Efterskrift: Mulige orgelpræludier i “Wohltemperiertes Klavier”?

Organistbladet november 2006.

I Organistbladet udpegede jeg i dette års majnummer 5 præludier fra J.S. Bachs “Wohltemperiertes Klavier” som mulige genbrug af præludier, han tidligere havde skrevet for orgel. Mine 79 år til trods satte jeg mig for at indspille dem til privat brug på en cd og arbejdede nu jævnligt med dem ved flyglet og orglet i Fonnesbæk kirke i Ikast, hvor jeg stadig jævnligt vikarierer. Med sine to manualer og 19 stemmer, hvoraf pedalet indeholder en oktav 8, koralbas 4, fagot 16 og subbas 16, havde dette orgel gode muligheder for at honorere de tanker vedrørende præludiernes udførelse, jeg antydede i min maj-artikel, herunder også unødvendigheden af at udnytte sammenkoblingen af pedal og manualstemmer.

Nogle tanker og iagttagelser fra indstuderingen kan være af interesse for fagfæller. Derfor følgende:
Flere steder måtte jeg skrive klaverudgaven om til en traditionel orgeludgave med selvstændig pedalstemme og blev herunder stærkt bestyrket i min opfattelse af det pågældende præludiums fortid som en orgelkomposition. Dette gælder især nr. 16 i g-mol fra bind II og nr. 4 i d-mol fra bind I (hvor det er noteret i cis-mol).
Mellemstemmers placering i øverste contra midterste nodelinjesystem måtte også jævnligt overvejes, og her var det adskillige gange helt oplagt, at nogle passager fra mellemstemmen gennem en overførsel til pedalstemmen førte til store forenklinger (lettelser) i fingerarbejdet, hvilket indirekte peger stærkt i retning af orgelspillets karakteristika. At det samtidig klarere fremgik, hvorledes de to manualer kan udnyttes på en gang med hver sin karakteristiske registrering, var en ekstra gevinst. Det sidste var især tydeligt i nr. 4 i d-mol fra bind I. I dette stykke bemærkede jeg mig i øvrigt den mulighed, der herved opstod for et næsten duetagtigt (“koncerterende”) modspil mellem overstemmen og en mellemstemme, - en virkning, det kræver ret store pianistiske færdigheder at få frem på et klaver - og som ikke vil træde frem på en let hørbar måde for publikum ved en cembaloudførelse. Det bør vel tilføjes, at Bach næppe serverede sine musikalske indfald for sin samtid uden at interessere sig for, om de kunne opfattes i farten af tilhørerne. Apropos: Måske havde den berømte - og senere: forkætrede - orgeludgiver Straube, der redigerede Peters forlags klassiske Bachudgaver gjort sig sådanne tanker. Hos ham ser man talrige angivelser af fortolkningsdetaljer - ganske vist ofte med henblik på mulighederne ved anvendelse af store orgler - der har til formål også at anskueliggøre mulige intentioner hos komponisten. Sagt ganske kort: “Tonerne skrives næppe på papiret for blækkets skyld, men for tilhørernes!”.
I sit forord til Czernys udgivelse af Wohltemperiertes Klavier havde han henvist til sin erindring af sin jævnaldrende lærer i klaverspil: Beethovens udførelse af det store værk, som denne satte meget højt, - og man må regne med, at nogle af Czernys i øvrigt ta1rige forto1kningsangivelser var inspireret af denne erindring. Det er i den forbindelse af interesse at vide, om Beethoven kan have hørt ældre musikere udtale sig om deres egen eller venners overværelse af Bachsønners eller Bachelevers udførelse af Bachværker. Man har lov til at formode det. En for mig interessant ting under indøvelsen af præludium nr. 11 i F-dur fra bind II er de erindringer om satsteknikken (motivbearbejdelsen) i flere af Beethovens klaversonaters gennemføringsdel, der opstod hos mig, og jeg tilstræbte bevidst at leve op til den espressivo-betegnelse, professor Jens Peter Larsen under min overværelse i ungdommen af hans forelæsninger om Wohltemperiertes Klavier understregede som Bachs egenhændige angivelse. I midterdelens gentagne, imitationsprægede stigninger med en fortættet harmonisk fremadpegende spænding er det af stor betydning for udførelsen af et “espressivo”, at orglet - i modsætning til cembaloet - kan udføre de lange nodeværdier i overstemmen, der så minutiøst er anført i nodebilledet, helt til ende med uformindsket styrke. Bach må have tænkt “i orgel” i disse passager - og, som nævnt i min oprindelige artikel: formentlig oprindeligt skrevet dem “for orgel”.

Min cd-indspilning var ret ukompliceret i det kun mellemstore kirkerum, hvor hurtigere nodeværdier ikke flød sammen i en ubehagelig efterklang, og hvor jeg havde et orgel til rådighed, der skønt beskedent af størrelse, rummede gode stemmer m.h.p. udførelsen af Bachs værker, og med “Bruno Christensen” som orgelbygger, førte Marcussen-traditionerne videre. Kun fagot 16 ville på “Store D” et sted i nr. 21 fra bind I i en lille brøkdel af et sekund ikke beslutte sig for at intonere med fuld styrke, men det er jo det, alle organister må tåle, når de har fornøjelsen af at spille på et ægte instrument. Og denne ene tone: den var jo egentlig kun meget lidt i forhold til de overraskelser, der mødte mig fra mit første embedes pneumatiske orgel, hvor alle toner indtrådte lidt forsinket.