Anmeldelse: Kirkemusikalsk brugskvalitet – i rå mængde

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 2, april 2021, s. 14

Christian Præstholm: Orgelkoraler, bind 23, 24 og 25. Eget forlag, Pris pr. bind kr. 139,-

I rækken af hæfter med orgelkoraler fra Christian Præstholms myreflittige hånd er vi nået til nr. 23, 24 og 25, og hermed har komponisten rundet imponerende 300 bearbejdelser ud af de planlagte over 600 – et direkte vildt antal, der i sig selv aftvinger respekt. Præstholms erklærede hensigt har fra starten været at skrive orgelkoraler til alle melodier i koralbogen. Dette forpustelsesfremkaldende projekt er meget malende blevet kaldt et kompositorisk maratonløb. Efterhånden som stykkerne har materialiseret sig, er der opskaleret til en ironman – indtil videre uden symptomer på metaltræthed.

Kan det virkelig lade sig gøre at holde den kvalitetsmæssige fane højt – i et så voluminøst omfang og hæsblæsende tempo? Efter at have siddet med de tre nye hæfter på nodepulten er en eventuel skepsis fejet til side: Svaret er ”ja”! En orienterende gennemspilning af de tre hæfters i alt 35 bearbejdelser berigede mig i høj grad – ikke blot med anvendeligt gudstjenesterepertoire, men også med en fornemmelse af, at det meste tåler tilbagevenden på et senere tidspunkt – i gudstjenestesammenhæng og som indslag i et koncertprogram.

Overordnet ligger stykkerne godt - Præstholm kender sit orgel. Siddende ved mit ret typiske blandingsorgel (Marcussen & Søn 1953, Rp/Hv/Sv/P 34 st.) må jeg konstatere, at næsten alt kan realiseres på overbevisende måde. Komponistens velkendte evner udi virtuost orgelspil fornægter sig ikke, og de fleste af stykkerne er nok ikke til en sidste-øjebliks indstudering søndag morgen. Hæfterne er i praktisk, ”vende-venligt” spiralbind, og grafisk er der intet at udsætte. Nodesatsen er letlæselig (med undtagelse af enkelte højresider i mit prøveeksemplar af bind 24, hvor de øverste nodelinjer er en anelse utydelige, men måske er det en tilfældighed).

Det er umuligt at pege på musikalske svipsere blandt koralerne i de tre hæfter: det er godt håndværk med flair for at skrive noget, der gør sig. Herunder nogle nedslag:

Lille romantisk fantasi over ”Tag det sorte kors fra graven” (Henrik Rung, 1847)
Lille romantisk fantasi – ” lille” må gå på længden, for der sker meget i dette harmoniske festfyrværkeri! Med franske registreringsangivelser tager Præstholm sandsynligvis udgangspunkt i sit eget orgels symfoniske formåen (Sankt Mortens Kirke, Randers. P.-G. Andersens Orgelbyggeri 52 stemmer, 3 manualer & pedal. Udstrakt genanvendelse af ældre stemmer). De første seks takters indledning bygger tematisk på sjette linje, og der spændes festfyldt op - i ét langt crescendo - til præsentation af koralen med fed og brusende rørstemmeklang. I takt 7 introduceres første linje i sopranstemmen, akkompagneret af højromantisk og jublende harmonik – og masser af kromatiske herligheder. Allerede i optakt til takt 9 overtages koraltemaet af altstemmen. Herefter kunne komponisten snildt have fortsat i A-dur, men friskheden og det begejstrede udtryk forstærkes yderligere af et spring til C-dur – for så ved hjælp af et franskklingende afsnit atter at søge imod A-dur. Herved bliver det dog ikke, da Præstholm kadencerer til en overraskende dominant til G-dur/g-mol. Men netop som vi troede os på fast grund, sker der spændende ting i takt 27: med lukket Récit og med tilføjelse af mixtur spilles et vers af ”Krist stod op af døde” med den lækreste harmonik underbygget af en basstemme, som mere end blot smager af ostinat… Herefter gradvist tilbage til ”Tag det sorte kors fra graven” via et mellemstykke, som indledningsvis domineres af tematiske referencer fra koralen og endelig med en opspænding, hvor kromatiske modbevægelser former en gevaldig harmonisk intensivering. Det hele lægger op til en triumferende afslutning med første linje af ”Krist stod op af døde” spillet med dobbeltpedal. Der kunne have stået ”Kristus er opstanden – ja, han er i sandhed opstanden”! Og det endda med franske farver: Der kunne også have stået ”Hommage à Alexandre Guilmant”, hos hvilken Præstholm tydeligvis henter inspiration. En vidunderlig sats med ufiltreret påskejubel!

Mit hjerte altid vanker (Carl Nielsen, 1914)
Der står malet ”Carl Nielsen” overalt i dette stykke: der er ingen tvivl om, at komponisten kan sin Nielsen. Med udgangspunkt i særlige og for Nielsen definerende dele af temaet udsøger Præstholm sig elementer, som bruges i denne lidt længere koral. Fra starten spores ophavet tydeligt ved anvendelsen af gentagne kvintspring, skift af tonekøn, overraskende modulationer m.m. Et langt stykke af vejen sørger højre hånd for akkompagnerende spil – undertiden næsten som en obligat stemme – hele tiden båret op af salmens indledende kvart. Dét i sig selv er fint, men når man ser på venstre hånd, ser man, hvor godt tingene er skruet sammen! Her skiftes der mellem koralen som cantus firmus på manual I og selvsamme koral i bearbejdet form på manual II – samme sted, hvor højre hånd passer sine Nielsen’ske figurer. Det er godt tænkt og eksekveret! Talrige andre lækkerier kunne anføres, men det vil føre for vidt her. Kun skal nævnes, at satsen afsluttes i bedste orkestrale ”Commotio-stil”, hvor pedalstemmen tager sig af paukernes kvartspring. I næstsidste takt får den enkle højre hånd modspil fra venstre – med karske tværstande på slag 1 og 3, og det hele afsluttes i sidste takt med en pompøs og harmonisk velpolstret halvslutning. Sådan!

Hvorledes skal jeg møde (Melchior Teschner, 1615)
Denne roligt flydende koralbearbejdelse er klart opbygget med cantus firmus i venstre hånd og med en yndefuldt fremadskridende karakter. Efter få takter tog jeg mig selv i at komme til at tænke på ”Rhosymedre” af Vaughan Williams, hvis lette og charmerende karakter kan have været en inspiration. Sødmefyldt understøtter akkompagnementet cantus firmus, og overordnet er der en fornemmelse af ”sweet, English”. De parallelførte tertser/sekster bidrager til satsens gennemførte klarhed.

Nu sol i øst oprinder mild (Carl Nielsen, 1919)
Ikke kun i bind 23 henter Præstholm inspiration hos Carl Nielsen – det sker også i bind 25, hvor han tager den fine ”Nu sol i øst oprinder mild” under behandling. I en gennemsigtig sats finder han inspiration fra bl.a. 5. symfoni. Indledningsvis præsterer højre hånd ”fuglesang” med Nielsen’ske sekstoler, hvorunder venstre hånd tager sig af det mere temabundne. Senere byttes der roller løbende. Det er en effektiv pastiche, og efter en lille kunstpause slutter Præstholm med sidste koralbogslinje. Til sidst kan han ikke dy sig: På slutakkorden vender sekstolerne tilbage, hvorved kredsen er sluttet. Der lånes ivrigt, og efter musikken skriver Præstholm i en parentes: ”Tak for lån, Carl”. Mon ikke Nielsen ville have svaret: ”Du tager bare…”. Hvis man er til pasticher, er dette en helt fremragende sats!

Halvvejs i dette mammutprojekt spørger man sig, om de mange stykker har styrke til at blive en fast del af vores liturgiske orgelrepertoire og måske endda snige sig ind koncertprogrammerne? Det er kvalificeret brugsmusik, der virker fint her og nu - men vil den hurtigt vige pladsen for andet? Nu er brugsmusik ikke et skældsord, og Her og nu er ikke dårligt – hvis kvaliteten er så god, som det er tilfældet her. Fornøjelsen var stor – både for undertegnede og for den lille ”corona-menighed”, som en del af orgelkoralerne i de tre hæfter er blevet præsenteret for i forbindelse med udarbejdelsen af nærværende anmeldelse.

Derfor en stor anbefaling: Christian Præstholms seneste tre hæfter med spilleglade og velklingende gudstjenestestykker er en repertoiremæssig berigelse. ”300 Orgelkoralers Mærket” er nået med maner – dybt, dybt imponerende, hvis kvaliteten virkelig kan bibeholdes i de kommende, mange orgelkoraler!