Nekrolog - Helge Flemming Pedersen
Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 4, august 2021, s. 6
Helge Flemming Pedersen
3. januar 1938 - 2. juli 2021
Af Eva Bruun Hansen, operasanger, statsprøvet musikpædagog, konstitueret rektor ved Sjællands Kirkemusikskole 2005-2009, og stadig sanglærer samme sted.
Helge Flemming Pedersen viede en meget stor del af sit kirkemusikalske arbejdsliv til undervisning og uddannelse. Han tog orgeluddannelse med diplomeksamen, og derefter musikpædagogisk eksamen i musikteori og musikhistorie. Allerede fra sidst i 1960’erne, stadig som studerende, begyndte han at undervise ved sin egen læreanstalt, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og et par år senere tillige ved Det Jyske Musikkonservatorium, hvor han bestred et docentur 1981-92. I 1984 oprettede han Kirkemusikskolen i Kgs. Lyngby, som opererede i 8 år under aftenskoleloven, og kunne indstille elever til den præliminære orgelprøve ved et musikkonservatorium eller – så længe det var muligt – ved et lærerseminarium. De to eneste autoriserede kirkemusikskoler i henhold til kirkeministeriel bekendtgørelse lå dengang i Jylland – dog med afdelinger på Sjælland og i Rønne -, og det var Helge Flemming Pedersens store ønske og ambition at der skulle oprettes en selvstændig sjællandsk kirkemusikskole. Han fandt støtte til dette hos Johannes Johansen, daværende biskop over Helsingør stift, og hos Torben Rechendorff, som var konservativ kirkeminister fra 1988-1993. I 1992 oprettedes så Sjællands Kirkemusikskole som selvstændig uddannelsesinstitution under Kirkeministeriet, dækkende de 3 stifter øst for Storebælt. Heri indgik derfor Løgumkloster Kirkemusikskoles forskellige sjællandske afdelinger, Vestervig Kirkemusikskoles Bornholm-afdeling, samt Kirkemusikskolen i Kgs. Lyngby. Stillingen som rektor blev slået op, og Helge Flemming Pedersen blev udnævnt til skolens første rektor. Fra januar 1994 har skolen været beliggende centralt i Roskilde.
Helge Flemming Pedersen havde allerede mens han var leder under aftenskoleloven lagt stor vægt på at ansætte højt kvalificerede lærerkræfter, som opfyldte generelle kvalifikationskrav i uddannelsesverdenen. Derfor kunne vi lærere – for jeg var selv en af dem – nemt godkendes som lærere ved den nyoprettede Sjællands Kirkemusikskole, og det forblev vigtigt for ham at have faglærere ansat til at undervise i de forskellige fag, der indgår i en uddannelse til organist og andre kirkemusikere. Hans eget primære undervisningsfag, musikteori, eller satslære, havde vedvarende hans interesse, og efter sin pensionering som rektor i marts 2005 fortsatte han helt indtil sommeren 2013, under begge sine to efterfølgere, med at undervise i koralharmonisering og salmeforspil som timelærer ved Sjællands Kirkemusikskole.
Indtil 1992 bestred Helge Flemming Pedersen embeder som organist ved først Anna Kirke, derefter Søllerød, og endelig Taarbæk Kirke.
Helge Flemming Pedersen blev 83 år.