Anmeldelse - Kirkemusikkens betydning og rolle i dagens vestlige samfund

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 1, februar 2020, s. 16

Jonathan Arnold: Sacred Music in Secular Society, Ashgate Publishing Limited 2014

Hvad er kirkemusik, kirkelig musik eller religiøs musik? Er der særlige krav til teksten eller til musikken, vi kan stille for at musikken kan ”kvalificere sig” som kirkemusik?  Hvilken betydning har opførelsesstedet for vores oplevelse af et stykke kirkemusik? Hvordan virker tilhørernes forudsætninger ind på oplevelsen af musikken?

Mange spørgsmål af denne art kan stilles, og de vil være svære at svare generelt, endsige objektivt på. I den righoldige litteratur om musiksociologi, musikæstetik og forholdet musik-religion, hvor facetter af emnet behandles, ses da også vidt forskellige svar. De sidste hundrede år har desuden budt på store samfundsmæssige forandringer, der har haft betydning for musikkens placering i og omkring kirken. Massekultur og globalisering har bl.a. betydet en meget større stilistisk bredde, og en tiltagende sekularisering har medført en begyndende opløsning af fællesskaber, herunder også gudstjenestelige fællesskaber.

Dele af den lidt ældre litteratur om musiksociologi kan opleves som mere eller mindre overhalet af samfundsudviklingen – det gælder f.eks. Tibor Kneifs materialistisk funderede ”Musiksoziologie”, Köln 1971; mens en bog som Karl Gustav Fellerer: ”Soziologie der Kirchenmusik”, Köln/Opladen 1963 stadig er givende at læse – et kapitel heri: ”Die Kirchenmusik als Ideal und Wirklichkeit” kan ovenikøbet virke næsten dugfrisk! Forskning i massekulturens indvirkning på kirkemusikken er efterhånden også omfattende. En bog som ”Musik und Religion”, Laaber 1995 behandler en bred vifte af spørgsmål om forholdet musik-kirke-samfund igennem tiderne med udblik til såvel moderne kompositionsmusik som popmusik. Et forfriskende pust i strømmen af den ofte indholdstunge, tysksprogede (!) litteratur er bogen ”Sacred Music in a Secular Society”, som den engelske præst og musiker Jonathan Arnold udgav i 2014 om kirkemusik, dens betydning og rolle i dagens vestlige samfund. Udover sin teologiske uddannelse har Arnold en mangeårig musikalsk uddannelse og virksomhed som korsanger på professionelt niveau i ensemblerne St. Paul´s Cathedral Choir, The Sixteen, m.fl.

Bogen har nok ikke fundet vej til manges hylder herhjemme, men fortjener ikke desto mindre opmærksomhed blandt kirkemusikere og alle med interesse for kunstens rolle og muligheder. Det er til dels en ”samtalebog”, idet forfatteren har interviewet en række centrale engelske musikerpersonligheder, heriblandt komponisterne James MacMillan og Robert Saxton samt dirigenterne Peter Philips, Harry Christophers og John Eliot Gardiner, og en del af disse interviews citeres i bogen.  Arnold søger i sine interviews at belyse kirkemusik ud fra såvel komponistens, den udøvendes og den lyttendes synsvinkel. Bogen afsluttes med overvejelser over kirkemusikken i den nutidige, verdslige kultur, og hvilken rolle kirkemusik kan komme til at spille i fremtiden. Forfatterens indsigt i emnet og hans relevante spørgsmål giver tankevækkende svar og sammenhænge, der i mindre kyndiges hænder kunne have været tabt på gulvet – ja, vi har her at gøre med en samtalebog om kirkemusik!                                                                                    
Jonathan Arnold opregner tre forhold der kan definere kirkemusik/kirkelig musik:
1) Musik der er styret af komponistens ønske om at udtrykke hengivelse til og tilbedelse af den kristne Gud. Det kan omfatte musik med et religiøst emne, men behøver ikke at være musik med en liturgisk funktion.
2) Kirkemusik er også defineret af konteksten, lejligheden hvortil og stedet hvor en fremførelse finder sted – det være sig i et kirkerum til gudstjeneste eller i en koncertsal. Musikken kan have en liturgisk funktion, men behøver det ikke nødvendigvis.
3) Musikkens ”natur” med dens form, der kan appellere til vore behov og ønsker og til den tvivl, alle tænkende mennesker oplever. Arnold hævder her, at stor kunstmusik altid peger ud mod grundlæggende menneskelige forhold og ideer om synd/tilgivelse, kærlighed/håb, mystik og transcendens.

Arnold peger på det forhold, at ældre kirkemusik, f.eks. fra renæssancen, i dag af mange høres med ”verdslige ører” af folk, der ikke har viden om eller større indsigt i musikkens kirkelige ophav og indhold. På trods af denne ”mangel” kan tilhøreren få en stor og dyb oplevelse, ligesom man modsatrettet eksempelvis vil kunne finde et åndeligt indhold i et rent verdsligt instrumentalværk.

Som en af markørerne på det åndelige og transcendente i musikken fremhæver han ”alvor” og citerer her dirigenten Peter Philips, der selv er ikke-troende: ”I want to deal with serious stuff. I´m engaged in very serious-minded activity. It´s not a jokey business putting on a concert. … ”                                                                                                     
Arnold ser også skellet mellem kirkeligt og verdsligt som mindre tydeligt i dag end tidligere i historien og påpeger, at al stor musik kan ses som ”hellig musik” i kraft af, at den trækker os som lyttere væk fra vort eget ego og hen mod noget transcenderende. Dette ligger så at sige latent i hele den jødisk-kristne tradition og er især gældende for receptionen af musik. Tilhøreren skal som modtager af musik imidlertid engagere sig for at få noget ud af musikoplevelsen – for som biskop Rowan Williams påpeger, udfolder musikkens skønhed og kraft sig kun for dem, der lytter opmærksomt og seriøst!

Et af de mest interessante kapitler i bogen omhandler receptionen af musik og kirkemusik. Her hævder Jonathan Arnold nøgternt, men også udfordrende, at kirkemusik løsrevet fra sin liturgiske og kirkelige ramme i dagens sekulariserede verden er den overvejende måde, hvorpå åndelighed erfares i nutidens samfund. Denne ”negative” konstatering, giver ham også anledning til at fremsætte en positiv vinkel på de pædagogiske potentialer, der kan ligge i at få oplysning og undervisning i musikkens historie, midler og mening sammen med selve musikoplevelsen.

Sansen for alvoren i musikken er væsentlig, og Rowan Williams citeres også for en oplevelse med en filmoptagelse af Vaughan Williams, der dirigerer Bachs Matthæuspassion: ” … He would always get the audience to stand up and join in the Chorales as if to say “You are not going to understand what this work is about unless you are in it.” “Although Vaughan Williams himself was an agnostic and it´s a very loose matter what he thought was going on in the St. Matthew Passion, but the point is that he thought something was going on which you did not capture simply by treating it as a concert piece".

Arnold vender flere steder i bogen tilbage til hvorledes kirkeligt og verdsligt hænger sammen og spørger, hvad sker der her med et værks kirkelighed, når det opføres udenfor kirken? Hertil giver filosoffen Roger Scruton et svar: ”... the very obvious incidence being the oratorio, which is versatile: it can be sacred or secular; it could be performed in the concert hall or the church. A piece such as Messiah had, for English people of my generation and previous generations, the status of a work that united the secular and the sacred so that they were indistinguishable.”

Selvom bogens emne lægger op til alvor, er det en både underholdende og letlæselig bog for den interesserede, og den kan på det varmeste anbefales.