Kirkemusiksymposiet var digitalt – men det blev gennemført!

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 5, oktober 2021, s. 4

”Velkommen til et symposium, der ikke bliver som planlagt, men som gennemføres takket være ny teknologi.” sagde Pia Bengts, præsident for Nordisk Kirkemusikråd, i sin tale ved åbningskoncerten for Nordisk Kirkemusiksymposium 2021 i Helsingfors Domkirke.

Og man må sige, at begivenheden var hårdt ramt af omstændighederne. En ny bølge af corona-smitte havde kort før symposiets begyndelse ramt Helsingfors-området, og det betød, at det stort anlagte kirkemusikalske arrangement, der allerede havde været ændret talrige gange i det femårige forberedelsesforløb, måtte omtænkes endnu en gang i sidste øjeblik. Man havde planlagt et fysisk symposium med gudstjenester, koncerter, foredrag og workshops med hundredvis af deltagere til at fylde kirker og koncertsale. Nu blev der i stedet stillet kameraer op, og så meget som muligt af de planlagte begivenheder sendt over nettet. Men ganske meget af programmet måtte opgives eller ændres.

Derfor var det kun en mindre skare, der var fysisk til stede ved gudstjenesterne og koncerterne i Helsingfors. Hovedparten af deltagerne, deriblandt undertegnede, måtte følge streamingen hjemmefra. Men som en anden af talerne ved åbningskoncerten, den finske minister for nordisk samarbejde Thomas Blomqvist, udtrykte det: Pandemien har ændret på meget af det vi anså for normalt. Efterhånden vænnede man sig nogenlunde til den aparte følelse at sidde og se på næsten tomme kirker ved koncerter og gudstjenester, og kunne i stedet fokusere på det der faktisk skete. Og så var der faktisk store oplevelser at hente, selv ”in tempore coronae”.

Helsingfors er en smuk by, og streamingerne foregik hovedsageligt fra tre af byens store, centrale kirker: Domkirken, Johanneskirken og den ortodokse Usbenskij-katedral. På åbningsaftenen, torsdag d. 26. august, blev alle arrangementerne streamet fra domkirken, og de fire arrangementer gav tilsammen et godt indblik i bredden af finsk kirkemusik.

Åbningskoncerten begyndte med Fredrik Erlandssons (f. 1978) Symposiefanfare for trompet og orgel, som også blev spillet ved afslutningsgudstjenesten. Så fulgte som en kontrast en gruppe med musikalsk legestue og babysalmesang i bevægelse. Derefter blev der improviseret over en salmemelodi på kantele, et karelsk folkeinstrument, hvor strengene knipses med fingrene, af Senni Valtonen.

Efter Pia Bengts åbningstale hørte vi domkirkens drenge-mandskor Cantores Minores under ledelse af Hannu Norjanen. Det var tydeligvis et meget kompetent, men i denne situation måske nok en anelse corona-hæmmet ensemble, der oven i købet måtte synge med mundbind, ligesom alle andre deltagere. Alligevel blev Joonas Kokkonens (1921-1996) 20. århundredes-modernistiske Laudate Dominum fra 1966 og Leevi Madetojas (1887-1947) mere nyromantiske Psalmi 121 med orgel en smuk oplevelse.

Så fulgte en meditation med læsning, dans, sang, orgel, flygel, blokfløjte, kantele og en tale ved Teemu Laajasalo, biskop i Helsingfors Stift. Han understregede kirkemusikkens betydning: Den giver en ny dimension i gudsforholdet. Musikken bygger bro og åbner for Gud. Til afslutning sang Cantores Minores O lux beata Trinitas af den nulevende Jaakko Mäntyjärvi (f. 1963).

Næste koncert havde overskriften “Gratulations”. Finlands kantor- og organistforbund udnævner hvert år ”Årets kantor”, en kirkemusiker, der har gjort sig særlig bemærket i det forløbne år, og det benyttede man den festlige anledning til at gøre. Det var formanden Minna Raassina, der stod for denne udnævnelse. Ved samme lejlighed udnævnte forbundet også et æresmedlem, nemlig den tidligere formand for Finlands kantor- og organistforbund Mikael Helenelund.

Koncerten blev indrammet af to solistklassestuderende ved Sibelius-akademiet, der spillede stykker af finske nulevende komponister: Jan Ferm (f.1963): När änglar dansar, et rytmisk inciterende stykke, overlegent spillet af Niels Burgmann, på domkirkens firemanualers orgel, og Santeri Siimes (f. 1981) som sluttede koncerten med sit eget franskinspirerede virtuose Prélude et fugue en ré bémol majeur (2013).

De finske kantorer kan også selv synge, beviste Chorus Cantorum Finlandiae, et blandet kor bestående af omkring 25 velsyngende kantorer under ledelse af Heikki Liimola. Deres program var et strejftog gennem finsk kirkemusik fra Leevi Madetoja (1887-1947) over koryfæer som Jean Sibelius og Einojuhani Rautavaara og en smuk Requiemsats af Joonas Kokkonen (1921-1996), Frukta icke, Maria (1961) af Sulo Salonen (1899-1976) til nulevende Janne Salmenkangas (f.1984): Kristus, Jumalan Karitsa og Niels Burgmann: Ystävä, sä lapsien (2018).

Senere på aftenen var der koncert med domkirkens egne musikere, og den stod i den franske musiks tegn. Maurice Duruflé, Jeanne Demessieux, Charles Gounod og Théodore Dubois blev fint fortolkede, men det mest bemærkelsesværdige var uden tvivl kirkens egen Pentti Ingerös eksempler på nutidig feel good-kirkemusik: et neo-romantisk Ave Maria in Eb, en jazzet Nouse pohjatuuli, og et musicalagtigt Ave Maria in G for sopran, baryton, violin, harpe, fløjte, kontrabas, slagtøj og komponisten på klaver. Flere af de franske ørehængere passede godt sammen i stilen med de nye stykker. Det kunne have været interessant at være til stede og høre, hvordan denne kirkepop blev modtaget af de andre nordiske kolleger.

Harri Viitanen (f. 1954) sluttede koncerten med sin egen Lintukuvia, hvis undertitel Images d’oiseau pour orgue kunne give Messiaen-associationer. Ud over fuglestemmer i orglet var der også slagtøjseffekter med sten der blev slået mod en mursten. Den sluttede i klingende A-dur.

Fredag var der morgengudstjeneste i Usbenskij-katedralen, den ortodokse kirke i Helsingfors. Her er vokalmusikken det altdominerende, der bruges ikke orgel. Præsterne messede liturgi, bønner på svensk, og en kvartet faldt ind. Den karakteristiske dybe basstemme, kendt fra det russiske repertoire, var også meget præsent her. Og der var meget mere firestemmig ortodoks kirkemusik fra Usbenskij-katedralen fredag aften, hvor Usbenie-kvartetten foldede sig ud i en regulær koncert med dette for det øvrige Skandinavien nok lidt fremmedartede, men spændende, repertoire.

Fredag eftermiddag var det tid til Sveriges nationalkoncert. Som alle andre nordiske lande havde man måttet give afkald på at sende et kor til Helsingfors, men vokalkvartetten Schola Gothia (Ulrike Heider, Sabina Nilsson, Yvonne Carlsson og Helene Stensgård Larsson) fra Göteborg var en interessant erstatning. Gruppen er specialiseret på middelaldermusik, gregoriansk sang og tidlig flerstemmig musik. Programmet med overskriften Gaude Birgitta kunne høres både som særdeles kyndig musikhistorisk research og som koncert, og blev indlevet og meget smukt sunget.

Næste streaming var med de to pige-vokalgrupper Sancti Amici og Frida fra Borgå, der dyrker vokalmusik på et højt plan, og blev – en finsk tradition – i 2020 valgt til Årets Musikgruppe af Finlands Kirkemusikforbund. De havde som andre kor været ramt af corona-nedlukningen, men klaret sig igennem ved gruppeøvning og videosang. På den baggrund var deres koncert ekstra imponerende, musikalsk, rent og rytmisk, med fin, let og strygende klang, indimellem også med overraskende kraft og voldsomhed, alt sunget udenad. Programmet bestod hovedsagelig af finsk musik fra 1900-tallet.

Det nyeste stykke på programmet var også et af de mest interessante: Agnus Dei fra Olli Kortekangas Missa Brevis, de skabtes psalme, fra 2019. Her som i et par andre numre medvirkede en lille gruppe musikere. Dirigenten Minna Wesslund (f. 1962) var også repræsenteret med et fint stykke, der synes at afspejle en oplevelse af Gud i den finske natur.

Den islandske nationalkoncert stod ensemblet Umbra for. Som det svenske ensemble bestod det af fire syngende kvinder med stor ekspertise i middelalderrepertoiret, men ud over sangen trakterede de også en lang række instrumenter. Repertoiret var egne og andres arrangementer af den gamle musik. Et par udsættelser af nye islandske salmemelodier faldt fint ind i konteksten. En dejlig koncert, hvor et spændende og anderledes repertoire blev fortolket helt suverænt og med legende fantasifuldhed.

Lørdag formiddag var der præsentation af kirkemusikuddannelsen ved Sibelius-Akademiet, som siden 2013 har været en del af Kunstuniversitetet i Helsingfors, og som er Skandinaviens største musikkonservatorium. Man har i dag studerende med uensartet baggrund, og forsøger at møde de studerende med forskellige genremæssige kompetencer. Universitetstilknytningen medfører bl.a., at man kan afslutte uddannelsen på højeste niveau med en doktorandeksamen Doc.Mus., hvis hovedvægt kan være enten kunstnerisk eller videnskabelig. I øvrigt kan henvises til Peter Peitsalos artikel om finsk kirkemusik i augustnummeret.

Den danske nationalkoncert blev varetaget af Duo MM, Anne Kirstine Mathiesen, siddende ved orgelspillebordet i domkirkens kor ved siden af David Lau Magnussens flygel. De havde medbragt to danske uropførelser, og komponisterne præsenterede selv værkerne.

Jens Ramsings Three Concert Pieces for piano and organ var tre fint kontrasterende stykker, hvor ikke mindst 2. satsen, ”Moments” over Klokken slår, tiden går som franskpræget stemningsmusik var en smuk oplevelse. Tredjesatsen ”Moving” var en virtuos tour de force, som duoen klarede med bravur.

Martin Lohse forklarede om sit stykke Flow, at det har forbindelse med både vand, med strømmenes forskellige hastigheder, og med bevidstheden. Det var tydeligt i slægt med amerikansk minimalmusik, hvor den stadige rytme til sidst byggede op til et klimaks, hvor pianistens muskulære kapacitet triumferede også i konkurrence med orglets tutti.

Koncerten sluttede med Anne Kirstine Mathiesens transskription af Duprés Cortège et Litanie Op. 19, No. 2, også den et stykke (om end fra en helt anden tid), hvor akkumulering af gentagelser bygger op til en spektakulær afslutning. Der blev også plads til et ekstranummer, den langsomme sats fra Bachs klaverkoncert i g-mol (oprindelig violinkoncert i a-mol)
Norges planlagte nationalkoncert var coronaramt, men som en meget spændende sidste øjebliks erstatning var det lykkedes at skaffe ensemblet Vox Humana med Ruth Wilhelmine Meyer, sang, og Nils Henrik Asheim, orgel. Deres meget kreative omgang med ikke blot den kirkemusikalske tradition, men også med deres instrumenter – stemme hhv. orgel – var inspirerende.

Ruth Wilhelmine Meyer er en sanger med et utroligt stemmeomfang – seks oktaver, siges det i programmet! – og hun benytter en række forskellige vokalteknikker fra folkemusik i forskellige lande. Da transmissionen af koncerten begyndte, hørte man kun nogle sagte orgelklange og det, der lød som en dæmpet mandsstemme – det viste sig at være hendes sang i det dybe leje. Andre steder i koncerten , som i bearbejdelsen af folkemelodien ”To duer” imiterede hun vanvittigt høje fuglelyde - hvordan gjorde hun lige det???

Nils Henrik Asheim improviserede vistnok orgelstemmerne til vokalnumrene og spillede sit eget Vox Organi solo. Deres fælles komposition De Profundis er et værk med det helt store udtræk. Det begynder i de allerdybeste kældre, bygger sig op til et monumentalt klimaks og slutter i nærmest surreal ro. Domkirkens klokker faldt, sikkert uplanlagt, men magisk, ind i de sidste takter.

Søndag sluttede symposiet med festgudstjeneste i Johanneskirken. Den begyndte med samme trompet-orgelfanfare som havde lydt ved åbningskoncerten. Hele to biskopper, en svensk- og en finsktalende, deltog. Det var en gudstjeneste af højkirkeligt tilsnit med messingblæsere, orgelbrus, talrige processioner, kirkelige rober og udførlig liturgi, men også præget af en imødekommende, ”nordisk blød” salmetone, som de forskellige lande var fælles om. Som dansk salme var valgt Peter Møllers og Jens Rosendals Du, som ud af intet skabte. I fravær af de store kormasser og en fuldtalligt syngende menighed blev vokalkvartetten Schola Gothia og Umbra-ensemblet de førende vokale medvirkende.

Ved afslutningen af festgudstjenesten overdrog den hidtidige formand for Nordisk Kirkemusikråd Pia Bengts formandskabet til DOKS’ formand Karin Schmidt Andersen, der skal lede rådet indtil 2024, hvor der er Nordisk Kirkemusiksymposium i København. Karin Schmidt Andersen takkede i sin tale de finske arrangører for at have båret den nordiske kirkemusik-stafet sikkert gennem en meget svær periode, samt alle de deltagere, der med kortere eller længere varsel var sprunget til da planerne måtte ændres. ”Det har været et savn ikke at kunne mødes fysisk ved dette symposium, men så meget mere glædeligt, at indholdet har været på et virkeligt højt niveau og med en imponerende bredde. Og man kan glædes over, at det virtuelle symposium har givet mulighed for at nå mange flere end et vanligt symposium. Gennem årene har tusindvis af kirkemusikere fået oplevelser og inspiration ved kirkemusiksymposierne, der har sat sig spor i den enkelte og haft indvirkning på den måde kirkemusikken har formet og udviklet sig i vore lande.”

Som postludium og en hilsen fra Danmark spillede Anne Kirstine Mathiesen Leif Kaysers Nu fryde sig hver kristen mand. Det bestilte Exitus-værk, Merete Kuhlmanns Te Deum for trompet, pigekor og orgel, kunne desværre ikke opføres ved den lejlighed, men ligger på nks’ hjemmeside i en fornem optagelse fra Roskilde Domkirke. Karin Schmidt Andersen sluttede sin tale med at sige, at historien om dette stykke er ”en aktuel fortælling om de vilkår kirkemusikken har været underlagt frem mod dette symposium, og dette nye Te Deum skal være et tegn på at lovsangen igen vil klinge frit rundt i Norden frem til vi mødes i 2024.”