Mere end morgensangene 250-års jubilaren Weyse og kirkemusikken

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 2, april 2024, s. 10

Weyse anses for at være en af de store danske komponister, men i virkeligheden er det kun ganske lidt af hans musik der for alvor er kendt: Morgen- og aftensangene til Ingemanns tekster og nogle håndfulde salmemelodier og romancer. Men han skrev meget andet musik, som blot ikke høres ret tit: klavermusik, kantater, symfonier og operaer/syngespil. Han var en af sin tids mest fremtrædende organister, meget benyttet sagkyndig ved orgelsager, udgiver af en koralbog og komponist til en lang række store kirkelige korværker. Denne artikel vil give et par nedslag i Weyses organistkarriere og hans kirkemusik.

Christoph Ernst Friedrich Weyse var kun 15 år gammel, da han i november 1789 ankom i København fra fødebyen Altona. Det var den musikbegejstrede professor Carl Friedrich Cramer fra Kiel, der havde hørt drengen spille og erklæret at Weyse absolut måtte blive musiker, som fik faren til at sende ham til hovedstaden.

Fra Cramer fik han anbefalingsskrivelser til hofkapelmester J.A.P. Schulz, som overtog hans undervisning, og i hvis hus han boede i tre år. Schulz’ enkle sangideal kom til at præge Weyses egen romancestil. Han fik adgang til at øve sig i orgelspil af H.O.C. Zinck, der var organist ved Vor Frelsers Kirke, og fik desuden undervisning af den musikkyndige kancellisekretær Peter Grønland, der blev en trofast ven og støtte.

Den unge Weyse gjorde hurtige fremskridt, både som klaver- og orgelvirtuos og som komponist. Ved Schulz’ mellemkomst blev han 1792 organistvikar ved tysk-fransk reformert Kirke i Gothersgade. Stillingens indehaver, Johann Philip Klieme, var over 70 år og svagelig. Vikariatet var dårligt lønnet, men dog ikke ulønnet, som man har formodet. I et senere brev fra presbyteriet til Kliemes enke, der havde ansøgt om en understøttelse, hedder det nemlig, at hun ville få tildelt det beløb på 25 rd., som Weyse, hendes mands efterfølger, hidtil havde modtaget. Efter Kliemes død blev Weyse i juni 1794 udnævnt til organist ved Reformert Kirke, hvilket bragte hans årsløn op på 400 rd. Han forblev i Reformert Kirke indtil 1805, hvor han fik embedet som organist ved Vor Frue Kirke, som han beholdt til sin død.

I Vor Frue Kirke fik han Danmarks største orgel til sin rådighed – et 50 stemmers Kastens-orgel fra 1742, der af orgelhistorikeren Niels Friis betegnes som ”et pragtinstrument, der på strålende vis repræsenterede højbarokkens orgelbygningskunst.” Desværre fik Weyse ikke lang tid ved instrumentet, idet det sammen med kirken gik til grunde ved englændernes bombardement af København 5. september 1807. I de kaotiske år der fulgte, var der ikke penge til genopbygning af Vor Frue Kirke, endsige orglet, og en stor del af sin embedsperiode tilbragte Weyse derfor i Trinitatis Kirke.

Da man fra 1811 langsomt begyndte opførelsen af den nuværende Vor Frue Kirke af C.F. Hansen, spillede økonomien en afgørende rolle for valget af orgelbygger, og opgaven gik til danskeren Hans Fr. Oppenhagen, der ikke magtede den. Hans instrument blev afleveret i 1828, men allerede ved afleveringsforretningen blev der konstateret store mangler, og inden kirkens indvielse i 1829 måtte Marcussen & Reuter sætte det i brugbar stand. Få år senere måtte der en gennemgribende renovering til, igen ved Marcussen & Reuter, og ved det ”nye” og væsentligt forbedrede orgel, stemt i kortone, tilbragte Weyse sine sidste embedsår. Han havde i begyndelsen støttet valget af Oppenhagen, men måtte efterhånden erkende sin fejltagelse.

Weyse var en fremragende orgelspiller. I 1841 var Franz Liszt på koncertbesøg i København, og ved et besøg i Vor Frue Kirke stod han hensunket i betragtning af Thorvaldsens statuer, da ”Kirken pludselig genlød af en lang og mægtig tone. Det var orglet, der på sin herres bud opløftede sin høje, alvorsfulde stemme; det var som om en bebrejdelse mod mine tvivl og min svaghed kom til mig, alvorlig og gennemtrængende. Jeg lyttede længe i tavshed. M. Weyse, som på dette tidspunkt gav mæle til disse ensomme mure, vidste at genfinde Johann Sebastians lærde inspiration og alvorlige dristighed! Flere gange følte jeg mig rørt til tårer ved at lytte til ham. Den fuga med to temaer og i femdelt takt, som han improviserede, og som, jeg overdriver ikke, varede i hen ved en halv time, gjorde mig ude af mig selv af beundring. Aldrig havde orglet således åbenbaret sig for mig i hele sin storhed og vælde.”

Desværre er den eneste orgelmusik Weyse skrev ned en samling lette præludier, som han på sine gamle dage skrev til sin plejesøn Ferdinand Schauenburg Müller, der var blevet kantor på landet. Efter Weyses død blev de indtagende bagateller udgivet af Schauenburg Müller.

Weyses anden hovedbeskæftigelse som kirkemusiker var de knap 30 kantater, han som kongelig hofkomponist leverede til de kirkelige højtider, fester og kongehusets mærkedage.

Det begyndte beskedent med korværket ”Der Herr ist Gott, und keiner mehr”, som findes i håndskrift på Det Kgl. Bibliotek i et samlebind med påskriften ”Jugendarbeiten”. Foruden sange og klavermusik indeholder manuskriptet dette relativt omfangsrige værk for 4-stemmigt blandet kor og orkester, som er dateret 1794. Manuskriptet bærer ingen spor af at have været brugt til opførelse, og efter al sandsynlighed var det derfor en sen uropførelse, da stykket i 2014 blev spillet ved festgudstjenesten i anledning af Reformert Kirkes 325 års jubilæum. Det er et studiearbejde i klassisk stil, som f.eks. hos Bach-sønnen Carl Philipp Emanuel Bach, der var den store mand i Hamburgs musikliv i Weyses barndom. Senere i livet udviklede Weyse en mere personlig kantatestil med romanceagtige arier, koraler og udtryksfulde kor,  

Disse kantater blev populære i samtiden, og førnævnte Justitsråd Grønland siges at have udbrudt efter at have hørt det seksstemmige slutkor af Weyses første kirkemusik, Reformationskantaten 1817: ”Hvis på den yderste dag den protokollerende engel læser Deres synderegister op for Verdensdommeren, så kan De dristigt sige: ”Herre, jeg har komponeret dette kor” – og Verdensdommeren vil tilgive Dem alle deres synder!”

I dag er det hele stort set glemt. På tryk kan man kun den finde den første af hans tre julekantater ”Fryd dig, Zion, du er Herren kær” fra 1818 i en forkortet og reduceret bearbejdelse fra forlaget Egtved. En række soloer fra kantaterne findes i udgaven af Weyses romancer. På cd findes imidlertid indspillet julekantate nr. 3 ”Jubler, o jubler i salige Toner”, (1821) og påskekantate nr. 1 ”Hil dig, hil dig, Livets Morgenrøde” (1836), og her kan man høre hvad det var, borgerne i enevældens København så godt kunne lide. Det viser sig at være en blanding af det statelige og pompøse, og så det intime og melodiske.

Det pompøse kommer frem i de store kor, som betjener sig af alle genrens anerkendte kunstgreb: udråb, fanfarer og Händel-agtige fugaer. Det interessante er, at det er i korsatserne – og kun i dem – at Ingemanns tekst kommer ind på, hvad Jesu fødsel betyder rent teologisk. Linjer som ”Barnet er født som har mørket betvunget / menneskeånd, du ved barnet har svunget / salig dig over fordømmelsens hav” er måske nok en kende opstyltede, men forklarer, hvad at Frelserens fødsel betyder: menneskehedens udfrielse af arvesynden og den evige fortabelse. Og Weyses musik går ind på denne tankegang med tonemalerierne på ord som ”Hør det, o Afgrund, og skjælv”.

Som en smuk kontrast kommer solisternes indslag, hvor vi møder den Weyse-tone som vi kender fra romancerne, og samtidig Ingemann fra sin mest idylliske side. Det offentlige og det private, teologien og den borgerlige hygge er i stærk kontrast, men står alligevel afbalanceret ved siden af hinanden. At udforske denne kirkemusik er en spændende opgave, der ligger og venter.