Kayser i nye klæder

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 2, april 2019, s. 6

Om genudgivelsen af Leif Kaysers orgelmusik

Af Jørgen Ellegård Frederiksen, organist i Bagsværd Kirke

Komponisten Leif Kayser ville til juni være fyldt 100 år. Siden Buxtehude har ingen dansk komponist begunstiget orglet med så mange værker som han. At Kaysers musik ikke er mere udbredt, kan skyldes flere ting, men måske især at hans musik generelt er ganske krævende, både for den udøvende og for lytteren. Men: er man først kommet på sporet af Kaysers musiks egenart, vil der åbne sig en mageløs verden af åndelig rigdom og skønhed. 1)

Kayser var uddannet på Musikkonservatoriet i København som pianist og organist. Derudover studerede han komposition og orkesterdirektion i Stockholm. Han debuterede 1941 som pianist, men allerede i 1939 blev hans 1. symfoni uropført i Göteborg, og Kayser blev udråbt som Carl Nielsens efterfølger. Flere symfonier fulgte i 1940’erne, indtil Kayser pludselig afbrød det hele og tog til Rom for at uddanne sig til katolsk præst. Han fortsatte dog med at komponere, også efter han i 1949 blev præst ved Sankt Ansgar Kirke i Bredgade. I 1964 løstes han fra sit præsteløfte, giftede sig, og virkede herefter som docent ved DKDM i fagene instrumentation og partiturspil. Kayser havde aldrig noget fast organistembede, men koncerterede ofte, også på klaver, hvor han vistnok var den første herhjemme der opførte Messiaens ”Visions de l’Amen”.

Kayser har skrevet musik for næsten alle besætninger undtagen opera: Fire symfonier (indspillet på Dacapo), et Te Deum og et Juleoratorium, begge dele for stort kor og orkester. Filmmusik, kammermusik, kor- og klaverværker, samt en del værker for det dengang nye klassiske instrument: accordeon. Utallige bearbejdelser for symfoniorkester, harmoniorkester, brassband og sågar for harmonikaorkester. Derudover ca. 30 små ”hyggearbejder”: tohændige klaverudgaver af klassiske symfonier, ouverturer osv. ”… der er nu en særlig glæde ved at kunne lade musikken pible frem mellem ens egne fingre” skriver han i forordet til sin klaverudgave af Nielsens Espansiva – 41 smukt prentede sider. Hver dag sad han i kælderen fra (før) hønsene stod op, og skrev eller renskrev musik.

Kayser var en særdeles skarp hjerne. Charley Olsen fortæller: ”Leif Kaysers flid, hukommelse og evne til at finde trykfejl var legendarisk. Han kiggede ned ad en side, bare én gang, og finder straks 3 fejl i noderne! Det er lykkedes mig én (een) gang at konstatere, at der manglede et punkt i et af Kaysers orgelværker!” 2)
Kaysers brug af C-nøgle i mange orgelværker var nok praktisk, idet han undgik mange bilinier og dermed forenklede nodebilledet. Samtidig kunne han få skilt fårene fra bukkene: ”Det holder de værste amatører væk fra min musik”.

Kayser havde mange forbindelser til udlandet. Særligt til Frankrig, hvor han havde studeret hos Nadia Boulanger. Han brevvekslede med Messiaen, men ellers var det især med musikere i Tyskland og Schweiz, som havde stået for nyordningen af kirkemusikken der.
De sidste 15 år led Kayser af rystelammelse (Parkinsons) – en ond sygdom for en komponist, der satte en ære i at udgive sine værker i egen håndskrift af uforlignelig kvalitet. 
Leif Kayser døde i 2001, to dage efter sin 82 års fødselsdag.

Leif Kaysers orgelnoder har siden hans død været næsten umulige at købe. Han havde meget dårlige erfaringer med forlag, og udgav derfor selv sine værker i sine sirligt kalligraferede udgaver. Jeg husker tydeligt de gange jeg selv var ude og købe noder hos Kayser i bungalowen i Vanløse, hvor hylderne i kælderen bugnede med de trykte nodeudgaver fra Atelier Elektra. Nogen må have fortalt mig, hvor man skulle henvende sig. Man blev lidt set an af den gamle mester. Kunne han lide hvad han så, kunne der falde lidt ekstra af: ”Måske kunne dette også være interessant for Dem, unge mand?” Noderne kostede til gengæld næsten ingenting.

Kayser blev dog i de sidste år klar over, at nogen måtte sørge for genoptryk og salg, når han ikke længere kunne tage sig af det. Sagen blev bl.a. drøftet med bibliotekar Tove Kragh fra DKDM, ligesom jeg ved at der efter Kaysers død har været rettet henvendelse til bl.a. Edition WH, men der kom ikke rigtig noget ud af det.

For nogle år siden ville jeg forære en udenlandsk kollega noden til Kaysers Concerto per organo, et værk som jeg har indspillet og betragter som en hjørnesten i dansk orgellitteratur. Men jeg måtte erkende at det ikke længere var muligt at anskaffe noden. Det blev begyndelsen til den meget omfattende proces med at få genudgivet Kaysers orgelværker.

I min søgen spurgte jeg ud på organisternes Facebookgruppe, om nogen vidste hvor man kunne købe noden til Concerto, og om det kunne være rigtigt at værkerne fra en af Danmarks største orgelkomponister fremover kun ville kunne fremskaffes som kopier fra biblioteker?

Adskillige var enige i at dette var uholdbart, og en lille arbejdsgruppe blev dannet. Det mest afgørende her var, at Svend Hvidtfeldt Nielsen fik skabt kontakt til Edition·S (det tidligere Samfundet til udgivelse af dansk musik), som viste interesse i at genudgive det hele som faksimile. Kaysers blækoriginaler/trykforlæg befandt sig på Det kongelige Bibliotek, og det burde være en smal sag at scanne og udgive det.
Imidlertid udviklede sagen sig til et ganske andet omfang, efter at organist Niels Danielsen meldte sig med sin smukke renskrift uden C-nøgle af Suite 4, som han havde foretaget nogle år tidligere. Et par mindre værker forelå også i samme udstyr. Om vi mon kunne bruge det? Det endte med at Niels og jeg besluttede at renskrive samtlige værker, der indeholdt C-nøgle, mens værker, der fra Kaysers hånd allerede var noteret i G- og F-nøgle, jo kunne reproduceres direkte. Og sådan blev det. Godt halvdelen af værkerne er således blevet renskrevet – helt eller delvist. Renskrivningsopgaven har forsinket, men også forbedret udgivelsen betragteligt. Den har også taget det meste af Niels’ og min fritid i mere end halvandet år. Men det har været tiden værd.

Kayser har oprindeligt udgivet sine orgelværker i 32 hæfter, men vi har samlet dem tematisk, så de nu foreligger i 15 bind. I alt 725 sider, heraf 650 sider noder, hvoraf de 414 er renskrevne. Formatet er blevet ændret fra A4 til det mere læsevenlige B4. Kaysers ”farvekodning” af hæfterne har vi til gengæld måttet ofre for Edition·S’ ensartede forlagsomslag, ligesom vi har måttet acceptere at tværformater ”on demand” i dag leveres med spiralryg. Værker som Pezzi Sacri, Kirkeruder og Requiem, hvor kun enkelte satser er med C-nøgle, er blevet aftrykt in extenso, men desuden forsynet med et tillæg med renskrifter af C-nøglesatserne i G- og F-nøgle. Både de udgivne værker og originaludgaverne kan ses på Edition·S’ hjemmeside.  To værker har det desværre ikke været muligt at få med i serien fra Edition·S, nemlig Julesalmelegene (Engstrøm og Sødring) og Parafrase over gregorianske temaer (EWH), som vi ikke har kunnet få licens til. Parafrasen er dog blevet renskrevet i samme udstyr og format som de øvrige, og fås i ny ”nøglefri” udgave hos EWH (33189).

På nuværende tidspunkt bør også ”Koralbogen” (Forspil og ledsagesatser, ca. 300 sider) være udkommet på Edition·S. Desuden værkerne for solist med orgel, for messingblæsere med orgel, samt et bind med motetter for blandet kor m/u orgel, som ikke har været ordinært udgivet tidligere. Og ikke mindst Marias lovsang, et meget fint værk for pigekor (SSA) og orgel. 

Mange har hjulpet til undervejs. Knud-Erik Kengen, som kendte Kayser rigtig godt, har bidraget med noter om de enkelte værker. Han har været en stor støtte i forbindelse med bindet Partitaer og orgelkoraler – den første samlede udgave af disse værker (med flere ”nyheder”). Kayser forsynede nemlig løbende Kengen med disse værker, så det har været nemt at få overblik over dem nu. Kengen har endvidere været med til at taste værker ind.

Også Werner Meyer (Solbjerg kirke) har været en uvurderlig hjælp. Det var Meyer der i sin tid sørgede for at Kaysers ”salgsarkiv” fra kælderen ikke blev smidt ud, efter at Det kongelige Bibliotek havde været og tage hvad de ville have. Werner Meyer har opbevaret både salgsarkivet (de trykte noder) og andre arkivalier, hvoraf flere har været unikke. Det har således været relativt enkelt at finde hvad vi skulle bruge, bl.a. næsten alle enkeltarkene til ”Forspil og ledsagesatser” (med de tilhørende korsatser) – som ikke engang KB ligger inde med allesammen. Havde det ikke været for Meyer var mange af disse ting gået tabt.

Udgivelsen er støttet af Augustinusfonden, Gramex og af Kodas kulturelle midler. Edition·S støttes desuden af Statens Kunstfond, og forlaget har udvist stor tålmodighed overfor den efterhånden langstrakte og omfattende proces. Endelig har Kaysers arvinger været særdeles imødekommende.

En særlig stor tak skal rettes til Niels Danielsen, som jeg har haft et fantastisk samarbejde med. Niels har en udpræget sans for detaljen, som har gjort, at renskrifterne efter min mening lever fuldt op til Kaysers egne udgaver. Vi har bestræbt os på at komme så tæt på originalen som muligt, også mht. Kaysers særlige ”intuitive” notationsformer: de korte bindebuer, halve eller udvidede bjælker osv. har krævet en vis hittepåsomhed i omgangen med nodeskrivningsprogrammet!

Med genudgivelsen håber vi at Kaysers værker vil vinde større udbredelse: Dels står C-nøglen ikke længere i vejen, dels åbner udgivelsen på Edition·S for at kendskabet til Kaysers musik kan blive udbredt i udlandet. Det vil være fortjent. Han nåede ikke rigtig at se sig anerkendt i den store verden, mens han levede. Men det var måske også lidt meget forlangt, at verden af sig selv skulle finde ud af at vide, hvilke musikalske perler der lå i en villakælder i Vanløse. Ikke mindst før internettets tid.
Forhåbentlig bliver alting nemmere at gå til nu.

Se mere på:
leifkayser.dk
www.edition-s.dk/da/search/node/kayser

1) Citat efter Knud-Erik Kengen: Leif Kaysers orgelværker, i Dansk orgelkultur, Det danske Orgelselskab 1995

2) Charley Olsen: Mindeord - Leif Kayser. Organistbladet september 2001.