Postulatet 2

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 2, april 2023, s. 14

Elof Westergaard, biskop over Ribe Stift:

Sandt nok, for så vidt den skønsomhed, som hidtil har præget forholdet mellem stat og kirke er blevet tilsidesat. Skønsomhed er fordret fra begges side, men regering, minister og ministerium har udvist en fuldstændig mangel på vilje til inddragelse af folkekirkens parter. 

Regeringen har nu valgt at afskaffe Bededag som helligdag. Det er trist og bekymrende, at en regering i den grad har set hen over befolkningen og den massive modstand, der har manifesteret sig i forhold til fjernelsen af denne helligdag.  Det har samtidig været forstemmende at være vidne til en politisk proces, hvor man har set stort på folkekirken og set bort fra den skønsomhed, som ellers hidtil har præget forholdet mellem stat og kirke. Hvis der ikke længere er en vilje til at inddrage folkekirkens parter, og man ikke har blik for skellet mellem kirkens ydre og indre anliggender, og udviser en magtfuldkommenhed, som i denne sag, borger det ikke godt for fremtiden.  Kirke og stat forholdet vil da uundgåelig gå fra krise til krise. Det har ingen imidlertid gavn af, så fra min side en appel til landets politikere om at udvise større skønsomhed og forståelse for folkekirkens betydning og værdi for os alle.

Thomas Reinholdt Rasmussen, Biskop over Aalborg Stift:

Den såkaldte bededagsfejde handler grundliggende om, at helligdagene er folkekirkens og ikke statens. Staten har naturligvis ikke helligdage, men det har folkekirken, for de hører til folkekirkens forkyndelse af det kristne budskab.

Så når staten uden om folkekirken afskaffer en helligdag, så blander staten sig direkte i folkekirkens forkyndelse og tilrettelæggelse af den. Det gør på en måde staten til kirke, og det er det, der støder an mod folkekirkens bekendelsesskrifter.

Men naturligvis kan helligdage ændres, fjernes eller omplaceres. Det kræver blot en bred samtale i folkekirken, hvor forkyndelsen tilrettelægges. Det er den brede samtale regeringen ikke har villet og der har vi så problemet.

Denne manglende skønsomhed fra statens side skubber til forholdet mellem kirke og stat. Det er klart, at staten kan alt. Spørgsmålet er om staten skal alt. Grundlovens vise fædre satte folkekirken som et værn mod statens magt. Folkekirken er et folkeligt rum, som staten nu træder ind i for at definere det. Alle burde råbe op i denne sag, for det er ikke et snævret kirkeligt problem, men et spørgsmål om statens magt og hvad en stat er. Det er det, sagen handler om.

Det er klart en historisk begivenhed, og ganske givet vil kommende historikere se bededagsfejden som et afgørende vendepunkt for den altbestemmende stat. Det var her det skete.

Spørgsmålet er om det skal blive stående ved det? Andre styreformer af folkekirken havde ikke forhindret situationen. Opgaven må nu være at kalde staten tilbage til det gode forhold, som vi kender, hvor kirke og stat holder hinanden i skak, og hvor begge kender grænserne.

Søren Abildgaard, formand for Landsforeningen af Menighedsråd:

Svaret på dette postulat er et rungende ja og nej!

Blandt kirkeretseksperter og forfatningseksperter har der næppe været den store tvivl om, at vores grundlov ikke giver noget værn mod en regerings eller Folketingets mulighed for at regulere både folkekirkens ydre og indre anliggender. Dette værn ligger alene i den skønsomhed, som skiftende regeringer har udvist siden 1849.

Der er stort set ingen grænser for Folketingets mulighed for at vedtage lovgivning eller begrænsninger på kirkeministerens mulighed for at gå til Dronningen med udkast til kgl. resolutioner og kgl. anordninger om folkekirkens indre anliggender.

Det historiske i begivenheden er nærmere, at regeringen i denne sag har valgt at ignorere en énstemmig rådgivning fra biskopperne, som vel knap er blevet hørt. Dermed er den normale skønsomhed i forholdet mellem staten og folkekirken blevet tilsidesat, og det åbner i værste fald for en ny praksis, hvor den til enhver tid siddende kirkeminister kan vælge at regulere på andre områder, som regeringen måtte have lyst til at ændre.

Der kan derfor være behov for at stille andre værn op imod regeringens regulering af folkekirkens indre anliggender. Det kan f.eks. være i form af lovgivning fra Folketingets side. Denne vej er dog næppe farbar på kort sigt med en regering, der har et flertal i Folketinget bag sig.

Til gengæld er det næsten lige så historisk, at regeringen så hurtigt har mistet sin opbakning hos vælgerne. Det er muligt, at man kan køre henover folkekirken, men på længere sigt slipper ingen regering godt fra at ignorere befolkningen.

Jørgen Degn Bjerrum, Provst Rødovre-Hvidovre provsti:

Der er et før og efter afskaffelsen af store bededag. Samtalen mellem folkekirke og stat må fortsætte, men nu som i ægteskab, hvor den ene part har været den anden utro.

Jeg troede, at folkekirken havde en fælles sag med staten, om at arbejde for sammenhængskraften i dette land. Stat og kirke kunne handle frit i hvert sit rum, men vi havde et fælles ansvar for helheden.

Folkekirken har valgt at bruge af midler i Udkantsdanmark. Der lægges mange kirkeskattekroner i små sogne. Staten har derimod valgt at lukke skoler, plejehjem, børnehaver, sygehuse i Udkantsdanmark.

Folkekirken har sin eftervidereuddannelse i Vestervig, Løgumkloster og Svendborg. Staten har desperat forsøgt at få uddannelsespladser lagt ud i landet og væk fra hovedstaden (efter først at have lavet en politik, som har lukket uddannelsesinstitutioner uden for de store byer).

Folkekirken bøjede nakken for staten under corona, og accepterede restriktionerne, vi var en civilsamfundsaktør staten kunne regne med! Tænk at vi har måtte bede folk forlade kirkerummet ved bisættelser, fordi der var for mange i forhold antal kvm.

Men bisættelser og begravelser kan hverken udsættes eller gentages. Kirken fulgte statens regler og gik på kompromis med dens raison d’etre.

I kirkens indre anliggender tiltog staten sig serveretten uden at diskuterer det på forhånd med kirken. Tradition betyder faktisk en del kirken og uanset at storebededag ”ikke er nævnt i Bibelen”, så er den dog en tradition, der er ældre end selve institutionen Folkekirken.

Utroskab kan ikke gøres om, men hvis den utro partner ønsker at forholdet skal fortsætte, skal der begyndes med en undskyldning, og en klar forsikring om, at dette var en undtagelse. Ellers kan der forlanges straks-skilsmisse, men det er måske det staten vil?

Pernille Vigsø Bagge, formand for Præsteforeningen:

Statsministeren fremhævede i sin nytårstale folkekirkens evne til at mane til eftertænksomhed og sammenhængskraft i en verden af krise og mistrivsel. “Dejlig er jorden”, sang hun i en kirke 1. søndag i advent. 

Dejligt med statens besindelse på folkekirkens betydning. Dejligt at Grundloven bygger en meget værdifuld bro mellem stat og kirke. Selv om den løfterige §66 om en folkekirkelig forfatning aldrig er blevet lavet.  Knap så dejligt, at første politiske beslutning i den nye regering var at beskadige en af samfundets vigtigste broer, nemlig forholdet mellem stat og kirke. 

For med “Bededags-fejden” har broen lidt overlast. Og kirken må nu råbe over kløften: “Kom tilbage. Vi har brug for hinanden, og staten har meget mere brug for kirken end omvendt!”.

Bededag-fejden viser med al uønskelig tydelighed, at et politisk flertal har mistet broforbindelsen. Folkekirken er en af landets vigtigste civilsamfundsinstitutioner, men flertallet har besluttet, at ingen skal inddrages, heller ikke repræsentanter for den største folkelige forening og det største folkelige trossamfund landet har, når der skal tages store beslutninger, som for eksempel hvilke dage der er helligdage i folkekirken.  

Så nu må der tænkes nøje over, hvordan broen bygges op igen. Og næste gang broen skal etableres, skal brohovedet på kirkens side være udstyret med et kirkeligt sammenhold, der kan modstå politisk uforsigtighed og enegang. Det bliver et spændende ingeniørarbejde, og vi er mange der gerne bidrager. Folkeligt og i fællesskab. For bro må der til!    

Ingrid Bartholin Gramstrup, formand for Organistforeningen:

Nu er det som regel ikke op til samtiden at afgøre, hvad der vil blive skrevet i historiebøgerne, men der kan ikke herske den mindste tvivl om, at både afskaffelsen af store bededag og regeringens ageren i den anledning vil gå over i historieskrivningen. Det vil den for det første, fordi regeringen helt usædvanligt har tilsidesat dialog og drøftelser med kirkens parter forud for et lovforslag, der berører kirkens indre anliggender, og endda vil indføre det ved kongelig resolution. For det andet fordi regeringen har tilsidesat den grundlovfæstede forhandlings- og aftalemodel, hvorunder arbejdsmarkedets parter forhandler aftaler og overenskomster om løn og arbejdstid.

At en helligdag, der blev indført i 1686, afskaffes og det faktum, at der ikke er rørt ved antallet af helligdage siden helligdagsreformen i 1770, er i sig selv en historisk foreteelse. Men måske vil selve afskaffelsen af store bededag komme til at fylde mindre i historiebøgerne end hele historien om det røre, konflikt og fejde mellem folkekirken/biskopperne og regeringen/kirkeministeren, der kom i kølvandet på lovforslaget. For den hidtidige balance og opfattelsen af forholdet mellem stat og kirke, der siden Grundlovens indførelse i 1849 har været gældende og udøvet, fordi folkekirken aldrig har fået en forfatning, er i den grad kommet under pres, men ikke nødvendigvis ændret. Derfor vil hele denne fejde givetvis genåbne debatten om folkekirkens styreform og tillige genoplive Betænkning 1544 fra 2014.