Pratum spirituale – en folkegave

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 3, april 2023, s. 20

I år er det 400-året for renæssancekomponisten Mogens Pedersøns død. Man regner i hvert fald med, at det var i 1623 han døde, selvom hverken hans fødsels- eller dødsår kan fastslås med 100% sikkerhed. Uanset hvad, var Mogens Pedersøn ophavsmanden til intet mindre end det absolutte hovedværk i renæssancens danske kirkemusik, Pratum Spirituale, som blev udgivet i 1620. Her i jubilæumsåret er en nyudgave af Pratum Spirituale på vej med moderne nodesats og en nænsom modernisering af sproget, der vil gøre det lettere at bruge denne musik i gudstjenesten. Det er komponisten og dirigenten Bo Holten, musikvidenskabsmanden Bjarke Moe og den skotske sanger Harold Thalange der har taget initiativet. Pedersøn skal ud til folket, er deres ambition.

Organistbladet mødte de tre udgivere i Bo Holtens hjem. Harold Thalange fortæller, at impulsen til udgivelsen kom fra ham.  ”Jeg kom første gang til Danmark for tre år siden, lige da corona brød ud. Ved en koncert i Trinitatis Kirke hørte jeg et virkelig godt stykke, ”Nu bede vi den Helligånd” af Mogens Pedersøn, en komponist jeg aldrig havde hørt om. Jeg arbejdede dengang som freelance kirkesanger, men havde ellers megen fritid pga. corona-isolationen, og så begyndte jeg at transskribere hele Pratum med udgangspunkt i Knud Jeppesens udgave og de originale stemmebøger.” Han lærte Bo Holten at kende i forbindelse med en foresyngning til vokalensemblet Musica Ficta, og kort tid efter kastede han hele partituret på bordet foran ham.

”Jeg blev ret overrasket,” fortæller Bo Holten. ”Det passede perfekt til vores planer om at fejre Mogens Pedersøn i år, hvor vi laver et koncertprojekt med både madrigaler og salmer. Man kan ikke lave en koncert med kun Pratum, 31 salmeudsættelser i træk bliver for kedeligt, uanset hvor gode de er. Men sammen med Pedersøns madrigaler bliver det et fint program. Jeg opfordrede Harold til at arbejde videre på det, og Bjarke Moe blev inddraget som videnskabelig medarbejder. Præmissen var, at den nye udgave skal være på moderne dansk og med et moderniseret nodebillede, så det fremstår som en nutidig folkeudgave.”

”Ved den sproglige modernisering, stavemåder med mere, har vi rådført os med min kollega, sprogforskeren Marita Akhøj Nielsen fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab,” fortsætter Bjarke Moe. ”Hun har behandlet teksten efter nogle faste principper. Vi kan ikke lave om på musikkens betoninger, og vi kan ikke gendigte teksten, som man tidligere har gjort. Betoningerne skifter fra strofe til strofe på en måde, som vi ikke gør i salmesang i dag. For eksempel er den tekstversion af ”Nu bede vi den helligånd” vi kender i dag en blanding af Grundtvigs og Ove Mallings versioner.  Det er faktisk kun første linje der svarer til den oprindelige. Den oprindelige danske tekst er ikke metrisk, den roder, ville man sige i dag. Men det var den tekst Mogens Pedersøn skrev musik til, og Maritas modernisering passer til originalen.”

”Der er mange steder, hvor man bliver i tvivl om tekstmoderniseringen. Skal gamle ordformer som ”hannem” for ”ham” erstattes af nye? To nodeværdier kan godt slås sammen til en, hvis det er samme node (som vi kender det  i moderne salmer som ”Sov sødt, barnlille”).

”Man har sikkert også udtalt ordene anderledes dengang, det var ikke blot stavemåden. Når Pedersøn skriver ”oc” i stedet for ”og”, får man den tanke, at man har udtalt det lige som man stadig gør i Sverige og Norge.”

Også musikalsk skal der træffes valg. ”Der er steder, hvor Knud Jeppesen er kommet til andre konklusioner end vi er”, fortæller Harold, og nævner ”Aleneste Gud”, hvor Jeppesen bevarer de lange nodeværdier, men hvor vi overvejer at halvere dem. ”Vor Gud han er så fast en borg” står i tredelt takt, hvilket vi naturligvis beholder, og der er mange andre eksempler.

Bo Holten fremhæver, at man dengang ikke sang salmer med orgelledsagelse, men anført af en forsanger som har besluttet hvordan det skulle synges. ”Min konklusion efter mange års arbejde med stoffet er, at almindelig praksis ikke blev skrevet ned. Opførelsespraksis ændrede sig fra by til by. Det har været afsindigt forskelligt, hvordan musik blev opført fra land til land.”

”Tanken om at et værk er et værk, og så er det sådan, hører til i 1800-tallets æstetik”, indskyder Bjarke.

”Nemlig. Pratum er jo brugsmusik, sådan har Mogens Pedersøn tænkt det, og Christian IV har bedt ham om at udgive det. Han har skullet gennemføre daglige gudstjenester på slotskapellet. Og da han havde gode musikere og sangere til rådighed blev det til disse femstemmige udsættelser, som er det helt centrale værk i dansk renæssancemusik. Der er overleveret enkelte andre stykker, men Pratum spirituale er det vigtigste vi har.”

”Grundtanken med udgaven er, at det er en folkeudgave, hvor vi, der har sat os ind i sagerne, kommer med vores bud. Den er bundet af historiske, men også praktiske hensyn. Folkeudgaven tager udgangspunkt i, hvor udgiverne mener satserne klinger bedst. De kan være sat op eller ned. Satserne er femstemmige, oftest med to tenorer, men det er muligt at transponere den, så man f.eks. har SSATB, eller man kan erstatte en af stemmerne med en instrumentalstemme, hvilket er helt i overensstemmelse med historisk praksis.”

”Vores formål er at give noget god musik til de udøvende derude. Pratum spirituale er brugsmusik,  men ikke kun det, for Pedersøn har jo faktisk gjort sig umage. Arrangementerne er virkelig gode, fulde af sjove små detaljer. Mange er enkle, men præget af elegant stemmeføring. Det er godt håndværk, som han har lært i hofkapellet, før det sikkert på latinskole og senere i Venedig, hvor han studerede polyfoni hos Giovanni Gabrieli.”

”Nu giver vi det til folket og håber bl.a. på, at kirkekorene vil tage det op.  Hele Pratum bliver udgivet, ikke blot de brugsvenlige dele. Edition S står for udgivelsen, der sikkert bliver som print on demand, og det bliver forhåbentlig her i jubilæumsåret.”

På https://salmer.dsl.dk kan man læse mere om projektet ”Musik og Sprog i reformationstidens danske salmesang”, som Det Danske Sprog- og Litteraturselskab afsluttede for nogle år siden og som fremlægger hele den salmeskat, Pedersøn byggede videre på. Her kan man bl.a. finde Bjarke Moes artikel ”Galopader af stavelser” om tekstfordeling i reformationstidens salmer.

Faktaboks:
Mogens Pedersøn (født ca. 1585, død ca. 1623) var en dansk musiker, vicekapelmester og den mest talentfulde danske komponist på Christian IVs tid. Han studerede 1605-09 i Venedig hos Giovanni Gabrieli. I 1620 udgav Mogens Pedersøn sin egen samling "Pratum spirituale" for fem stemmer, bestående af 28 salmemelodier, 3 "kyrier" til afsyngning henholdsvis ved jul, påske og pinse, brudstykke af en latinsk messe samt 3 motetter med latinske tekster.