Anmeldelse - orgelstykker

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 1 februar 2018 - s. 16.

Et fornemt punktum for Langgaard-orgeludgivelserne

Rued Langgaard: Præludier og mindre stykker for orgel I-III. Edition Wilhelm Hansen. Kritisk udgave ved Birgitte Ebert og Bendt Viinholt Nielsen (2017) Pris kr. 600,-

Det var med stor spænding, jeg gik til opgaven med at danne mig et overblik over 3-bindsværket Rued Langgaards Orgelstykker. Som så mange andre af mine kolleger har jeg i nodereolen en mappe med fotokopier af udvalgte Langgaard-stykker, og var for 25 år siden på Det Kgl. Bibliotek for at se en del af hans originalmanuskripter. Mit indtryk af Langgards orgelmusik har siden 1990’erne været, at det var svært at finde hoved og hale i de enkelte stykker, fordi manuskripterne flere gange var blevet ændret til noget nyt, og så igen ændret tilbage til det oprindelige for derefter med *-markering at få tilføjet en håndfuld takter osv.  Når man efter en del detektivarbejde endelig fik besluttet sig for en version, var det al besværet værd, for musikken havde en særlig tone, som man ikke fandt hos andre komponister. Det er derfor med største respekt for Birgitte Ebert og Bendt Viinholt Nielsens møjsommelige arbejde, at jeg skriver disse linjer.

Man skal se nærværende udgivelse som et supplement til de allerede udgivne værker – f.eks. det store orgeldrama ”Messis” (Wilhelm Hansen). I denne udgave finder man således i alt 97 værker, som ikke har været udgivet før.

De 3 bind med i alt 113 værker deler musikken op efter større linjer i Langgards liv:
1912-1939: Den unge orgelimprovisator og koncertorganist - 32 værker
1940-1947: De første år som domorganist i Ribe – 40 værker
1948-1952: De sidste 4½ år – 41 værker

Hvert bind indledes med en kort biografisk beskrivelse af Langgaards liv, og hvor de enkelte stykker passer ind. Udvalgte sider er gengivet i faksimile. De sidste 30 sider er redaktionelle kommentarer til de enkelte værker. For en musiker siger det mere at gennemspille stykkerne med anledningen in mente og se håndskriften end lange rækker af ord og beskrivelser, for man lever sig nemt ind i situationen, hvor man sidder på bænken og skal levere varen. Værket er flot bundet ind og understreger tyngden af udgivelsen.

Bind I strækker sig over 27 år – fra Langgaard var 19 til han var 46 år. Når man tænker på, at han allerede i 1916-18 havde skrevet Sfærernes Musik, virker det påfaldende, at han skriver forholdsvis konservativt i mange af sine ”lejligheds”-kompositioner som f.eks. ”Koralforspil til Af Højheden”, ” Juleaften-præludiet” (1918) og fantasierne over ”Dejlig er Jorden”. Der er som om, han nedskriver pæne og glatte improvisationer. Til gengæld brænder værker som ”Nytaarsmorgen”, ”Preludio Patatico” (i 2 versioner), ”Som en Tyv om Natten” og ”Expression” igennem sammen med en håndfuld af de præludier, som Erik Haumann udgav i 1992. Disse værker provokerer både lytteren og musikeren ved at insistere på det skæve udtryk, man også kender fra ”Messis” (1932-1937). Derimellem finder man også stemningsfulde præludier med vuggende bas-motiver til juleaften og 2. juledag.

Bind II indeholder også en række perler - som ”2. påskedag”, ”Bisættelse og Begravelse”, ”Højmessepræludium” og ”Alle Sjæle” parret med stykker fra førnævnte udgivelse af Haumann. Stadig finder man enkelte stykker, som virker lidt farveløse, men kunne finde anvendelse som mellemspil eller som altergangsmusik.

Bind III indeholder en række deciderede koncertstykker – som ”In dominum Domini” (II),”Som Lynet er Kristi Genkomst”, ”Øde Gader”(sidste to også tidligere udgivet af E. Haumann - Egtved 1994), ”Forbigang”, ”Dante’s ”Helvede””  m.fl.. Alle stykker har sin særlige karakter og uforudsigelighed – meget original musik.

Ser man på udgivelsen som helhed, spænder musikken meget bredt: Fra det blege ”skolemesterpræludium”, over det lettere indsmigrende romantiske tonestykke, over karakterstykket, over bibelteksten til det vilde koncertstykke. Ingen af stykkerne ønsker man at undvære, for musikken er som at læse biografien over Langgard - de mange modsatrettede tanker.

Langgaards behandling af symfoniorkesteret får én til at undre sig over hans brug af orglet. Som man får at vide i forordet, var hans orgelrepertoirekendskab nok ikke det største, hvilket måske forklarer hans ringe brug af solostemmer, som man kender dem i fransk og tysk symfonisk stil. I sin orkestermusik maler han med en meget bredere pensel i forhold til hans orgelmusiks fokus på de gode akkorder. Man mærker tydelige spor af Otto Mallings stemningsbilleder i hans specifikke helligdagspræludier (f.eks.”Juleaften” og ”Langfredag”). Hans musik er skrevet til en orgeltype, som vi ikke har mange af i Danmark, men slidstærk musik gør sig godt på alle orgeltyper.

Oven på fejringen af Niels W. Gade og sukket over, at han ikke havde skrevet flere orgelstykker, synes jeg man skal klappe ad Birgitte Ebert, og ikke mindst hovedkraften bag Langgaards renæssance Bendt Viinholt, for at have sat et fornemt punktum og udråbstegn i rækken af Langgaards orgelmusikudgivelser. Nu behøver vi ikke længere at sidde med dårlige kopier af gnidrede håndskrifter for at komme til det egentlige – at få spillet musikken!