Historiens Apoteose

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 1, februar 2020, s. 6

Af Lars Rosenlund Nørremark, cand.mag. i idéhistorie og religionsvidenskab, organist i Galten Kirke og underviser ved Det Jyske Musikkonservatorium

Da jeg debuterede fra solistklassen i 2008, vidste jeg allerede, at jeg ikke ville gå den slagne vej med fuldtidsstilling som organist og dertil hørende forpligtigelser, men at jeg havde lyst til at afsøge andre veje.

Som musiker bruger man jo sin krop og sit hoved på en helt unik måde, og hvis et musikerskab skal være sundt, skal der netop være konvergens mellem krop og sind; en sund krop i et sundt sind som man siger. En uddannelse som musiker er en dannelsesrejse udadtil, men det er i lige så høj grad en rejse ind i en selv, og det er en rejse, jeg altid med stor iver har haft lyst til at foretage. Derudover har jeg altid haft lyst til at oparbejde og raffinere den rent intellektuelle del af min faglighed, så derfor søgte jeg efter endt uddannelse på konservatoriet mulighederne for at supplere min musikuddannelse med en akademisk uddannelse. Problemet var dog, at man på grund af diverse uddannelseslofter ikke måtte tage to lange videregående uddannelser. Man måtte altså ikke tage to kandidatgrader, men i kraft af at jeg tilhører den næstsidste generation af organister, der har en diplomeksamen og ikke en kandidateksamen, var det muligt for mig netop at tage to lange videregående uddannelser.

I 2010 blev jeg derfor indskrevet på idéhistorie ved Aarhus Universitet på lige fod med alle andre håbefulde førsteårsstuderende. Jeg har studeret ved Aarhus Universitet sideløbende med mine aktiviteter som koncertgiver, underviser ved Det Jyske Musikkonservatorium og Vestervig Kirkemusikskole, men også sideløbende med min funktion som foredragsholder rundt om i landet samt mit arbejde som organist i den lille skønne landsbykirke i Galten. Mit studium på universitetet sluttede, som det altid gør, med et speciale, som De, kære læser, sidder og just skal til at læse en kondenseret udgave af. Specialet er således kulminationen på ni års deltidsstudier ved Aarhus Universitet tilknyttet idéhistorie og med sidefag på religionsvidenskab, men det er i ligeså høj grad også et udtryk for den akademiske dannelsesrejse, som jeg har gjort med musikken i bagagen.

Idéhistoriefaget blev i Danmark grundlagt af den legendariske teolog Johannes Sløk, der er en af de fire såkaldte Aarhusteologer - de andre var Poul Georg Lindhardt, Knud Ejler Christian Løgstrup og Regin Prenter. Sløk kom direkte fra et professorat i systematisk teologi på det teologiske fakultet. Derfor er idéhistorie helt naturligt indkredset af teologi, filosofi og historie med et særligt fokus på filosofihistorie fra antikken og frem samt den kierkegaardske eksistentialisme. Jeg har igennem hele mit studium ganske naturligt grundet mit lange og givende liv i folkekirken været optaget af musik, kunst og teologi, og blandt de danske filosoffer og teologer har jeg primært været optaget af Løgstrups teologi og filosofi. Derfor tager mit speciale også sit udgangspunkt her; nemlig i et fikspunkt mellem teologi, filosofi og historie.

I mit speciale arbejdede jeg med det grundlæggende spørgsmål om, hvorfor vi som mennesker altid har været kunstneriske helt fra de tidligste hulemalerier og frem til vor tid. Præmissen er, at siden kunsten altid har været menneskets tro følgesvend, må kunsten kunne fortælle en del af menneskets historie. Det antager jeg, fordi vi mennesker jo altid omsætter vores egen tid og historie i vores kunst - kunst opstår aldrig i et tomrum. Det var specialets opgave at udarbejde en historiefilosofi, dvs. en måde at åbne historien på, som afdækker denne form for historieskrivning.

Måden hvorpå denne åbning bliver foretaget, er ved at udarbejde en historiefilosofi med en teologisk forædling, da specialet bygger på den antagelse, at teologien er den mest grundlæggende måde, hvorigennem mennesket møder sin verden. Ved at bringe menneskets historiegestaltning igennem kunst, musik og teologi i harmoni argumenterer jeg for, at historiegestaltning igennem kunst og musik helt fundamentalt klinger fra og har sin oprindelse samme sted som teologien; nemlig med udspring i det guddommelige.

Jeg når således frem til historiens guddommeliggørelse, som jeg har valgt at benævne ”historiens apoteose”. Apoteose rummer betydningen af at guddommeliggøre. "Historiens apoteose" er derfor også titlen på specialet. Titlen er desuden i sig selv en parafrase over Richard Wagners udsagn om L. v. Beethovens 7. symfoni, han som bekendt kaldte "dansens apoteose".

Det filosofiske grundlag bliver etableret gennem min fortolkning af filosoffen Martin Heideggers værensontologi læst gennem hans to værker; ”Kunstværkets oprindelse” samt ”Hvad vil tænkning sige?” Det, der gennemstrømmer al Heideggers filosofi, er grundlæggende en spørgen til, hvad det vil sige at være menneske, og hvordan mennesket forholder sig til sin verden. For Heidegger opstår menneskets verden først i menneskets ønske om at møde verden, og igennem dette ønske afslører menneskets verden sig stykkevist. I Bibelen finder vi jo også Paulus, som jo lærer os, at vi kun erkender stykkevist. Menneskets møde med og erkendelse af verden sker altså løbende, og dermed sker det som en begivenhed, eller som Heidegger kalder det: En sandhedsbegivenhed. Denne sandhedsbegivenhed knytter Heidegger tæt sammen med kunstværket og den virkelighed og erkendelse, som ethvert kunstværk inderligt rummer.

Erkendelsespotentialet i kunstværket er så centralt for Heidegger, at det for ham er den primære måde, hvorigennem mennesket forholder sig til sig selv og sin egen historie. Menneskets verden lyser så at sige igennem kunstværket, og derigennem er kunstværket menneskets egentlige historieskrivning. Det er altså igennem kunstværket, at vi som mennesker opretholder os selv og vores egen historie. Hvis vi vil afdække menneskets inderste væsen og historie, skal vi som mennesker turde stille os i kunstværkets lysning.

Med Heideggers fordring in mente om at turde stille sig i kunstværkets lysning, fortsætter vi til den teologiske del, som bliver en fortolkning af en række essays af den tyske filosof og teolog Walter Benjamin. Benjamin var en jødisk filosof og teolog med tydelig orientering imod den kabbalistiske del af den jødiske teologi. Den kabbalistiske teologi er en gren af den mystiske del af den jødiske teologi, og den rummer bl.a. forestillingen om, at Gud har skjult budskaber om sig selv og sit skaberværk i historien og Bibelen, som det så er menneskets opgave at afdække.

For Benjamin er mennesket i sit udgangspunkt altid forbundet til det guddommelige i kraft af sit væsen. Første Mosebog, også kaldet Genesis, fra Det Gamle Testamente rummer jo fortællingen om, at Gud skabte mennesket i sit billede, og igennem sit sprog gav Gud Adam ansvaret for og magten til at navngive og erkende verden. Mennesket navngiver og erkender dermed verden igennem det sprog, som er givet af Gud. Sprog skal i en benjaminsk forstand forstås meget bredt, som menneskets evne til at formgive og livgive, dvs. det rummer også menneskets evne til at fremstille kunst.

På den baggrund rummer kunsten for Benjamin en rest af den guddommelige skabelse - en form for teologisk kosmisk baggrundsstråling fra Skabelsen. Hvis vi sætter det i sammenhæng med ovennævnte fordring fra Heidegger, at kunsten privilegerer det sande møde med historien, kommer historien, og på grund af historiens tætte forbindelse med kunsten, også til at rumme denne guddommelige rest. Mennesket kan ikke skabe verden ud af intet, creatio ex nihilo, for dét er forbeholdt Gud alene, men mennesket kan skabe og dermed erkende sin egen verden igennem kunst skabt ud af intet. Det er således igennem kunsten, at vi mennesker kan skabe verden på ny eller skrive historien om verden på ny, og det er denne evne, som for Benjamin er guddommelig, fordi den fra begyndelsen er givet fra Gud.

Det er på den baggrund, konkluderer Benjamin, at mennesket med sit ophav i det guddommelige, er givet en svag messiansk kraft, som mennesket skal gøre fordring på, og igennem den svage messianske kraft kan mennesket afdække de guddommelige hemmeligheder i historien. Først hvis mennesket gør fordring på sin svage messianske kraft og gestalter sin historie igennem kunst, bliver historieskrivning ægte og sand.

Den tredje del af argumentet skal findes hos den tyske filosof Friedrich Nietzsche i hans historiefilosofi dels hos ham selv i et af hans mest centrale værker "Historiens nytte" og dels i Martin Heideggers fortolkning af et andet af Nietzsches centrale værker "Således talte Zarathustra".  I begge værker spørger Nietzsche til, hvem der skal varetage menneskets historie, og svaret falder prompte: Det er kunstneren, som skal det. Det er kunstneren, der for Nietzsche kan omsætte sin historiske viden på en måde, som ikke tynger mennesket, men forstærker og ruster det til mødet med fremtiden. Modsat f.eks. arkivaren, som kun indsamler historien for at se nostalgisk og andægtigt på den, er kunstneren i stand til at omsætte sin historie og sin viden om historien igennem kunstværket således, at den gavner mennesket og minder det om, at det er i stand til at skabe det store; det guddommelige. Kunstneren er for Nietzsche overmennesket, et begreb som eftertiden har misforstået på den mest perverse vis.

Overmennesket er for Nietzsche det menneske, som er i stand til at se udover sig selv og se det store i historien og i sig selv. Overmennesket er det menneske som har erkendt, at det har slået Gud ihjel og søger forsoning. Nietzsche kalder overmennesket for "Cæsar med Kristi sjæl", i betydningen som den store hærfører, der med den iboende guddommelige flig tør tage livtag med historien og betvinge den og formgive den.

Lægger vi de udlagte filosofier af Heidegger, Benjamin og Nietzsche sammen, bliver det pludselig langt mindre abstrakt, fordi det vi i virkeligheden er ude efter, netop er det inderligt indeholdte erkendelsespotentiale i kunstværket. Fra Heidegger fik vi fastsat, at det er igennem kunstværket, at mennesket skriver sin egen historie, og via Benjamin blev det tilmed forstærket som en søgen efter det guddommelige i kunstværket. Vores søgen efter det guddommelige i historien, bliver altså at søge historien i kunstværket. Til sidst med Nietzsche fik vi sat fokus på den skabende kunstner, som det essentielle vidne til historien, og dermed bliver den skabende kunstner den mest privilegerede historiker en "Cæsar med Kristi sjæl".

Som musikere ved vi jo alle godt, at det essentielt er korrekt, det som Heidegger, Benjamin og Nietzsche har givet et udtryk i deres respektive filosofier. Det ved vi, fordi kunst som nævnt aldrig opstår i et vakuum, men går hånd i hånd med den skabende kunstners indre liv og det omgivende ydre liv. Vi ved godt, at kunsten rummer vores historie på en helt enestående måde.

Johann Sebastian Bachs musik rummer ikke blot perfekt proportioneret musik i en arkitektonisk forstand. Den rummer også, hvis vi vel at bemærke lytter rigtigt efter, fortællingen om 1700-tallets Leipzig, kampen mellem kirke og stat (tænk blot på hans verdslige kantater kontra de kirkelige kantater) eller den travle hverdag, hvor han var nødt til at økonomisere med sit materiale. Tænk her blot på de mange overlap og gengangere af satser mellem de utallige søndagskantater.
Rembrandts malerier rummer således også fortællingen om den hollandske guldalder, og igennem de mange jødiske motiver indeholder malerierne desuden fortællingen om de sefardiske jøders liv, religion og vilkår i Amsterdam, som Rembrandt så dem.

Men som det allerede nu bør stå én klart, rummer kunstværket ikke nogen eksakt empirisk viden, som kan kvantificeres og verificeres. Dog ved vi som musikere og kunstnere om nogen godt, at det er sandt. Kunstværket lever og ånder i kraft af, at det altid er og vil være flertydigt, og jo mere flertydigt et kunstværk er, jo mere centralt, ensomt og privilegeret står det som historie og historisk vidne. Det er igennem flertydigheden, at kunstværket bliver til en enhed - en enhed af mangfoldigheder.

Så er vi ved vejs ende, og jeg håber, at De, kære læser, stadig er med mig.

Der ér altså noget meget dybere og større på spil, når vi som mennesker laver kunst og musik end blot overfladisk skønhed og nydelse. Når vi spiller musik, maler malerier, skriver romaner og poesi, eller når vi tilvirker en rå marmorblok, så tager vi rent faktisk hele menneskehedens skæbne i vores egne hænder. For Gud har i skabelsen af jorden lagt en lille flig af menneskehedens skæbne i os alle ved at give os sit skabende sprog at erkende i, og hvis vi i troen på kærligheden til visdommen, som philosophia helt grundlæggende betyder, tør tale dette sprog, kan vi skabe kunstværker.

Mennesket er i sit inderste væsen et kunstnerisk væsen, og når vi skaber, både i det store og i det små, gør vi det ikke, fordi vi bliver bedre til at spille fodbold eller bedre til hovedregning. Vi sætter ikke vores børn til at spille musik, fordi de bliver bedre til dit eller dat. Nej, vi laver kunst alene for kunstens egen skyld, fordi i kunsten opbevares og antændes historien om mennesket. Igennem kunsten opfordrer vi os selv til at være menneskelige, og dét er vigtigt at lære vores børn, de vordende musikere, ja, generelt alle mennesker.

Det er igennem kunstværket, at vi kan forløse menneskeheden ved at give mennesket dets sande historie. Det er netop en sand historie, fordi den grunder i det guddommelige i mennesket, og fordi den igennem det rids, som ethvert kunstværk rummer, skaber et axis mundi, et bindeled mellem himmel og jord. Kunstværket bliver derfor bevaringen og guddommeliggørelsen af menneskets livsværk i kunstværket, og derigennem kommer vi til at skabe og ikke mindst bevare historien.

Vi skal turde tage imod skabelsens nådegave fra Gud. Så er vi i sandhed "Cæsar med Kristi sjæl", og så tør vi tro på philosophia, kærligheden til visdommen. Der ligger i kunstværkets befalende pligt det påbud, at vi skal forædle historien med visdom og ikke blot eksakt viden, hvis vi vil afdække historiens inderste hemmeligheder og bringe den til sin forløsning, og derfor kan vores historie kun bevares i kunstværket, hvis den skal være sand.

Keruberne med flammesværdene vogter portene ved Paradis for at nægte os at komme ind igen og blive som, og ikke blot lig, Gud. Men via kunstværkets guddommelige ophav får vi muligheden for se ind bag forhænget til det helligste i templet, og her skal vores takkeoffer være at gestalte historien som kunstværk - som historiens apoteose.

Musik, kunst og filosofi rummer menneskets dybeste refleksioner over liv og død, og derfor hænger de tre ting uadskilleligt sammen. Martin Heidegger skriver i "Hvad vil tænkning sige?", at vi mennesker altid er undervejs, og hvis der er noget, som både musikken og filosofien har lært mig, så er det netop det faktum, at vi aldrig når i mål og kan læne os mageligt tilbage i den bløde stol. Musik og tænkning er to følgesvende, som konstant antænder inspiration, nysgerrighed og skønhed, og den synenergi, som opstår i mellem de to, har drevet og driver til stadighed mit arbejde som både musiker, forfatter, underviser og foredragsholder. Hvis jeg med denne unikke og vigtige fagkombination kan få musikere til at tænke lidt skønnere tanker, og hvis jeg kan få menigmand til at tænke lidt mere musikalsk, er jeg godt på vej. For vores verden i dag har brug for mennesker, der tænker tanker og frembringer musik ej blot drevet af fornuft og mulige sidegevinster men forædlet igennem kærligheden til visdom og skønhed.