Hartmanns juleliturgi

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 6, december 2023, s.4

Af Peter Weincke, organist, mag.art. 

Hartmanns juleliturgi blev introduceret juleaften 1853 i Vor Frue Kirke i København og er siden blevet udbredt mange steder i folkekirken. Dette må betragtes som en naturlig følge af, at Vor Frue Kirke i København siden Kongeligt Missive af 13. januar 1568, (jf. Danske Lov 2.4.4) har haft førsterang som liturgisk forbillede for den danske kirke. Derfor har der altid været stor opmærksomhed over for Vor Frue Kirkes forvaltning af den danske kirkes liturgi. Det var også blot en kodificering af usus, da komponisten og organist ved vor Frue Kirke, professor I.P.E. Hartmann i 1881 fik udgivet sin samling med Liturgisk Musik, der indledtes med hans eget ar-rangement af den evangelisk-lutherske trossalme, Vi tro, vi alle tro på Gud (måske som et indlæg i tidens debat om Apostolikum i højmessen) og nu var udbygget med flere responsorier til den populære juleliturgi fra 1853, et Litani til langfredag og store bededag, festkollekter til påske og pinse, et par motetter til alm. højmesser og konfirmation. samt et par kompositioner over Davidssalmer.

Flere af disse satser var komponeret løbende siden Hartmanns ansættelse ved Vor Frue Kirke i 1843. Med den offentlige udgivelse I 1881 fik de nu mulighed for at blive kendt i hele Danmark. 

De fleste forbinder sikkert Hartmanns Juleliturgi (egentlig Festcollecter og Chorsan-ge som benyttes ved Gudstjenesten i Vor Frue Kirke) med festlig højstemthed juleaften til fest-gudsteneste med hele familien. Men også med en følelse af at være passiv lytter til en kirkemu-sikalsk dialog mellem præst og kirkekor. Mange kirker udleverer dog liturgiens tekst ved kirkedøren, så man kan følge med i dens forløb.

Hartmanns Juleliturgi skriver sig ind i dansk liturgihistorie på et tidspunkt, hvor der siden starten af 1800-tallet havde været talt og skrevet meget om liturgi, liturgisk sang og salme-sang. 

En række markante kirkepersonligheder var med til at farve denne debat: Grundtvig med kritik af tidens salmetempo (Om Religion og Liturgie, 1807), Johannes Wiberg med indførelsen af nye messetoner (Messe-Melodier, 1832), biskop J.P. Mynster med et Ritualforslag (Udkast til en Alterbog og et Kirke-Ritual for Danmark, 1839), komponisten og I.P.E. Hartmanns forgænger som organist ved Vor Frue Kirke, C.E.F. Weyse med nye idealer for ”Simplicitet”,  ”Kraft” og ”Vel-klang” i salmeakkompagnementet  (Choral-Melodier til den evangelisk christelige Psalmebog, 1839), Rudolf Bay med generel kritik af tidens kirkesang (Om Kirkesangen i Danmark og Midlerne til dens Forbedring, 1840) og Trinitatis-organisten A.P. Berggreen med sin musikkritiske indledning til koralbogen 1853 (”Om Menighedssangen”). 

Tiden var inde til at tænke nyt og tænke kritisk. (Se Jørgen Kjærgaard og Peter Weincke: Liturgi – Grundbog til folkekirkens gudstjenester og kirkehandlinger, I-III, Eksistensen 2022, bd. 1, side 253-269). 

I 1853 blev Vor Frue Kirke omdrejningspunkt for en sådan liturgisk nytænkning, først og fremmest takket være teologen, residerende kapellan (fra 1865 stiftsprovst), Peter Con-rad Rothe (1811-1902) og komponisten, professor og organist Johan Peter Emilius Hartmann (1805-1900). Begge blev ansat ved kirken i 1843, og begge kom sammen til at indføre en helt ny genre i dansk liturgi: den liturgiske gudstjeneste – i første omgang med en særlig juleliturgi til juleaften i Vor Frue som forsøgsordning. Det er Rothes indsats, der i denne sammenhæng for-tjener en nærmere omtale. 

Forhandlingerne om den nye gudstjenesteform skete i Kjøbenhavns Præstekonvent, hvor Rothe havde lejlighed til med stor iver at agitere for sagen (Se Nyt Theologisk Tidsskrift Ud-givet af Dr. C.E. Scharling og Dr. C.T. Engelstoft, Femte Bind, København 1854 ”Kjøbenhavns geist-lige Convents Forhandlinger. Meddeelt af Pastor, Lic. Theol. C. Rothe”, side 367-372).

Inden sin ansættelse ved Vor Frue Kirke og sit bekendtskab med de københavnske præstekolleger havde Rothe gjort sig bemærket ved en licentiatafhandling på latin om Anselm (De vita et gestis Anselmi, 1840) og havde oprindelig ambitioner om at forblive ved de teologiske studier. Men da han efter en 2-årig studierejse i Tyskland, Italien og Frankrig i 1843 blev ansat ved Vor Frue Kirke som anden residerende kapellan, fra 1857 som første residerende kapellan, blev han snart grebet af præstegerningen, som han med stor iver og engagement varetog ikke mindst indenfor fattigforsorg og menighedspleje. Fra 1865 virkede Rothe som stiftsprovst og va-retog fortsat en ualmindelig virksom præstegerning, der fortsatte indtil 1892, hvor han trak sig tilbage og samtidig fik tildelt rang af biskop. Peter Conrad Rothe døde 1902 (Se Bjørn Kornerup (udg.): Vor Frue Kirkes og Menigheds Historie, Et Tilbageblik paa 700 Aars Dansk Kirkehistorie, København 1929-30, side 357-361 og artiklen ”C. Rothe” i https://biografiskleksikon.lex.dk/C._Rothe).

Da Rothe og Hartmann i begyndelsen af 1850’erne begyndte at arbejde med ideen om en liturgisk julegudstjeneste, havde Rothe allerede i forvejen arbejdet for liturgiske forandringer, f.eks. ved at få de tidligere fro- og ugedagsgudstjenester afløst af aftengudstjenester. Nu gjorde han sine præstekolleger i konventet opmærksom på, at der kirkehistorisk faktisk var belæg for at markere Vigilien op til juledag. En tradition, som herhjemme kunne spores tilbage til Hans Thomissøn, men som senere blev fraveget. Den liturgiske juleaftensgudstjeneste skulle efter rådgivning med Hartmann bestå af elementerne sang, bøn (kollekt) og læsninger fra Det Gamle og Nye Testamente. Menighedens salmesang skulle følge Berggreens koralbog.

Det er interessant – set i forhold til nutidens liturgiske debat – at Rothe bruger en gammel liturgisk tradition til at argumentere for indførelsen af en ny liturgisk gudstjenesteform. Men hvilke argumenter brugte Rothe så til at overbevise kolleger, biskop og ministerium om det rette i at lancere netop denne gudstjenestetype, den liturgiske gudstjeneste i Danmark? 

For at få svar på dette spørgsmål skal i det følgende citeres uddrag af Rothes argumentationsform i Kjøbenhavns Præstekonvent.

Rothe, der selv førte referater af møderne i Kjøbenhavns Præstekonvent, skriver således om præ-sentationen af sin ide om en juleliturgi ved Vor Frue Kirke:

”I Mødet den 7de Novbr. 1853 gjorde Licentiat Rothe Forslag til at indføre, foreløbig som et Forsøg, en liturgisk Gudstjeneste Juleaften. Efter Discussion over Sagen i sig selv og over Formen for dens Udførelse indsendtes følgende Andragende, som efter Biskop Mynsters Anbefaling bifaldtes af Ministeriet under 15. Decbr. 1853.

”Til Ministeriet for Kirke- og Underviisnings-Væsenet.

Fra den ældste Tid, da Julehøitiden vandt Indgang i Kirken, har man feiret Vigilien før Festen paa en særegen Maade, hvortil allerede en Opfordring laae i Evangeliets Beretning, at Christus fødtes om Natten. Denne Høitideligholdelse af Vigilien finder endnu Sted i den katholske Kirke med en blandet Charakteer af Bodsdag som Forberedelse, og af Glædesfest som Tak for Prophetiernes Opfyldelse ved Herrens Fødsel.

I vor danske Kirke vedblev efter Reformationen en lignende Forfest Julenat eller Julemorgen. Hans Thomisøns Psalmebog (af 1553) har en Collect til den, og Ordinantsen f. XXIII forordner: ”om hellige Dages Aftener – – da skal efter Lectierne sjunges et Responsorium med Gloria Patri, siden Hymnen, og efter hende Magnificat med en Antiphoni, paa det sidste nunc dimittis foruden Tone, og saa endes det som her tilforn;” – – saavelsom et andet Sted, ”at der skal prædikes en Fjerdedel Time”. Efter Aar 1579 forbødes imidlertid denne Nattefest, vist med god Grund, og dette Forbud gjentoges senere, saa at nu for længst al indledende Julehøitid er forsvunden af Kirken.

Imidlertid er denne Aften dog vedbleven at feires i Familierne, og siden den Skik, at smykke et Juletræ, i forrige Aarhundredes Slutning fra Tydskland er bleven almindelig hos os, findes neppe mange Huse, i hvilke ikke Juleaften  paa en eller anden Maade udmærkes. Hele Stemningen indbyder dertil, 

Voxne og Børn deltage med fælles Glæde deri, og meget Ædelt, Elskeligt og Godt levendegjøres sikkerlig derved i Hjerterne. Men at Christi Evangelium, som dog just skulde være Hovedsagen, hvorom Alt bevægede sig, ved denne Leilighed høres til at minde om Festens Udspring og til at fremkalde den rette Andagt og Glæde, maa desværre meget betvivles. Vel synges der i flere Huse en Julepsalme til Indledning, og der er i Konventet ogsaa fortalt om en kirkelig Høitid, som paa enkelte Steder har tjent til at indlede den rette Julefest, men selv dette er mere og mere trængt tilbage, medens den verdslige Side er traadt i Forgrunden. Vel troe vi at turde sige, at man i mange Familier ønskede at faae det christelige Element frem, men man ve-ed ikke ret, hvorledes man skal begynde derpaa, da Husandagten ligeledes er bleven sjelden, og Menighederne derved fremmede for den, naar den en enkelt Aften skulde holdes.” (Kjøbenhavns geistlige Convents Forhand-linger, side 367-369).

Rothe er således bekymret over, at danske hjem, der nu er pyntede med juletræer, har svært ved at fokusere på julens ”christelige Element”, fordi ”den verdslige Side er traadt i Forgrunden.” 

I det følgende argumenterer han så for, hvorledes kirken kan opfylde det almindelige behov for en festlig indledning til julen med en liturgisk gudstjeneste, der ikke lægger vægt på prædiken men på den rette ”stemning”, der skal bruges til at etablere ”den rette Form for Opbyggelsen”.  

”… der er en given Stemning, man imødekommer, en særegen Anledning, der i sig selv afgiver et fast Støttepunkt naar det blot kunde lykkes at finde den rette Form for Opbyggelsen.

De Midler (med udelukkelse af Prædiken), som Kirken har til sin Guds-tjeneste, bestaae i Sang, Bøn (Collect) og Læsning af Skriften. Disse have vi tænkt os saaledes anvendte, at der efter en Indgangspsalme messedes en Collect med Responsorier, hvorpaa kunne følge en Høitidschoral og Læs-ning af Perikoper af det Gamle og det Nye Testamente, med Overgang i et enkelt Psalmevers; efter en anden Julepsalmes Afsyngelse kunde Herrens Velsignelse følge, og en Slutningspsalme ende det Hele.

Da Sangen herved unegtelig kommer til at udgjøre Hovedsagen, vil Valget af Text og Melodi blive af særegen Vigtighed. Organist Berggreens Choralbog kunde herved yde fortrinlig Tjeneste, saameget mere som flere af de deri optagne Melodier til Julepsalmer allerede fra nogle Kirker og fra Skolerne ere bekjendte. Kunde anden musikalsk Bistand ellers erholdes, ville det være saameget bedre, kun at Menigheden ikke derved udelukke-des eller følte mindre Opfordring til leevende Deltagelse i Sangen. Skjøndt det, saafremt en liturgisk Gudstjeneste denne Aften skulde blive holdt i flere Kirker, vist burde overlades til vedkommende Geistlige, i Forbindelse med Cantor og Organist, at vælge Psalmerne, saa at nogen Forskjel kunde finde Sted, tillade vi os dog, til Oplysning om vor Tanke, at anføre de Psalmetexter og Melodier, som efter Raadføring med Professor Hartmann foreløbigen ere blevne betegnede som passende :
til Indgangspsalme: Nr. 155 af Roskilde Konvents Psalmebog, til Melodi: ”Stille Nat, hellige Nat”;
efter Collecten: ”Af Høiheden oprunden er”, til sin egen Melodi;
mellem Perikoperne af Gamle og Nye Testamente: Nr. 132, vers 2, til Melodi: ”Op, thi Dagen nu frembryder”;
efter Skriftlæsning: Nr. 138. ”Et Barn er født i Bethlehem”, til egen Melodi;
og til Udgang: Nr. 500, til Melodi : ”Deilig er Jorden”.

Som en passende Festcollect foresloges den i flere Aar i Frue Kirke til Høimesse på 1ste Juledag brugte, til hvilken Prof. Hartmann har udsat Responsorierne, og som Chorbørnene i denne Kirke allerede ere indøvede i at synge. Den lyder saaledes:

Præsten. Ære være Gud i det Høie, Fred paa Jorden, og i Menneskene hans Velbehag.
Chor. Din Priis, din Priis fra Himlens Englechor gjenlyder paa den frelste Jord.
Præsten. Dig, vor Gud og vor Herres, Jesu Christi, Fader, lovsynge vi eendrægtelig med een Mund og een Tunge; thi paa det vi ikke skulde fortabes, men have det evige Liv, sendte Du, da Tiden var fuldkommet, din Søn, den Eenbaarne, til Verden, i hvem vi have Naade over Naade, al Freds og al Saligheds Fylde!
Chor. Os er en Frelser født! Halleluja, Halleluja!
Præsten. O, saa anamme vi Dig og som vor Frelser og Saliggjører! For dit himmelske Lys og din hellige Fred ville vi aabne vore Hjerter, og der berede Dig et Tempel, hvor dit Navn kan vorde priset med sand og levende Tro, og al Aandens Frugt til det evige Liv!
Choret. Lovet være Han, som kommer i Herrens Navn, høilovet i Evighed! Halleluja, Amen.” (Kjøbenhavns geistlige Convents Forhandlinger, side 369-371)

Herefter refererer Rothe til præstekonventets drøftelse af forskellige forslag til skriftlæsninger i juleliturgien. Inden konventets anmodning om ministeriets tilladelse til indføring af juleliturgien slutter Rohde med ordene:

”Den hele Liturgi med Psalmer, Collect og Lectierne af Skriften, skulde trykkes og sælges ved Indgangen. Omkostningerne haaber man, at ved-kommende Kirkes Patronat vil paatage sig, imod at en Bøsse udsættes til Kirkens Bedste. Tiden meentes passende at kunde fastsættes til Kl. 5 Eftermiddag, saa at det Hele var forbi Kl. 6.” (Kjøbenhavns geistlige Con-vents Forhandlinger, side 371)

Rothes reference til Hartmanns ”Festcollect” omfatter angiveligt kun de første 3 sider af komponistens Juleliturgi bestående af vekselsange mellem præst og 4-stemmigt kor, komponeret 1847. Inger Sørensen har påvist, at GT- og NT-responsorierne først blev komponeret senere og derfor først publiceret i samlingen Liturgisk Musik af Forlaget Wilhem Hansen i 1881 (Se Inger Sørensen: J.P.E. Hartmann – Thematic Bibliographic Catalogue of His Works – HartW 196, https://www.kb.dk/dcm/hartw/navigation.xq). 

På trods af denne oprindeligt inkomplette Juleliturgi er det dog muligt at sammen-fatte indholdet af den nye liturgiske gudstjeneste, som den må have forløbet Juleaften 1853 i Vor Frue Kirke. Salmenumrene henviser som tidligere nævnt til Psalmebog udgivet af Roskilde-Præstekonvent 1852: 

Ifølge Rothes eget referat i Kjøbenhavns geistlige Conventsforhandlinger blev forslaget underskrevet d. 20. november 1853 og indsendt til ministeriet ”gjennem Biskop Mynster, hvorpaa Tilladelsen blev given, og den omhandlede Aftenandagt første Gang holdt i Frue Kirke næste Juleaften.” Dvs. julen 1853.

Det er bemærkelsesværdigt, at Hartmann i sin udgivelse af juleliturgien (Liturgisk Musik, 1881) i modsætning til Berggreens omhyggelige forord til både koralbog (1853) og et Antiphonale (1867) intet har skrevet som forord. Det skyldes formentlig, at liturgien i 1881 allerede var velkendt og at han har haft sin holdning til liturgi og kirkemusik til fælles med Peter Conrad Rothe og derfor ikke fundet anledning til en nærmere introduktion. 

Rothes og Hartmanns Juleliturgi udgør en liturgisk form, der kombinerer bøn, recitation, korets 4-stemmige responsorier, salmer og skriftlæsninger holdt i tidens romantiske, koncerterende stil.  Set i et evangelisk-luthersk perspektiv er dens største svaghed, at den ved en højtid som Juleaften under en del af gudstjenesten ikke inddrager menigheden, idet den ude-lukkende er designet som vekselsang mellem præst og professionelt kirkekor. Den almindelige kirkegænger får dermed først mulighed for at bidrage til ”julestemningen”, når julens elskede salmer skal istemmes. Rothe var opmærksom på dette problem, når han understregede vigtig-heden af ikke at udelukke menighedens deltagelse i gudstjenesten: ”kun at Menigheden ikke derved udelukkedes eller følte mindre Opfordring til levende Deltagelse i Sangen”.