Postulatet 1

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 1, februar 2023, s. 14
 

Thomas Reinholdt Rasmussen, biskop i Aalborg Stift:

Da jeg i sin tid blev ansat i folkekirken, blev jeg glædeligt overrasket over den meget store faglighed. I alle ansættelser var der folk, der kunne deres fag. Samtidig var der få fagligheder på en konkret arbejdsplads. Der var kun én graver, én organist, én præst. Der var så at sige ikke nogen at dele fag med, men der var nogen at holde gudstjeneste og kirkelige handlinger med.

Dette kunne godt skabe en solistkultur. Det var jo ikke mig som præst, der skulle spille orgel, og det gav heller ikke mening. Men jeg har faktisk aldrig oplevet en solistkultur, hvis der med det menes en isoleret kultur. Selvfølgelig kan de opstå, men hvis man respekterer hinandens fagligheder, så indgår man også i et samarbejde på tværs af faggrænser. Men omvendt er vi jo i vores fag en form for solister.

Men for mig at se er det ikke det, at vi er ene om et særligt fag, der er årsag til problemer med det psykiske arbejdsmiljø. Det er oftere mangel på respekt for hinandens fag. Og her skal vi ikke lade hinanden være i fred. Tværtimod. Her skal vi lade faglighederne sættes i spil.

Så hvis man med solistkultur mener, at man isolerer sig, så er det den forkerte vej at gå, og så kan det være vejen til arbejdsmiljøproblemer. Men hvis man lader faglighederne sættes i spil, så er det en god måde at arbejde på.

Så som udgangspunkt mener jeg ikke at folkekirken har en solistkultur. Det kan den slet ikke have, når evangeliet er en fælles sag. Den har en faglighed. Og den skal bruges og anvendes til fælles bedste.

Søren Abildgård, formand for Landsforeningen af Menighedsråd:

Det er en stor styrke for folkekirken, at vi har medarbejdere med en stærk faglig baggrund og med kompetencer, der gør dem i stand til at agere selvstændigt på en arbejdsplads, hvor der heldigvis ikke altid er behov for at få detaljerede instruktioner for at udføre arbejdet. Det gælder, uanset om vi taler om præster, organister, kirke- og kulturmedarbejdere, kordegne, gravere, kirketjenere eller de mange andre medarbejdere, som er med til at sikre, at folkekirkens medlemmer langt de fleste steder møder en åben og imødekommende kirke med gudstjenester, kirkelige handlinger, børne- og ungdomsarbejde, sogneaktiviteter og koncerter, som gør den lokale folkekirke til en relevant og nærværende del af vores liv med hinanden.

Det fungerer bedst de steder, hvor alle har forståelse for, at man indgår i et samspil med andre medarbejdere, med menighedsråd, frivillige og med sogn og menighed. Vi er sammen om en fælles opgave, hvor vi alle har et værdifuldt bidrag at yde. Selv solister har brug for et orkester at spille sammen med.

Når der opstår mislyde, er det vigtigt, at vi alle tager ansvar for at lytte bedre efter, så vi hver især kan rette ind efter det fælles formål og den fælles opgave. Vi skal ikke alle insistere på solistrollen, hvis behovet er et andet. Det er i sidste ende et ledelsesansvar, hvor menighedsrådet er ansvarligt, for at samspillet lykkes.

Sådan er det heldigvis også de fleste steder, så påstanden om, at den folkekirkelige arbejdsplads generelt er præget af en solistkultur, forbliver derfor bare et postulat.

Pernille Vigsø Bagge, formand for Præsteforeningen:

JA! Jeg tror i høj grad at folkekirkens solistkultur kan have en negativ indflydelse på det psykiske arbejdsmiljø. Og da jeg første gang læste om ”Imposter-syndromet” var jeg klar over, at en del af folkekirkens medarbejdere må lide af dette fænomen. Det dækker over, at man bilder sig selv ind, slet ikke at være nær så dygtig, som de andre på arbejdspladsen måske tror man er.

For ja, der findes mange solist-medarbejdergrupper i folkekirken. Mange pastorater med én kirketjener, én præst, én organist og én kordegn. Eller i hvert fald er den enkelte medarbejder ofte alene med sin særlige opgave eller sit ansvarsområde, og netop derfor kan præstationsangsten og impostertankerne få frit løb.

Man kan google sig til følgende symptom-tanker: Hvad hvis andre opdager, at jeg i virkeligheden ikke er så god, som de tror? Hvad nu hvis andre opdager, at jeg er talentløs? Det kan godt være, at jeg får ros, men de kender ikke sandheden! Jeg er en bedrager. Når andre opdager det, vil jeg miste jobbet og mine venner!

Selvfølgelig findes der også i folkekirken solister, som bare arbejder bedst alene, og simpelthen ikke VIL de andre. Og sådan er det alle steder. Men det kommer ofte med en omkostning: skrantende psykisk arbejdsmiljø.

Den bedste medicin mod en solistkultur er kendskab, venskab, faglighed og fuldtidsstillinger på alle poster, så enhver har mulighed for og tid til at være i et samspil med kollegaer og andre fagligheder. På den måde fortynder vi os selv og bliver et hold. Måske endda et sammenhold.

Ingrid Bartholin Gramstrup, formand for Organistforeningen:

Det er et faktum, at den enkelte arbejdsplads i folkekirken er præget af og funderet på en vis grad af solistkultur set i lyset af, at der oftest kun er én medarbejder eller meget få til at varetage hvert fag- og ansvarsområde. Den faglige og standsmæssige bevidsthed og stolthed hos den enkelte medarbejder er en stærk drivkraft i det daglige arbejde. Når netop denne bevidsthed og drivkraft sammen med fagligheden kanaliseres ind i og stilles til rådighed for det gode, respektfulde og inspirerende samarbejde mellem præster, kirkefunktionærer og menighedsråd, som er helt afgørende for næring til opretholdelse af en velfungerende arbejdsplads, er en solistkultur ikke af det onde.

Hvis solistkulturen derimod lukker sig om sig selv, og ikke ser sig som en del af en fælles kultur, så er potentialet skabt til langvarige, ufrugtbare og problematiske samarbejdsrelationer. Det er desværre ikke et helt ukendt fænomen i folkekirken og er beviseligt medvirkende årsag til eksisterende dårlige arbejdsmiljøer. For at bruge et for musikere trivielt billede, så handler det om at solist og orkester kender spillereglerne og partituret for, hvem der stikker næsen frem og hvornår, og er bevidst om at trække næsen til sig igen for helhedens og arbejdsmiljøets skyld.

Så ja, rendyrket og forblændet solistkultur kan være et element i årsagerne til dårligt psykisk arbejdsmiljø sammen med andre komplicerede elementer.

Else-Marie Kristoffersen, domorganist i Helsingør:

Kender I det, når én, man har haft en diskussion med, afslutter med at sige: Jamen, sådan er jeg!! ?

Altså underforstået:  Jeg er, som jeg er. Og det er der ikke noget at gøre ved. End of discussion.

Ligesom ovenstående postulat: Sådan er medarbejderne i folkekirken, og sådan er deres arbejdskultur. End of discussion.

En retningsløs sætning, strøet med løs hånd ud over folkekirkens ansatte, som forsvar for, at man ikke kan løse problemerne sagligt og lokalt. For udsagnet går jo på det generelle og personlige frem for det konkrete og saglige.

Og det er selvfølgelig noget sludder.

Godt nok er det rigtigt, at en meget stor del af folkekirkens ansatte er de eneste inden for eget fagområde på den pågældende arbejdsplads. Og godt nok lægger de fleste ansatte en meget stor del af deres personlighed i arbejdet – ikke mindst præster og organister. Det burde ikke være en forhindring for gensidig respekt.

Problemer med det psykiske arbejdsmiljø skal løses professionelt.  Og det gør man ikke ved at sætte et luftigt stempel på medarbejderne.

Vi skal være glade og taknemmelige for, at de fleste medarbejdere lægger stor personlighed i deres arbejde og at de fleste arbejdspladser i folkekirken fungerer fint uden mellemledere og new public management. På den måde kan folkekirken tjene som forbillede for resten af samfundet. Så lad os holde fast i det. Og så til gengæld udvikle systemet omkring de ansatte, så det er muligt at få løst problemerne fagligt og professionelt uden stigmatiserende ord og postulater.