Ældresang – Nygårdskirkens tilbud til demensramte

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 5, oktober 200, s. 16

Af Jannik Larsen, organist i Nygårdskirken, og Lis Withøft, sognepræst i Nygårdskirken

Gudstjeneste på plejehjemmet – sådan tager vi udfordringen op

Nygårdskirken i Brøndbyøster har, som så mange andre kirker, en månedlig gudstjeneste på det lokale plejehjem. De fysiske rammer for den gudstjeneste er langt fra optimale, og deltagergruppen kræver helt særlige hensyn. Vi vil gerne sikre en tydelig og velfungerende ramme om gudstjenesten, og derfor medvirker udover præst og organist også kirketjener, sanger og et par frivillige. Menighedsrådet har sørget for, at sikre plads til ældre- og plejehjemsarbejdet i kirkefunktionærernes kvoter, og vi har en løbende dialog med plejehjemmets ledelse og ansatte for at fremme kvaliteten af den kirkelige indsats på plejehjemmet.

De demensramte udgør en voksende del af beboerne på vores lokale plejehjem, så det nu drejer sig om ca. 80 %. Symptomerne er forskellige, og det samme er beboerne – og ligeså deres andre fysiske og psykiske svækkelser. Vi har valgt at forholde os bevidst og aktivt til de udfordringer, som det giver at holde gudstjeneste på plejehjemmet. Derfor har plejehjemsgudstjenesten fået en meget enkel liturgisk ramme, som er fast og genkendelig – samtidig med at der inden for rammerne er plads til improvisation. Musikken bruges bevidst til at skabe rammer, regulere deltagernes stemningsleje og støtte erindring og personlig værdighed.
Som præludium spilles en enkel melodi, som deltagerne kender, og som giver atmosfære til gudstjenestens særlige tema – f.eks. en høstsang. Under første gennemspilning vil flere deltagere begynde at nynne med på melodien. Derefter improviseres der over melodiens tema, så atmosfæren understreges – f.eks. fest og glæde. Som postludium spilles den samme melodi – og nu synger endnu flere med. Salmerne er altid fra det kendte, ældre repertoire i salmebogen: ”dem vi lærte som børn” – men f.eks. også ”Du, som har tændt millioner af stjerner”, fordi vi ved, at netop dén nyere salme er sunget ind på plejehjemmet.
Trosbekendelsen og Fadervor siges i kor, fordi det gør deltagerne godt at kunne bidrage aktivt med det, de kan udenad. Præsten formulerer bønner frit og genfortæller i stedet for at læse op fra Bibelen. Prædiken foregår uden manuskript. Det sikrer øjenkontakt med deltagerne – og mulighed for at aflæse deres reaktioner og ansigtsudtryk. Der er også plads til dialog og spontane indfald, og det giver deltagerne øget værdighed at blive set og hørt på denne måde. Dialogen skal dog styres stramt for at sikre trygheden for hele fællesskabet.

Der bliver ikke spillet musik, mens præsten uddeler nadver til deltagerne; vi foretrækker at holde fokus på én ting ad gangen og oplever, at deltagernes nysgerrighed stimuleres, når de følger med i uddelingen og ser frem til selv at opleve den nærkontakt, som nadveren giver.

Med årene er vores plejehjemsgudstjeneste blevet påvirket af vores arbejde med Ældresang. Ældresang er et koncept vi har udformet specifikt til plejehjemmets demensramte beboere. Ligesom gudstjenesten foregår det en gang om måneden. Konceptet er udviklet en del, siden vi begyndte i 2010. De første år foregik det i vores kirke, men fordi transport og logistik krævede for mange ressourcer af plejehjemmets personale, er Ældresang de sidste to år foregået på plejehjemmet. Har man mulighed for at være i kirkerummet, er det dog klart at foretrække: Bare at være i rummet giver deltagerne ro og koncentration, og at høre orglet kan både give dem en ny musikalsk oplevelse og vække deres erindringer.

Ved Ældresang er det enkelte demensramte menneske i fokus. Derfor er gruppen ret lille, dvs. max. 10 deltagere. Der er brug for hjælpere til at bistå med fysisk aktivering og personlig kontakt og motivation i hele forløbet. Derfor medvirker præst, organist, kirketjener, sanger og en frivillig fra kirken, samt en ansat og en frivillig fra plejehjemmet.

Hver gang har vi et nøje fastlagt program med et tema, som giver den røde tråd i detailplanlægningen og sikrer, at vi øver den bedst mulige åndelige omsorg for den enkelte deltager. Temaer kan være alt fra årstid og højtid over ferie, arbejde og skovtur til kærlighed og sorg. Dagens tema giver afsættet til en række konkrete sanseoplevelser. Så vidt muligt vil vi gerne påvirke både syn og hørelse, samt føle-, lugte- og smagssans.

Hos os er det præsten, der styrer Ældresangens forløb efter det fastlagte program. Det kræver situationsfornemmelse - men styring er vigtig for at sikre god balance i oplevelsen for både snakkesalige og stilfærdige deltagere. Inspirationen kan føre os vidt omkring, og deltagerne kan spontant bryde ud i en sang, som pludselig dukker op i erindringen! Så er det fint hvis organisten kan spille med – ellers synger vi løs efter hukommelsen. Men vi skal også ret hurtigt tilbage på det planlagte spor igen, for at det fælles tema så vidt muligt kan give trygge rammer for alle.

Vi har valgt ikke at bruge sangbøger/sangblade, fordi vi mener, det forstyrrer mere, end det gavner, og fordi ikke alle deltagere kan holde en tung bog, se eller læse. Så som regel synger vi kun et vers af hver sang/salme og gentager dette vers flere gange. Nogle gange synger vi også andre vers, hvis teksten er særlig relevant for dagens tema.

Ældresang har samme faste skabelon hver gang – men vi korrigerer strukturen, når erfaringerne med deltagerne lægger op til det. Forløbet planlægges i god tid af præst, kirketjener og organist. Der vælges sange, salmer og musik – og uddelegeres indkøbs- og forberedelsesopgaver.

På dagen mødes vi i god tid, så vi kan tage imod deltagerne og placere dem i en halvkreds – så vidt muligt med en hjælper til hver. Ved ankomst får deltagerne et lille trækors i hånden – det giver kontakt, og følelsen af det glatte, bløde træ giver tryghed og nærvær.

Præsten byder velkommen, og organisten spiller et stykke musik, der illustrerer dagens tema. Hvis man har Ældresang i kirken, kan det være en fordel at spille indledningsmusikken på orglet, også selv om det ikke er traditionel orgelmusik. Ofte begynder vi hos os med gammel dansk revy- eller filmmusik, som vi synes sagtens kan fungere på orgel. Det skal først og fremmest være kendt musik for deltagerne, for så begynder de måske at nynne med allerede fra de første toner og bliver sporet ind på dagens tema. Dermed er rammen for fællesskabet sat.

Efter musikken samles trækorsene ind, og der deles et lille lys ud til hver. Præsten tænder derefter hver enkelt deltagers lys ved lysgloben ét ad gangen og siger f.eks.: ”Karen – jeg tænder dit lys ved Kristuslyset; må du mærke lys og velsignelse i dit liv!” Derefter synges 1. og 2. vers af ”I østen stiger solen op” mens vi holder hinandens hænder: Under første halvdel af 1. vers løfter vi armene højt op, og under anden halvdel af verset sænker vi armene igen. Under 2. vers vugger vi fra side til side. Det sætter gang i blodomløbet og virker opkvikkende. Derefter synger vi endnu en salme – denne dag var det ”Morgenstund har guld i mund”, som var valgt bl.a. pga. linjen ”vi til vort arbejd ile”.

Herefter introducerer vi nogle rekvisitter: De vækker deltagernes nysgerrighed og peger i retning af dagens tema. Denne dag havde vi flag og studenterhuer med, som deltagerne fik udleveret, og så truttede vi i horn, som man gør under studenterkørsel! Men langt fra alle vores deltagere blev studenter i deres ungdom, så vi havde også forskelligt håndværktøj og en madpakke med: Det vakte de demensramtes erindring og gav efterhånden anledning til samtale om personlige oplevelser med læretid og arbejdsliv.

Så sang vi endnu en salme ”Vågn op og slå på dine strenge”: Vi skal tidligt op og på arbejde!

Indtil nu har organisten ledsaget sangen på klaver, men nu er vi nået til en afdeling med børnesange, revyviser, højskolesange o.l. Så nu kommer harmonikaen frem! Og selv om man er en dårlig harmonikaspiller, vækker dette instrument stor begejstring! Når man rejser sig fra klaveret og tager harmonikaen på foran deltagerne og bevæger sig rundt til dem, øges kontakten: De følger levende med, bliver inspirerede og kommenterer! Det giver igen anledning til erindring og samtale. Så hvis organisten spiller et andet instrument end orgel og klaver, skal det endelig udnyttes; det er ikke færdigheden, det kommer an på her, men dét at styrke oplevelsen for den enkelte og den inddragelse i fællesskabet, der opnås med kontakten.

Med harmonikaledsagelse sang vi ”Se min kjole” og snakkede om de erhverv og fag, der optræder i sangen. De næste sange var ”Min hat den har tre buler”, hvor vi bulede hinandens studenterhuer, og ”Der bor en bager”.

Vi holder ofte hinanden i hænderne, mens vi synger. Det er også godt at supplere sangene med fagter og bevægelse – eller bare markere rytmen ved at klappe/trampe. Dette lægger mange børnesange naturligt op til - og en anden fordel ved børnesange er, at selv om man er demensramt, kan man dem ofte udenad. Så denne dag sang vi ”Først den ene vej” (”skomagerdrengen er et svin ... ”), og sanglegens bevægelser vakte smil og latter og frihedsfølelse!

Næste faste punkt hedder i vores skabelon ”Sanseleg” og indeholder oftest en stimulering af smagssansen: Vi skal have en forfriskning, og denne dag skulle vi naturligvis holde frokostpause! Alle fik en lille madpakke med elastik om. At lukke madpakken op støtter koncentrationsevne og opmærksomhed.

Der blev også skænket et lille bæger øl op til hver (evt. alkoholfri). Mens vi spiser og drikker, igangsætter hjælperne samtale med deltagerne – denne dag om uddannelse, læretid, arbejdsliv, frokostpause, kollegaer osv.

Efter sanglegens og frokostpausens aktivitetsklimaks, er det vigtigt, at vi falder til ro. Næste faste led er derfor endnu en salme, denne dag ”Vi pløjed´ og vi så’de”. En salme leder naturligt til afslutningen, der er ens hver gang: Vi beder Fadervor i kor (i den gamle udgave med ”vorde” og ”thi”, som deltagerne lærte i sin tid), præsten lyser velsignelsen, og så synger vi første vers af ”Du som har tændt millioner af stjerner”, mens præsten går rundt med en ’stjerneparaply’ og holder den over hver deltagers hoved. Denne afdeling er tyvstjålet fra Anne-Mette Riis’ babysalmesangskoncept, som vil være mange bekendt. Det tager den tid, det tager, og fordi vi synger første vers igen og igen, virker det meget beroligende på deltagerne. Snak, sang og bevægelse har kvikket de fleste deltagere meget op – for manges vedkommende så meget, at plejehjemmet kan konstatere øget nærvær, glæde og veltilpashed hos beboerne i flere timer efter deltagelse i Ældresang! Men netop for at fordybe kvaliteten af oplivelsen er det vigtigt, at lande blødt i en afbalanceret atmosfære af tryghed og ro.

Efter Ældresang serverer vi kaffe og kage i et andet lokale, og her viser det sig, at mange af de indtryk, deltagerne har fået, nu har lejret sig i dem og giver anledning til fornyet erindringssamtale. Demensramte har lang latens- og reaktionstid, og kaffebordet skal være en integreret del af den samlede oplevelse. Derfor lægger vi vægt på, at hjælperne ikke sætter sig og snakker med hinanden over kaffen, men stadig sidder blandt deltagerne og er bevidste om at opfange stemninger, reaktioner og replikker, hjælpe erindring på vej og facilitere samtale.

Ældresang i Nygårdskirken har i de sidste par år inspireret til et tilbud også til hjemmeboende demensramte og deres pårørende fra hele Brøndby Kommune. Deltagerne i dette tilbud inviteres i samarbejde med kommunens demenskoordinatorer. Tilbuddet har fundet sted to lørdage årligt som Caféeftermiddag med forårs- og juletema. Formålet med disse caféer har været dels at tilbyde en tryg og festlig ramme ”i byen” med hygge og spisning for en gruppe mennesker, som ellers ofte afholder sig fra f.eks. at gå på restaurant og deltage i familiefester – dels at indbyde flere til at opleve den forøgelse af livsmod og værdighed, som vi har erfaret, at vores Ældresang giver. Derfor giver skabelonen for Ældresang på plejehjemmet også grundstrukturen i vores lørdagscaféer. Første gang var vi bekymrede for, hvor kirkelige vi turde være – men nu afslutter vi lørdagscaféerne med besøg i kirkerummet, orgelmusik, ritualet med stjerneparaplyen og ”Du som har tændt millioner af stjerner”, Fadervor og velsignelsen. Deltagerne i disse caféer er mindre kognitivt svækkede end plejehjemsbeboerne – og oftest mere fysisk mobile. Derfor kan vi både danse og lave juleklip! Og netop efter så stærk sansestimulation er afslutningen i kirken dybt bevægende og meningsgivende både for deltagerne, demensramte såvel som pårørende – og for os selv.

Ældresang har tydeligt andagtspræg men er ikke en gudstjeneste. Præsten er ikke i præstekjole, og organisten spiller måske slet ikke på orgel. Alligevel opfatter vi Ældresang som en vigtig kirkelig opgave: Folkekirken har tradition for tæt kontakt med de lokale plejehjem og har en række musikalske ressourcer til sin rådighed, som er en enorm styrke, hvis man ønsker at nå demensramte medborgere. Mens det talte ord let kan komme til kort, er musik og sang stærk kommunikation i relationen til demensramte. Musik vækker erindring og virker forløsende og opbyggende hos alle mennesker, og det bliver særligt tydeligt hos personer med kognitive udfordringer.
I vores sogn er de demensramte ældre en stærkt voksende befolkningsgruppe. Flertallet af dem har været folkekirkemedlemmer i et langt liv, og de kan ikke selv opsøge kirken. For os er det naturligt og meningsfuldt at investere tid og kræfter i denne gruppe. Og mens andet kirkeligt arbejde, der er målrettet særlige befolkningsgrupper som fx babysalmesang eller spirekor, kan kræve ekstra uddannelse og kurser, ligger den musikalske kontakt til de ældre lige til højrebenet for organister og kirkesangere: Den nødvendige musikalske kunnen har vi i forvejen i kraft af vores uddannelse.

Måske kan det blive nødvendigt at udfordre sine personlige fordomme og berøringsangst i forhold til kontakt med svækkede og demensramte mennesker - men det vil vise sig at være indsatsen værd, når man mærker den glæde og livskvalitet, som det musikalske samvær giver alle involverede parter.