Kirke, musik og sang med demensramte mennesker

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 5, oktober 2020

Af Hugo Jensen. Kirkemusikalsk diplomeksamen, DKDM (2006). Cand.mag i musikterapi, AAU (2017). Pædagogisk diplomuddannelse i psykologi med afgangsprojekt om ’Kvaliteter i kirkeligt arbejde med demensramte’, UCC (2016). Underviser på gerontologisk efteruddannelse for ansatte i folkekirken 2019-21

Der er et øget fokus på at opkvalificere brugen af musik i det kirkelige arbejde med demensramte personer.
I 2. udgaven af bogen ’Salmesang med demensramte’, der netop er udkommet på forlaget Eksistensen, har jeg skrevet et kapitel sammen med professor emeritus i musikterapi Lars Ole Bonde. Der præsenteres begreber, grundforståelser og teoretiske modeller fra musikterapifaget, som vi anser for relevante i forhold til planlægningen og udførelsen af demensvenlige andagter eller gudstjenester. Denne artikel er skrevet med udgangspunkt i og som en forkortet version af det bogkapitel. To modeller præsenteres om Ramme, Regulering og Relation (Ridder, 2016) og musikkens fire menings- og funktionsniveauer (Bonde, 2011).

Generelt ses ved demenssygdomme en svækkelse af kognitive funktioner, som skaber vanskeligheder med hukommelse og selvregulering. Personen får svært ved at huske, koncentrere sig, planlægge, tage beslutninger, orientere sig og bearbejde sanseindtryk. Det fører alt i alt til udfordringer med at kommunikere og med at fungere i sociale sammenhænge (Bonde & Ridder, 2017, s. 192). Hvad kan disse ændringer betyde for en demensramt persons muligheder for at medvirke og orientere sig i en gudstjeneste?
Normalt foregår en gudstjeneste i en vekslen mellem tale (fra præst til menighed), sang (salmer i deres helhed) og musik (præludium, evt. motet og musik under nadveren, samt postludium). Hvis præsten læser op (med øjnene rettet mod skriften), er det envejskommunikation. Hvis musikken vælges udelukkende ud fra musikeres lyst, formåen og indholdet af teksterne til helligdagens placering i kirkåret, så opstår der ikke nødvendigvis kontakt til demensramte kirkegængere. Kirkegængerne lytter i en stor del af tiden til talte ord eller musik, og der forekommer normalt ikke dialoger undervejs i en gudstjeneste/andagt. De forventes at tage imod, bearbejde og forholde sig til ordene og musikken. Samhandling foregår primært, når der tales i kor eller synges sammen, dvs. i fælles bøn (Fadervor), i trosbekendelsen og i salmesangen. Kompliceret liturgi, lang varighed, mange læsninger og (til tider) lange salmer – som ved en almindelig højmesse – vil for de fleste demensramte være yderst vanskeligt at være i og forholde sig til. Mange vil enten blive urolige og have svært ved at holde fokus, andre vil sikkert falde hen, måske i søvn, og glide ind i deres egen verden. Der kan altså være en række udfordringer for den demensramte i en traditionel gudstjeneste.
Musik kan være et godt redskab til skabe kontakt, fælles opmærksomhed og forbundethed, hvilket er nødvendige forudsætninger for at kunne kommunikere, formidle og forkynde. En bevidst brug af musik kan medvirke til, at den demensramte person føler sig tryg, rolig/vågen og som en del af et kirkeligt fællesskab. At ville skabe et inkluderende kirkerum for demensramte mennesker, uanset om det sker på et plejehjem eller i en kirke, fordrer, at personalet tager hensyn til og kompenserer for de udfordringer, sygdommen bevirker.

Musik kan skabe en ramme med struktur og genkendelighed, og det samme gør kirkens rum, liturgi og ritualer. Både musik, instrumenter og mennesker kan være markører (cues), der er med til at sætte en kirkelig kontekst. Musik anvendt til regulering af demensramtes arousal-niveau (dvs. graden af vågenhed og parathed) kan skabe grundlaget for at disse kan indgå i en tæt relation. Hanne Mette Ridder, professor i musikterapi ved Aalborg Universitet, har udviklet følgende model (3xR), hvor musikkens potentiale indkredses på en række områder og anvendt til forskellige formål.

Model: Integration af tilgange vedr. musik og relation. Musikkterapi og eldrehelse (Ridder, 2016, s. 143)

Der bør gøres flere overvejelser i forbindelse med musikken. Hvad skal der spilles, hvordan og hvorfor? Skal musikken være genkendelig eller ej? Det kan være komponeret (og evt. kendt) musik, en koralbearbejdelse eller en improvisation, evt. over en kendt melodi. Musikterapiprofessor Tony Wigram har skrevet en bog om klinisk improvisation (2004), hvor begrebet ’ekstemporering’ præsenteres i kap. 5 (også med lydeksempler). Ekstemporering er at lave en parafrase over et tema, altså en blanding af noget genkendeligt og frit. Hvis en kendt sang eller salme spilles i sin originale form, vil nogle sikkert begynde at nynne eller synge med. (Det samme kan ofte ske ved forspil). Til en demensvenlig gudstjeneste kan det ses som en god ting ift. genkendelighed og fælles opmærksomhed. At spille eller improvisere et præludium over første salme vil hjælpe med at ’hente den frem’ fra hukommelsen, så den demensramte person måske bedre kan synge eller nynne med på salmen efterfølgende. Ved præ- og postludium er musikken i forgrunden og kan kalde på deltagernes fulde opmærksomhed. Under nadveren (eller uddeling af genstande til sansestimulering) skal musikken måske være i baggrunden og ikke kalde på opmærksomheden.
Tydelighed og enkelhed i musikken (på et mikroniveau), f.eks. i struktur og tonalitet, vil gøre det lettere for deltagerne at forholde sig til musikken. Rammen skal sættes, og opmærksomheden skal samles. Det sker allerede inden præludiet, men fælles opmærksomhed, ro og nærvær kan også skabes i løbet af præludiet, hvis musikken anvendes til regulering.

De fleste mennesker kan berolige sig selv ved at tage en dyb og rolig vejrtrækning. Måske kan det også hjælpe til at finde en tålmodighed eller overbærenhed til at rumme (containe) noget udfordrende. Derved regulerer vi os selv, måske uden at tænke over det. Vi mennesker påvirker også hinanden gennem vores nervesystemer. Mennesker med demens svækkes ofte i deres evne til selvregulering. De skal hjælpes af andre eller noget udefra, f.eks. musik. Musik kan have en beroligende (sedativ) eller opkvikkende (stimulerende) effekt på vores arousal-niveau.
Musikken til en demensvenlig gudstjeneste skal naturligvis ikke skabe utryghed og uro på noget tidspunkt. Uforudsigelighed og pludselige skift (i f.eks. tonalitet, rytme, tempo, klangfarve eller dynamik) kan have en negativ påvirkning af deltagerne, hvis de ikke kan forstå eller forholde sig til musikken. Særligt velegnet til regulering – også i en gudtjeneste - er musikalsk improvisation, hvor musikeren bevidst kan overveje og anvende de musikalske grundelementers betydning (Wigram, 2004). I nuet kan der vurderes, hvad der vil være passende at spille og hvordan - med henblik på regulering. Musikken kan godt have energi og intensitet, men måske er det godt, hvis den begynder mere blidt og også lander i en ro til sidst. Det vil med andre ord sige en nænsom regulering eller kurve op i arousal og ned igen. Tilsvarende kan der indtænkes, hvordan en hel tjeneste på et overordnet plan kan sluttes eller landes i low-arousal ved at spille eller synge rolig musik til sidst.

I den sidste kategori af 3 x R-modellen er sigtet eller formålet under Relation at dække psykosociale behov, der af demensforsker Tom Kitwood (1997) blev beskrevet som Tilknytning, Trøst, Identitet, Beskæftigelse og Inklusion, som alle fem samles i et grundlæggende behov for Kærlighed (Ridder, 2014, s. 315-316). Nogle teologer forholder sig kritisk til Kitwoods teori om personcentreret omsorg. Kristendommen har et andet sigte. Dog kan meget siges at være fælles, f.eks. ønsket om at give trøst og kærlighed til medmennesker.

Det er tid til at præsentere den anden teoretiske model, der indkredser forskellige betydningslag i musik. Den norske professor i musikterapi Even Ruud har beskrevet fire menings- og funktionsniveauer, og Lars Ole Bonde (2011) har gengivet og udfoldet modellen i bogen Musik og menneske.

Model af Even Ruud gengivet af Lars Ole Bonde (2011) Musik og menneske.
Uddybning af denne model er der ikke plads til i denne artikel, men kan læses i den seneste udgave af bogen Salmesang for demensramte.

Foruden begreberne ramme, regulering og relation, så indgår flere centrale begreber fra musikterapifaget i den første kompetenceprofil for præster, der arbejder med demensramte , bl.a. kommunikativ musikalitet og vitalitetsdynamik. Når vi kommunikerer, så er ikke bare ord og kropssprog afgørende, men også det, som vi udtrykker med toneleje, tempo og timing. Kommunikativ musikalitet bruges om det samlede udtryk af stemmelyde og kropsbevægelser. Begrebet er opstået gennem forskning i kommunikationen mellem spædbørn og omsorgspersoner, dvs. som viden om den førsproglige måde at være i dialog på gennem lyde og gestik (Malloch & Trevarthen, 2009). Vitalitetsdynamik handler om, hvordan en gestalt - en perception og oplevelse af en helhed - vokser og folder sig ud med og i bevægelse, kraft, tid, rum og intention (Stern, 2010). Oplevelsen af vitalitet er grundlæggende kropslig og nonverbal – igen handler det ikke om, hvad der kommunikeres, men om hvordan det/der kommunikeres (Bonde, 2014, s. 162). For demensramte kan måden, en handling udføres på, have større betydning end selve handlingen (Nors et al., 2009, s. 28). Derfor er det ikke nok, at der i planlægningen af en demensvenlig gudstjeneste sættes en ramme (liturgi) og vælges et indhold (salmer, læsning(er) og musik). Mindst lige så vigtigt er, at både præster og organister overvejer, hvordan tjenesten kan udføres på en demensvenlig måde (tempo, overgange mm.).

Musik kan indgå på et makroniveau i en kirkelig handling, som liturgiske led, der er strukturbærende og rammesættende. Men musikken kan også – og på samme tid - være kirkelig(e) (sam)handling(er). At skabe en demensvenlig og inkluderende kirke kan kræve ændringer på både makro- og mikroniveau. Liturgien må tilpasses til målgruppen. En svært demensramt person, der måske ikke kan holde en salmebog, læse eller huske en lang salme, kan måske alligevel inkluderes i fællessangen, hvis et første vers af en kendt salme eller sang gentages – eller hvis der vælges salmer med få, kendte vers. Improvisation kan bruges mere bevidst til at skabe overgange mellem liturgiske led.
I kirkelig sammenhæng er der på diakonissestiftelsen udviklet e-lærings-værktøjet ’Eksistens med demens’ til sognekirker og plejehjem , hvor tre praksisformer fremhæves: 1) sanselighed (dufte, føle, musik), 2) reminiscens (genkalde minder) og 3) personligt nærvær (tid til den enkelte). Ikke alene musik kan anvendes bevidst som et relationelt virkemiddel ift. at skabe kontakt, fælles opmærksomhed, vække minder og skabe glæde. Sæbebobler, blomster, sten, bær, frugt og andet kan evt. tillægges en teologisk betydning, og demensramte kan nyde en sansestimulering ved at se, dufte, mærke, smage eller bevæge sig. En del af de fra babysalmesang kendte elementer kan derfor indgå med henblik på at styrke den umiddelbart sanselige del af en demensvenlig gudstjeneste.
I praksis kan det være vanskeligt at skabe kirke, hvor der både deltager demensramte personer og mennesker, som ikke er kognitivt svækkede. Forskellige demenssygdomme påvirker på forskellig vis personer, som i sig selv er forskellige. Det kirkelige personale er også forskellige mennesker med egne holdninger til, hvad kirke og kirkemusik bør og kan være. Ændringer og justeringer ift. en almindelig andagt eller gudstjeneste må foretages ud fra konteksten og deltagerne. Musikken kan have teologisk og æstetisk betydning, men dens funktionalitet kan også være vigtig og værdifuld. Det ene behøver ikke udelukke det andet.

I 2019 startede en toårig gerontologisk efteruddannelse - Demens, alder og palliation - for ansatte i folkekirken i et samarbejde mellem FUV og kirkemusikskolerne, hvor jeg underviser med præsten Jeppe Carsce Nissen på fire ud af fem moduler. Desværre har ganske få organister meldt sig til forløbet. Organisternes indsats er af afgørende betydning i arbejdet med ældre, der har fået svært ved at forstå det talte ord. Der eksisterer meget forskning i brugen af musik og musikterapi i demensomsorgen . Viden, færdigheder og kompetencer fra musikterapiens praksisfelt kan give inspiration og læring til organister og andre ansatte i kirken.

Kirkemusik er meget mere end ledsagelsen af salmesang, præludium og postludium. Det er også et redskab, der bør bruges med omtanke, ift. at regulere og forbedre kontakt og kommunikation, og dermed skabe muligheder for samhandling med demensramte personer. En bevidst og målrettet brug af sang og musik vil optimere mulighederne for at inkludere denne voksende befolkningsgruppe i det kirkelige fællesskab.

’Forkynd evangeliet. Brug ord om nødvendigt.’ - Frans af Assisi

Bonde, L.O. (2011). Musik og menneske. Introduktion til Musikpsykologi. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
Bonde, L. O. (Red.). (2014). Musikterapi: teori, uddannelse, praksis, forskning: en håndbog om musikterapi i Danmark. Klim.

Kitwood, T. M. (1997). Dementia reconsidered: The person comes first. Open university press.

Malloch, S., & Trevarthen, C. (2009). (red.) Communicative musicality: Exploring the basis of human companionship. Oxford: Oxford University Press.

Nors, A., Ottesen, A. M., & Weberskov, B. (2009). Demens –den anden frekvens: Inspiration for pårørende (1. udgave). Kbh.: Fænø Lighthouse Projects.

Ridder, H. M. O. (2014). Musikterapi med personer med demens. I Musikterapi: Teori-Uddannelse-Praksis-Forskning (s. 314-330). Klim.
Ridder, H.M.O. (2016). Musikterapi i en psykosocial demensomsorg i plejebolig. I B. Stige & H.M.O. Ridder (eds.). Musikkterapi og Eldrehelse, s. 133-144. Oslo: Universitetsforlaget.
Stern, D. N. (2010). Vitalitetsformer: Dynamiske oplevelser i psykologi, kunst, psykoterapi og udvikling. Hans Reitzel.

Wigram, T. (2004). Improvisation: Methods and techniques for music therapy clinicians, educators, and students. Jessica Kingsley Publishers.