Mulighed for dannelse på mange planer

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 2, april 2022, s. 4
 

Det er onsdag morgen på Sangskolen, Sankt Annæ Gymnasium i Valby. Klokken er 9.15, og 65 drenge fra Københavns Drengekor har været tidligt oppe og er rejst med bus, tog, cykel eller forældretransport fra alle dele af Storkøbenhavn.

De var på skolen indtil 20.30 i går aftes, hvor der var prøve sammen med mandskoret. Mange af drengene mødte ind allerede for en time siden. Nogle drenge har brugt skoledagens første time på at øve Wagners Parsifal, som de skal synge i DR Koncerthuset palmesøndag, to drenge har øvet hyrdepartiet fra Puccinis Tosca, som de skal synge på Det Kongelige Teater i løbet af foråret, og tre drenge er blevet hørt, så man kan beslutte, om stemmen kan holde til de kommende koncerter, eller den er så meget i overgang, at håndklædet må smides i ringen. Men nu er klokken 9.15, og alle 65 drenge er samlet på balkonen i koncertsalen til prøve på J.S. Bachs Matthæuspassion. Mammutværket skal senere på året opføres i København og Aarhus.
Der arbejdes koncentreret, og Carsten Seyer-Hansen, korets leder, holder de 12-13-årige drenge til ilden: ”I rammer skævt på f’et i t. 10, førstesopraner”, ”Neeej, I skal ikke smaske, når I synger nicht”, ”Pas på: Ikke løbe på Aufruhr”, ”Træk vejr i den lyd og karakter, I forventer at synge første tone, så musikken klinger rigtigt fra start”, ”Alter, hjælp sopranerne med at få Fes til at stemme ved at give lidt mere lyd på grundtonen” osv. osv.
Københavns Drengekor har en historie, der går tilbage til grundlæggelsen i 1924 af Mogens Wöldike. I dag øver koret hver dag på Sangskolen, og har foruden kapelmesteren fast tilknyttet fire sangpædagoger/dirigenter og pianist. Med Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke, har koret et mangeårigt samarbejde, som Carsten Seyer-Hansen betegner som meget velfungerende. Domkirken danner ramme om korets traditionsrige kirkemusikaftener og om drengenes kirketjeneste ved højmesser og ved vesper. Alle drengene i 6. og 7. klasse på Sankt Annæ Gymnasium synger i Københavns Drengekor, men allerede i 5. klasse får drengene deres første korrutine i Domkirken, når de synger til højmesse i skoleårets løb sammen med mandskoret fra Vor Frue Kantori. Med korets tilknytning til både Sankt Annæ Gymnasium og til Domkirken er man stolt over at kunne kalde sig den ældste repræsentant i Skandinavien for katedralskoletraditionen.
 

Skolegangen på Sant Annæ Gymnasium starter for både drenge og piger på 3. klassetrin. Hvert år skal skolen tilføres 51 nye drenge og 30 piger, som fordeles i tre klasser pr. årgang. Rekrutteringen kommer ad flere veje: Primært fra folkeskoler i Københavns Kommune, som hvert år melder ind med en lang række velsyngende børn fra deres egne skoler, dernæst fra forældre, som uopfordret melder deres børn til optagelsesprøve, og endelig fra Sankt Annæs egne spirekor.

Fra i år starter man desuden et nyt initiativ: Sommerskole for drenge, fortæller Carsten. Tanken er, at 60-100 drenge i alderen 0.-2. klasse får tilbud om at komme de tre første dage af sommerferien og lære huset at kende og møde nogle af drengene fra Københavns Drengekor, som Carsten tager med som ’hjælpelærere’.

Carsten Seyer-Hansen har mange års erfaring som leder af drengekor, også inden han i 2020 overtog ledelsen af Københavns Drengekor. ”Min pædagogiske filosofi med drengene er bygget op omkring det, man kunne kalde ”drypvis fordybelse”. Jeg oplever meget større koncentration og udbytte hos drengene, hvis vi arbejder med hyppige, koncentrerede skift, end hvis vi fordyber os længe i et stykke ad gangen. Selvfølgelig kan det virke endda meget utilfredsstillende i starten af en indstudering at ”skøjte” hen over stoffet i stedet for at sætte sig ned og få det lært ”én gang for alle”. Sagen er bare, at der ikke efter min bedste overbevisning findes et pædagogisk ”én gang for alle” i sådan et drengekor. Drengenes hjerner kortslutter og rumpetten bliver utålmodig i sædet, hvis jeg bilder mig ind, at jeg kan fastholde dem i 45 minutter ad gangen med den samme aktivitet. På 45 minutter tror jeg nærmere, vi i gennemsnit berører 5-10 forskellige emner/satser. Jeg oplever, at der konstant må improviseres i en læringsmæssig vekslen mellem helhed og detalje. Nogle dage er energien i rummet til at få lært en masse noder, og så er det bare med at få fat i den skovl. Andre dage går det langsomt med indstudering, og det kan være mere frugtbart at bruge tiden, eller noget af tiden, på at repetere kendt repertoire, eller tage ekskurser: Hvordan var det mon egentlig i Leipzig, da Bach var aktiv? Hvad er barok? Hvordan er det nu, man udtaler s’er på tysk? Har nogen af jer spillet noget barokmusik selv? Hvad, hvor, hvordan. Opfølgende spørgsmål fra salen har det med at bringe os nogle gange endda ganske langt væk fra emnet, men også det har stor værdi i det samlede billede, oplever jeg. Og belønningen for denne ”drypvise fordybelse med talrige overflyvninger” er overblik over helheden med detaljer belyst i den sidste ende. Drengene væver så at sige fra alle tænkelige hjørner af tæppet simultant, og oplever pludselig - og overraskende hurtigt - at have et billede af helheden, som de kan hænge betydningen og vigtigheden af de mange nødvendige detaljer op på. Og så bliver det forhåbentlig både sjovere og mere meningsfyldt at øve sig i at perfektionere disse.”
”Musik ejer i sit væsen evnen til at forføre den medvirkende ind i selvforglemmelsens rum, hvor tid og sted i kortere eller længere tid ophæves, hvis der er flow. Når drengene kommer ind i prøvesalen, er de mentalt mindst 65 forskellige steder, og der skal etableres et fælles rum. Det kan være, at jeg allerede sidder i salen, når de kommer, og spiller noget musik de kender. Det kan være, at jeg pludselig klapper en rytme, det er umuligt ikke at besvare ved at klappe efter. Om det er en af disse eller en helt tredje strategi, er resultatet det samme: Vi bliver lynhurtigt synkrone om det fælles.”
 

Hvert år starter 51 drenge på Sangskolen i 3. klasse. De er udvalgt på grund af deres stemmelige og musikalske anlæg og derfor normalt ganske motiverede, men de er også børn i voksealderen og har andre interesser ud over sangen. Hvordan griber Carsten det an?
”Pædagogisk vægter jeg det relationelle meget højt. Der er så megen musik, vi gerne vil bibringe drengene, og vi har altid 2-3 programmer i sving sideløbende. Men vi ser også hinanden hver eneste dag i skoleåret, så uden gode relationer til hinanden vil det potentielt blive meget besværligt. Jeg holder egentlig af at betragte drengene på samme måde som et voksenkor, hvad angår ambitionen for slutresultatet og egentlig også ambitionen for prøveformen. Med den vigtige pointe, at det er vores opgave at lære drengene, hvordan en professionel, voksen korprøve løber af stablen. Til dette hører selvsagt målrettet undervisning i bladsang og hørelære, men også øvepas, hvor sangpædagogerne i koret sikrer, at drengenes stemmedannelse ikke bliver underbelyst i jagten på effektiv indstudering af den store mængde repertoire.”

”I dette læringsrum er der mulighed for dannelse på utroligt mange planer. Helt banalt selvfølgelig den musikalske dannelse: At man som 6.-7. klasses dreng kan udfylde en uundværlig plads i en musikalsk sammenhæng med topprofessionelle, voksne musikere. Sprogligt: At man gennem umagen med laaaangsomme, gentagne øvelser i den helt korrekte formning af forskellige sprogs vokaler og konsonanter på et meget tidligt tidspunkt i livet får mulighed for at flytte ind i en række forskellige sprog uden nødvendigvis at kunne tale dem selv endnu. Det danske sprog møder drengene tidligt fra dets smukkeste side, Salmebogen, i de 1-3 år de alle sammen synger højmesser i Vor Frue Kirke. Salmemelodierne bliver samtidig gjort til genstand for bladsangsøvelser, hvor kun fantasien sætter grænser. Bogstavelig talt lærer drengene f.eks. nogle gange melodierne både forfra og bagfra. ”Demokratisk” dannelse: Det at få givet en stemme og at lære at bruge den i sammenhæng med mange andre stemmer. Med blik for helhedens udtryk, og derfor underlagt et fælles, men samtidig med krav om individuelt bidrag og prægning. At erfare, at den musikalske bygning netop rejser sig smukkest i det felt, hvor alle er lydhøre over for naboens bidrag, men samtidig bidrager selv efter bedste evne.”
 

Som allerede nævnt er sangerne i Københavns Drengekor også aktive andre steder end i skolen og kirken.
En del af koncertprojekterne egner sig bedre til andre lokaliteter end Domkirken. ”Senest lavede vi en større uropførelse af Jakob Buchanan i samarbejde med Aarhus Jazz Orchestra og Marilyn Mazur. Disse koncerter spillede vi i stedet i Konservatoriets Koncertsal i København og Symfonisk Sal, Aarhus. Men vi laver også løbende koncerter med landets symfoniorkestre og fungerer som drengekor ved operaopførelser på Det Kongelige Teater. Hvert år til Sankt Hans laver vi koncert i Tivolis Koncertsal med en gæstesolist. Sidste år Dreamer Circus. I år genopfører vi i samarbejde med Den Kongelige Ballet og Den Kongelige Livgardes blæserkvintet et værk af Josefine Opsahl, som vi uropførte ved dronningens statsbesøg i Berlin i november 2021.”

”Det er min ambition at Københavns Drengekor skal lave koncert med alle de drengekor i Danmark, som har lyst til at arbejde sammen med os. Indenfor det seneste år det nystartede Fredensborg Drengekor, Sorø Drengekor, Skt. Clemens Drengekor og (coronaaflyst) med Haderslev Drengekor. Rundt omkring i verden har koret også meget stærke samarbejder, hvilket til maj resulterer i en turné til Tyskland, Frankrig og Spanien, hvor vi besøger gamle og nye venner.”

Fra grundlæggelsen i 1924 og indtil 1959 var Københavns Drengekor fast tilknyttet Christiansborg Slotskirke, hvor Mogens Wöldike var organist, men da denne fik ansættelse i Københavns Domkirke, fik koret fast tilknytning hertil. En del af korets traditioner, som f.eks. at drengene optræder i matrostøj, stammer tilbage fra disse tider. Det er man helt bevidst om, siger Carsten Seyer-Hansen. ”Korets lange historie er hele tiden synlig i korets arbejde. Helt banalt, fordi en ikke ubetydelig del af repertoiret har været i spil hen over korets nu 97-årige historie. Men også, fordi der er en stor loyalitet fra tidligere medlemmer, som kommer til koncerter og gerne fortæller om korets historie, og lige nu i disse år, fordi en af vores store opgaver er at forberede korets 100-års jubilæum i 2024 og bl.a. barsler med en bog om korets historie.”
 

Carsten Seyer-Hansen (f. 1971). Kapelmester for Københavns Drengekor og domkantor i Vor Frue Kirke siden 2020. Uddannet i filosofi og musikvidenskab med stor vægt på korledelse ved Aarhus Universitet. 2003-2020 domkantor ved Aarhus Domkirke og stifter af Skt. Clemens Drengekor (2003), Concert Clemens (1997) og Aarhus Universitetskor (1995). Siden 1998 lærer på Det Jyske Musikkonservatorium i klassisk korledelse. Her er han stadig lektor i korledelse og underviser typisk en dag om ugen.