Op og ned på salmens tonestige

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 4, august 2024, s. 4

Når man samler på gamle grammofonplader, er det ofte ikke blot selve det klingende indhold, som er interessant. Nej, det er selve jagten på præcis dén sjældne plade, som driver værket.

Og jeg har da også higet og søgt i genbrugsbutikker i hele landet, hvor jeg har bladret igennem uendelige rækker af brune og ofte halvmugne jordslåede anonyme karton-etuier til de gamle lakplader.

Mit selvforanstaltede Indiana Jones-blik har i mange år været rettet imod lakplader med orgelindspilninger og generelt danske indspilninger med klassisk musik. Dette har bevirket, at jeg med ro i sindet har kunnet lade Frans Andersson foretage sin bombastiske rejse til Den Hellige Stad, lade Rachel Rastenni fodre sin finurlige vovse i vinduet eller lade Lørdagspigerne behændigt plukke fløjsgræs uden min direkte deltagelse.

Når jeg i ny og næ har overtaget en større samling grammofonplader fra en (desværre ofte salig) pladesamlerkollega, er selvsamme Hellige Stadsrejser, vovser i vinduer og lørdagspiger blevet kasseret under præteksten; “Ja ja, de indspilninger er skam fine nok, men de falder jo uden for mit interesseområde.”

Sådan havde jeg det også med indspilninger med dansk salmesang; de fulgte næsten altid med som en form for ret ofte omfattende dødvægt, når jeg modtog en stak plader, hvorefter de resolut blev kasseret eller, hvis de indspillede musikere var tilstrækkeligt signifikante, lagt bagerst på hylden til en af de sagnomspundne lange vinteraftener.

Men pludselig - sådan en sagnomspunden lang vinteraften - fik jeg dén indskydelse at se nærmere på disse salmeindspilninger, som havde stået og samlet støv i min samling. Det slog mig, at et eller andet spændende måtte der da være at hente fra pladerne, og et eller andet må de da have betydet i deres samtid alene grundet kvantiteten og kvaliteten af pladerne, i det stort set alle vores store danske sangere har indspillet ofte talrige plader med salmer. Her kan nævnes folk som Vilhelm Herold, Albert Høeberg (H. C. Lumbyes barnebarn), Helge Nissen, Edith Oldrup, Elsa Sigfuss og naturligvis vores folkekære Aksel Schiøtz.

Og dette var starten på mit vidunderlige eventyr med dansk salmesang i det 20. århundrede, som den foreligger på klanglige kilder.

Det kommercielle marked i Danmark for lyd- og musikoptagelser begyndte for alvor i 1901 med etableringen af Dansk Fonograf Magasin, der, som navnet antyder, producerede fonografvalser. Der blev dog sideløbende med Dansk Fonograf Magasin produceret grammofonplader med både danske og udenlandske aktører.

Indspilninger med salmesang var rigt repræsenteret helt fra den spæde begyndelse, og produktionen af indspilninger med salmesang er kun steget siden. Det lader til, at kun 1. Verdenskrig satte en dæmper på den danske salmeindspilningstrang, og faktisk steg produktionen af salmesangsindspilninger under 2. Verdenskrig, sikkert som følge af den generelle tendens til at bekræfte den nationale identitet gennem kunst og kultur under krigen.

Det gik derfor op for mig, at hele det 20. århundredes danske salmesang foreligger rigt repræsenteret på historiske klanglige kilder, men det gik også op for mig at denne del af vores danske kirkemusikhistorie stort set aldrig var blevet systematisk og videnskabeligt undersøgt.
Og dette, syntes jeg, skulle der gøres noget ved!
 

Nu er jeg jo så privilegeret at få lov til at henvende mig direkte til jer, kære med-DOKS’ere. Derfor kan jeg uden tøven proklamere, at vi alle har en lang og fyldestgørende uddannelse i vores fantastiske danske salmesang, og vi alle lever og ånder med den i vores daglige arbejde.
Ja, for at blive en anelse højstemt, kan man sige, at den danske salmesang er en del af vores modersmål. Som kirkemusikere står vi sågar med ansvaret for at bringe den videre til de næste generationer og dermed fortsat holde den i live. Vi er derfor alle små men signifikante og vitale dele af historiens store - ja, næsten uendelige - ocean af syngende og spillende kirkemusikere.

Det er så her, hvor de historiske klanglige kilder med salmesang kommer ind i billedet. 

De støvede gamle grammofonplader vækker musikhistorien til live i sådan en grad, at vi ikke bare møder historiske musikpraksisser og aktører gennem anekdotiske genfortællinger eller skriftlige vidnesbyrd, der som typer af historiske kilder næsten altid vil være efterrationaliseringer og oversættelser fra klingende musik til sprog. Nej, gennem de klanglige kilder møder vi historiens musikere ansigt til ansigt. 

Vi kan høre Vilhelm Herolds portamenti i hans fremførelse af “Tænk, når engang den Tåge er forsvunden” fra august 1907. Vi kan høre Peter Cornelius’ deklamatoriske version af “Nærmere Gud til dig” indspillet ganske få uger efter Titanics forlis. Vi kan høre efterklangen af 1700-tallets isometriske syngestil via Helge Nissen, der synger “Vor Gud han er så fast en Borg” fra september 1912.

De historiske klanglige kilder lader os møde historien på en så direkte måde, som det overhovedet er muligt, og det på trods af manglen på Hi-Fi og en til tider så voldsom overfladestøj, at den lyder som “flæskestegning i et folkekøkken”, for at citere Karl-Aage Rasmussen.

De historiske klanglige kilder åbner en besynderlig, tankevækkende og til tider foruroligende mellemverden, hvor vi på den ene side sidder i 2024 og ser tilbage i tiden, men hvor vi på den anden side kan træde ind i et lille stykke virkelighed, som den udspiller sig i realtid for de udøvende musikere.

I dag i 2024 er vi vant til indspillet lyd, dvs. gammel lyd, overalt. Vi skelner sikkert slet ikke mellem samtidig lyd og indspillet lyd, fordi en meget stor del af den lyd vi hører i løbet af en dag er indspillet på et tidspunkt før det øjeblik, hvor vi lytter til den.
Det kan være, det er nyhedsudsendelsen fra tidligere i dag eller en hundehvalpe-video på Facebook fra sidste uge. I vores moderne dagligdagsliv smelter fortid og nutid sammen, når det kommer til lydoptagelser.

Men, hvis vi tænker over det, så er lydoptagelsen rent faktisk et sælsomt fænomen, og den sælsomhed bliver tydeliggjort jo ældre en indspilning er.

Lad mig give et eksempel:
Det ældste menneske, der har indspillet sin stemme, er Feltmarskal Helmuth Karl Bernhard von Moltke. Han blev født i 1800 og indtalte en lille hilsen til Thomas Edison samt nogle uddrag fra Göethes Faust den 21. oktober 1889. Han er dermed teknisk set født i det 18. århundrede, og det gyser i mig, hver gang jeg hører hans stemme. Her hører man i levende live et menneske født kun 7 år efter Marie Antoinette blev henrettet, 9 år efter Mozarts død og 5 år efter Johann Christoph Friedrich Bachs død, den længstlevende søn af Johann Sebastian Bach. 

I relation til den danske salmesang slår det mig ligeledes altid, at den førnævnte indspilning med Peter Cornelius fra maj 1912 er indspillet, mens efterdønningerne af Titanic-tragedien stadig var ved at udfolde sig. Peter Cornelius, som vi hører lyslevende på indspilningen, er født helt tilbage i 1865, og på tidspunktet for indspilningen ved han f.eks. ikke hvad Første Verdenskrig er for en krig, fordi den findes ikke i den virkelighed, som han synger og lever i.

Det transcenderende moment ved lydoptagelsens fænomenologi er således, at den indspillede lyd åbner datiden som nutid.

Kultur og dermed kulturhistorie skabes af mennesker til andre mennesker; ingen mennesker, ingen kultur. Det kommer nok ikke som en overraskelse, og da især ikke for aktive musikere, som os, DOKS’ere.

Det er da heller ikke for at udpensle selvfølgeligheder for jer, men just for at påpege, at jeg gennem mit mangeårige arbejde med historiske indspilninger og kulturelle praksisser (heriblandt musikalske opførelsespraksisser) har iagttaget, at det altafgørende for en musikers grundlæggende spillemåde og æstetiske præferencer har sin oprindelse i den pågældende musikers dannelses- og uddannelsesmæssige impulser. Kort sagt spiller en musiker grundlæggende som vedkommende har lært fra sine læremestre rammesat af de omgivende kulturelle performative dogmer.

Pointen er, at tradition og overlevering er de to mest konstitutive elementer i en kulturel praksis både på samfundsplan og individplan, eller som den tyske filosof Hans-Georg Gadamer så poetisk formulerer det i sit filosofiske hovedværk “Sandhed og Metode”:
“Subjektivitetens fokus er et troldspejl. Individets selvbesindelse er blot en flakken i det historiske livs sluttede strømkreds. Derfor er den enkeltes fordomme, langt snarere end hans domme, hans værens historiske virkelighed.”

Dette er gældende for musikere født i hhv. 1685, 1756 eller i 1865, men jeg vil vove den påstand, at det rent faktisk er lige så gældende i vores ellers så individualiserede og postmoderne tid, anno 2024.
Dermed bliver tidsaspektet, her underforstået alder og tradition, det, der sætter den altoverskyggende ramme i behandlingen af indholdet af de klanglige kilder. Gevinsten ved denne fortolkningsramme er, at man herigennem får muligheden for at lytte til og undersøge historiske klanglige kilder, som andet end blot nostalgia og kuriositeter, hvilket jeg har erfaret, at de ofte bliver reduceret til.

Hvis vi derfor rammesætter vores lytning ud fra treklangen “tradition, (ud)dannelse og alder”, hører vi pludselig ikke blot Peter Cornelius i maj måned i 1912. Nej, vi hører også den sangtradition Cornelius er rundet af, ja, og hvis vi lytter rigtig godt efter, så kan vi sågar høre sangtraditioner, som er årtier, ja måske århundreder ældre end Cornelius.

De klanglige kilder åbner dermed ikke blot en lille dør på klem til en konkret virkelighed, som i sig selv kan være uforståelig gammel, jvf. 21. oktober 1889. Nej, de udøvende musikere sender os tilmed endnu længere tilbage i tiden gennem deres synge- og spillestil.
Et andet godt eksempel på dette er den førnævnte indspilning med Helge Nissen (f. 1871) af “Vor Gud han er så fast en Borg”, som han udfører i en så markant isometrisk stil, at den bringer os tilbage til 1700-tallet.

Og kulturens langsomhed; altså lydoptagelsens iboende historie-transcenderende potentiale, er netop det mest fascinerende aspekt ved de støvede gamle grammofonplader.

Efter disse historiske og historiefilosofiske præambler zoomer vi ind på salmesangens opførelsespraktiske kulturhistorie.

Andreas Peter Berggreen (1801-1880) dominerede anden halvdel af 1800-tallets danske salmesangstil og traditionsforvaltning dels i kraft af hans position som kongelig sanginspektør fra 1859 og dels via sine mange koralbøger.

Denne sangtradition manifesterer sig ved en række performative karakteristika, hvoraf de langsomme tempi nok vil være det umiddelbart mest iørefaldende. De tidligste indspilninger lægger sig helt naturligt i forlængelse af denne tradition, hvor sangernes salmetempi overordnet set stemmer overens med metronomanvisningerne i de senere udgaver af Berggreens koralbøger. Kulturhistorisk set giver dette mening, da der kun er omkring 19 år mellem Berggreens død og de første indspilninger. Derfor er alle sangerne på de tidligste indspilninger født, opvokset og ofte uddannet, mens Berggreen var sprællevende.

Når man dog indledningsvis er kommet sig over de langsomme tempi, dukker andre karakteristika op, heriblandt brugen af til tider meget store tempoudsving.
Det er ganske tydeligt at salmesang og solistisk sang ikke var et binært opdelt par, men at især salmesangen lånte ekspressive elementer fra solosangen. Det er derfor ikke kun partikulære krukkerier, når Peter Cornelius næsten opera-hulker sig igennem den førnævnte indspilning af “Nærmere Gud til dig” tilsat en udpræget grad af notes inégales. Dette bør ses som netop et udtryk for en langt større grad af denne sammensmeltning; sang er sang - nogle gange synges sangen blot af mere end én.

Dette leder direkte videre til et tredje centralt karakteristika, nemlig upræcisheden/asynkroniteten både i relation til sang og akkompagnement, men også sangerne imellem. De tidlige indspilninger viser, at vores moderne forestilling om rytmisk, klanglig og fraseringsmæssig synkronitet og egalitet ikke var gældende på dette tidspunkt, hvor især de tidligste koroptagelser ofte fremstår kaotiske og ligefrem groteske for en moderne lytter.

Den berggreenske 1800-talssyngestil fortsatte ganske ufortrødent og næsten uændret helt frem til slutningen af 1920’erne. Der er således ikke langt i stil og udførelse fra Vilhelm Herolds “Tænk når engang” fra august 1907 til f.eks. Johanne Karstens’ “Lysets Engel går med glas” fra oktober 1924.
 

Dette ændrede sig med Mogens Wöldike. Han fik i løbet af ganske få år gennemført Thomas Laubs salmesangsreform rammesat af Samfundet Dansk Kirkesang fra 1922 med credoet om nøgternhed, nøjsomhed og kølighed.

Vi kirkemusikere lever stadig med den laubianske ånd svævende over vores koralbog mere end 100 år efter grundlæggelsen af Samfundet Dansk Kirkesang. Vi er derfor ganske klar over den altoverskyggende påvirkning som den laubianske kirkesangsreform havde på vores koralbog.
Hvad der dog er langt mindre belyst er den laubianske/wöldike’ske påvirkning af vores salmesangs opførelsespraksis. Fordi, Wöldike ville ikke blot revolutionært udskifte salmemelodierne, nej, han ville også grundlæggende ændre den måde, hvorpå man sang salmerne. Wöldike var en nidkær og ihærdig person, og i løbet af ganske få år - fra midt i 1930’erne til krigens udbrud - moderniserede han salmesangen i en sådan grad, at han formåede at vende alle de berggreenske performative karakteristika på hovedet.

Tempoet blev hævet betydeligt, og tempoet blev ikke mindst gjort geometrisk-metronomisk uden de store tempoudsving, som den gamle stil benyttede sig af. Derudover blev der indført en tydelig magtfordeling; organisten/instrumentalisten blev gjort til den ledende del af musikudførelsen, hvor den gamle stil klart favoriserede sangens og sangerens frihed. Sidst men ikke mindst blev den gamle fællessangs lemfældige omgang med synkronitet og egalitet forsøgt modarbejdet og helst elimineret.

Wöldike anvendte alle forhåndenværende midler og medier til at udbrede sin musik og sine musikideologiske synspunkter, heriblandt den nymodens radio og den stadig voksende grammofonpladeindustri. I forbindelse med et af mine salmesangsforedrag bemærkede en ældre herre, at han fra sin barndom kunne huske, at Wöldike var i radioen stort set hver eneste dag og nogle gange sågar flere gange om dagen. Wöldike er da også én af de mest indspillede danske musikere, hvor han til overflod figurerer som både orkesterdirigent, kordirigent, pianist, cembalist og organist.

I vores sammenhæng er det især hans salmeindspilninger fra efteråret 1938 i Christiansborg Slotskirke med bl.a. Aksel Schiøtz, Elsa Sigfuss og det stadigt nye Københavns Drengekor, som for alvor markerer et nybrud.

Wöldikes enorme påvirkning af den danske salmesang havde den indvirkning, at han stort set med ét dirigent-trylleslag gjorde salmesangen moderne. Dette betyder, at den danske salmesangs opførelsespraksis’ udvikling grundlæggende stoppede i midten af 1940’erne.
Den måde, hvorpå Wöldike & Co udfører salmer på i 1938 kunne fint finde sted i en dansk folkekirke anno 2024 en tilfældig søndag formiddag. Det eneste, der er sket siden 1940’erne i relation til de grundlæggende opførelsespraktiske karakteristika er, at tempoet er steget yderligere, men ellers synger og spiller vi stadig indenfor rammerne af en æstetik udstukket af Wöldike i 1930’erne; organisten er chefen, vi har høje grundtempi, en udpræget geometrisk-uniform tempoforståelse uden tempoudsving samt fokus på egalitet og samtidighed, hvor hverken kor eller syngende menighed ideelt set bør “hænge i slaget” eller “bræge” eller synge pivfalsk.
 

Med denne lille historiske Tour de Dansk Salmesang håber jeg, at jeg har givet jer et lille indblik i og en forståelse af, hvor indholdsrige de historiske klanglige kilder er, og hvor meget de kan bidrage til en forståelse af os selv i dag; hvorfor vi f.eks. spiller og synger salmer, som vi gør, og ikke mindst at de kan sætte en forståelsesramme for, hvorfor og hvordan vi kvalificerer salmesang som god, dårlig, grim eller smuk.

Det som de historiske klanglige kilder kan bidrage med til vores danske kirkemusikhistorie er, at vi igennem tragten til de gamle støvede og skrattende plader, kan få direkte adgang til vores formødres og forfædres virkelighed og praktiske musikliv uden filter og efterrationaliseringer, fordomme og domme.

Det eneste, det kræver af os, er at afvise den umiddelbare fremmedhed, som de gamle indspilninger indledningsvist ofte rummer. Derimod skal vi med nysgerrighed og åbent sind gå vores kirkemusikhistories rigtige mennesker i møde, når de ærligt og åbent beretter om deres liv og virkelighed gennem musik og salmesang. Et liv og en historie formet af gamle traditioner, nybrud, revolutioner og verdenskrige, som alt sammen udgør det klanglige bagtæppe både personligt og kulturelt for deres musik.

Jeg ønsker for jer alle, kære med-DOKS’ere, at I må opleve bare en snert af den magi, jeg selv oplevede, da jeg for første gang satte en gammel grammofonplade med salmesang på min pladespiller, og der ud af højtalerne lød salmesang som på én gang var hjemligt familiær og på den anden side meget fremmed i både tid, stil og sted.

God fornøjelse med det hele og hils endelig Vilhelm Herold, Elsa Sigfuss og Aksel Schiøtz fra mig - en udpræget fanboy og måske sågar en nær ven.