Postulatet 5

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 6, december 2023, s. 14

Af Marianne Gaarden, biskop over Lolland-Falster Stift

For at kunne svare på dette spørgsmål, er det afgørende, hvordan vi forstår begrebet ”folkekirke”. Hvis vi identificerer folkekirken med den måde, vi har organiseret folkekirken på, så forstår jeg godt, at det er en tikkende bombe. Men hvis vi forstår kirken som de troendes fællesskab, så er mangel på organister og præster ikke nødvendigvis en tikkende bombe.

Kirken er først og fremmest et ”gammelt hus bygget af levende stene”, som Grundtvig skriver i tredje vers af ”Kirken den er et gammelt hus” DDS nr. 323. Det sidste vers i den oprindelige version fandt ikke plads i den autoriserede salmebogen før i 2003 udgaven, men da kun som en selvstændig salme DDS nr. 329. Her fik verset følgeskab af det sidste officielle vers af DDS nr. 323. I Grundtvigs oprindelige version af ”Kirken den er et gammelt hus” hedder det i sidste vers, at ”selv bygger Ånden kirke bedst, trænger så lidt til drot som præst, Ordet kun helliger huset.”

Intentionen er ikke til at tage fejl af. Mon ikke det igennem tiden har faldet nogle gejstlige for brystet, at kirken alene er opbygget af Ånden? Grundtvig udtrykker utvetydigt, at kirken ikke er afhængig af præster, provster eller biskopper. Organisterne omtales ikke, men vi gejstlige må aldrig udgøre et magthierarki over menigheden. Som Grundtvig er jeg ikke så bekymret for den kirke, der er bygget af Ånden. Men det er klart, at den måde vi har organiseret folkekirken på, er udfordret på flere måder – også af mangel på præster og organister.  

Af Pernille Vigsø Bagge, formand for præsteforeningen
 

Folkekirkens medlemmer er relativt robuste og stabile i deres medlemskab, men tilslutningen bliver i fremtiden ikke, på samme måde som tidligere, båret af tradition og forpligtelse på den lokale kirke.

Medlemskabet er i dag bl.a. bundet op på, at man ”får noget for pengene”, og medlemmerne kommer for kirkelivet, æstetikken, ordene og ikke mindst musikken. Derfor er det fatalt, at der ikke fra kirkeministeriet gøres en aktiv og målrettet indsats for at komme en alvorlig personalemangel til livs.

Der er så mange udfordringer i folkekirken som kan og skal løses lokalt og decentralt, men manglen på veluddannelse præster og organister er ikke én af dem. Her må uddannelsestiltag, en gennemarbejdet strategi og ambitiøse rekrutterings- og fastholdelsesinitiativer på banen. Fra centralt hold.

Lægmandsgudstjeneste med bluetooth-højtaler koblet direkte til mobiltelefonen er en ikke-løsning, som vil formindske folkekirkens medlemstal hurtigere end vi kan nå at sige ”adventskrans”. For slet ikke at tale om de kirkelige handlinger, hvor det altså ikke holder med den lokale skoleleders datter på guitar og en AI-genereret standardtale.

Vi har den mest akutte folkekirkelige udfordring lige her i organist- og præstemanglen. Ja - en tikkende bombe under tilslutningen til folkekirken. Og fordi dette land har mere brug for åndelig end for militær oprustning, må folkekirkens topledelse finde bomberydderen frem. Der er ord der skal forkyndes og salmer der skal spilles. Af faguddannede medarbejdere.

Af Anton Pihl, formand for Landsforeningen af Menighedsråd

Præstemangel og organistmangel. Ikke alle steder i landet har man stiftet bekendtskab med fænomenet, men der, hvor man har, giver det panderynker og bekymringer for fremtiden.

I Landsforeningen af Menighedsråd har vi i en årrække haft særligt fokus på folkekirkens tilstedeværelse i hele landet. Vi vil gerne sætte lys på alle de mange forskellige måder, kirken er til stede på, og alle de målgrupper, som kirken er til stede for. Og vi vil gerne have en samtale om forudsætningerne for folkekirkens tilstedeværelse.

En af de vigtigste forudsætninger for, at folkekirken kan være til stede, er de mennesker, som er ansat i folkekirken. De giver sammen med menighedsrådene og de frivillige kirken liv og sjæl.

Præstens tilstedeværelse er helt væsentlig for folkekirkens tilstedeværelse. Organister og andre kirkemusikere spiller også en meget vigtig rolle. Det et er ikke nogen rar tanke at forestille sig, hvis der ingen organister er til gudstjenester, kirkelige handlinger, til livets vigtige øjeblikke, til fællesskaber og nærvær. Vi kan ikke forestille os en kirke uden sang og musik.

En af folkekirkens store udfordringer er, at sogne og provstier har meget forskellige forudsætninger for at kunne sikre folkekirkens tilstedeværelse lokalt. Derfor må det også være en fælles opgave at sikre, at der uddannes nok præster og organister, og at de kirkelige arbejdspladser kan tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere.

Af Ingrid Bartholin Gramstrup, formand for Organistforeningen

Det er et postulat, der bærer en ildevarslende sandhed i sig. At der mangler præster og organister i folkekirken, er et faktum. At det er ’en tikkende bombe under folkekirken’, er der vægtige argumenter for at konvertere fra påstand til kendsgerning.

Den lokale kirke er båret af gejstlige, kirkefunktionærer og menighedsråd, denne treenighed. Det er noget nær umuligt at forestille sig, at de mange i folkekirken grundlæggende kerneopgaver, der er forbundet med præsters og organisters arbejde, i længden skulle kunne udføres uden veluddannede og kompetente samarbejdende præster og organister. Det er måske mere nødvendigt end nogensinde i den til tider slingrende kurs, som folkekirken befinder sig i.

Folkekirkens beståen beror på folkelig opbakning. Hvis ikke der vedblivende er præster og organister, der med kvalitet, autoritet og tillidsskabende adfærd varetager både ordets og musikkens forkyndelse og udførelse ved gudstjenester, kirkelige handlinger, undervisning, kor, koncerter, sjælesorg m.m., falder den folkelige opbakning fra hinanden. Dertil kommer det samskabende arbejde til det omgivende samfund, som mange præster og organister er igangsættere af.

Så for at undgå detonationen af den tikkende bombe skal der bevilges midler til uddannelse af flere teologer og organister, uddannelserne styrkes, arbejdes for ordentlige arbejdsvilkår og arbejdsmiljøer, mod til at se på folkekirkens sognestruktur og tænke i nye baner, så folkekirken fremstår som en attraktiv og meningsfyldt arbejdsplads.

Af Line Skovgaard Pedersen, provst i Sydthy provsti

Det korte svar er: Ja! Og den tikker højt i nogle egne af landet. For to år siden manglede vi i Sydthy provsti præster til at forestå juleaftens gudstjenester i 12 sogne. Menighederne tog udfordringen på sig og der blev fejret gudstjeneste under lægmandsledelse i alle 12 sogne. I indeværende år har jeg fungeret som præst ved tre gudstjenester uden musik overhovedet. Det har sådan set været gode oplevelser, for gudstjenestedeltagerne var flere end en håndfuld, og salmesangen var velklingende og fuldtonet. Det er faktisk rørende at opleve menighedens sang på den måde. Men hvad hvis det havde været en begravelse? Præget af den særlige stilhed, der kan være ved sådanne lejligheder?

Menighedens uledsagede sang, anvendelse af andre instrumenter end orglet, lægfolkets gode ledelse af en gudstjeneste, er alle fine bud på den lokale gudstjeneste. Og der er bestemt gode ting at sige om udfordringer, der tvinger os til at tænke alternativt og besinde os på, hvad der er gudstjenestens kerne. Men min påstand vil være, at alle disse gode tiltag har brug for at vokse og gro på en fed muldjord, der udgøres af en teologisk fagkundskab og ligeledes en kirkemusikalsk faglighed. Intet instrument kan fylde begravelsens skæbnesvangre stilhed som et orgel og intet andet instrument kan sætte adækvate klange på den største lykke ved en barnedåb eller et bryllup.