En nøglefigur i den katolske romantik

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 2, april 2023, s. 8

Jacques-Nicolas Lemmens’ (1823-1880) kompositoriske oeuvre er ikke stort, men dets indvirkning på den belgiske, franske og europæiske orgelspilleteknik og orgelmusik kan ikke overvurderes. Hans ”École d’orgue basée sur le plain-chant romain” havde stildannende virkning. Blandt hans elever var Alexandre Guilmant og Charles-Marie Widor. 

Jacques-Nicolas (Jaak Nikolaas) Lemmens kom til verden den 3. januar 1823 i den flamske landsby Westerlo, der på det tidspunkt var hollandsk, men fra 1830 kom under Belgien. Kun tre uger forinden var César Franck, der senere skulle blive kendt som fransk komponist og organist, blevet født ikke så langt derfra, godt hundrede kilometer sydligere i det ligeledes stadig hollandske Liège. De tos grundlæggende musikalske uddannelse fandt sted i relativ geografisk nærhed: Bruxelles var et kulturelt centrum for såvel Liège som Westerlo. Lemmens studerede klaver, komposition og orgel på konservatoriet i Bruxelles, mens Franck på samme tid koncerterede som virtuos ung klaverbegavelse, blandt andet i Bruxelles. Til trods for dette synes de jævnaldrende fremadstræbende musikeres veje ikke at have krydset hinanden, i hvert fald ikke med påviselig betydning, også fordi Franck på sin fars foranledning fra 1835/36 fortsatte sine studier i Paris.

Til forskel herfra drog Jacques-Nicolas Lemmens med øst, da han i 1846 forlod konservatoriet i Bruxelles som præmiestudent og førsteprisvinder. Udstyret med et stipendium tog han til Breslau for at modtage undervisning hos den tyske organist og komponist Adolf Friedrich Hesse (1809-63). I Frankrig, og vel også i Belgien, havde Hesse været kendt som fortolker af Johann Sebastian Bachs værker siden han i 1844 havde vakt opsigt med sit Bach-program ved indvielsen af Doublaine-Callinet-orglet i Saint-Eustache (Paris). Den udenlandske beundring for Hesse hvilede især på hans rødder i den tyske Bach-tradition 1), og dette førte den 23-årige Lemmens til Schlesien for at få del i denne tradition. Kursændringen i retning af Tyskland og Bach gik ikke mindst tilbage til Lemmens’ lærer og mæcen François-Joseph Fétis (1784-1871), der var en vigtig musikpolitisk aktør i Belgien, helt bortset fra hans ubestridte ry især i det franske musiklandskab som indflydelsesrig musikkritiker, komponist og musikforsker.

Studieopholdet i Tyskland var uden tvivl gavnligt for hans fremtidige musikerkarriere, da det befæstede hans profil som belgisk Bach-specialist. Men eftersom Lemmens trods sit etårige rejsestipendiun allerede vendte tilbage til Bruxelles efter tre måneder, da han angiveligt ikke kunne lære mere af Hesse, kan man dog stille berettigede spørgsmål om studieopholdets virkelige betydning. 2) Alligevel blev Lemmens på grund af sin kontakt til den tyske Bach-tradition anset som legitim ekspert og modtog desuden i 1847 andenprisen ved den belgiske aflægger af den prestigefyldte komponistkonkurrence ”Prix de Rome” (førsteprisen modtog François-Auguste Gevaert). Allerede 1849 blev den 26-årige Lemmens kaldet som orgelprofessor ved Bruxelles’ konservatorium. Også ved denne stillingsbesættelse trak Fétis i trådene, for han ønskede at den unge, lovende orgelvirtuos og Bach-interpret skulle grundlægge en angiveligt hidtil ikke eksisterende ”belgisk orgelskole” 3).

I løbet af 1850-erne etablerede Lemmens sig både som virtuos og som lærer og komponist. Han udgav Nouveau Journal d’Orgue a l’Usage des Organistes du Culte Catholique, hvor han offentliggjorde orgelkompositioner til brug i den katolske gudstjeneste, som han senere sammenfattede til en meget udbredt orgelskole 4). Særlig vægt lagde han på pedalspillet med begge ben og brugen af hæl og fodspids – ifølge Lemmens var mange organister i Belgien på den tid vant til kun at betjene pedalet med venstre ben 5). Hans pedalspil virkede tilsvarende virtuost, og hans succes som orgelpædagog var banebrydende. En yderligere spillefærdighed, som han viste som organist og videregav som lærer, var hans fingersætningsteknik for stumt fingerskift og den differentierede artikulation i legato og non-legato. Det todelte stykke Prière fra hans École d’orgue viser det særlige ved Lemmens’ metode. I første del, ”moderato cantabile”, ligger en trestemmig harmonisering over den parlandoagtigt artikulerende venstre hånd. Højre hånd ledsager med store legatobuer og mange liggetoner, mens store nodeværdier i pedalet giver en rolig puls. I den firestemmige anden del, ”risoluto”, er pedalet derimod en af fire lige udtryksstærke stemmer. Det bliver delvis ført parallelt med ottendedelene og fjerdedelene i højre eller venstre hånd, og udvikler sig dermed til en etude i såvel synkront som uafhængigt benarbejde.

Ved siden af sin lærergerning ved konservatoriet i Bruxelles koncerterede Lemmens, der aldrig var ansat som organist ved en betydelig kirke, flere gange i 1850-erne i Paris, hvor han mødte César Franck, den vidt berømte orgelvirtuos Alfred Lefébure-Wely (1817-1869) og andre kolleger. Franck og det samlede musikalske Paris var yderst betagede af Lemmens’ spillekunst, da han i 1852 lod sig høre ved en orgelkoncert på det nye Cavaillé-Coll-orgel i Saint-Vincent-de-Paul. To år senere koncerterede Franck sammen med Lemmens ved indvielsen af orglet i Saint-Eustache. 6) Da Lemmens også var en fremragende pianist og foruden orgel- også gav klaverkoncerter i Paris, formoder den belgiske musikvidenskabsmand Walter Corten, at klaverbyggeren Érard muligvis kan have udviklet sin opfindelse pedalklaveret med henblik på Lemmens, der flere gange koncerterede i Salle Érard. 7)

Efter at Lemmens i 1857 havde giftet sig med den britiske sopran Helen Sherrington (1834-1906), helligede han sig i højere grad klaveret og harmoniet og tilbragte kun lidt tid i Bruxelles. Dette måtte uundgåeligt kollidere med hans undervisningsforpligtelser, så han opgav professoratet. Ægteparret henlagde mere og mere deres virksomhed til Storbritannien, hvor Helen Lemmens-Sherrington var en af sin generations kendteste koncert- og operasangerinder. Hendes mand, som hun formodentlig havde lært at kende som student ved Bruxelles’ konservatorium, tilbragte megen tid i England og foretog koncertrejser blandt andet med harmoniet som akkompagnatør for sin kone samt den ligeledes berømte tenor John Sims Reeves eller med den belgiske violinist Henri Vieuxtemps. Han vendte mod slutningen af sit liv tilbage til Belgien for at opbygge en kirkemusikskole. Denne ”École de Musique Religieuse” blev senere omdøbt til ”Lemmensinstituut” og eksisterer stadig som en del af kunsthøjskolen Flandern og som musikinternat. Et år før sin død var han i 1880 medstifter af det belgiske Societé de Saint-Gregoire; posthumt udkom en af ham forfattet studie over gregoriansk sang. 8)

Jacques-Nicolas Lemmens var den mest indflydelsesrige organist og orgelpædagog i Belgien i det 19. århundrede og lagde via sine elever også grundsten til den franske orgelsymfonik. Derudover spillede han en betydelig, noget konservativ rolle i udviklingen af den belgisk-franske katolske kirkemusik i det 19. århundrede. Mens han på den ene side blev værdsat som en vigtig Bach-interpret inden for den såkaldte ”sainte tradition”, var han på den anden side personligt engageret i at udforme en katolsk kirkemusik med afgrænsning til bl.a. Bachs protestantiske tradition og med tilbagevenden til melodierne fra cantus planus. Med denne tvespaltethed gav han ganske vist vigtige æstetiske impulser, men så sig også stillet over for helt modsatrettede udviklinger, som for eksempel en Lefébure-Welys operaagtige orgelfantasier. 9) Lemmens anses med Walter Cortens og Annelies Foquaerts ord for at være en ”nøglefigur i romantikkens katolske musik.” 10)
 

1. Hans lærere Friedrich Wilhelm Berner (1780-1827) og Johann Christian Heinrich Rinck (1770-1846) var blandt de betydningsfulde organister i datiden, der stillede sig i Johann Sebastian Bachs tradition.
2. Sml. Walter Corten, Le ‘premier organist du monde’: virtuose ’théorique plus que pratique’? Quelques controverses autour de L.N. Lemmens, i: Revue belge de Musicologie/Belgisch Tijdschrift voor Muziekwetenschap 55 (2001), s. 209-222, her s. 211ff.
3. Citeret efter Corten, s. 212: “fonder une école de bons organistes qui manquait à la Belgique.”
4. Jacques-Nicolas Lemmens, École d’orgue basée sur le plaint-chant romain, Bruxelles og Mains 1862; orgelskolen blev Lemmens’ undervisningsmateriale på konservatoriet i Bruxelles, men også konservatorierne i Paris og Madrid overtog lærebogen, som indbragte forfatteren stor anerkendelse i flere lande som orgelpædagog.
5. Sml. Corten, s. 213
6. Joël-Marie Fauquet, Art: ”Franck, César-Auguste i: MGG2, Personenteil, Band 6, Sp. 1584ff., online, Kassel/Stuttgart 2001, online 2016, www.mgg-online.com/mgg/stanle/51175, citeret 15.11.2022
7. Corten, s. 216
8. Jacque-Nicolas Lemmens, Du chant gregorien, sa mélodie, son rhytme, son harmonization, posth. udg. af Abbe J. Duclos, Gent 1886
9. Kurt Lueders: Art. “Lefébure-Wely, (Louis James) Alfred”, i: MGG2, Personenteil, Band 10, Kassel/Stuttgart 2003, sp. 1457-1459, online 2016, www.mgg-pon-line.com/mgg/stable/373779, citeret 21.11.2022
10.  Annelies Focquaert/Walter Corten, art. “Lemmens, Jacques-Nicolas”, i: MGG2, Personenteil, Band 10, Kassel/Stuttgart 2003, Sp. 1554-1555, online 16, online offentliggjort 12016, www.mgg-online.com/mgg/stable/49573, citeret 21.11.2011

En tysksproget version af denne artikel blev bragt i ”Musik und Kirche” januar 2023. Oversættelse: Mikael Garnæs