaringer med at finde noder og  aflytte sange. Han nævnte, hvordan det var at blive efterspurgt som person og musiker og om at have et budskab: at have noget på hjerte man kan deles om. 
Præsten fortalte om kærligheden, som gror og handler og forandrer menigheden på Vesterbro. Der brug for broer mellem mennesker, og gospelmusik er sådan en bro. Derfor bør der være gospel og jazz i kirken. Præsten kom ellers fra en baggrund som politisk diplomat før sin teologisk uddannelse og med klassisk musik som det ypperste klangideal. 

På dette seminar bød tre nordiske musikere bød ind med visioner om brug af nye musikgenrer i en gudstjenestelig sammenhæng: Karin Runow (KR), organist, komponist og kirkemusikalsk konsulent i Svenska Kyrkan (SV), Thomas Torstrup (TT), pianist, organist og komponist (NO) og Mads Granum (MG), pianist, organist og komponist (DK).
Indledningsvis talte de om visioner og nye musikgenrer i gudstjenestelig sammenhæng med Erik Kolind som ordstyrer
Er det kirken der bestemmer retningen for musik i kirken eller er det musikken der bestemmer? Alle var enige om, at det går begge veje. At man lærer musik på musikkens forudsætninger. Du kan ikke se bort fra personlige udtryk eller erfaringer. KR skriver musik med børn for øje. Hun tager elementer udefra, da dagens børn er langt fra den kirkelige musik. Internettet er med til en hurtig udvikling af musikken
Hvordan komponerer man – impulsivt? MG havde en impulsiv tilgang til nye melodier. Teksterne styrer udviklingen. I begyndelsen kan melodien være banal, men efter et stykke tid samler det sig. Intuition.
Panelet så frem til ny salmebog. Der blev efterlyst mere plads til den mere rytmiske side, KR: I Sverige har man opfordret folk til at indsende nye salmer. Der kom 9500 bidrag. Måske skal man tænke i nye baner: hver kirke, specielt i byerne, kan trække nye gruppe til: rock, jazz gudstjenester. På landet skal man være mere traditionel, da de skal rumme bredden.

Den hollandske improvisationsmester Sietze de Vries havde dagen forinden arbejdet med konservatoriestuderende, og det var bl.a. resultaterne af dette arbejde, der blev præsenteret for deltagerne. Men først blev vi alle involveret som sangere, idet vi skulle synge cantus firmus i  ”Gør døren høj” til Sietze de Vries’ orgelakkompagnement. Han fortalte på engelsk om begrebet improvisation, at det tidligere var normen. Musik er som et sprog, som børn lærer ved at tale, ikke ved at læse. På samme måde bør man ikke begynde orgelundervisning for børn med noder. Musikken skal være som et modersmål, hvorpå man kan udtrykke sig frit, ikke som en konkurrence i, hvem der kan gengive repertoireværker hurtigst og mest fejlfrit.
Pædagogisk bygger Sietze de Vries sin undervisning op i enkle niveauer, hvor man gradvis øger kompleksiteten. En studerende skulle improviserer ”Gør døren høj” i tæt sats manualiter, derefter som triosats, og så i skiftende tonearter. Der blev også arbejdet med sekvenseringer, mellemspil i koralforspil osv. Han har lavet et undervisningsmateriale på YouTube, hvor hvert enkelt element demonstreres. Hvor vidt dette arbejde kan føre, fik vi lige en afsluttende smagsprøve på, da han lavede en version af det koralforspil, de studerende havde arbejdet med, hvor alle stemmerne blev individualiserede og gjort talende. Helt fantastisk, det var som at opleve Bach improvisere.  

En solrig efterårsformiddag blev psykosocialt arbejdsmiljø diskuteret i Trinitatis Sognegård, med fokus på dets indvirkning på de ansatte. Bjørn Arberg bød velkommen, og vi fik oplæg fra Peter Hagedorn-Rasmussen, arbejdslivsforsker fra Team Arbejdsliv, og Hans Hjerrild, rådgivningschef i FAR. Deres indsigter ramte lige ned i hjertet af både glæderne og paradokserne ved arbejdet i kirken.
Som en organist humoristisk kunne have udtrykt det: "Jeg har verdens bedste job... altså når formanden eller præsten ikke ødelægger det." Dette lille paradoks understreger det centrale tema i seminaret: Hvordan et job, som mange føler er en livsmission, kan blive en kilde til frustration, når de sociale og ledelsesmæssige rammer ikke fungerer.
Undersøgelser viser, at folkekirkens medarbejdere generelt har høj jobtilfredshed – faktisk højere end gennemsnittet på arbejdsmarkedet. Når alt spiller, oplever medarbejderne god ledelse fra menighedsrådet, en respektfuld præst og et stærkt fællesskab på tværs af opgaverne. Men der er også skyggesider: 25 % af de ansatte oplever, at det ikke er tydeligt, hvem der er den nærmeste ledelse, og næsten 15 % har følt sig mobbet inden for de seneste 12 måneder – en høj andel, især for en institution, der prædiker næstekærlighed.        
Både Hjerrild og Hagedorn-Rasmussen understregede vigtigheden af at gribe ind tidligt. Lad ikke konflikter ulme, og tal åbent om problemerne. Som Hagedorn-Rasmussen sagde: ”Det handler ikke om at være enige, men om at forstå hinandens perspektiver.”
Der var et klart budskab fra formiddagen: Der er ingen hurtige løsninger, men med fokus på trivsel, klare ledelsesstrukturer og tidlig håndtering af konflikter kan Folkekirken være et endnu bedre sted at arbejde – både for dem, der allerede har verdens bedste job, og for dem, der kunne få det.

Bjørn Ulvedalen havde tre 9-10-årige elever med som, mens vi fandt vores pladser, legede med Music Mind Games. Bjørn Ulvedalen sammenlignede Music Mind Games med IKEA – der er masser af muligheder. Praksis før teorien, og børnene får en bevidsthed, som de senere vil opdage teorien bag. Legen skal være det helt centrale: rolleleg, konstruktionsleg, fantasileg, regelleg osv. skal i spil i undervisningen. Eleverne vokser ind i det kirkemusikalske liv ved også at lege i ægte situationer.
Bjørn Ulvedalens nyeste pædagogiske udgivelse er ”Gradus”, hvor eleverne møder et bredt repertoire fra musikhistorien.
David Scott Hamnes talte om gudstjenesten som en læringsarena, der kan noget i læringsøjemed som musikskolen ikke kan, den kan være en levende kontekst og et praksisfællesskab. Ud fra Wengers teori om praksisfællesskab talte han om værdien af at gå fra en perifer deltagelse i gudstjenesten mod en central deltagelse, hvor rekrutteringen af fremtidens organister er lykkedes.

Cantio Laudis er et blandet kor fra Oulu i Finland med Olli Heikkilä som dirigent og Inna Vavva som orgelakkompagnatør. Det var et fint sammensunget kor, rent og med afslappet klang og klar tekstudtale. De sang et vel sammensat program med nyere finsk kirkemusik, ikke uden kanter, hvor to stykker af Brahms og Mendelssohn kom som hvilepunkter for ørerne. Blandt de mest spændende stykker var Einajuhani Rautaavaaras (1928-2016) ”Love never fails” over det kendte sted fra Korintherbrevet med en flot, avanceret harmonik. På den mere ørevenlige front var der et lækkert arrangement af salmen ”Lågarna er många” på svensk af Säde Bartling (f. 1965). En fællessalme med musik af Sibelius afsluttede det generøse program, der høstede stort bifald. 

Tre oplægsholdere fra hhv. Finland, Sverige og Danmark præsenterede nyere salmer fra de respektive lande, som har vist sig levedygtige.
Sirkku Rintamäki, musikforsker og salmekomponist, har i sin forskning undersøgt rammerne for en salme og har udviklet begrebet ”vild” salme. Hun udtrykte det sådan, at i ”salmerummet” er der intet at frygte – og inklusion er vigtig i nye salmer. Hun demonstrerede tre finske salmer i engelsk oversættelse, to af dem med hendes egne melodier. Især den sidste, ”Grant Us Peace”, en af SRs ”vild med vilje”-salmer - var meget inspirerende.
Robert Bennesh, domorganist, formand for musikkommission, præsenterede tre salmer fra før 2000. Han fortalte, at Den Svenska Psalmboken skal revideres, og der er indsendt næsten 10.000 salmer, alle i hverdagssprog. Den nuværende salmebog er fra 1986, og allerede i 90’erne kom der tillæg, samt en udvidelse i 2003. Kirken skal definere, hvad en salme er – både doktrinært og musikalsk.
Mads Djernes, uddannet organist og præst, sagde, at de seneste 50 år er den mest produktive tid for danske salmer nogensinde. Han havde medbragt 3 salmer fra de seneste 10 år, deriblandt ”Vi finder fred i kirken”, som er skrevet fra kirkegængerens perspektiv og ”Du spør mig om håbet” fra 2022, som ramte ind i tiden efter den russiske invasion af Ukraine. Den ramte også et behov for nye gudstjenestesalmer med korte vers, med omkvæd.

Anne Gry Haugland fra DKDM var moderator for dette seminar, hvor to nordmænd og en dansker gav et indblik i en forholdsvis ny disciplin: kunstnerisk forskning. Til forskel fra den gængse opdeling mellem videnskabelig forskning og kunstnerisk udfoldelse er kunstnerisk forskning en praktisk orienteret disciplin med et ben i begge lejre. Liv Kristin Halmberg, Oslo, forsker i kunstliturgien. Hun fortalte engageret om sine liturgiske teaterforestillinger i et kreativt samarbejde med mange forskellige fag og specialer. Hun kaldte sig selv ikke-kristen, men har en holistisk tilgang til stoffet og kilderne.
Tromsø-organisten Wilhelm Sollies emne var ”Arild Sandvolds orgelkunst i lyset af Karl Straube”. Sandvold var i mange år den store mand i norsk kirkemusik, og Sollies ærinde var at gå bag om myten og finde ind til kunstneren og hans baggrund.
Philip Schmidt-Madsen, DKDM, fortalte om sit projekt med at finde frem til klangen af Rued Langgaards orgel, hvori også indgår indspilninger og masterclasses for studerende.
Der åbner sig spændende perspektiver i sådan et tværfaglige arbejde med teologer, dramatikere og billedkunstnere. En af deltagerne udtrykte det sådan, at kunstnerisk forskning bliver et felt, hvor man hopper ned fra sin egen lille tue og taler med andre. 

Under en inspirerende paneldebat blev det diskuteret, om kirkemusikerfaget er på vej mod en krise eller en renæssance. Martin Gade faciliterede panelet, David Scott Hamnes, Gudny Einarsdottir, Nils-Gunnar Karlson og Pia Bengts som hver især gav deres bud på, hvordan vi sikrer fremtiden for kirkemusikere. Emnet var, hvordan man skaber en effektiv fødekæde til kirkemusikeruddannelserne og fremtidssikrer faget. 
Kristian Krogsøe påpegede en ret bekymrende situation i Danmark: Arbejdsløsheden blandt kirkemusikere er ikkeeksisterende, og mange sogne har svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft. Samtidig er orglet under pres fra klaveret, der i stigende grad får en plads i gudstjenesten. “Orglet bliver for fremmedgørende,” siger præsterne, men for mange kirkemusikere er dette en ærgerlig udvikling.
Gudny Einarsdottir, som repræsenterede Island, fortalte om en spændende, men udfordrende situation, hvor blot halvdelen af kirkerne i landet har en uddannet kirkemusiker ansat. Popmusikken vinder frem, og det går ud over både den klassiske fællessang og kirkekor. Nils-Gunnar Karlson fra Sverige understregede, at man i hans land simpelthen ikke uddanner nok kirkemusikere til at erstatte dem, der går på pension. Og i Finland, ifølge Pia Bengts, kæmper man for at få flere til at vælge kirkemusik som karriere, bl.a. ved at tilbyde uddannelser på flere sprog.
Panelet var enige om, at vi skal være bedre til at rekruttere og sikre relevante uddannelsestilbud. Det handler ikke blot om at spille orgel, men også om at integrere nye musikgenrer og tiltrække en yngre generation til faget. Som Nils-Gunnar bemærkede: "Uden musikken tysner kirken", men hvad er kirkemusik egentlig? Er det kun de traditionelle salmer, eller kan Justin Bieber og Bob Dylan også have en plads i kirkens lydlandskab?
Det vigtigste budskab var dog klart: Kirkemusikere er på ingen måde en uddøende race – men der skal arbejdes hårdt for at holde faget i live og relevant.

I 10 år har Vibeke Astner og Anne Kirstine Mathiesen spillet sammen og givet koncerter med firehændigt orgelmusik. Deres erfaringer udi den genrer var absolut et seminar værd.
Som organist har man en stor del af sit arbejdsliv i sit eget selskab. Sådan må det være, men at spille sammen med andre giver en ekstra dimension til vores musikerskab. Man tvinges til i fællesskab at blive klogere på partiturer og form, klanglige og musikalske udtryk.  Og al samtale udvider vores horisont, rummelighed og venskab.
Seminarets to dygtige foredragsholdere og musikere præsenterede en god flok organister for 8 værker, som gav et bredt og varieret indtryk af de mange muligheder for sammenspil på orgel. Der findes i dag et forholdsvis lille antal komponister, som skriver orgelværker for 4 hænder og fødder, men langt det største repertoire er arrangementer. Ofte klaverarrangementer, der igen er omskrevet til orgel (noget man ofte selv må kaste sig ud i).
Vi hørte eksempler på bl.a. Mozart ”Symfoni nr. 40”, Griegs ”Per Gynt suite”, Saint-Saëns’ ”Dyrenes Karneval” og Carl Nielsen: Orientalsk festmarch fra ”Aladdin”.  Alle meget effektfulde på orgel.
Orgelduoen har gennem årene opfordret flere danske komponister/organister til at skive værker til sig. Og her hørte vi eksempler af Mads Høck ”En Sommerdag” og Bo Grønbech ”Nu fryde sig hver kristen mand”. Det var tydeligt at høre, at orglets muligheder og begrænsninger er noget komponisterne har helt under huden.
Alt i alt et dejligt inspirerende seminar. Jeg kan kun opfordre til at finde en kollega og få begyndt på samspillet.

Den norske klokkenist Vegar Olav Sandholt fremførte nordisk musik af blandt andre Grieg, Langberg og Lindberg og kaldte sit program for en musikalsk rejse gennem nordiske 
Finland var repræsenteret af et tema fra "Finlandia" af Sibelius, Sverige med "Gammal Fæbodpsalm" af O. Lindberg og Island med to islandske folketoner. Tilhørerne nynnede glade med på melodierne flere gange i løbet af koncerten, som man kunne også havde kaldt for hits fra de nordiske lande.
Selve arrangementerne blev nøje udvalgt og afstemt med hensyn til klokkespillets omfang på fire oktaver kromatisk stemt. Man fornemmede hurtigt, at det var en mester som sad bag stokklaviaturet: med fineste nuancerede dynamik fra blidt til kraftig, fra langsom til presto, med triller, tremolo og hurtige skalaer og arpeggios formåede solisten at vække klokkerne til live og gøre musikoplevelsen stor. Med himlen og byen som akustisk rum og oplevet siddende i kirkens grønne park. Vegar Sandholdt takkede for det begejstrede bifald med et ekstranummer, en spændende improvisation over kendte sange fra Sverige, Norge og Danmark – og jeg selv kunne sammen med andre nynne med på Benny Andersens ”Om lidt er kaffen klar”.

”In Paradisum” var overskriften på koncerten med det islandske Kór Langholtskirkju under ledelse af Magnus Ragnarsson. Det er et kor med en lang historie, grundlagt helt tilbage i 1953, og under skiftende dirigenter har det haft en lidt skiftende profil. I dag  det et fint blandet kor på knap 30 sangere med speciale i a cappella-musikken. De kom syngende ind i kirken og vandrede ud igen syngende til sidst. Programmet bestod af ny islandsk musik, og de smukt afbalancerede stemmer klang rigtig godt i kirkens gode akustik. Og der skrives meget god og ambitiøs islandsk kormusik i disse år. Titelnummeret ”In Paradisum” var et fornemt stykke fra 2022 af Hildigunnar Runarsdottir (f. 1964). Derudover var der satser på både islandsk og latin, herunder en række satser med tekst fra messeleddene. Jeg syntes især godt om et effektfuldt ”Sanctus” i skiftende taktarter af dirigenten Magnus Ragnarsson (f. 1975) og et harmonisk spændende ”Agnus Dei” af den nu 98-årige Jon Nordal, hvorunder altsolisten gradvist fjernede sig fra resten af koret. .

Irina Vavilova indledte med et varieret finsk program. Først med en fantasi ”Ramus virens olivarum” af Taneli Kuusisto (1905-1988). Tonesproget gav associationer til vores egen Svend Ove Møller. ”Sen Suven Suloisuutta” af Sulo Salonen (1899-1976), var liflig musik,  der var udformet som et tema med variationer. I ”Danza Sensuale” af Olli Saari (f. 1990) fornemmes den sensuelle dans i den bølgende musik. Det sidste finske stykke orgelmusik var  en fantasi og koral over ”Finland i sorg” af Oskar Merikanto (1868-1924), der gav associationer til en nedskreven improvisation i romantisk stil. Det ville have været dejligt, hvis der havde været flere noter til det finske program. Mit umiddelbare indtryk var at musikken generelt manglede glæde og var  en smule bagstræberisk, men udførelsen var en fornøjelse at lytte til.
Mere liv var der i Guðný Einarsdóttirs islandske program: 3 værker, hvoraf de to var af nulevende komponister og alle refererer de på den ene eller anden måde til Islands natur, fuld af kontraster, storslået og skrøbelig. ”Birting” af Arngerður María Árnadóttir (f. 1975) var et spændende klangunivers, humørfyldt, hvilket gav mig associationer til telefoner, der ringer med forskellige ringetoner. ”Flora” af Bára Grímsdóttir (f. 1960) var en uropførelse med komponisten på tilhørerpladserne. Værket indeholder 4 smukke satser og beskriver på samme tid Islands farverige, lavvækstede natur og tager udgangspunkt i forskellige skriftsteder.
Koncertens sidste værk var den toccataagtige ”Snertur” af Þorkell Sigurbjörnsson (1938-2013), med mange farverige kontraster. Der er en bagvedliggende ro i musikken, som virker opmuntrende og som pludselig er slut. 

Efter den inspirerende masterclass var man ekstra spændt på at høre Sietze de Vries give improvisationskoncert, og man blev mildest talt ikke skuffet. Det var virtuost orgelspil og en mageløs kreativitet i forskellige stilarter fra ende til anden. Han lagde ud med at improvisere et salmeforspil til ”Vor Gud han er så fast en borg” med cf i pedalet. Derefter sang vi salmen til hans akkompagnement, med fuldt værk i alle tre vers, og efterfølgende kom en partita i seks dele, sluttende med en fuga. Der fulgte en koralfantasi ”Von Gott will ich nicht lassen” i Buxtehude-stil, hvorefter Sietze de Vries tog den fragmenteret overleverede Bach-fantasi i C-dur BWV 573 og improviserede videre over et tema fra hans Magnificat.  Det var fascinerende at opleve denne musiceren på en knivsæg, hvor det ikke er noget sikkerhedsnet. Sietze de Vries har en formidabel variationsevne, overblik og proportionssans, hvor han ikke mindst altid ved, hvornår han skal slutte. Han holdt dampen oppe en fuld time, sluttende med en partita i noget henad Mendelssohn-stil over Laubs melodi til ”Tiden skrider, dagen rinder”. Den melankolsk-romantiske molstemning ville Laub nok ikke havet brudt sig om, men hvor var det flot, og så fik vi lov til endnu engang at synge med på salmen, så taget løftede sig.

Dansemessen «Din Ljusa Skugga” er komponeret i norsk folketone. Initiativet til messen kom fra ”riksspelman” Maria Hulthén Birkeland, der er violinist og komponist. Hun har arbejdet sammen med tre ”dansledare i Heliga danser”:  Hans Kvarnström og Cecilia Hardestam, hhv. præst og diakon i Karlstads Stift, samt Maria Oldeberg Huusko, der underviser i kirkemusik ved Svenska kyrkans läroanstalt, SKUI i Uppsala. De fortalte, at ´messen bevæger sig gennem mørket mod lys. Ideen er at vi kan fejre gudstjeneste med hele kroppen. At vi lytter til musikken, og reflekterer over hvad der sker når folkemusikken møder tanker.
Vi blev stille og roligt guidet ind i de enkelte danse. Med få og nemme bevægelser var det ikke svært at få alle med i dansen. Her var meget at tage med hjem til inspiration i vores gudstjeneste.

En meget spændende formiddag med tankevækkende oplæg fra tre teologer og en kirkemusiker og gode spørgsmål fra salen. 
Merete Thomassen, Norge, betonede, at den lutherske gudstjeneste er kropslig. Mennesket har altid søgt at blive genforenet med Guds vejrtrækning, det skal liturgien hjælpe os med. ”Den lutherske forbandelse” er, at vi tror, vi skal forstå alt! Vi kan og skal ikke forstå alt i gudstjenesten kognitivt. Kroppen, pulsen og vejrtrækningen er til stede i den lutherske liturgi. Hvorfor yoga og mindfulness, når vi har den lutherske liturgi? I salmesangen bruger vi vores vejrtrækning, der opstår ét fælles, bankende hjerte, og ved nadveren bliver vi ét gennem at indtage Jesu krop.
Anders Blomquist, Sverige, sammenlignede gudstjenesten med tangodans – det handler om at føre og følge, og vi skal omfavne hinanden, skal elske, som Gud elsker os betingelsesløst. Vi skal være til stede i hvert messeled og lade det tage sin tid.
Jette Bendixen Rønkilde, Danmark, nævnte Luthers ord: ”Vores kære Herre selv taler til os igennem sit Hellige ord, og vi svarer Ham med bøn og lovsang”. 
I gudstjenesten er vi samlet om ”et erfaringsrum”, hvor den treenige Gud er levende til stede – liturg og kirkemusikere skal være tjenere for dette rum. En gudstjeneste er IKKE et forståelsesrum, men skal give mening kropsligt.
Ordstyrer Charlotte Muus Mogensen sagde, at videnskabelige undersøgelser har vist, at en fælles oplevelse skaber en fælles puls hos deltagerne, en vis form for synkroni. Kirkemusikerne har et stort ansvar for, at denne synkroni kan opstå. Gudstjenesterummet er ikke en øvelsesplads. Dialog, musikalitet, timing, frasering og respons har afgørende betydning, da det er vigtigt at have fælles puls og vejrtrækning.
Kirkemusikken skal give menigheden lyst til at deltage, og kirkemusikeren understøtter menighedens svar på Guds tiltale. Vi må ikke sætte os selv foran.
Gudstjenesten er en levende begivenhed, der foregår i tid og rum, ligesom liturgien er mere end det skrevne ritual – den er i nuet.

 Hvordan kan musikken anvendes til at skabe en mere inkluderende og demensvenlig kirke?
Hugo Jensen, organist og musikterapeut, og Jeppe Carsce Nissen, der er præst, har arbejdet sammen siden 2014. De har udviklet konceptet nærværsgudstjenester og sammen undervist om at lave demensvenlig kirke. Jesper Carsce Nissen har udarbejdet den første kompetenceprofil for præster, der arbejder med demensramte. Hugo Jensen har bl.a. været med til at publicere om kirke, musik og sang i bogen ’Kirke med demensramte’, der udkom i 2020.
Der blev et spændende oplæg ved HJ. Alle de grundlæggende emner der skal tages i betragtning når man snakker demens blev gennemgået. Hvad er demens, hvordan udarter det sig, hvordan vi skal lære at forstå reaktionsmønstre. JN bød ind med tanker om gudstjenesten og gode ideer.

Esben Tange fra Danmarks Radio var moderator for en paneldebat, hvor den svenske organist, komponist og organist Maria Lófberg, sognepræst Rasmus Nøjgård og de danske komponister og organister Christian Præstholm og John Frandsen først præsenterede deres tanker om ny musik og dens perspektiver og de praktiske omstændigheder den møder, og dernæst debatterede med hinanden og besvarede spørgsmål fra salen. Christian Præstholm spillede sit eget koralpræludium over ”Lover den Herre” og fortalte om sit projekt med koraler til samtlige melodier i DDK. Maria Lófberg havde medbragt en salme, ”Högt lyfts bägeren i ljuset” som hun havde skrevet til sin menighed, og betonede at teksten er vigtig, og at hun samarbejder nært med forfatterne. 
John Frandsen fortalte, at han som komponist er uddannet i den modernistiske tradition, men også som kirkemusiker. Musikken er det mest adækvate udtryk for religiøs erfaring. Han fastholdt, at traditionen kan give nye erfaringer, når den vendes på hovedet. Man kan bevæge sin menighed et andet sted hen gennem musikken. Som eksempel på, hvordan tradition og fantasi kan befrugte hinanden, havde han medbragt salmen ”Hvad er nød for Herrens trone” med tekst af Simon Grotrian fra sit ”Requiem”. Man gik beriget fra denne formiddag med mange spændende ord fra deltagerne. Undervejs fortalte en af tilhørerne, Petra Bjørkhaug fra Nidarosdomen, om den kommende nynorske salmebog.

Campanolog og klokkenist Per Rasmus Møller fik i rask tempo (via zoom fra sit hjem) præsenteret  koncertklokkespillets historie i Danmark. Det skete med afsæt i hans bog ”Klokkespil i Danmark” - En beretning om klokkespillets historie 1621-2021. Fortællingen strakte sig fra Christian IV´ klokkespilanskaffelse til det allernyeste klokkespil – og indtil videre det allerstørste klokkespil i Danmark med 61 klokker i Grindsted Kirke. 
Foredraget sluttede af med en kort opdatering af klokkespillet i Løgumkloster, som for tiden renoveres og udvides til 63 klokker, og som forventes spilleklart i foråret 2025. Det var en timelang detaljeret teknisk og historisk gennemgang af landets klokkespil, og der blev ikke sparet på billeder og fotografier. 
Efter en kaffepause svarede koncertklokkenist og formand for Nordisk Selskab for Campanologi og Klokkespil Vegar Sandholdt med stort overskud på spørgsmål stillet fra de 14 deltagende svenske og norske klokkenister. Han præsenterede NSCK`s hjemmeside, som indeholder detaljerede oplysninger om de enkelte klokkespil i de fire norske lande samt nodemateriale til ritornel og koncertspil. 
Der blev også tid til underholdende beretninger fra klokkespilkoncerter verden over og praktiske tips til omgang med klokker i størrelsen fra 4 klokker til 63 med mere. Uddannelsessteder har aldrig meldt om så mange studerende på en så højt niveau som i dag. Stemningen blev afslappet, og flere klokkenister grupperede sig efterfølgende til gode faglige samtaler. Snakken var ikke færdig, da jeg en halv time efter endt foredrag gik af sted.

Seminaret indledtes med en spændende gennemgang af bogen ”Sang med overgangsstemmer” af sangpædagogerne Karen-Maria Baun Hørlück og Signe Elisabeth Alsted. Dens formål er at stimulere interessen for drengestemmer, italesættelse af drengenes udfordringer og inspirere til yderligere undersøgelser om stemmens forandringer i mutationen.
Anders Juul, der forsker i vækst og pubertetsforstyrrelser, holdt et meget interessant indlæg om alt det, som vi, der arbejder med børn og unge, kan se og høre, men som man ikke endnu helt kender årsagerne til. Bevisligt er det, at puberteten indtræder tidligere hos både piger og drenge, stresspåvirkning under graviditeten giver højere risiko for tidlig pubertet hos fostret. Jo højere BMI, des tidligere i pubertet, er en formodning, men gener og miljøpåvirkninger formodes også at have indvirkning. 
Psykologen Hans Henrik Knoop rejste spørgsmålet om, hvorvidt der er forskel på drenge og piger i korprøven. Han fremførte, at for drenge er det vigtigt, at der er konkurrenceelementer, maskuline rollemodeller, et godt gruppefællesskab, variation i aktiviteterne og klare mål.
Palle Knudsen, operasanger, redegjorde for sin vej fra drengekorsanger til professionel sanger, og pointerede at fællesskabet var uvurderligt i drengekorsårene.
Margareta Raab, leder af både pige- og drengekorene i Uppsala Domkirke, stillede spurgte hvorfor der ikke er flere mænd, der leder børne- og ungdomskor? Drengene mangler forbilleder, og hun kom med en kraftig opfordring til organistmænd om at tage ansvar for børnekor. Rekrutteringsarbejdet er langt større til drengekoret end til pigekoret. De drenge, der har taget et aktivt valg om at være med i et drengekor er byens modigste drenge, og drenge, der synger i kor er toptrænet i samarbejde, så de starter ikke en krig. Med denne udgangsreplik gik seminaret over i en paneldebat mellem Palle Knudsen, Carsten Seyer Hansen, Margareta Raab, Hans Henrik Knoop og med KORLIVs formand Christiane Gammelgaard- Hansen som moderator.

Masterclassen med Søren Kinch Hansen var fyldt med gode fif, som kan finde direkte anvendelse i korsammenhæng. Udgangspunkt var, at hver sats skulle dirigeres to gange igennem UDEN mundtlige kommentarer mellem de to gennemgange. Det var spændende at se, hvordan en ekstra gennemgang gav så meget, idet både dirigent og kor gjorde sig umage med at rette op på evt. fejl. En direkte opfordring til at lægge mere vægt på direktion og dens store muligheder i stedet for på mundtlige anvisninger og indbyrdes aftaler, som nok gør koret mere ufleksibel og mindre opmærksom på dirigenten. 
Andre impulser:
•    Sørg for at favne alle syngende stemmer. En smal direktion fungerer kun ved små syngende grupper. Synger hele koret, så favn dem også med bredden af direktionen
•    Husk at være med øjnene hos de forskellige stemmegrupper, især ved indsatserne. De skal helst forberedes af dirigenten ametrisk, dvs i god tid, hvor man henvender sin opmærksomhed til stemmen, før der gives den egentlige indsats.
•    Der skal altid gives plads i direktion til korets støtte – direktionen foregår derfor ALDRIG tæt på kroppen, men altid samme sted, uanset om det er forte eller piano. Forskellen i dynamikken vises ved størrelsen og tyngden af slagene og ikke ved afstanden til dirigentens krop.
•    Starter satsen stille og i piano, så lad være med at give en accentueret indsats i frygt om at koret ellers ikke synger. Stol på koret, og giv en forsigtig indsats, der svarer til det, du forventer.
•    Ved skiftende taktarter: Vær opmærksom på højden af de enkelte slag, således at det stadig er et jævnt direktionsforløb og der ikke pludselig udlignes eller indhentes og dermed skabes en accent i direktionen. Samme gælder også og særdeles, når der er involveret crescendo/decrescendo, som skal have et særligt fokus i direktionen
•    Balanceproblemer mellem stemmerne kan tit løses ved bare et pege på én stemme - man behøver for det meste ikke at vifte eller sætte ord på.

Den næsten glemte mandskortradition, engang så udbredt, har fået en moderne opblomstring med Kristiania Mannskor fra Norge. Her følger man ikke tidens klangmode for elitekor med et slankt og gennemsigtigt lydbillede. Det er fuldtonet sang som et operakor, med tenorer der tager de høje toner med fuld stemme og ikke quasi falset, og med basser med fuld dybde. De 18 sangere var nogle øjeblikke ved at blæse Garnisons Kirke ud, og som en vittig hund senere bemærkede, var det måske først ved deres exitus-optræden ved afslutningshøjmessen i Vor Frue Kirke, at de fik et rum der matchede deres testosteronniveau. Når det er sagt, må det også understreges, at der var tale om et gennemmusikalsk og yderst kompetent kor, som altså blot havde lidt flere gear i stemmerne end de fleste andre. Under ledelse af Marius Skjølaas sang de et rent norsk a cappella-program. Blandt andet Kjell Mørk Karlsens (f. 1947) meget fine og dramatiske ”The Way of the Cross”, der skulle have været opført i Helsingfors, og Kjell Habbestads (f. 1955) omfattende ”Hymni et Sequentiae”. 
En stor oplevelse var uropførelsen af Martin Ødegaards  (f. 1983) ”De Profundis”, hvor nogle solostemmer synger linjer fra Oscar Wildes digt af samme navn, mens koret synger den latinske tekst. Det var formidable lydudladninger fra de 18 mandsstruber. Med de afsluttende satser og et ekstranummer vendte man tilbage til nationalromantikken, som var mandskorets guldalder. Spændende at opleve en gammel tradition taget op og revitaliseret på dette niveau.

Der var mere norsk musik i den næste koncert i Christianskirken. Orglets spillebord stod nede i kirken, så både den norske og svenske orgelsolist udfoldede sig for alles øjne. Begge var solister på højt niveau.
Hanna Marie Carding, organist i Sinsen Kirke i Oslo, indledte med en ”Toccata Antiqua” af Kjell Mørk Karlsen, hvis genklange af Widor fik mange til at nikke genkendende. Et andet sjovt stykke var ”Marche Heroique” af Kristoffer Myhre Eng (f. 1982). Desuden spillede Hanna Marie Carding bl.a. et fint registreret arrangement af en scherzo af Grieg, og som uddannet sanger præsenterede hun også en vokal version af en salmekoral til Arild Sandvold. Hun sluttede af med en flot version af en Toccata i C-dur af den jubilerende østrigske komponist Franz Schmidt (1874-1939). 
Svenske Anders Börjesson er både organist, pianist og komponist, og han lagde ud med sine egne stort anlagte Fantasi-variationer over den ukrainske nationalsang med en række efterklange af bl.a. Prokofiev og Sibelius. Det var flot og virtuos musik, der også tager stilling i en aktuel situation. Han fortsatte med tre kunstfærdige koralforspil af egen produktion med ind imellem skæv harmonik, og sluttede med canadieren Rachel Laurins (1961-2023) virtuose, men måske lidt ferske ”Fantasy and Fugue in D Major”.

Frobeniusfondens store pris på kr. 250.000 gik i år til Lasse Toft Eriksen, organist ved Treenighedskirken i Esbjerg, komponist, korleder samt ikke mindst grundlægger og medejer af forlaget Mixtur. Efter velkomst ved Frobeniusfondens formand Henrik Paludan kvitterede prismodtageren med en sprudlende udgave af Buxtehudes Præludium i D-dur BuxW 136, hvorefter biskop Eluf Westergaard, Ribe, talte om ”Ind i fællesskab. Orglet og kirkemusikken”. Konservatoriets Pigekor og Treenighedens Drengekor, Esbjerg, under ledelse af Lone Gislinge opførte Henry Purcells  ”O, sing unto the Lord a new Song” med Lasse Toft Eriksen i en fin orgeludgave af orkestersatsen. Uropførelsen af Lasse Toft Eriksens tre korsatser efter Salmernes Bog med de to kor var et højdepunkt i koncerten. Ikke mindst den anden motet ”Herre! Vend dit øre mod mig” for lige stemmer var en meget smuk oplevelse. Der blev også sunget et par fællessalmer med flot akkompagnement af prismodtageren, og koncerten sluttede med Lasse Toft Eriksens arrangement (som det beskedent kaldtes) af Hartmanns ”Blomstre som en rosengård.” Der var nu mindst lige som meget Toft Eriksen som Hartmann i den node, som i øvrigt blev uddelt til samtlige symposiedeltagere sammen med en samling af Lasse Toft Eriksens gudstjenesteegnede orgelmusik som en gave fra Frobeniusfonden. Selve overrækkelsen af prisen kom til sidst, og en rørt Lasse Toft Eriksen takkede både fonden og en række mennesker der har betydet noget for ham. Efterfølgende var der reception.

”Änglaklang och himlaljus” fik vi stillet i udsigt ved den svenske korkoncert med Petri Sångare under ledelse af Karin Oldgren, og det fik vi! Petri Sångare er et kor i oratorie-størrelse fra Malmø, og det er imponerende, at sangerne ud over regelmæssige optrædener med orkester i de store værker også har overskud til at arbejde intensivt med nyskrevet a cappella-kirkemusik. De kom med et stilrent program, udelukkende med værker af nulevende svenske komponister.
Koret havde allieret sig med den fremragende cellist Mattias Rodrick, som begyndte koncerten med en enkelt tone, hvorefter koret satte ind med en sats fra oratoriet ”Vid Porten”, skrevet til Lunds Domkirkes jubilæum i 2023 af Stefan Klaverdal (f. 1975). Hovedværket var uropførelsen af Albert Schnelzers (f. 1972) femsatsede cyklus ”Angels” for kor og cello. Tre klangsatser, med en harmonik der gik fra neoromantisk til cluster, omkransede to hurtige, rytmisk skiftende. En stor oplevelse, og koret rundede af med to ørevenlige værker, ”In Paradisum” af Benjamin Staern (f. 1978) og ”Let your Light come” af Ann-Margreth Nyberg (f. 1962).

”Sfæriske klange under Marmorkirkens kuppel” var titlen på den danske koncert, og ud over vokalensemblet ARS NOVA Copenhagen og organist Philip Schmidt-Madsen var Lars Egegaard Sørensens lysdesign en stor del af koncertoplevelsen. Kirken var dunkelt oplyst, da vi trådte ind. Af samme grund blev der ikke uddelt trykte programmer, men musikstykkernes titler blev projiceret op på skærme, og musikken blev illustreret af skiftende lyssætninger og billeder. 
Vi kunne ikke se ARS NOVA med dirigenten Sofi Jeannin, da de begyndte koncerten med Arvo Pärts ”Morning Star”, Men vi kunne høre, og det var korsang på allerhøjeste niveau. De fortsatte med musik af koncertens hovedperson Rued Langgaard, hans ”In memoriam Ansgarius”, hvor statuen af Ansgar uden for kirken blev projiceret frem. Så tog Philip Schmidt-Madsen over med Langgaards orgelværk ”Marmorkirkepræludium” fulgt af  ARS NOVA med Karl Bæks (f. 1950) ”Videmus nunc per speculum” og Allegris klassiske, lækkert klingende ”Miserere”, nu sunget fra andre steder i den ottekantede kirke. 
Da titlen på Rued Langgaards ”Som lynet er Kristi genkomst” kom frem, blev der kaster fuldt lys på kirkens pittoreske gamle ”svaneorgel”, og lyden syntes at komme fra det ellers ikke spilbare instrument. Efter nogen tid skiftede lyset hen på kirkens Marcussen-orgel, hvor stykket blev spillet til ende. Efterfølgende fik jeg at vide, at det var den gamle indspilning med Langgaards eget orgel i Ribe der var blevet afspillet fra en højttaler bag svaneorglet. Der havde været en lydtekniker inde over optagelsen for at justere den til Marcussen-orglets tonehøjde. Og sådan fortsatte de visuelle og auditive tryllerier aftenen igennem. Bent Sørensens (f. 1958) ”In Paradisum” for kor og Langgaards orgelfantasi ”Øde gader” fortsatte programmet, og en fantastisk koncert sluttede med James MacMillans (f. 1959) storslåede ”Miserere”.

Der var ikke arrangeret fælles middag for de mange deltagere i symposiet. Til gengæld kunne man tilmelde sig et Nachspiel i Nikolaj Kunsthal, hvor der var et glas og snacks og mulighed for at mingle mellem de udstillede kunstværker og installationer. Undervejs spillede Tina Christiansen 10 minutters filmmusik på det gamle Marcussen-orgel, hvilket desværre druknede lidt i den generelle festivitas. 

Domkirken var fyldt til sidste plads til afslutningsgudstjenesten, og alligevel kunne man høre en knappenål falde til jorden, da Peter Navarro-Alonsos (f. 1973) introitus ”Følg mig” begyndte helt tyst fra drengekorets balkon øverst oppe. Skuldrene faldt ned, koncentrationen skærpedes og det fine stykke, skrevet til lejligheden, kaldte på ro og refleksion. Det er sådan noget, musikken også kan. Gudstjenesten bød ellers på en smuk prædiken af Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen, som sluttede med en tak til kirkemusikerne, ”uden hvem kirken ikke ville være halvdelen af, hvad den er”. Der var fuldtonende salmesang og læsninger på alle sprogene, herunder en finsk salme i salme i rytmisk stil med elguitar. Hele menigheden sang med på de femstemmige korsvar. Alle symposiets medvirkende kor havde fået plads på pulpiturerne på første sal og medvirkede enkeltvis med korsoloer under altergangen. Værtskoret, Københavns Drengekor, havde beskedent valgt at synge som det sidste, hvis der blev brug for det, men det blev der ikke, og en svensk dame fortalte ved udgangen, at hun var ked af ikke at have hørt mere til drengekoret. Men ellers var gudstjenesten en fejring af kirkemusikken med en overflødighed af fremragende kor, messingblæsere, pauker, elguitar og domorganist Hanne Kuhlmann, hvis udgave af sidste vers af ”Se, nu stiger solen” var hele gudstjenesten værd.
Som exitus sang Christiania Mannskor Egil Hovlands (1924-2013) “Jubilate”, hvorefter Karin Schmidt Andersen officielt overdrog præsidiet for Nordisk Kirkemusikråd til Norge, som arrangerer næste symposium i Bergen i 2028. Afslutningsvis spillede Hannah Carding Hovlands “Toccata over Kjærlighet er lysets kilde”. Dermed sluttede et uforglemmeligt kirkemusiksymposium.