Skrevet af Mikael Garnæs

Anmeldelse - Jørgen Ellegård Frederiksen: Leif Kayser

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 6, december 2022, S. 14


Jørgen Ellegård Frederiksen: Leif Kayser. Forlaget Multivers. Pris kr. 159,95

I serien Danske Komponister på forlaget Multivers har Kayser-specialisten Jørgen Ellegård Frederiksen skrevet en grundigt researchet og meget læseværdig biografi, der slår et slag for den sære, men fascinerende Leif Kayser (1919-2001).

Ellegård fortæller, at han selv nåede at møde Kayser en halv snes gange, men dog ikke nok til at han lærte ham dybtgående at kende. Til gengæld har forfatteren et udtømmende kendskab til Kaysers orgelværker, som han har været med til at udgive på forlaget Edition S, og som han selv har opført en række af. Bogen bygger desuden på Kaysers efterladte papirer på Det Kgl. Bibliotek og interviews med en lang række personer der har kendt komponisten. Endvidere har Ellegård haft adgang til optagelser af mange timers samtaler mellem Kayser og musikhistorikeren Martin Granau, hvor Leif Kayser fortæller om sit liv og sin musik. På hjemmesiden leifkayser.dk kan man læse og høre en del af materialet, der ligger til grund for bogen.

Bogen giver en detaljeret gennemgang af Leif Kaysers liv fra barndommen, hvor han voksede op som enebarn med en gammel mor, der efter skilsmissen fra Leifs far opdragede sønnen efter gode katolske værdier. Han sang i drengekor på den katolske Skt. Knuds Skole i København og lærte tidligt den gregorianske sang at kende. I 1936 blev han optaget på Det kgl. Danske musikkonservatorium med P.S. Rung-Keller som lærer i orgelspil og Poul Schierbeck i instrumentation.

Efter afsluttende eksamen som pianist og organist tog han til Stockholm for at studere hos Hilding Rosenberg (komposition) og Tor Mann (orkesterdirektion). Allerede på det tidspunkt havde han haft sin debut som komponist med sin første symfoni, som blev førsteopført i Göteborgs Koncertforening med Tor Mann som dirigent.

I august 1942 afbrød han overraskende sin musikalske karriere og rejste – midt under verdenskrigen – til Rom for at studere til katolsk præst. Ved hjemkomsten blev han præst ved Skt. Ansgars Kirke, men genoptog også virksomheden som komponist og koncertorganist. Han blev lærer på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, og i 1964 blev han efter eget ønske løst fra sine præsteløfter. Han giftede sig i en sen alder, og samlivet med Hannebeth beskrives som nært og godt, også selv om Hannebeth var protestant.

I de sidste år af sit liv blev Kayser ramt af Parkinsons sygdom, hvilket selvfølgelig besværede ikke blot hans virksomhed som koncertgivende organist, men også hans komponistvirksomhed. Han havde altid været yderst påpasselig med sin notation med tuschpen på pergament, og nu blev det en stadig større udfordring, selvom han blev ved, så længe det var muligt. Bogen beskriver den rørende hengivenhed, som en lille kreds, hvoriblandt bogens forfatter, omgav Kayser med i de sidste år.

Kayser beskrives som en på alle måder fremragende musikalsk begavelse, både hvad angår gehør, instrumentationskunnen og teknik på klaver og orgel. Han havde hele musiklitteraturen affotograferet på hukommelsen og kunne gengive den på klaveret. Han forventede det samme af sine elever og stillede høje krav til sine studerende.

Som menneske kunne han være sød og humoristisk, men også kantet og besværlig. I dag ville man nok kalde ham lidt af en nørd. Han havde en speciel stemme, der beskrives som luftfyldt og lidt rystende falsetagtig. Hans knirkende humor og indimellem bidende bemærkninger blev legendariske, og de mange anekdoter, som forfatteren med rund hånd og stor fortælleglæde strør ud over biografien, bidrager kraftigt til underholdningsværdien. Som f.eks. historien om hvordan han på konservatoriets bibliotek mødte den unge talentfulde organist Mads Høck, som præsenterede sig for mesteren. Kayser huskede, at han havde hørt Høck ved morgenandagterne i Vor Frue Kirke. Efter at samtalen var slut kom Kayser listende tilbage: ”Her er noget, som måske ville kunne interessere Dem” – og rakte ham en begynderbog i orgelimprovisation!

Værkfortegnelsen fylder ni tættrykte sider og omfatter hvad man må gå ud fra er rub og stub af Kaysers produktion: Orkester-, klaver-, orgel-, vokal- og kammermusik, men også blokfløjte- og akkordeonmusik, børnesange, kanons, klavertransskriptioner af klassiske orkesterværker samt talrige bearbejdelser af andre komponisters værker for forskellige ensembler. Denne del af bogen er et grundigt stykke registreringsarbejde.

En grund til, at al denne musik blev så lidt spillet var nok, at Kayser selv lagde hindringer i vejen for sin musiks udbredelse. Dels var der hans notation med udbredt benyttelse af de svært læselige C-nøgler, der som han bidsk bemærkede ”holdt de værste amatører væk fra min musik”. En anden, og måske større, hindring var hans anstrengte forhold til koncertarrangører og musikforlæggere, hvad der lukkede adskillige døre for ham gennem tiderne. Hvis man ville anskaffe sig hans værker, måtte man møde personligt op i bungalowen i Vanløse, hvor de sirligt kalligraferede noder var til salg i aftryk fra Atelier Elektra. Priserne på noderne var til gengæld meget overkommelige, fortæller Ellegård.

En af bogens styrker er de fine og inspirerende gennemgange af nogle af Kaysers hovedværker. Den kommer for eksempel rundt om Tre salmi for mezzosopran og orgel (1956) fra en række sider: tilblivelsen, der var foranlediget af den såkaldte Hellerupkreds, som ønskede at skabe en tidssvarende kirkemusik, en velformuleret analyse af musikken og en redegørelse for dens eksemplariske Kayser-stil. Med dette i tankerne kan man ærgre sig lidt over, at Jørgen Ellegård slet ikke kommer ind på Kaysers to store vokalværker med orkester Juleoratoriet fra 1943 og Te Deum fra 1953. Det nævnes endda, at Juleoratoriet findes i en DR-optagelse med angivelse af medvirkende, så hvorfor skal vi snydes for en præsentation, der i Ellegårds hænder helt sikkert ville have været spændende?

Men ellers kan man kun anbefale bogen, som slutter med ordene: ”På overfladen kan Leif Kaysers liv og værk nok virke noget tørt. Men begynder man at studere lidt nøjere, vil man opdage en stor rigdom, både musikalsk og menneskeligt – og ikke sjældent en hel del humor.”