Skrevet af Vibeke Vanggaard.

Nekrolog - Domorganist Hans Jørgen Østergaard 1944-2021

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 1, februar 2022, s. 20


Maribo Domkirkes tidligere domorganist Hans Jørgen Østergaard gik bort fredag den 3. december 2021 efter længere tids sygdom.

Hans Jørgen Østergaard blev født den 7. juli 1944 i Kibæk ved Herning. Han begyndte sin musikalske løbebane som sanger i Herning Drengekor. Moderen var organist, faderen bl.a. kirkesanger. Han begyndte studiet i musikvidenskab ved Københavns Universitet, men besluttede, at han ville være udøvende musiker. Han tog sin organisteksamen i 1974 som privatist med professor Grethe Krogh som lærer og fortsatte studierne hos Michael Austin og Jesper Madsen. Herefter fik han ansættelse som organist ved Vestervang Kirke i Helsingør 1974-75, hvorefter han tiltrådte embedet som domorganist i Maribo. Sideløbende med dette var han korleder for Ringsted Kammerkor. Korarbejdet betød meget for ham. Ved domkirken var han leder for det ansatte Søndagskor, samt koncertkoret, med hvilket han stod i spidsen for talrige større opførsler med orkestre og solister. Herunder kan nævnes Brahms’ Requiem, Händels Messias og Bachs Juleoratorium.

Ved Maribo Domkirke har Hans Jørgen stået i spidsen for arbejdet med at få bygget et nyt kororgel med Carsten Lund som orgelbygger. Det har resulteret i, at Domkirkens to instrumenter i samspil arbejder unikt sammen til glæde for menighed og koncertgængere. Hans Jørgen Østergaard har komponeret værker for sang og orgel, salmer, liturgisk musik og korværker. Herudover har han indspillet værker med fransk musik for pladeselskabet Helikon. Han var Dansk Organist og Kantor Samfunds tillidsrepræsentant i Roskilde og Lolland-Falsters Stifter fra 1996 til 2010 og har været formand for Det Danske Orgelselskab siden 2005 og frem til sin sygdom.

Hans Jørgen forlod stillingen som domorganist i 2017 efter 41 års virke. Som efterfølger i embedet er jeg taknemmelig over at overtage en stilling, hvor Hans Jørgen Østergaard har grundfæstet og sat så stort præg på byens og domkirkens musikliv gennem en lang årrække. Jeg har mødt mange mennesker, som med varme i stemmen kan berette om en betydningsfuld personlighed, som har formidlet både musik og menneskelighed. Et af de store aftryk han har sat sig, er hos amatørsangere fra hele egnen som har fået store oplevelser gennem årene ved at medvirke i de talrige opførelser af musikhistoriens største værker. Maribo Domkirke har i sandhed været et musikalsk kraftcenter på egnen. Mange anekdoter berettes om en mand med glimt i øjet, stor varme og ambitiøse krav i forening. Respekt og kærlighed udstråler fra alle de mennesker, som har været under Hans Jørgens kyndige hænder. Jeg havde selv den glæde at lære Hans Jørgen at kende, og møde hans lune og engagement.

Fredag den 10.12 blev Hans Jørgen bisat fra domkirken. Hans mangeårige ven, tidligere domprovst Ole Opstrup, stod for denne. Ved bisættelsen mødte mange tidligere korister op og sang for ham. Hans Jørgen komponerede en del kirkelige ting, og mens kisten blev båret ud, spillede jeg hans Toccata over “Nu takker alle Gud” som i Hans Jørgen Østergaards ånd blev spillet med begge orgler i tutti.