Leif Thybo i hundredåret for hans fødsel

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 6, december 2022, S. 8

Leif Thybo, den markante danske komponist og organist, blev født 12. juni 1922 i Holstebro og kom som 18-årig til København for at uddanne sig som musiker.

Inden Thybo blev optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med fagene musikhistorie og -teori og orgel havde han modtaget teoriundervisning hos Vagn Holmboe. På konservatoriet var hans lærere Emilius Bangert (orgel), Poul Schierbeck (instrumentation) og Finn Høffding (musikteori). Efter konservatoriet studerede han musikvidenskab på Københavns Universitet.

Efter endt uddannelse udfoldede Thybo en omfattende international koncertvirksomhed med blandt andre nye komponister som Fartein Valen, Paul Hindemith og Arnold Schönberg på programmet. Sideløbende hermed virkede han som teorilærer på Københavns Universitet (1949-65) og på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium (fra 1952) og orgel (fra 1960, professor 1965). Thybo var tillige ansat som organist i Vedbæk (1948), Søllerød (1956) og Nærum Kirke (1971-80).

Ved et tilfælde stod det klart for Thybo, da han var 21 år gammel, at han nu skulle i gang med at komponere. Han fortæller selv herom i sine noter til Tom Ernsts indspilning af Thybos 1. klaversonate:
”Vi skal tilbage til efteråret 1943 – jeg var dengang elev på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium - noget skulle fejres, og det lykkedes mig at få fat i lidt øl og snaps og – utroligt nok – et lommepartitur til Alban Bergs Lyriske suite. Af en eller anden grund afstedkom ovennævnte tre ingredienser tilsammen, at jeg pludselig i et klarsyn så for mig, eller rettere sagt hørte, hvordan jeg skulle komponere. Resultatet blev de første 20-30 takter af toccataen (1. sats af Thybos klaversonate fra 1982). På den tid, 1943, var jeg ikke i stand til eller havde overblik til at gennemføre idéerne .”

Med udgangspunkt i en stærk dansk/nordisk musiktradition, som den kom til udtryk hos Carl Nielsen (1865-1931), Vagn Holmboe (1909-96) og Herman D. Koppel (1908-98), tog Thybos karriere som komponist nu sin begyndelse. Som en af de første komponister i sin generation berigede han den nordiske tradition med musikalske impulser fra andre landes musik. Thybos meget omfattende produktion viser en komponist med personligt tonesprog, musikantisk intuition, betydelig spændvidde, inspiration udefra, stor selvkritik og respekt for de udøvende musikere.

Desværre er kun få værker udgivet, og endnu færre findes på indspilninger. Det Kongelige Bibliotek råder over Thybos manuskripter og øvrige papirer, som han donerede biblioteket. En komplet værkfortegnelse kan ses i Dansk Komponistforenings komponistbase.

I Thybos produktion indtager orgelværkerne en central rolle. Takket være den orgelreform man kalder ”orgelbevægelsen” voksede interessen for baroktidens klassiske orgel i 1920´erne. Ved gennemgribende undersøgelser af det klassiske orgels tekniske og klanglige indretning kunne man nu udvikle en ny kunstnerisk helstøbt orgeltype, som blev fundamentet for vore dages instrumenter. Leif Thybo betonede selv, at tidens nybyggede orgler med tydelig værkinddeling og klar disposition gav rig mulighed for spilleteknisk udvikling og klanglig differentiering. På den måde blev disse orgler befordrende for Thybos skaberkraft.

Instrumenterne forløste så at sige hans originale orgelstil, præget af en Stravinskij-inspireret rytmisk intensitet, en sangbar linjeføring og unik klanglig fantasi. Thybo udtaler et sted, at ”hvis man skal skrive dansk musikhistorie nogenlunde nøgternt, så er orgelbygningen det eneste område, hvor Danmark har gjort sig gældende internationalt.”

Det første orgelværk, som er skrevet til et nybygget orgel, er Præludio, Pastorale e Fugato (1948, Wilhelm Hansens forlag). Thybo spillede selv værket under Nordiske Musikdage i Helsinki i 1950 som opus 11. Det er baseret på den klassiske polyfone tradition, men viser et nybrud i spilleteknik og klanglig fantasi.

I 1952 skrev Thybo sin orgelversion af Igor Stravinskijs kammerkoncert Dumbarton Oaks (1937-38). Koncertens klarhed, stringens og mådehold i udtrykket blev en vigtig inspiration for Thybo. Med tilladelse fra Stravinskij spillede Thybo sin orgelversion bl.a. ved indvielsen af Frobenius-orglet i First Congregational Church i Cambridge, Massachusetts.

Dumbarton Oaks’ klare formopbygning, som kendes fra Bachs Brandenburgerkoncerter, gav Thybo inspiration til at benytte den klassiske koncertform i en række efterfølgende værker. Mest prægnant er orgelkoncert nr. 2 St. Andrews fra 1956 (Egtveds forlag). To ydersatser i fri ritornelform indrammer en rolig midtersats. Ydersatserne er præget af stringent rytme i vekslende taktarter og med toccataagtigt passagespil. Værket Passacaglia Con Intermedios (1961, Egtveds forlag) fremtræder ligeledes i enkel stil som en variationsform.

Mens Igor Stravinskij, Bela Bartok og Benjamin Britten hørte til Thybos første inspirationskilder, hvor den intense rytme og den sangbare linjeføring er den overvejende drivkraft, udvikles Thybos musikalske univers efterhånden med ekspressiv harmonik og tonalitet. I orgelværket Contrasti Per Organo fra 1965 (Egtved forlag) udfoldes det ekspressive udtryk med udvidet harmonik og skarpe dissonanser. Selvom Thybo dyrker det ekspressive udtryk og bliver fortrolig med Arnold Schönbergs og Alban Bergs tolvtonemusik forbliver han stadig modstander af den del af tolvtonemusikken som hos Stockhausen og Boulez gør musikken maskinel. ”Her går skellet” mellem menneske og maskine, skriver han umisforståeligt i en artikel i Dansk Musiktidsskrift 1957 nr. 2.

Thybos originale orgelstil dokumenteres også ved de mange orgelværkers varierede udtryk. Ligeså ekspressivt ”Contrasti Per Organo” er udformet, ligeså enkelt, næsten genkendeligt, er f.eks. variationerne over middelaldervisen Sumer is icumen in (1985, Egtveds forlag); det samme gælder den tidlige orgelfantasi Nu fryde sig hver kristenmand 1979) og ikke mindst værket Concerto breve for orgel og 5 messingblæsere (1987) ”Hommage à Buxtehude” – ”Hyldest til Buxtehude”.

Thybos veneration for baroktidens danske orgelmester Buxtehude høres i den satstekniske udformning: den markante, faste rytme, hyppig anvendelse af tonegentagelse i motiverne, virtuost passagespil, pedalsoli og – ikke mindst – pausen som musikalsk udtryk.
Værket kan høres på den 3. cd i min serie Danish Organ Music from the 20th century (CDKlassisk).

Thybos store produktion omfatter foruden orgelværkerne vokalværker, oratorier, klaver-, kor- og kammermusik. I 1971 opførtes Thybos Karen Blixen-opera Den udødelige historie, komponeret til Vadstena Akademien i Sverige, senere opført på Den Jyske Opera. Størstedelen af Thybos vokalværker blev skabt i de følgende år, bl.a. en række solosange, hvoraf en del blev uropført af Thybos hustru, den svenske sopran Kerstin Thybo. Der er tale om helt enkle viser og sange samt større lieder til tekster af Shakespeare, Baudelaire eller Rilke. Thybo komponerede sange endnu i 1990’erne, hvorfra hans musik til Herman Hesses gendigtning af Frans af Assisis Solsang stammer. Blandt vokalværkerne er Markuspassionen (1964) for soli, kor og orkester samt en række korværker. Kammermusikværket In dieser Zeit (1967) for solo, vokalkvartet og instrumenter er baseret på oldtyske tekster og illegale tekster, der fremkom under nazitiden. Det var et værk, som for Thybo blev af stor betydning for hans forståelse af sig selv som kunstner.

Endelig skal nævnes hans instrumentalmusik, hvor blæserne i særlig grad har hans bevågenhed; Mouvement symphonique for trombone og orgel fra 1979 er et markant eksempel på Thybos sans for messingblæsere.

Man kan dårligt omtale Leif Thybo uden at nævne hans virke som lærer i teori og orgel. Han var højt værdsat af sine elever, både i kraft af sit kolossale overblik og sin tålmodige pædagogiske metodik. I pauserne mellem lektionerne kunne Thybo lide at give sit syn på tidens aktuelle emner, krydret med hans underspillede jyske humor.

Som kollega var Leif Thybo meget respekteret og musikalsk inspirerende, et menneske man er taknemmelig over at have kendt.

Leif Thybo døde den 24. januar 2001.

I dette hundredår for hans fødsel kan vi igen sige:

Æret være hans minde.