Commotio-indspilninger - en oversigt

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 1 februar 2018 - s. 6.

Skrevet af Sverker Jullander, professor og fagleder i musikalsk gestaltning, Musikhögskolan i Piteå.

Commotio er et unikt musikværk, enestående på flere måder: Det er Carl Nielsens eneste store orgelkomposition, det har en særpræget formopbygning, og man kan næppe pege på et direkte forbillede. Den inspiration som oftest nævnes er 250 år gammel – den danskfødte Dieterich Buxtehudes præludier med deres vekslen mellem frit improvisatoriske og fugerede afsnit. Også Johann Sebastian Bach er blevet nævnt i denne sammenhæng; man har først og fremmest peget på ligheder mellem indledningen til Commotio og den store fantasi i g-mol, BWV 542.

Commotio blev til i en tid hvor orgelbevægelsen var begyndt at påvirke dansk orgelbyggeri og orgelkunst; partituret er dateret 27. februar 1931. Orgelbevægelsens nysaglige æstetik var noget der faldt godt i tråd med både Nielsens musiksyn og hans syn på orglet som instrument. Nogle dage før afslutningen af Commotio beskrev han værket som ”[e]t Forsøg paa at genopbygge den virkelig eneste gældende Orgelstil, nemlig den polyfone Musik som passer specielt for dette Instrument, som i lang Tid er blevet betragtet som et Slags Orkester, hvad det aldeles ikke er.”  Finn Viderø har fremhævet værkets inspiration fra orgelbevægelsen, men også peget på dets symfoniske træk, som efter hans mening gør, at det ikke er ideelt at spille det på et helt klassisk instrument.

Der er især tre organister som er knyttet til tidlige opførelser af Commotio: Emilius Bangert, Peter Thomsen og Finn Viderø. Alle spillede de værket i første halvår af 1931 ved private koncerter, hvor Nielsen selv var til stede.  Bangert spillede den offentlige uropførelse i Aarhus Domkirke den 14. august i overværelse af komponisten, og Thomsen den første opførelse i København. Også Viderø havde bedt om at få lov til at opføre værket i København, hvilket Nielsen dog afslog. Det blev også Bangert som stod for den først opførelse af værket udenfor Danmark; den fandt sted den 6. oktober ved afslutningen af den nordisk-tyske orgeluge i Lübeck. Planen var, at Nielsen selv skulle have været til stede ved denne lejlighed, men hans hjertesygdom gjorde dette umuligt, og han døde nogle dage før koncerten. Opførelsen i Lübeck vakte stor entusiasme blandt de tilstedeværende organister, og der udtryktes stærke ønsker om at få værket udgivet på tryk. En publicering i Tyskland havde været på tale allerede i juni, da komponisten tog kontakt med en af den tyske orgelbevægelses forgrundsfigurer, Hans-Henny Jahnn, som også bedrev forlagsvirksomhed. Det blev dog Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik som kom til at udgive værket. Dette skete 1932 under redaktion af svigersønnen Emil Telmányi. Et andet oplag af denne udgave kom 1954 på forlaget Dania.

Indspilningshistorie

Ingen af de tre organister som spillede værket for Nielsen i hans levetid har indspillet det på plade; derimod findes der en koncertopførelse af Viderø udgivet på plade (se nedenfor). Den første pladeindspilning foretoges af Georg Fjelrad på en LP med værker af Nielsen fra 1954, hvor Commotio (indspillet i september 1953) fyldte den ene side, mens den anden var helliget korkompositioner udført af Den Danske Radios Madrigalkor under Mogens Wøldike. Fjelrad, mest kendt som Reger-fortolker, var organist i Aarhus Domkirke, hvor værket jo var blevet uropført;  indspilningen blev dog ikke foretaget der, men på det store Marcussen-orgel i det daværende Radiohus i København.

Indspilningen med Viderø skete ved en koncert i Batell Chapel, universitetskirken ved Yale i New Haven, USA den 21. februar 1960. Der fandtes et orgelbevægelsesinspireret orgel af det amerikanske firma Holtkamp. Optagelsen blev udgivet på LP af Finn Viderø Society 1981, og indgik i 2015, ligesom Fjelrads indspilning, i Danacords monumentalserie bestående af 30 cd’er med historiske indspilninger af Carl Nielsens kompositioner.

Da Viderøs indspilning blev offentliggjort, fandtes der allerede flere andre fortolkninger af Commotio på LP. I 1965, elleve år efter Fjelrad, udgav Grethe Krogh sin første indspilning af værket, suppleret med nogle af de 29 små præludier. Krogh er den eneste organist som har lavet mere end én pladeindspilning af Commotio; den seneste, udgivet i 1996, blev ligesom den første foretaget ved Marcussen-orglet i Holmens Kirke, hvor hun var organist mellem 1964 og 1969. 

Den første ikke-danske organist som indspillede Commotio på plade var englænderen Christopher Dearnley. Værket indgår i den LP som blev hans bidrag til den store serie Great Cathedral Organs, bestående af 19 plader udgivet i årene 1962–71 på Warner Classics. Dearnleys indspilning blev foretaget i oktober 1966 i katedralen i Salisbury, hvor han var organist. Orglet var af en anden type end man måske forestiller sig i sammenhæng med Nielsen: et i høj grad orkestralt instrument, bygget af Henry Willis i 1876–77 og bevaret i næsten original stand til i dag.

Tre år senere, i 1969, kom yderligere en LP med Commotio, spillet af Jørgen Ernst Hansen ved Frobeniusorglet i Sct. Andreas Kirke i København. Derefter gik der ti år inden næste indspilning, på det svenske forlag BIS med Elisabeth Westenholtz i Grundtvigskirken, København. Efter udgivelsen af Viderøs indspilning kom yderligere to indspilninger af Commotio i1980’erne, men det var først i løbet af det følgende årti at værket blev mere hyppigt indspillet. Interessen for at indspille dette værk er øgedes kraftigt i de seneste år, og ti af de sammenlagt 26 pladeindspilninger på orgel (se tabellen) er udkommet i 2009 eller senere. Den øgede interesse for Commotio efter årtusindskiftet har også givet sig udryk i tre arrangementer for symfoniorkester, af Karl Aage Rasmussen (2000), Bo Holten (2000) og Hans Abrahamsen (2012), hvoraf i det mindste et (Holtens) er udkommet på cd.*1

Valg af instrument

Eftersom Nielsen ikke var organist findes der ingen selvfølgelig kobling mellem Commotio og et bestemt instrument. Partituret, som jo helt mangler orgelspecifikke anvisninger, giver heller ingen vejledning. Men med tanke på hans afvisning af ”orkesterorglet” (se citatet i artiklens indledning) og den tilknytning til barokken som findes i værket, kan man formode at han først og fremmest forestillede sig et instrument i den tidige orgelbevægelses ånd.

Indspilningerne fremviser stor bredde hvad angår instrumenttype; selv om danske orgler med tilknytning til orgelbevægelsen dominerer, så er også senromantiske og nyere instrumenter repræsenterede. 18 indspilninger benytter orgler byggede efter 1945, mens tre indspilninger benytter symfoniske instrumenter (”orkesterorgler”) fra omkring 1900 (Salisbury, Ely och Dudelange). Det ældste instrument som anvendes er orglet i Christiansborgs Slotskirke, bygget 1829 af Marcussen & Reuter. 17 af indspilningerne benytter danskbyggede instrumenter, heriblandt et i Sverige. På tre inspelninger klinger engelske katedralorgler, mens orgelbyggere fra Finland, Tyskland, Østrig, Frankrig og USA er repræsenterede med hver et instrument.

Når det gælder instrumentstørrelse er spændvidden meget stor. Det største instrument er også det hvor værket blev urupført: Theodor Frobenius’ af alsacisk orgelreform inspirerede domorgel i Aarhus (1929), med sine 89 stemmer Danmarks næststørste orgel.*2  Værket er også blevet indspillet på andre monumentale instrumenter med 60 eller flere stemmer: Marcussen-orglet i det gamle Radiohus i København (nu hjemsted for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium), domorglet i Åbo, det senromantiske Stahlhuth-orgel i Dudelange, Luxemburg, og de engelske katedralorgler i Gloucester, Ely og Salisbury. I det hele taget dominerer store orgler; kun seks af indspilningerne er foretaget på orgler med færre end 40 stemmer, heraf to på tomanualers instrumenter. Det med god margen mindste instrument er P.G. Andersens 19-stemmige orgel i Vartov Kirke, København.

Interpretationens forudsætninger

Det trykte partitur til Commotio*3 savner ikke kun registrerings- og manualanvisninger, men er i det hele taget fattigt på foredragsbetegnelser: dynamik og tempo er sparsomt angivne og metronomangivelser mangler helt. Dette, i forening med fraværet af bånd mellem Nielsen og etablerede orgeltraditioner (selv om han på et overordnet plan sympatiserede med den nye orgelbevægelses æstetik) og fraværet af sammenligningsmateriale i form af andre større orgelværker fra hans hånd, tvinger interpreten til at træffe en mængde beslutninger uden anden vejledning end selve nodebilledet. Det gør også sammenlignende studier af forskellige indspilninger særligt interessante, samtidig med at det rejser spørgsmålet om, hvorvidt det er meningsfuldt at tale om en fortolkningstradition i tilfældet Commotio.*4

Tempospørgsmål

Komponisten angav værkets spilletid, dels til ”mellem 22 og 24 Minutter",*5 dels til "circa 22 Minutter".*6  I begge tilfælde var der tale om en vurdering af spilletiden som blev gjort i private breve, ikke en instruks til den spillende.*7 I indspilningerne*8  er spændvidden i spilletid næsten 6 minuter, fra 20:16 til 26:05; den langsomste indspilning er altså næsten 30 % længere end den hurtigste. Denne spændvidde er ikke ubetydelig, men kan heller ikke anses for at være ekstrem.

Mere interessant end den totale spilletid er dog tempovalget i de enkelte afsnit. Et eksempel er indledningen (takt 1–28), som har tempobetegnelsen Adagio, men gennemgående hurtige, undertiden (takt 16–19, 26–28) meget hurtige nodeværdier: toogtredivtedelsdelstrioler. Skal Adagio tolkes som en langsom fjerdedelspuls (hvilket giver hurtige bevægelser), eller skal afsnittet spilles så bevægelserne (især de sekstendedelstrioler som dominerer afsnittet) opfattes som langsomme, selv om dette indebærer at stykket får ottendelspuls snarare end fjerdedelspuls?

Her kan vi notere, at de to "pionerindspilninger", Fjelrads og Viderøs, som har en ret sammenfaldende spilletid for stykket som helhed (21:45, hhv. 21:22), er radikalt forskellige. Viderø spiller i et roligt og meget strikt tempo (med undtagelse af et ritardando i takt 13), mens Fjelrads interpretation er betydeligt livligere. Viderøs gennemsnitlige tempo i dette afsnit er ottendedel ≈ 66, Fjelrads fjerdedel ≈ 43. De allerfleste af de øvrige indspilninger har et tempo for Adagio’en som ligger mellem Fjelrad og Viderø, med en vis overvægt til Viderøholdet. Af de langsommeste Adagio-tolkninger udmærker Johns sig som meget bred og ekspressiv.

Nogle indspilninger har kraftige rubati eller tempoforandringer i Adagio’en. Et eksempel er Goode, som spiller første takt i et tempo som minder om Viderøs, men siden øger markant, så at hans tempo i det meste af Adagio’en ligger tæt ved Fjelrads. I modsat retning går Bowyer, som begynder relativt hurtigt, men laver et reelt ritardando i Adagio’ens sidste takter (før taktartskiftet).

At identificere klart adskilte formdele i Commotio er ikke uproblematisk. Nielsen beskrev værket som ”båret af to fugaer”.  Den første af disse (fra takt 113) har et sekstendedelstema i 3/8-takt. Tempobetegnelsen er ”a tempo, poco tranquillo”, hvor ”a tempo” rimeligvis viser tilbage til ”Andante quasi allegretto” i takt 39. Her levner tempobetegnelsen altså god plads til forskellige fortolkninger. Ligesom i Adagio’en har Fjelrad og Viderø valgt radikalt forskellige tempi, og igen er det Fjelrad som er hurtigst, med ottendedelen ≈ 109, mens Viderø har ottendedel ≈ 79.*10 I det aflyttede materiale udgør disse begge ekstrempunkterne: et par organister har samme tempo som Fjelrad, en samme tempo som Viderø, mens de øvrige ligger derimellem, de fleste dog nærmest Fjelrad.

Temaet i den anden fuga (fra takt 319), med en ”gyngende” rytme (fjerdedel + ottendedel) i 12/8-takt, angives af flere kommentatorer at have gigue-karakter. Der mangler dog en tempobetegnelse, og langtfra alle fortolkere har valgt det hurtige tempo som associeres med giguen. Dette gælder dog ikke Viderø, som er klart hurtigst af alle med 90 på den punkterede fjerdedel, nærmest fulgt af flere organister med 78 eller noget langsommere.  Fjelrads tempo er betydeligt roligere (64), men nogle af indspilningerne benytter endnu langsommere tempi, helt ned til 51.*11

Fugato’et der indleder den afsluttende del, undertiden kaldt ”coda”, har samme tema som den foregående fuga (heller ikke her findes nogen tempobetegnelse). Her står interpreten overfor valget mellem enten at tage samme tempo som i den anden fuga, hvilket kan forekomme naturligt, eller også tage hensyn til at denne sidste fugaeksposition forbereder den brede og mægtige afslutning og derfor kan spilles langsommere. Nielsen skrev selv i et brev til Bangert: ”…maaske … at den sidste fugerede Sats skal være mere mægtig, altsaa ogsaa bredere.”

De fleste fortolkere har også valgt et langsommere tempo end i den tidligere fuga; Fjelrad har her 59 på den punkterede fjerdedel, Viderø 76. Interessant er, at de mest markante forskelle på disse to fugerede afsnit findes i nogle nyere indspilninger med danske organister, som kan have kendt til Nielsens reflektion, samt hos Dearnley, hvis tolkning af stykket baseres på en gennemtænkt opfattelse af temporelationerne mellem de forskellige dele.*12

Slutord

Som læseren sikkert indser, byder Carl Nielsens Commotio på mange flere interessante interpretationsproblemer end de få som er blevet berørt i denne artikel. Eksempler på sådanne, hvor de forskellige indspilninger fremviser forskellige løsninger, er artikulationen, ikke mindst i fugatemaerne, dynamikken – både tolkningen af noterede styrkegradsanvisninger og muligheden for at lave ikke-noterede klanglige og dynamiske forandringer – og desuden betydelig flere tempospørgsmål end de som er diskuteret her. Det væsentligste ærinde har, som titlen antyder, været at give et overblik over tilgængelige indspilninger. Samtidig udgør disse et rigt materiale for et fremtidigt interpretationsstudie. Og hvis den tendens som ses i indspilningshistorikken fortsætter, så bør vi i fremtiden kunne forvente os endnu flere indspilninger af dette den skandinaviske orgelmusik portalværk.

Oversættelse:  Mikael Garnæs

*1  Ulrik Spang-Hanssen, ”Commotio igenigen”, Organistbladet, oktober 2015. Se også i samme nummer af Organistbladet: Karl Aage Rasmussen, ”Commotio – en tolkning for orkester”; Mikael Garnæs, ”Bo Holten: Commotio – måske Carl Nielsens 7. symfoni; Mikael Garnæs, ”Hans Abrahamsen: Orkestrering med benspænd”. Bo Holtens arrangement blev i januar 2001 indspillet af Odense Symfoniorkester under ledelse af arrangøren; indspilningen blev samme år udgivet på Danacord (DACOCD 588).
*2  Orglet var på indspilningstidpunktet (1995) Danmarks største og forblev det frem til 2009, hvor orglet i Danmarks Radios nye koncertsalen toges i brug. Dette orgel, bygget af det hollandske firma Van den Heuvel, har 91 stemmer, fordelt på fire manualer og pedal.
*3  Det som her siges om partiturets indhold baserer sig dels på andet oplag af den ovenfor nævnte originaludgave, dels på den kritiske edition der indgår i Carl Nielsen Udgaven (hovedred. Niels Krabbe).
*4  At besvare dette spørgsmål falder dog udenfor rammerne af denne artikel.
*5  Brev til Knud Jeppesen 26. februar 1931, citeret i Foltmann, ”Carl Nielsen og orgelmusikken”.
*6  Brev til Anne-Marie Carl-Nielsen 2. marts 1931, citeret i Foltmann, ”Carl Nielsen og orgelmusikken”.
*7  Den engelske komponist og musikskribent Robert Simpson angiver dog
at Nielsen havde tænkt sig en spilletid på en halv time; nogen kilde til påstanden gives dog ikke (Robert Simpson, ”Carl Nielsen now: A personal view”, i The Nielsen Companion, red. Mina Miller [London: Faber & Faber, 1994], s. 87).
*8  Med ”indspilningerne” menes her og i det følgende dem der findes tilgængelige på cd. Jørgen Ernst Hansens og Per Fridtjov Bonsaksens LP-indspilninger indgår derfor ikke i det materiale som diskuteres nedenfor, ejheller Grethe Kroghs to første indspilninger.
*9  ”…von zwei Fugen getragen”, fra Nielsens værkkommentar beregnet til opførelsen af værket ved den nordisk-tyske orgeluge i Lübeck i oktober 1931, meddelt i et brev til Bangert 30. august 1931 (Foltmann, ”Carl Nielsen og orgelmusikken”, s. liii).
*10  Metronomtallene for de tre fugerede afsnit baseres på det gennemsnitlige tempo i den første eksposition (de fire første temaindsatser), dvs. takt 113–138, 319–330 respektive 489–500, de to senere inklusive optakt.
*11  26. juli 1931, citeret i Foltmann, ”Carl Nielsen og orgelmusikken”, s. lii. Sammenhængen antyder, att Nielsen så afslutningsdelens korthet i relation til stykket i øvrigt som et ”arkitektonisk” problem som kunne afbalanceres med en ”bredere” udførelse.
*12  Dearnleys kommentar vedrørende temporelationerne citeres i Burchill, ”An Analytical Study”, s. 67.
 

Pladeindspilninger af Carl Nielsens Commotio.

Trods ihærdig egen søgning i forskellige kilder og god hjælp fra Organistbladets redaktør Mikael Garnæs, hvilket jeg takker for, kan jeg ikke garantere at den liste over pladeindspilninger som præsenteres i denne artikel er fuldstændig.

*13 I diskografien på hjemmesiden grethekrogh.dk opregnes yderligere en LP med Commotio, fra 1980 på EMI. Jeg har dog ikke kunnet finde yderligere oplysninger om denne indspilning. I Organistbladet nr. 2, april 2018 oplyser Svend Prip, tidligere domorganist i Haderslev, at Grethe Krogs Commotio-indspilning fra 1980 (EMI, D.M.A. 047, 063-30373) er lavet i Haderslev Domkirke (Marcussen & Søn 1948/1977, 73 stemmer).