En outsider i dansk musikliv

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 1, februar 2022, s. 6

I dag er hun næsten glemt, men i sin levetid satte Benna Moe (1897-1983) stor kulør på musiklivet i Danmark og Sverige. Hun var en karismatisk musikpersonlighed, der både optrådte som koncertorganist, pianist, komponist og sanger.

Nogen fast stilling eller stor og blivende succes fik hun aldrig, men det slog hende ikke ud, og hun virkede med uformindsket entusiasme til sin død. En af dem der lærte hende at kende i hendes sidste år og fik et stærkt indtryk af hende, var Flemming Dreisig, der har delt ud af sine erindringer om hende og sit kendskab til hendes musik til brug for denne artikel.

”Som ung organist kom jeg ind i hendes kreds via nogle fælles venner. Det blev til et personligt bekendtskab, og jeg fulgte hende de sidste 4-5 leveår. Benna var en farverig personlighed. Hun fyldte rummet, dels med sin konstante talestrøm, der mest handlede om hende selv, men sandelig også med sine musikalske kvaliteter. Hun kunne spille, synge og komponere. Ved en sammenkomst hørte jeg hende spille uddrag af Wagners Mestersangerne på hammondorglet, hvor hun sang med sin glimrende sangstemme. Man var helt henført. Sådan nogle personligheder har vi ikke så mange af under vores himmelstrøg. Hun havde et italiensk temperament, lidt som en operadiva.”

Benna Olufine Charlotte Moe blev født i København i 1897 og tidligt begyndte at interessere sig for musik. Allerede som 12-årig skrev hun musik til forskellige teaterforestillinger på sin skole, bl.a. en ouverture til Johanne Luise Heibergs skuespil En søndag på Amager. I 1915 tog hun organisteksamen ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor hendes evne til at improvisere imponerede censorerne. Hun søgte dog aldrig et fast kirkeembede. Til gengæld var hun meget interesseret, da jobbet som kino-organist ved Palladiumbiografens store kinoorgel blev ledigt 1938. Hun var efter flere sagkyndiges udsagn den bedst kvalificerede, men tabte til Mogens Kilde. Da han i 1948 søgte andre græsgange, tilbød man Benna Moe stillingen, som hun havde indtil 1950, hvor Mogens Kilde fik lyst til at vende tilbage til Palladium, og Benna Moe til sin store fortrydelse blev fyret igen. 

Flemming Dreisig hørte mange år senere Benna Moe fortælle om dette, og kan bekræfte at det var en af hendes livs største nedture. ”Det var en kæmpe skuffelse for hende. Palladium-tiden, hvor hun optrådte på kinoorglet i en biograf inden filmene, var nok hendes bedste år. Her vandt hun et begejstret publikum, og det forstår jeg godt: Hun havde en evne til at få musikken til at swinge helt enormt, på niveau med en Fats Waller. Hendes pulsfornemmelse var klart ud over det sædvanlige. Nogle siger, at vi organister bør spille jazz for at få det til at swinge, - men det kunne Benna spontant. Selv når hun spillede på håbløse, upræcist fungerende pneumatiske orgler, lykkedes det hende at komme igennem med en smittende puls”.

Alligevel blev hun sagt op efter få år i Palladium. Så tog hun til Sverige, hvor hun allerede var kommet hyppigt i 1930’erne og 40’erne. Hun gav koncertturneer og fik en del værker udgivet på svenske forlag. En overgang fungerede hun også som stadskomponist i byen Mora, hvor hun bl.a. komponerede et passionsspil. En svensk journalist, der interviewede hende i forbindelse med et koncertbesøg i Sala i 1979 giver et levende indtryk af hendes utrolige udstråling: ”Benna Moes musik speglar hennes person: hon spelar med en närmast förkrossande frenesi och vitalitet, och är desutom en stor improvisatör. Med slutna ögon låter hon händerna spela över tangenterna medan fötterna far som lärkvinger över pedalerna. - Jag spelar i extas, säger Benna Moe själv."

Hendes største kompositoriske opgaver i Danmark var musikken til balletten Hybris (Det Kgl. Teater 1930) og en strygekvartet (1934), men som komponist manglede hun den professionelle uddannelse og måtte have andre til at instrumentere sine værker for orkester. I 1950 ledede hun et svensk militærorkester. Til dronning Margrethes og prins Henriks bryllup skrev hun en brudevals, som Johan Hye-Knudsen instrumenterede. Hendes sidste større koncertturné fandt sted i Sverige, da hun var 84 år gammel, og hun spillede helt til sin død i 1983. 

Om hendes evner som organist siger Flemming Dreisig: ”Hun tog sin organisteksamen på et år (”hvor andre brugte tre”, som hun understregede), og kunne spille Widors Toccata, og det var der ikke så mange, der kunne dengang, selvom det var en overdrivelse, når hun hævdede at hun var den eneste i Danmark, der beherskede det stykke. Jeg hørte hende spille den i Maribo Domkirke. Og særlig imponerende var det i betragtning af, at hun yderst sjældent havde adgang til et orgel. Derhjemme i lejligheden på Østerbro havde hun et flygel og et hammondorgel. Hun spillede orgel, når hun kunne komme til det, men hun elskede også at synge og at komponere. Set i bakspejlet havde det nok været bedre for hende og givet hende større fokus, hvis hun havde koncentreret sig om nogle færre ting.”

I interviews til danske aviser betonede Benna Moe ofte, at hun følte sig som profeten, der ikke var agtet i sit fædreland. Til trods for, at så store navne som Georg Høeberg, Johan Hye-Knudsen og Carl Nielsen har givet hende anbefalinger blev det aldrig til faste stillinger eller de store prestigefulde opgaver. Til gengæld fremhævede hun gerne sine succeser i Sverige, hvor hun bl.a. blev venner med Otto Olsson i Gustav Vasa Kirke, som tilegnede hende et stykke og hjalp hende med turneer. Også professor Grossmann fra Wiener Sängerknaben tog nogle af hendes sange på repertoiret. Han sagde ”Jeg vidste ikke, at vi havde en kvindelig Strauss i Danmark”.

Benna Moe giftede sig aldrig. Hun boede i det meste af sit voksenliv i lejligheden på Østerbro, Stavangergade 3, 1. sal, sammen med veninden, sproglærer Karla Marie Aagaard (1883-1954), der hjalp hende med den praktiske organisation af baglandet og i planlægningen og udførelsen af Benna Moes ganske mange turneer. ”Jeg ved ikke hvad hun levede af,” siger Flemming Dreisig. ”Hun havde en flere hundrede kvadratmeter stor lejlighed på Østerbro, hvor hun havde boet sammen med sin veninde. Og rent personligt: En så vital kvinde har næppe gået gennem livet uden kærlighedsoplevelser; hun var formentlig ikke til mænd.”
I de sidste år var hun noget ensom. ”Hun dukkede lejlighedsvis op til koncerter, hvis der var nogen der spillede hendes musik, som f.eks. i St. Augustins Kloster, hvor Flemming Fald spillede hendes Koncertsuite for orgel. Hun var der også, da jeg spillede Alpesuiten ved en koncert i Jerusalemskirken.”

”Hun bar følelserne ude på tøjet, og under hendes heraf følgende verbale udfoldelser kom man til at stå – uden chance for at bryde ind – som en stum, og ofte kun til dels opmærksom modtager af damens tale. Meget skulle tages med et gran salt, og hun stødte vist mange fra sig ved sin facon. Senere hen, da kræfterne aftog, kunne man i stigende grad kommunikere normalt med hende, og man mødte i Benna Moe en spændende og varm personlighed. Da Benna blev terminalt syg, ringede hun til mig og sagde: ”Jeg skal dø”, som om den tanke aldrig havde strejfet hende. Den næsten 85-årige Benna var som et barn, der aldrig havde hørt om tilværelsens grundvilkår. De sidste måneder så Benna Moe ikke mange mennesker; Flemming Fald og jeg var blandt de få, som kom for at aflægge Benna besøg i Stavangergade.” 

Flemming Dreisig bragte Benna Moes musik ud til et stort publikum, da han ved kronprins Frederiks bryllup i 2004 spillede tre af hendes orgelstykker: Cantilena, Lovprisningshymne (4. sats af Alpesuite) og Hyrdefløjter (2. sats af Alpesuite). Det var en gestus overfor en overset komponist. 

”Benna Moe var livet igennem en outsider i dansk musikliv, og det prægede hende, men på en anden måde end f.eks. Rued Langgaard, hvis musik jeg også har et nært forhold til. Langgaard blev knækket af ikke at blive anerkendt. Benna blev naturligvis også skuffet over manglende anerkendelse, men aldrig bitter. Hun besad en iboende glæde, som ikke var til at kvæle. De to var hinandens modsætninger, både som mennesker og som komponister. Langgaards musik er spekulativ og alvorlig – f.eks. komponistens hovedværk Messis – og jeg har løbende erfaret, at meget få for alvor tager musikken til sig efter fortjeneste. Derimod reagerer et alment publikum ovenud positivt på de melodibårne strømmende linjer i Benna Moes værker. Simple i opbygning, og ikke meget at komme efter ved teoretisk analyse, men den formidler en umiddelbar livsglæde. Personligt er jeg overvejende laubianer; jeg kunne ikke drømme om at forlade mit udgangspunkt, men ind imellem har vi brug for en god dessert, og det er sådan jeg ser Benna Moes musik.”

Six Instructive Studies, Opus 6 & 9 (klaver)
Ave Maria op. 23 (sopran og klaver)
Två sånger op. 30
Fyra andliga sånger op. 31
En hyldestmarch til kong Gustav 5. af Sverige
En bryllupsvals til tronfølgeren prinsesse Margrethe af Danmark
Musik til balletten Hybris (1930)
En stor mængde underholdningsmusik i form af marcher, valse, tangoer og foxtrotter
En strygekvartet (1934)
En kantate til Odd Fellow-logen i Mora
Et passionsspil

For orgel:

Alpesuite op. 12 (1929)
Koncert-Suite (3 satser) (1971)
Cantilena (1972)
Festmusik (Mora 1980)
Legend (Mora 1980)
Orgelfantasi c-mol (tilegnet Otto Olsson)
”Herzlich tut mich verlangen” (variationer)
Præludium h-mol (1977)
Une pétite suite ancienne (4 satser) (1972)