Vision parret med strategi og organisation

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 1, februar 2021, s. 4

På besøg hos Syngedrengene i Assens

Det er dagen derpå for Syngedrengene ved Vor Frue Kirke, Assens. I weekenden forinden har drenge-mandskoret gennemført to vellykkede opførelser af Messias, og som korleder Finn Pedersen siger, har det været som en forløsning efter et år med stribevis af aflysninger af arrangementer og korrejser.

Drengene er stadig høje af oplevelsen, men det er også en lidt trist dag, for samme dag har kirkens menighedsråd aflyst korets to julekoncerter på grund af udviklingen i coronasituationen. Derfor bliver dagens prøve på én gang fejring og tidlig juleafslutning. Da Organistbladet i begyndelsen af december kommer til Assens med den imponerende Vor Frue Kirke, er det for at høre om det store organisatoriske arbejde der ligger bag vore dages udgave af Syngedrengene, som har eksisteret siden 1856 og dermed er Danmarks ældste eksisterende drengekor.

Finn Pedersen har været organist ved Vor Frue Kirke og korets leder siden 1999. Han tager imod på sit kontor i Kirkens Hus i naboejendommen, hvor koret har sine egne lokaler. Her arbejder også korproducenten Kristine Skøtt-Jensen som en del af den organisation der er vokset op omkring koret. ”Mange steder er korlederen koret”, begynder Finn. ”Sådan var det også her i en del år, efter at jeg havde overtaget Syngedrengene. Jeg var en enmandshær, der alene skulle varetage alle funktioner. Men efterhånden gik det op for mig, at vi ikke kunne komme længere på den måde. Hvis vi ville videre, måtte der ske en organisatorisk oprustning, så sangerne kunne opgradere deres kvalifikationer, administrationen professionaliseres og jeg kunne frigøre kræfter til det kunstneriske arbejde.”

Første skridt var at oprette en forældrestøttegruppe, der overtog en del praktiske opgaver med tøj, ledsagelse af drengene på ture, rejseplanlægning og andet. Og så gik det slag i slag: Der blev ansat en korsekretær/korproducent (8 timer pr. uge) til at varetage en del af de administrative opgaver. Der blev dannet en korbestyrelse med repræsentanter for kirke, forældre og sangere, og en støtteforening af frivillige borgere, der arbejder for at understøtte korets formål økonomisk. Assens Sangkraftcenter åbnedes i 2012, og Syngedrengene er elite-afdelingen i denne organisation.
”Når jeg ser tilbage på udviklingen de seneste ti år vil jeg sige, at vi stadig er et kirkekor, men der er bygget en stor organisation ind med mange frivillige, der understøtter kirkens korvirksomhed. Med en enkel overskrift drejer det sig om en vision parret med strategi og organisation. Et af de grundlæggende spørgsmål vi måtte stille os selv, var: Hvad er vores identitet? Hvad vil vi gerne være i fremtiden? Vi begyndte at holde seminarer og visionsdage for at formulere nogle indsatsområder. Kristine og jeg har været på lederkursus. Vi havde et kommunikationsbureau til at hjælpe os med et klart visuelt udtryk på plakater og brochurer og et slogan. Det blev til ”En tone i livet”, der skal understrege det dannelsesmæssige aspekt der ligger i korsangen – at det giver en tone, der går gennem livet. At møde noget struktureret var fantastisk, et fremragende redskab til at udvikle organisationen.”

Et stort skridt var åbningen af Assens Sangkraftcenter i 2012. Det skete på initiativ af Den Jyske Sangskole i Herning med økonomisk støtte fra Den Obelske Familiefond. Med udgangspunkt i den udvikling Herning Kirkes Drenge- og mandskor havde gennemgået, havde man identificeret 8 udviklingsparametre. F.eks. kunstnerisk ledelse, administrativ ledelse, pædagogisk struktur, økonomi, fysiske rammer, relationer til lokalområdet mm., som var meget gavnlige at arbejde videre med. ”Her kunne vi se, at vi var stærke på nogle områder, men at vi også havde nogle store svagheder eller mangler. Som de fleste andre sangkraftcentre var vi godt forankrede i vores musikalske virke, men ret blanke på det ledelsesfaglige område. Derfor blev der udbudt et eksklusivt kursus i ledelsesudvikling for alle sangkraftcentrene. Her fik vi nogle ledelsesmæssige og strategiske redskaber, der har været meget nyttige i den videre udvikling.”

Netværksmøderne og den kollegiale sparring har samtidig givet nogle begreber til at fortælle om koret i politiske og erhvervsmæssige sammenhænge. ”Det er meget vigtigt at kunne formulere for andre, hvorfor ens projekt er vigtigt. Jeg har haft næsten alle partiformænd i kommunalbestyrelsen til kaffe her på mit kontor. I dag anses Syngedrengene for at være et kulturelt fyrtårn for Assens by og kommune. Byen er stolt af sit drengekor. Da vi havde fået den første fireårige bevilling fra Assens Kommune aftalte vi, at koret skulle dukke op på næste byrådsmøde og synge for på den traditionelle indledningssang. Så vidste hele byrådet hvem vi var. TV 2 Fyn var mødt op, og borgmesteren fik tv-tid!”

Ud over at understøtte Syngedrengene organisatorisk og pædagogisk er Sangkraftcentret aktivt på mange andre fronter i lokalsamfundet. Ikke mindst på vuggestue-, børnehave- og skoleområdet, hvor man arbejder bredt med alle børn. Dels gennem projekter fra Sangens Hus og dels gennem egne lokale initiativer. Som Finn siger, er det en kæmpe skude at vende, men man må tage kampen. Syngedrengene og Det Vestfynske Pigekor har indsunget en CD med børnesange, som er blevet distribueret til alle dagplejere, daginstitutioner og skoler i Assens Kommune. En del af sangene indgår i et pædagogisk materiale, der understøtter projektet Musik i Børnehøjde. Med økonomisk støtte fra Assens Kommune tilbyder Assens Sangkraftcenter undervisning i musik i skolernes 1. og 2. klasse i fire moduler. Undervisningen udføres af lærere fra Assens Musikskole. Det samme gælder korets støttefagsundervisning. Det giver nogle større ansættelsesgrader og dermed øges muligheden for at tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft. Både i Sangkraft- og Musikskolesammenhæng.

Og endelig beskæftiger Sangkraftcenteret sig med bredden, sang for alle borgere i forskellige sammenhænge. I sommerens løb arrangerede man syng med-arrangementer på campingpladser og på Assens Marina. Det var en succes med stor tilslutning og syngelyst. Der planlægges også fællessangarrangementer med den nye højskolesangbog. En konstant dagsorden for Sangkraftcentret er at lede efter nye samarbejdspartnere, ressurcepersoner der kan være med til at fremme sagen.

At være syngedreng svarer i tidsforbrug til at dyrke eliteidræt, siger Finn. Af de 45 medlemmer er 23 drengesopraner, og desuden er der 7 drenge i den etårige korskole. Altstemmen synges af kontratenorer. Drengesopranerne har to ugentlige korprøver alene, samt en tredje prøve sammen med herrestemmerne. Desuden har de obligatoriske støttefag (solosang og hørelære), og medvirker ved gudstjenester og kirkelige handlinger. Fra 6. klassetrin er det et krav at man går til klaver. Seks af de unge herrer får i øjeblikket orgelundervisning, og flere er på kanten til at søge konservatoriet. Drengene modtager sangundervisning og hørelære i overgangsperioden og lempes tilbage i koret så snart de har en "oktav at skyde med". Principielt er man aldrig ude af koret, men man kan godt få lov til at holde en pause, hvis det er ønsket.

Kristine, der selv har haft en søn i koret, fortæller, at der på ugeplan er omkring 30 mennesker, der har en aktie i det organisatoriske, f.eks. forældrestøttegruppen. De står for mange praktiske ting som kortøj og forplejning til sangere og musikere ved prøver og koncerter. Gruppen har en koordinator, og efterhånden er den ret selvkørende. At være syngedrenge-familie bliver en livsstil. ”I begyndelsen havde jeg nærmest en følelse af kontroltab”, indskyder Finn. ”Jeg var vant til at have ansvaret for det hele, men efterhånden oplever jeg en stor frihed til at koncentrere mig om mine egne opgaver, med bevidstheden om, at det andet er i gode hænder.”

”En gang om året holder jeg MUS-samtale med alle kormedlemmerne, hvor vi taler om deres trivsel og musikalske udvikling. I sidste del af deres tid i koret er det en slags erhvervsvejledning om, hvad de videre vil med deres sang. Efter gymnasiealderen synes jeg det er sundt for de unge herrer at få prøvet sig selv af i nogle nye rammer. Det er befordrende for deres videre vokale udvikling at synge i kor med voksne kvindestemmer. Her får de desuden lejlighed til at møde et andet repertoire og andre klangidealer end det der dyrkes i vores sammenhæng.”

”Dannelsesbegrebet er vigtigt. At sangerne kommer til at bære en form for dannelses-ideal med sig, er et af vores hovedformål. Det bliver en selvfølge for drengene at gå og stå på kommando, at vente med at sætte sig til alle er kommet på plads, og at lægge sin salmebog tilbage efter brug. De taler pænt til hinanden. De fleste drenge trives godt ved en fast struktur, og slapper af i en situation hvor der er styr på det. Det gør også, at vi kan rumme marginale eksistenser. Vi hører fra mange forældre, at drenge der ikke trives i skolen, har det godt med korsangen. Det tilskriver jeg de tydelige rammer og den faste struktur i korarbejdet. Der ligger en mental afspænding i at gøre noget rituelt, som børns godnathistorie som de har hørt tusind gange før. Børnene går næsten altid glade hjem fra kor. Og så giver det selvværd at være med i et værk som Messias, hvor de performer på lige fod med professionelle musikere. Er der overhovedet andre steder i samfundet, hvor børn og voksne virker på lige fod? Deres gode opførsel får tit kommentarer med. ”En tone i livet” handler også om at give ordentlighed videre.”

”Messias-opførelserne en tradition, som vi laver hvert andet år. Det er i høj grad en motivationsfaktor for sangerne. I år har vi ikke lavet ret meget pga. corona. Vi skulle have været til Argentina i sommer og på korlejr i september, men begge dele måtte aflyses. Det er også gået ud over det sociale aspekt i koret. Men drengene har sunget til en del gudstjenester, hvor de har deres kortøj på, og så føler de alligevel, at de er en del af koret.”

”I kirken er vores ”signaturprodukt” evensong-gudstjenesterne efter anglikansk forbillede. Korsangen har en bærende liturgisk rolle. I andre slags musikgudstjenester må man arbejde for at etablere en liturgisk rød tråd. Her er den givet på forhånd, med referencer helt tilbage til katolske tidebønner. Evensong bygger på bekendelse og lovsang, er mindre konfessionelt bundet og har ingen prædiken. Teksterne står smukt, fordi de bliver indrammet af musik. Poesi og musik belyser hinanden og får en ny æstetisk funktion. I Vor Frue Kirke er det blevet noget af et tilløbsstykke. Når der kommer under 200 i menigheden, bliver det anset for lidt skuffende fremmøde.”

To timer går hurtigt, og til sidst sammenfatter Finn Pedersen sin filosofi med ordene: ”Sagt under et går projektet ud på, at alle dele af organisationen skal være udskiftelige, også korlederen. Jeg er 58, og selvom jeg har en del år i mig endnu, varer det ikke evigt. Når nogen kalder mig en ildsjæl, er det positivt ment, men jeg vil hellere anerkendes for min organisationsopbygning.”

Efter denne perspektivrige snak går vi over i kirken, hvor Finn viser rundt i det domkirkeagtige rum, hvor man nemt kan forestille sig at det må være inspirerende at virke, både som sanger og korleder. Orglet er et fint tremanualers Marcussen-orgel fra 1964. Et kororgel er under anskaffelse. Til sidst får jeg lov til at overvære første del af eftermiddagens prøve med drengene. To kormødre, der begge er med i forældrestøttegruppen, står og snakker i forstuen, og de bekræfter, at der altid er liv på stedet. ”Det summer af sang fra soloundervisning og mange andre aktiviteter.” Da drengene samles i stueetagen, er der æbleskiver, som de frivillige ”madbedsteforældre” har lavet. Finn fortæller drengene, at der er en gæst i dag, der skal overvære første del af korprøven, og ”han tror det er gas, når jeg siger I synger godt.” Han er vist god til at finde ting der kan motivere sangerne. Oppe i prøvelokalet på første sal sætter drengene sig i en rundkreds med god afstand og plexiglasskærme imellem sig. Finn laver nogle korte opvarmningsøvelser, og så synger de første vers af en julesalme. ”Hvis I var mig, hvad ville I så sige om den måde I sang på?” spørger han. En dreng rækker hånden op og foreslår, at det kunne være mere inderligt. Det giver dirigenten ham ret i, og så tager de den en gang til med klart bedre klang og udtryk. Da jeg efter nogle flere julesange på engelsk og dansk siger tak for sangen og skal til at gå, svarer en af de høflige sopransangere ”Tak og glædelig jul”. De synger ikke bare godt, de har også gode manerer.