Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 5, oktober 2024, s. 19

Helge Gramstrup, 14. december 1937 – 6. september 2024

Organist ved Sankt Markus kirke i Aarhus fra 1963 til 2007 og redaktør af Organistbladet fra 1982 til 2006.

Helge var født i Ribe, og fik som seksårig sin første klaverundervisning. I 1952 oplevede han Rued Langgaard spille Messis, sammen med skolekammeraten Anders Riber. Samme år flyttede familien til Viborg, hvor Helge på gymnasiet fik Richard Sennels som sang- og musiklærer. Senere blev Helge sanger i domkantoriet og blev her stærkt fascineret af orgelinstrumentet. Det var dog først da han kom til Aarhus for at studere Musikvidenskab, at han begyndte at få regulær undervisning hos Holger Schmidt i Lukaskirken, og i 1959 fik han sin organisteksamen. Men Helge spillede også ”tidens pop-musik”, som hjalp ham økonomisk i studietiden. Efter værnepligten var han pianist i et jazzband, der spillede for de amerikanske soldater i Tyskland. Han blev tillige kapelmester ved teaterforestillinger i Aarhus. I 30 år var han tilknyttet Danmarks Radios Pigekor, som akkompagnatør ved deres koncerter i ind- og udland. Efter debutkoncerten i 1963 tilsmilede lykken – og evnerne! – ham, og som bare 25-årig blev han ansat ved en af byens store kirker: Sankt Markus. Oven i købet med et nyt stort P-G. Andersen orgel på vej, som kunne indvies i 1967. Ved dette instrument levede og åndede (og røg!) Helge i 44 år, og mængden af kirkemusikaftner nåede at runde 600, inden han som 70-årig måtte gå af. Det var lidt ærgerligt, for 70-årsregelen blev ophævet få uger senere, og Helge ville gerne have bidraget med et par år mere i ”Markussen”.

Helge favnede bredt: fra Couperin og Bach til César Franck og ikke mindst Messiaen, som han var en af de første herhjemme der programsatte i 1969. Helge fik spillet alle Messiaens orgelværker. Han var fortsat optaget af, hvad der kom af ny orgelmusik, ikke mindst fra de unge, og ofte gav han dem mulighed for at få prøvet værker af i Markuskirken. I 1993 indspillede han en CD med udelukkende dansk nutidig orgelmusik, og hans øvrige diskografi er omfattende. Og så havde han en særlig interesse for transskriptioner (”og husk at det staves med to ss-er på dansk”. HG). Helge var en flittig koncertorganist i ind- og udland, og han tog sig altid god tid til at finde ind i det enkelte orgels sjæl, der blev ikke gået på kompromis med registreringerne.

Helge betragtede ikke sig selv som kunstner, men som håndværker. Og han gjorde Storm P’s ord ”Mosæk er Mosæk” til sine egne: Det var for ham lige vigtigt at spille til gudstjeneste som til Birthe Kjærs og Dorthe Kollos koncerter – det skulle gøres ordentligt, for det var alt sammen grene af musikkens store træ. 
Helge var på en måde som sin klassiske Jaguar XJ6 Serie 1: roligt fremadskridende – ikke en bil man kører ræs i. Men man mærkede nok, at der under kølerhjelmen lå vældige ressourcer, der kunne trækkes på. Selvom det så ud som om Helge aldrig havde travlt, var han utrolig flittig, og han holdt sig velorienteret om såvel samfundslivet, som om musik og orgler. Og så havde han en hukommelse som en elefant.

Som redaktør af Organistbladet udførte han et stort og ulønnet arbejde gennem 24 år, også med nytårspublikationer, DOKS’ 100års jubilæumsbog og DOKSografien, som samler nogle af de mest underholdende artikler fra OB gennem årene. Han fortsatte som korrekturlæser for Organistbladet livet ud. 
Helge efterlader sig to voksne børn og sin elskede hustru Ingrid. Samt en mængde markante aftryk, både skriftligt og i toneoptagelser, som kommende generationer kan dykke ned i. Måske vil de også kunne mærke den finurlige sjæl som står bag? Vi, der lærte Helge at kende, vil huske hans væsen, hans lune humor, det drillende glimt i øjet og hans fine musikerskab. Han formåede, på sin egen underspillede måde, at gøre sig til en markant stemme i den tid, der blev hans.