Buxtehude-orgel under lup

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 3, juni 2021, s. 16

I 1940'erne, 50'erne og 60'erne var der stærke kræfter, der - med betydeligt held - arbejdede for at lancere Danmark som orgel-kulturland. Dette var i sandhed en heroisk kamp, for bortset fra Compenius-orglet og en håndfuld ganske vellykkede nye instrumenter ejede vi ikke noget, der for alvor kunne påkalde sig international interesse og berettige os til at gå i konkurrence med berømte orgelnationer som Tyskland, Holland og Frankrig.

Hvorfor var det så vigtigt at få omverdenen til at tro, at vi havde noget, vi strengt taget manglede? Personlig føler jeg mig overbevist om, at det var nationale kræfter, der gjorde sig gældende, og at der var tale om en afsmitning fra Tyskland, hvor Bach, Bachs orgelmusik og de store Schnitger- og Silbermann-orgler fungerede som markante nationalsymboler, både før, under og efter naziregimet.

Den danske orgelbevægelses energiske pennefører var Berlingske-medarbejderen Niels Friis, hvis specialområder var kongehuset, dansk personalhistorie, Det Kongelige Teater, dansk militærmusik, dansk orgelbygning samt Dietrich Buxtehude. Emnekredsen og den højstemte sprogstil, Niels Friis betjente sig af, gav tydelige signaler om, at Danmark og dansk kulturhistorie repræsenterede noget ganske enestående. Ingen skulle tage fejl og tro, at vi blot kunne betragtes som en ubetydelig nordgermansk provins.

Friis' største interesse var orgelbygningen i Danmark. Hans banebrydende bøger og artikler om dette emne udstråler den største respekt for et traditionsrigt kunsthåndværk, hvor man som en selvfølge sætter kvalitet over indtjening.

Og lige som Tyskland havde Bach og en række betydelige orgler fra dennes tid, kunne Danmark - hævdedes det –tage æren for Buxtehude og to fornemme ’Buxtehude-orgler’, som mesteren selv havde spillet på: ét i Helsingør(Sct. Mariæ) og ét i Torrlösa, hvor man havde overtaget det tidligere orgel fra Mariakirken i Helsingborg. (Den omstændighed at det ene af monumenterne befandt sig i Skåne, frembød intet væsentligt problem i den forbindelse: det var jo trods alt gammelt dansk land).

Det er ikke for meget sagt, at Niels Friis satte gang i en veritabel Buxtehude-orgel-renæssance. I befrielsesåret 1945 udgav han en bog med den malmfulde titel Diderik Buxtehude - Den store dansker, og senere tog han i bøger, tidsskrifter og aviser gang på gang fat på emnet Buxtehude og orglerne. Det skyldes uden tvivl Friis' utrættelige indsats, at de to nævnte 'Buxtehude-orgler' blev restaureret, genskabt - eller hvad man nu skal kalde det - i henholdsvis 1960 og 1962. Begejstringen for disse projekter lyser ud af en række titler fra perioden:
- Et Buxtehude-orgel og dets skæbne (1952)
- Diderik Buxtehude og hans orgler (1957)
- Buxtehude - hans by og hans orgel (1960)
- Det genskabte Buxtehude-orgel i Torrlösa (1962)
- Fortabte toner, der har fået nyt liv (1962)
- Historisk musikinstrument reddet fra forfald og nyskabt (1962)

Det lyder alt sammen vældig flot, men jeg kan lige så godt røbe den frygtelige sandhed først som sidst: ingen af de to proklamerede Buxtehude-orgler fortjente denne betegnelse. I Helsingør var det kun facaden samt sølle 2% af piberne, der stammede fra Buxtehudes tid, og i Torrlösa var der ganske vist en del mere originalsubstans tilbage, men den redningsaktion, man var så stolte af i 1962, var i virkeligheden intet mindre end en katastrofe. Orgelkenderen Mats Hultkvist, der har forsket i Torrlösa-orglets historie, har ligefrem kaldt restaureringen i 1962 for en massakre, og sikkert er det, at alle sagkyndige i dag må græmmes ved tanken om det uerstattelige materiale, der gik tabt ved denne lejlighed.

Hvad ville Buxtehude sige, hvis vi lod ham høre Torrlösa-orglet med bind for øjnene? Ja, han ville uden tvivl undre sig over, at et orgel overhovedet kunne klinge sådan. Han havde aldrig i sit liv hørt noget lignende. Han ville, tror jeg, fornemme det som et mærkelig køligt og farveløst instrument uden de intense, mættede klange, han satte så stor pris på. Han ville føle det uegnet til den vældige retoriske forførelseskunst, han udøvede i sine improvisationer, og han ville desuden undre sig over orglets temperering, hvor alle tonarterne var lige falske, både de almindelige og de sjældne, og hvor ikke en eneste durterts var blot nogenlunde ren og kunne få orgelklangen til at falde til ro i salig sødme. Og én ting er stensikker: det ville ikke et øjeblik falde ham ind, at det var hans eget gamle Helsingborg-orgel, han lyttede til.

Hvis man så fortalte ham, hvad det var, han havde hørt, og tog bindet fra hans øjne, ville hans overraskelse blive til forfærdelse: for hvad var der dog sket? hvor var hans vidunderlige rygpositiv blevet af, hvad i alverden var det for et kedsommeligt kassemøbel, man havde smækket op i stedet, og hvordan var det gået til, at forskellige af hovedorglets udsmykningsdetaljer havde skiftet plads?

Og åbnede vi så til orglets indre for at vise ham dets sjældne gamle orgelpiber, kunne det være, vi fik at vide, at adskillige af disse højt besungne klenodier ganske vist er meget gamle, men at de desværre ikke fandtes i orglet på hans tid, og at der kan være tale om senere tilkommet genbrugsmateriale.

På det seneste er Torrlösa-orglet kommet i fokus igen, idet det er hensigten at lade et internationalt panel af fagfolk undersøge instrumentet og bedømme mulighederne for genskabelse af det historiske barokorgel.