Organister og (kor)ledelse - Hvad musikelskeren ikke viste?

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 5, oktober 2018, s. 6

Af Poul Emborg, studielektor i korledelse på DKDM, koncertsanger i DR Vokalensemblet og dirigent for bl.a. Kammerkoret Hymnia og Det Unge VokalEnsemble

Der er mange begyndelser. Der er mange stier, skridt, tiltag og oplevelser, der fører til, at man som barn eller ung begynder at interessere sig for musik – for at udøve musik, vel at mærke. Næppe nogen kan i vore dage gå fri af musik, langt de fleste vil nødig undvære den. Og så er der dem, der tager skridtet fuldt ud, der beslutter sig for at spille et instrument.

Det selv at skabe musik, med stemmen, med luften, med en bue, med fingrene, med hele sig selv, bliver med tiden en livsstil og en nødvendighed, en måde at udtrykke sig på, en måde at være til i verden på. Vælger man at blive musiker, bliver denne skaben en uadskillelig del af personen.
Nogen vælger instrumenternes dronning, orglet, som deres instrument. Man skal ikke se mange numre af herværende magasin for at forstå, hvor dedikerede, interesserede, brændende optagede af orgler og af at traktere dem dets læsere er.

Jeg forestiller mig, at man som ung organist trives med mange øvetimer, alene i kirker, hvor instrumentets mange muligheder skal aflures, hvor der skal bruges en del hjernekapacitet til koordinering af fingre og fødder. Jeg forestiller mig en stor glæde ved uden blu at kunne beskæftige sig med den største af alle komponister, møde den store mands værk i ensom stræben efter forståelse og mesterskab, zen-agtige øvesessions, der på bedste mindfullnessmanér stemmer sindet til ro og kontemplation. Alene med instrumenternes dronning og med den elskede musik!

Og en dag tages beslutningen om, at man vil leve af at være musiker. Man vil leve af sin altopslugende interesse, og derfor søger man optagelse på et musikkonservatorium. Musikkonservatoriets fornemmeste opgave er at forvandle de optagne organister til kirkemusikere. Organister er dygtige til at spille orgel. At være kirkemusiker er et langt bredere og langt mere vidtfavnende område. Man skal akkompagnere salmesang (selvom de fleste konservatorieoptagne har erfaring med gudstjenestespil, så skal færdigheden forfines), man skal skrive salmeforspil, arbejde med gudstjenestens musikalske sammenhæng. Man skal lære at improvisere, og man skal lære om korledelse, såvel børnekorledelse som voksenkorledelse.
Fælles for disse fag-aspekter er, at de i større eller mindre grad involverer andre mennesker. Salmeakkompagnement skal støtte og hjælpe andre menneskers fællessang, salmeforspil skal stemme menigheden til salmens indhold, mellemspil og modulationer skal skabe flow og helhed i gudstjenesten sammen med præst og menighed.
Og derfor er opgaven for konservatoriet, udover at gøre de orgelstuderende til bedre musikere, at forme de studerende, så de kan udvikles fra organist til kirkemusiker, at flytte de studerende fra solitær fordybelse til interesse for menneskelige sammenhænge, psykologi, empati mm., at rykke dem fra øvelokalets fordybelse ud i den levende verden, ud i den verden af menneskelige relationer, som deres fremtidige virke kommer til at bestå af.

Et af de fag, der skal forberede de studerende til arbejdet med andre mennesker, er korledelse. Man skal som korleder til at bruge sin krop som instrument. Fra at have brugt kroppen som et fast anker, så arme og fingre, ben og fødder så frit og præcist som muligt kan ramme tangenter og pedal, så skal kroppen nu bruges som ’sig selv’, til associative fagter, der gestalter musik, som andre udfører. Og disse andre kigger, ikke sjældent, ufravendt på en! Jeg har en erindring fra første gang, jeg stod som dirigent foran en flok medstuderende: Ordet angstprovokerende var ikke opfundet dengang!
En stor udfordring er, at disse fagter, denne viften med hænderne, direktion, ikke er entydig. Det ville være så rart, hvis alle mennesker reagerede ens på det, man gør, men det viser sig, at der kan være forskellige opfattelser, fagterne er kun vejledende. Der er ingen direkte, skal vi sige maskinel, sammenhæng mellem det man gør og virkningen af det man gør. Disse mennesker, som man arbejder med, har deres egne veje. 

Opgaverne i faget korledelse er mange. Man skal lære partituret, kende alle stemmer indgående, man skal kunne teksten, vide hvordan man vil have den udtalt, både på dansk og udenlandsk, man skal tage stilling til indstuderingsmetodik, korets stemmelige niveau skal medregnes, man skal finde en måde at give mundtlige instruktioner, som fanger koret, f.eks. med billeder, man skal være årvågen, når koret eller en af korets stemmer lige pludselig reagerer anderledes, end man havde forventet. Der er et godt stykke vej fra at arbejde med et instrument, hvor man for det meste får hvad man beder om, orglet, og så et instrument, der er så påvirkeligt og uforudsigeligt som en flok mennesker, et kor. Og så har jeg i gennemgangen af opgaver ikke nævnt lokalereservation, repertoiresøgning, opstilling, nodemangfoldiggørelse, oprydning og en hel masse andre praktiske opgaver. For langt de fleste kommer de tekniske ting i faget til at fylde det hele i den alt for korte tid, der er til faget korledelse på kirkemusikerstudiet.

Når man som færdiguddannet kirkemusiker skal tiltræde sit første embede dukker der pludselig rigtig mange opgaver op, som ikke er specifikt musikalske. Der viser sig en hoben ledelsesmæssige udfordringer, som få har fortalt en om og ingen har lært en noget om. Personaleledelse: ansættelse og afskedigelse af sangere, formulering af jobopslag, afholdelse af foresyngning. Er der børnekor i tjenesten indebærer det rekruttering, opbygning af organisation omkring koret, ledelse af forældregruppen. Og kiks og saftevand. Og cirka det samme, hvis der er et voksent amatørkor tilknyttet kirken. Man skal deltage i menighedsråds-, måske i musikudvalgsmøder mm. Og alle disse opgaver tager tid, tid som man, før man fik embede, har kunnet bruge på at øve sig.

”Ledelse: den proces at gennemføre en aktivitet ved hjælp af og gennem andre personer. Der findes mange definitioner på, hvad ledelse er, men i de fleste fremhæves det, at ledelse udøves med henblik på at påvirke en organiseret gruppe til at formulere og arbejde hen imod opfyldelsen af bestemte mål.” Kilde: Den Store danske, Gyldendal.
Men ledelse kan også defineres endnu bredere. Eller måske smallere: Ledelse er det vi gør, når vi indgår samarbejder af alle slags, hvor vi forsøger at påvirke relationelle sammenhænge mod vore egne og/eller fælles mål. Så ledelse er både noget vi gør, når vi dirigerer kor; noget vi gør, når vi er til bestyrelsesmøde i vores voksenkor; noget vi gør, når vi er til menighedsrådsmøde; noget vi gør i forhold til familien, til vores partner etc.
Jeg er ikke i stand til at give en opskrift på, hvordan man som kirkemusiker skal gøre, så både ledelse og korledelse bliver en leg. Der er ikke 3 punkter, som man kan udføre og vupti, så har vi ledelse. Men der er nogle overvejelser, man kan gøre sig om arbejdet med mennesker.

Vores primære ledelsesredskab er kommunikation, samtale, sprog i videst mulige forstand. Og sproget er ikke 1 til 1, vi ved dybest set ikke, hvordan det, vi siger, bliver modtaget og forstået. Vi går rundt i hver vores kontekst, hvor ord beskriver noget vi forstår fælles, men  farvet af vore individuelle sammenhænge. Når man arbejder med sprog og kommunikation må man gøre sig bevidst, at når mennesker hører lyden, som kan staves [Bak], så er det langtfra alle, hvis første association er det store Es-Dur-præludium. Mange opfatter det i stedet som en opfordring til at køre baglæns. Først når vi har udvekslet replikker, begynder vi at få en ide om, hvordan vi forstår hinanden. Det er derfor vigtigt at forstå, at hvad angår ledelse, så opstår det i relationer, samspil og kommunikation. At møde mennesker og udveksle løbende er en forudsætning.

Som leder skal man vide, hvor man vil hen. Som korleder skal man kende sin musik og vide, hvordan man vil have det til at lyde. Man skal være forberedt på, at vejen derhen ikke nødvendigvis er den, man troede, da man startede. Man kan planlægge, men man må altid være rede til at forlade planlægningen, fordi vejen viste sig ikke-fremkommelig.  Hvem har ikke prøvet til en korprøve at have medbragt en sats, som af uransalige årsager falder koret meget sværere, end man havde forestillet sig? Den metodik, man havde forberedt, viser sig ikke at virke, man støder ind i problemer og mærker modstand og uvilje fra koret. Hvor man føler sig tryg i forhold til, hvordan man forbereder et orgelstykke, man kan følge stort set den samme arbejdsgang hver gang, så kræver arbejdet med mennesker langt mere fantasi og et langt større forråd af metodikker. 

Mange kirkemusikere er en naturlig musikalsk autoritet. De vil som oftest være langt den højest uddannede i de sammenhænge, hvor de indgår. Hvad angår korledelse, så har mange overtaget den klassiske musiks dirigentstereotyp, hvor man kan betegne dirigenten som en patriarkalsk despot, der som en sand mester docerer for sine lydhøre og indordnende sangere. Musikken skal udføres efter dirigentens opfattelse, og følger man ikke den som sanger, så har dirigenten ret til at gribe ind. Ydermere bygger korinstruktionen på fejlfinding, man finder og retter fejl, så værket kan fremstå i den klareste form. Det er der i grunden intet galt med, men det er min oplevelse, både som sanger og som dirigent, at den vanlige negative sprogbrug, der bruges i dette arbejde, med stor fordel kan udskiftes med en anerkendende tilgang. ’I synger falsk!’ kunne f.eks. erstattes af  ’Prøv at lytte lidt mere til hinanden’, ’I fraserer ikke nok!’ erstattes med ’Jeg kan høre, I har formen på frasen, men kan I gøre det mere?’. Og så videre. I stedet for at få en negativ ’hånd i ansigtet’, så får man oplevelsen af, at det, man gjorde, var godt, men at det i næste forsøg kan blive endnu bedre! Sproget er performativt, det betyder noget, hvad du siger, hvordan du siger det, hvornår du siger det. Udsagnene  ’Det ku være værre’, ’ikke så dårligt’, ’Nej hvor er det fint’, ’Hold nu op, hvor I kan’, ’FANTASTISK!!! kan alle sammen betyde ’Det er godt’. Fra hver deres kant.

Som dirigent opbygger man et ideelt billede for sit indre øre, når man tilegner sig en sats. Man spiller måske satsen, lærer stemmerne, forestiller sig eller måske ligefrem siger teksten for sig selv. Og langsomt sammenstykkes satsens forskellige elementer inde i hovedet. Man læser satsen igennem, mens verdens bedste kor synger den inde i hovedet på en. Og så er udfordringen, hvordan man møder koret søndag morgen! En kommer for sent, en er småsyg, en har seriøse tømmermænd og en bliver aldrig bedre. Og den lyd, der produceres er så langt fra lyden inde i ens hoved, lyden af verdens bedste kor. God (kor)ledelse er, at være i stand til at lytte til hvad der kommer, og at have redskaber til at føre det videre, til at forbedre.  Det er musikkens væsen, at det altid kan blive bedre, men man må altid starte nedefra. Det frustrerer kun, hvis man forsøger at starte ud fra det ideelle.

Skal man som leder iværksætte en HANDLING, vil succesen afhænge af evnen til at få opgaven til at give MENING for medarbejderen: At man formår at introducere en opgave, så den opfattes som relevant. Dernæst må man formulere en  MOTIVATION, så opgaven bliver udført i så positiv ånd som muligt. Ledelse handler først og sidst om mennesker, og vil man være bedre til det, så skal man møde mennesker og udveksle med mennesker, kommunikere med og lytte til. At være i stand til at styre instrumenternes dronning giver rent faktisk utrolig mange muligheder for at iværksætte musikalske relationer.