Postulatet 4

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 5, oktober 2023, s. 14

Elof Westergaard, biskop over Ribe Stift

Det lyder umiddelbart plausibelt. Det vil dog kræve en grundlovsændring, hvor § 4 i grundloven fjernes: ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”. Tilbage vil så stå §67, hvori borgerne tilkendes ”ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning…”.

Der er imidlertid andre faktorer, som også skal tages med i betragtningen, før vi går til en eventuel afstemning om ændring af grundloven:

Kristendom og kirke er ikke kun et spørgsmål om medlemstal. Kristendom og kirke vil stadigvæk være den rumlende basgang, pedalstemmen i det danske samfunds historie. Kristendommen, som for nogle hører fortiden til, har dog været med til at skabe og forme det samfund, vi lever i. Og for mange af os er det et stadig levende forhold.

Postulatet om, at folkekirken ikke i længden vil kunne opretholde sin særstatus, bygger desuden på den forudsætning, at folkekirken fortsat vil tabe terræn, og at medlemmerne vil blive stadig færre. Dåbstallet ikke mindst i storbyerne bekymrer mig, men vi lever samtidig i en tid, hvor mennesket i stigende grad forstår, at det ikke selv er centrum i verden. Grøn omstilling og klimaforandringer, menneskelig griskhed og stadig større social ulighed kalder på en forkyndelse af livet som gave og på menneskelig omsorg og ansvar. Det kræver både hjerte og forstand, og begge dele bliver der talt til i folkekirken. Så spil op, træk alle orgelstemmer ud, så evangeliet kan blive hørt og børn og voksne kan finde mod og håb i deres dåb.

Hvad med nu at forholde sig til følgende postulat:  Der er brug for folkekirken, som aldrig før. Mulighederne er mange. De har faktisk sjældent værre større.

Pernille Vigsø Bagge, formand for præsteforeningen

Hvem ringer klokkerne for?

Ikke så få endda, for når 4,2 millioner mennesker i Danmark er medlem af samme folkekirke, er krisen ikke umiddelbart nært forestående. Men skam få den, som ikke bekymrer sig en lille smule over hvordan demografien går, og sagerne står.

I øjeblikket er præste- og organistmangel i de dele af landet, hvor medlemsprocenten af folkekirken er højst, en sand udfordring under folkets tilhørsforhold til den gode, gamle folkekirke, som har dannet rammen om slægtens og familiens store fester og store sorger i århundreder.

Og i storbyen, hvor der ikke er den samme mangel på præster og organister – endnu, er medlems- og dåbsprocent lav, og alternative livsanskuelser legio, mens der tænkes i nye veje til at få folk og kirke til at gå op i en højere enhed.

Så længe folkekirkens særstatus er grundlovsbeskyttet, og sådan vil det være i mange år fremover, er der ikke en trussel over folkekirkens særstatus. Vi skal huske på resultaterne fra den store FUV-undersøgelse om befolkningens religiøsitet og forhold til folkekirken fra 2020: Tilhørsforholdet er både robust og stabilt over lang tid. Er man først inde, så forbliver man som hovedregel inde.

Problemet er mere dåbsprocenten end det er den indvandring, der får medlemsprocenten til at falde. Vi må aldrig undervurdere babysalmesang, mini-konfirmandundervisning, og vigtigheden af god konfirmationsforberedelse. Disse er afgørende for, om der på sigt er tilslutning til folkekirken.

De sidste ord bliver Jens Rosendals: ”…så på trods af undergangen, bliver vi ved med morgensangen. Rejser os og synger med, nu og i al evighed” (Fra ”Sat her i forvirringstiden”, Højskolesangbogen nr. 148).

Anton Pihl, formand for Landsforeningen af Menighedsråd

I dag har hovedparten af danskerne en relation til folkekirken. Internationalt set er det bemærkelsesværdigt, at så stor en procentdel finder det naturligt at være medlem. Det er primært dette stærke bånd mellem folk og kirke i Danmark, der vil blive svækket i takt med det faldende medlemstal.

Derimod har jeg meget svært ved at se, at folkekirken på kort eller lang sigt mister sin særstatus som trossamfund. Båndet mellem stat og kirke er sikret i grundloven: ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.”

Grundloven er svær at ændre. Folketinget skal stemme for en grundlovsændring to gange med et mellemliggende folketingsvalg. Herefter skal der være en folkeafstemning, hvor et flertal af stemmerne og min. 40 % af de stemmeberettigede skal stemme ja.

Den høje tærskel for, at ændringer kan blive vedtaget, gør, at debatter om grundloven typisk ikke rigtigt fænger. Først i en situation, hvor et bredt flertal i Folketinget kan finde sammen om et kompromis, hvor alle ”får noget”, og hvor befolkningens interesse også kan mobiliseres, er det realistisk at tale om grundlovsændring.

Folkekirkens særstatus er efter min mening ikke grundlæggende udfordret, men den måde hvorpå folkekirken understøttes af staten, vil godt kunne ændre sig. Ændringer af opgavefordelingen mellem stat og kirke og ændringer i statens måde at yde økonomisk tilskud til folkekirken på skal dog ske inden for de rammer, som er udstukket af grundloven.

Jørgen Degn Bjerrum, provst Rødovre-Hvidovre provsti

Nej, folkekirken vil ikke, hvis alle statistikker fremskrives med 10, 50 eller 100 år, bevare den særstatus, som den har nu.

Verden forandrer sig, og Danmark forandrer sig mod et multireligiøst samfund. Det er et afledt resultat af at vi har religionsfrihed.

Men folkekirken vil i de næste 50-100 år bevare en særstatus, alene af den grund, at intet andet trossamfund tilnærmelsesvis vil blive på størrelse med folkekirken. Og dette vil også gælde, hvis f.eks. kun 10% af befolkningen var medlemmer af folkekirken. For religiøse mennesker har det med at være uenige om ”sandheden”, og derfor grupperer de sig i mange forsamlinger.

På godt og på ondt, så formår den kristne kirke rundt om i verden at opretholde en særstatus. Meget få mennesker betaler til den anglikanske kirke i England, men biskopperne fik vist deres særstatus, og luftet alle deres røgelseskar og oliekander, da kong Charles skulle velsignes til konge. Den russiske ortodokse kirke var kun en skygge af sig selv i de sidste år under Sovjet, men den har i den grad fået særstatus under Putin.

Men af alle kirkesamfund på jorden, så er folkekirken dog blandt de allerbedste. Der er svagheder i folkekirkestrukturen, men jeg kender ikke andre kristne trossamfund, hvor der er så stor frihed for den enkelte troende, og så stor frihed for den enkelte præst til at forkynde inden for samme kirkes rammer.

Så lad os frimodigt forkynde og få døbt så mange som muligt ind i ”trosfrihedens kirkesamfund”. Hvis folkekirken forsvinder, kan den ikke genskabes.

Ingrid Bartholin Gramstrup, formand for Organistforeningen

Med de pessimistiske briller på er det desværre ikke en usandsynlig kendsgerning, at folkekirken på et tidspunkt mister sin særstatus som trossamfund i Danmark blandt andet af de grunde, som postulatet udsiger. Tal og statistikker kan tale deres tydelige og golde sprog, og det kan blive vanskeligt at opretholde en tro på, at folkekirkens særstatus ikke vakler, hvis tallene bliver ved at gå i den forkerte retning. Og hvor går så grænsen? Det er bekymrende.

Ofte er der dog mange flere nuancer og perspektiver på spil end tørre tal, hvor det er værd at tage de optimistiske briller på.

Der blæser ikke nok tilstrækkelige stærke politiske vinde i øjeblikket til, at stat og kirke bliver adskilt. Dertil er der nok så megen besindelse på, at kristendommen og folkekirken som institution udgør en så stor både synlig og usynlig samfundsmæssig rolle i dagens velfærdsstat, at det ikke lige nu er en oplagt vindersag. Folkekirken har, om end lidt trægt, i vid udstrækning erkendt, at hvis dens berettigelse af særstatus skal opretholdes, så er synlighed i det offentlige rum af afgørende betydning. Det gælder i særdeleshed i det lokale offentlige rum, hvor kirkens synlighed, ind - og samspil i alle borgeres livsområder kan åbne døre og danne kontakt.

Det er et fokuspunkt blandt andre, der kan udvirke, at flere finder vejen til døbefonten eller genindmeldelsesblanketten og dermed medvirke til, at tallene bevæger sig væk fra en foruroligende statistisk talgrænse.