Mulige orgelpræludier i “Wohltemperiertes Klavier”?

Organistbladet maj 2006.

En aften i december 2005 undrede jeg mig over det meget langsomme tempo, min dattersøn valgte til J.S. Bachs præludium i B-dur fra nr. 21 i 1. bind af “Das wohltemperierte Klavier”. Jeg lyttede derfor til Glenn Goulds klaverindspilning af samme præludium, men blev nu forbavset over dennes helt utroligt hurtige tempo og tvivlede på, at dette kunne benyttes på et af de instrumenter, Bach havde i tankerne, da nævnte samlinger blev præsenteret (bind 1 i 1722 og bind 2 i 1744): cembalo eller clavichord. Herefter fik jeg den musikologisk-dristige tanke, at nogle af præludierne eventuelt også var beregnet til udførelse på orgel, - ja, måske oprindeligt komponeret for orgel og senere genbrugt ved sammensætningen af samlingerne. Tanken var absolut værd at forfølge, idet den kunne tænkes at forsyne os med endnu nogle ret korte Bach-præludier til udførelse ved særlige gudstjenester eller kirkekoncerter. Af de kortere præludier af den store mester har vi jo ikke for mange at muntre os med, især ikke efter at vi må erkende, at de berømte “8 små præludier og fugaer” ikke er skrevet af Bach.
Efter en gennembladning af Wohltemperierte Klavier, en vis klavermæssig udfoldelse og forskellige musikologiske overvejelser, - men først og fremmest en vurdering af, hvilke præludier man rent praktisk ville kunne udføre på et orgel (med to manualer og pedal) - besluttede jeg mig for at pege på følgende præludier som mulige genbrugte eller let omarbejdede orgelpræludier:
Fra bind 1: nr. 4 (cis-mol), nr. 6 (d-mol) og ovennævnte nr. 21 (B-dur). Og fra bind 2: nr. 11 (F-dur) og nr. 16 (g-mol).

Allerede Carl Czerny (etudekomponisten, der var elev af Beethoven og lærer for Franz Liszt) skrev i forordet til sin udgave af Wohltemperierte Klavier (genudgivet af Schirmers forlag, New York 1893), at tempoet måtte sættes ned i forhold til de af ham foreslåede hastigheder, hvis man ville forsøge at spille nogle af stykkerne på orgel i stedet for klaver. Om han dermed mente, at nogle af præludierne var direkte skrevet for orgel, skal jeg dog ikke kunne sige. Czernys udgave blev brugt af professor Jens Peter Larsen som udgangspunkt for gennemgangen af Wohltemperierte Klavier, da jeg 1946-51 var musikstuderende ved Københavns Universitet, - måske, fordi man så tidligt efter verdenskrigen manglede noget musikologisk mere relevant nodemateriale, men Czerny rakte om ikke andet langt tilbage i tiden og var derfor i sig selv interessant.
Jeg har endnu mine - ret fyldige - notater fra studietiden, men Jens Peter Larsen var ifølge disse slet ikke i sin forelæsningsrække over “Wohltemperierte” inde på spørgsmålet om, hvorvidt nogle af præludierne var genbrug af orgelpræludier. (Der var i øvrigt tale om talrige og yderst strukturerede oplysninger om kilder (autografer, afskrivninger m.v.), formtyper, harmoniske forløb og andre specielle karakteristika.) På den anden side gjorde han dog opmærksom på, at adskillige præludier var regulært eller omarbejdet genbrug, hvilket man blandt andet kunne konstatere ved at gennemgå udgivet og afskrevet nodemateriale til den samling, der kaldes “Clavierbüchlein”, og som Bach havde komponeret med henblik på undervisningen af sønnen Wilhelm Friedemann (f. 1710). Endvidere pegede han på, at det for mange af præludiernes (og fugaernes) vedkommende ikke lod sig sikkert afgøre, om de oprindeligt var skrevet for cembalo eller clavichord. Ofte må man vel her indskrænke sig til at skønne over, hvorledes “nodebilledet” lader sig praktisk udføre på de respektive instrumenter under hensyn til disses særlige udtryksmidler eller konstruktionsmæssige begrænsninger, selvom dybsindige musikologiske overvejelser kunne være af interesse.

I min vurdering af, om et præludium fra “Wohltemperierte Klavier” oprindelig kan være skrevet for orgel, har jeg heftet mig ved en eller flere egenskaber, der typisk optræder i orgelstykker:

A.
Nederste stemme indeholder:
1) lange nodeværdier, måske bundet sammen hen over flere takter (eventuelt tendens til orgelpunkt),
2) har forholdsvis få meget hurtige nodeværdier og disse placeret, således at passagen udføres ret let på pedalet af en veluddannet orgelspiller (det vides dog, at Bach selv var virtuos også i pedalets yderste toneområder) og
3) naturligvis begrænser sig til orgelpedalernes almindeligt anvendte toneomfang, der dog varierer lidt i højden fra orgel til orgel.

B.
Der indtræder muligvis et behov for fremhævelse af en enkelt stemme - f.eks. ved markering af et karakteristisk melodisk forløb (motivfremhævelse m.v.) - under anvendelse af et særligt manual - og

C.
- et behov for at indføre nogle klangkontrasterende virkninger, f.eks. for at anskueliggøre nogle passagers særpræg eller markere en imitation.

Endelig har jeg heftet mig ved
D. muligheden for en kraftig markering af brede akkordpassager gennem en udpræget forte-registrering (evt. tutti-virkning).

Om A 1) vil jeg tilføje, at lange toner vanskeligt kommer til sin ret på et cembalo, hvis det er ønskeligt, at tonen skal beholde sin fulde styrke hele nodeværdien ud. På orglet er dette ikke et problem.

Om A 3) skal bemærkes, at nogle af “Wohltemperierte”s præludier oprindelig kan have stået i en anden toneart, men netop med den “wohltemperierte” stemning har kunnet transponeres til et toneområde, som vanskeliggør udførelsen på et orgel.

Generelt om det betimelige i anvendelse af orgelpedalet i et givet præludium er det naturligvis af interesse at erindre sig nogle detaljer fra en tematisk analyse af stykket. Pedalanvendelsen skulle nødig tilsløre - men helst underbygge - tilhørerens opfattelse af den musikalske sammenhæng.

Og nu til de enkelte præludier (detailforslag i senere note)

Nr. 4 (cis-mol) fra 1. bind.
I min vurdering af dette præludiums egnethed for orgel vil jeg relatere til A 1). I forhold til A 3) kan nævnes, at stykket i mit forslag til fremførelsen kun indfører pedalet i få af ottendedelspassagerne og ikke vil bevæge sig op i de øverste toner (se noten)

Der er tale om en suitesatstype i 2-delt form. Jeg gætter på, at præludiet oprindeligt er skrevet i c-mol, hvilket letter udførelsen og mod slutningen: læsningen af nodebilledet. Hele præludiet kan spilles i et roligt tempo uden at miste sin flydende “fortspinnungskarakter”, f.eks. tempoet: 1 fjerdedel = 90.

Nr. 6 (d-mol) fra 1. bind.
M.h.t. egnethed for orgel kan præludiet relateres til B og for afslutningskadencens vedkommende til D.

Jens Peter Larsen betegnede det som “overvejende homofont præget med enhedspræget rytme i en sammenhængende stemme (contra akkordbrydningspræludier)”

Man vil bemærke, at den orgelpunktagtige binding på “lille d” fra takt 20 til -21 træder tydeligere frem på et orgel end på et cembalo. Tempoet bør ikke overstige: 1 fjerdedel = 60. Czerny foreslår for klaveret 80, hvilket ændrer stykkets karakter. Glenn Gold nærmer sig 100.

Nr. 21 (B-dur) fra 1. bind, præludiet, som satte mig i gang med alle disse overvejelser (jævnfør artiklens indledning).
M.h.t. egnethed for orgel kan det relateres til C (klangkontrasterende stemmer) samt D (de brede akkorder 4 steder i en tutti-virkning). I de recitativprægede løb kan en rytmisk spændstighed føre til virkningsfulde temposvingninger, og hele stykket har et toccata-agtigt præg. Man fornemmer unge Bach efter besøget hos Buxtehude.

Nr. 11 (F-dur) fra 2. bind.
M.h.t. egnethed for orgel kan præludiet relateres til A 1) og A 2). (Det skal her bemærkes, at der i mit forslag til fremførelsen (se noten) er længere passager uden pedal).

Motivet, der viderespindes over, udfolder sig hen over flere stemmer, men opfattes let af øret. Omvendt kan man musikpsykologisk set sige, at et motiv, der ikke opfattes af øret, er ret uinteressant.

Det er selve nodebilledet mere end en formanalyse, der har fået mig til at betragte stykket som et orgelstykke.

Czerny bruger betegnelsen “andante espressivo”, og Jens Peter Larsen oplyste, at “Espressivo” formentlig er Bachs egen betegnelse. Dette vil nok være lettere at udtrykke på et clavichord end på et cembalo, men også let at bringe frem gennem rytmisk spændstighed og accentuering på orglet. Jeg sætter tempoet til 1 fjerdedel = 120.

Til sidst nr. 16 (g-mol) i 2. bind.
Med hensyn til egnethed for orgel kan præludiet relateres til A 1 og A 2). Dette markante præludium, der er komplementærrytmisk hele vejen igennem, forestiller jeg mig som et højtideligt ind- eller udgangsspil ved en særgudstjeneste eller større kirkelig handling. Jeg selv sætter tempoet til ottendedelen = 120. Glenn Gould sætter ottendedelen til ca. 60 og leverer et afdæmpet og yderst filigranpræget spil, der slet ikke leder tanken hen på et orgel, men p.g.a. hans personlige bud på en klaverudførelse bibringer tilhøreren en stor musikalsk oplevelse.

Af noten efter disse tanker om, hvorvidt visse præludier fra “Wohltemperierte Klavier” oprindelig kunne være komponeret for orgel, vil det fremgå, hvorledes jeg selv kunne forestille mig de 5 anførte præludier udført på orgel. Da en registrering naturligvis må tilpasses det enkelte orgel, er der dog kun tale om eksemplificeringer af enkelt tilsnit.

Jeg håber, at mine “dristige” formodninger ikke vækker forargelse. Baroktidens dyrkelse af genbruget er jo ikke ukendt.

Note
Til udførelsen af præludierne er der højst brug for to manualer (hovedværk og brystværk eller rygpositiv) og pedal. Svelle anvendes ikke.

Præludiet til nr. 4 (cis-mol) i 1. bind.
Pedal anvendes fra takt 1-14 ud, idet den livlige fortspinnungsbevægelse overtages af venstre hånd på 4. taktslag i takt 13. I takt 34 indtræder pedalet igen på 4. taktslag (gis), hvor stemmen deler sig. Det fastholdes til takt 37, 3. taktslag - og benyttes atter fra takt 38, 6. taktslag (gis). Hele stykket kan udføres på eet manual med stemmerne: principal 8, 4 og 2, men man kan eksperimentere med et skift til et andet, svagere registreret værk, evt. med en lidt lysere og skarpere klang fra det sted, pedalet 1. gang ophører. Der kan i så fald gås tilbage til det kraftigere registrerede værk fra takt 29 i venstre hånd og takt 30 i højre.

Præludiet til nr. 6 (d-mol) i 1. bind.
Manual II: stille gedaktstemmer - 8 og 4. Manual I: Lidt kraftigere stemmer - principal 8 og 4. Pedal: Gedakt 8 plus kobling til II. Der startes på manual II. Fra takt 6, 4. ottendedel spilles venstre hånd på manual I for at markere den melodiske bevægelse. Dette fortsætter til takt 15, 11. triol, hvor venstre hånd atter spilles på II, - for øvrigt stykket ud. Pedalet sætter først ind på kadencen i næstsidste takt.

Præludiet til nr. 21 (B-dur) i 1. bind.
Takt 1, 2 og første halvdel af 3: Højre hånd på manual II (en tynd, lidt skarp, lys registrering - inkl. 2-fod) - Venstre hånd på manual I med melodiførende, kraftigere registrering (inkl. principal 8 og 4). Fra takt 3 midt til -5 midt: begge hænder på manual I. Herefter indtil takt 8’s start spilles som i begyndelsen af præludiet på 2 manualer. Takt 8: på manual I, - takt 9: som i begyndelsen af præludiet.
Takt 10: De hurtige nodeværdier fortsætter på manual II.
Takt 11 til og med 1. fjerdedel af takt 18 spilles på manual I. Herefter på manual II stykket ud. Dog spilles afslutningsoktavens nederste tone ikke. Øverste tone spilles i pedalet af gedakt 16. I akkorderne takt 11, 13, 15 og 17 anvendes passende pedal.

Præludiet til nr. 11 (F-dur) i 2. bind.
Der benyttes hovedværk (I) og et svagere værk (II)
Stykket starter på hovedværket (principal 8+4+2) og skifter til II (gedakt 8+4+en spids 2, evt. mixtur - som kontrast) fra 2. ottendedel i højre hånd og 2. fjerdedel i venstre fra takt 17. I takt 32 går venstre hånd til I og i takt 33: højre hånd.
Der skiftes igen til II på 2. ottendedel i begge hænder i takt 52 og vendes endelig tilbage til I i takt 57 (i højre hånd fra starten og i venstre hånd fra 2. halvnode). Pedalet omregistreres langs ad.
Pedalet er tænkt anvendt i følgende omfang: Fra takt 1 til 10’s 2. ottendedel, hvorpå venstre hånd tager over og udfører det bærende motiv i den stadigt glidende fortspinnung. I takt 17 sætter pedalet atter ind på 2. halvnode (i forbindelse med den forskudte gentagelse af startmotivet) og fortsætter til takt 26 inkl. 1. ottendedel, hvorpå venstre hånd tager over. Pedalet indtræder igen takt 57, 2. halvnode til takt 63, 3.sidste ottendedel og slutter endelig af fra sidste halvnode i takt 68.
Præludiet til nr.16 (g-mol) i 2. bind.
Jeg har tænkt mig stykket spillet på hovedværket og med pedal fra først til sidst. Registreringen kan være ret kraftig (principal 8+4+2+passende kvintbaseret mixturstemme, evt. hentet fra et andet værk).
(For variationens skyld kan man vælge at skifte til et andet værk med svagere registrering fra takt 11 og herfra også lade pedalstemmen overtage af venstre hånd. (Dog indtræder pedalet igen på store G i de to sidste takter.) Overgangen til andet værk kan starte på 2. ottendedel i takt 11’s nederste stemme, der går til nyt værk. Højre hånd følger efter på den opadgående bevægelse i 2. taktdel - det hele sagt som et forslag.)