Om musikkonkurrencer i almindelighed – og orgelkonkurrencer i særdeleshed

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 2, april 2018, s. 6.

En almindelig opfattelse er, at det ikke kan lade sig gøre at konkurrere i musik. Musikudøvelse er jo personligt, og det handler i høj grad om smag og behag. Hvad er det der skal bedømmes, og hvad er det væsentlige? Er der tale om en ren sportspræstation, hvor fingerfærdighed og fejlfrie opførelser vejer tungest, eller er det en præstation som levendegør musikken og fanger lytteren? For organister spiller mange specifikke parametre ind, for eksempel registrering og stilfornemmelse og alt hvad det indebærer. Hvor hårdt skal man bedømme at det rent klanglige ikke fungerer i en i øvrigt fin opførelse? Mange af disse spørgsmål gør, at man kan stille sig tvivlende over for meningen med musikkonkurrencer.

Men mange argumenter taler for, at konkurrencer har en betydningsfuld funktion. De giver en musiker lejlighed til grundigt at forberede et stort og spændende repertoire. De der får adgang til konkurrencen får mulighed for at spille på inspirerende og ofte verdensberømte instrumenter, som man ellers kun stifter bekendtskab med på indspilninger. Og de får træning i hurtigt at tilpasse sig instrumenterne, både rent fysisk og når det drejer sig om at realisere musikken rent klangligt. Kandidaterne møder ligesindede, lytter til forskellige fortolkninger af de samme stykker og kan knytte stimulerende kontakter for fremtiden uanset slutresultatet. Og kommer man hele vejen frem til en placering blandt de allerbedste kan det være et lille skridt på vejen mod en fremtidig virksomhed som koncerterende organist. Her følger et overblik over nogle af de mange orgelkonkurrencer som arrangeres rundt om i verden.

Normalt er en konkurrence opdelt i to-tre runder foruden en indledende udvælgelse, hvortil kandidaterne indsender en indspilning af et givet repertoire. Ved den egentlige konkurrence kan repertoiret variere, lige fra at alt er forudbestemt i detaljer til frit valg efter devisen ”sammensæt et program på 45 minutter, hvor følgende repertoireområder skal være repræsenterede…” Det almindeligste er en mellemting – et antal obligatoriske stykker, nogle værker som kan vælges fra en liste og et eller flere selvvalgte stykker. Undertiden indgår også et nyskrevet bestillingsværk.

Konkurrencejuryen består normalt af 3-9 medlemmer (helst et ulige antal for at gøre det lettere ved afstemninger), og jurymedlemmerne udvælges blandt erfarne koncertorganister og renommerede pædagoger ved konservatorier rundt om i verden. Juryens arbejdsform kan variere. En måde er, at deltagerne bedømmes efter et pointsystem, hvor pointene senere tælles sammen og divideres med antallet af jurymedlemmer. En anden er, at hvert jurymedlem markerer sine præferencer med ja, nej eller måske. Det giver ofte klare afgørelser, men de der havner i grænselandet mellem at gå videre og slås ud kræver en diskussion blandt juryen. Hvilket system der bruges plejer at være et internt anliggende for juryen og røbes ikke offentligt. Der må selvfølgelig ikke forekomme nogen kommunikation mellem jurymedlemmerne under konkurrencerunderne, og det er først når priserne skal fordeles efter finalrunden at der kan forekomme dybere og undertiden ligefrem ophidsede samtaler i gruppen.

Konkurrencer på verdens koncertscener
For pianister, violinister og cellister findes der mange verdensberømte konkurrencer, hvor en sejr kan være starten på en livslang karriere. Til de mest kendte hører Chopinkonkurrencen i Warszawa, Dronning Elisabeth-konkurrencen i Bruxelles og Tjajkovskijkonkurrencen i Moskva, alle først og fremmest for pianister. Disse konkurrencer arrangeres for det meste hvert fjerde år og nyder stor anseelse. Det drejer sig om enorme begivenheder der strækker sig over flere uger, som dækkes af fjernsyn og international presse, og de kræver et omfattende og yderst kvalificeret repertoire af deltagerne. Her afgøres det ubarmhjertigt, hvilke musikere der har et fundament - musikalsk, teknisk og ikke mindst psykisk - som sætter dem i stand til at klare de enorme krav en verdenskarriere indebærer. Den øvre aldersgrænse er oftest 30 eller 32 år. Men det er mere reglen end undtagelsen, at det er de yngre, mere uforskrækkede, som går af med sejren.

En organists uddannelse er normalt forskellig fra andre instrumentalisters og omfatter mange kirkemusikalsk relevante områder ved siden af orgelspillet. Desuden er repertoiret enormt, og mængden af orgler i forskellige stilarter kræver omfattende fordybelse. Orgelkonkurrencer kan derfor variere fra at omfatte et bredt repertoireområde til at begrænse sig til et stilistisk smallere område som fungerer på en speciel type af historiske orgler. Aldersgrænsen ved orgelkonkurrencer er oftest 35 år. Konkurrencerne kredser selvfølgelig oftest om repertoirespil, men det er også almindeligt med forskellige slags improvisationskonkurrencer eller ligefrem konkurrencer i salmespil (har faktisk forekommet i Sverige et par gange).

Orgelkonkurrencer i Danmark
Danmark har stolte traditioner når det gælder orgelkonkurrencer. Odense International Organ Competition blev første gang afholdt i1984 på initiativ af domorganist Poul Børch og Henning Nielsen, organist i Skt. Hans kirke. Grethe Krogh var fra begyndelsen kunstnerisk ansvarlig, senere fulgt af Bine Bryndorf. Udgangspunktet var tre fornemme Marcussenorgler af forskellig karakter. Konkurrencen indledtes altid med en festkoncert med Odense Symfoniorkester, hvor et af værkerne var en koncert for orgel og orkester. I den uge konkurrencen varede gennemførtes en festival i byens kirker, hvor jurymedlemmerne spillede. Jesper Madsen sejrede i den første konkurrence, og gennem årene har adskillige af dagens kendte koncertorganister –  f.eks. Kewin Bowyer, Hanne Kuhlmann, Johannes Unger, Henry Fairs og Philip Schmidt-Madsen –  erobret førstepriser. Netop i Odense havde man længe arrangeret Carl Nielsen-konkurrencen for violin, fløjte og klarinet, de instrumenter som Nielsen har skrevet solokoncerter for. Orgelkonkurrencen afholdtes i mange år ved siden af denne. Men i 2011 besluttede man at den skulle indgå i Carl Nielsen-konkurrencen, og at Nielsens berømte Commotio skulle være en hjørnesten. På denne måde ville det blive en fireårig cyklus, og orgelkonkurrencen ville få øget status. Konkurrencen i 2011 var den trettende i rækken, men blev desværre den sidste. Til manges sorg besluttedes det at nedlægge den. Et forsøg på at skabe en efterfølger har man gjort i Esbjerg, hvor man i januar 2017 gennemførte den første Wadden Sea 1st International Organ Competition med ambition om at fortsætte.

Orgelkonkurrencer med olympisk status
Konkurrencer med ambitioner om at dække så bredt et repertoire som muligt er stadig det almindeligste, og her er det nok to europæiske arrangementer der skiller sig ud fra de andre med en nærmest olympisk status: Konkurrencerne i Chartres i Frankrig og i St. Albans i England.

Grand Prix de Chartres, med klasser for både interpretation og improvisation, blev første gang afholdt i 1971 og fik sit navn fordi finalen altid finder sted ved det store Gonzalesorgel i katedralen i Chartres. De indledende runder spilles dog på orgler i Paris. I starten krævedes det, at kandidaterne skulle spille alt udenad, noget man efterhånden er gået bort fra. I priserne har der altid indgået et betydeligt antal koncertarrangementer i mange lande og desuden en cd-indspilning. Konkurrencen løber af stablen hvert andet år, og en sejr her har i mange tilfælde ført til en international karriere som orgelsolist. I den allerførste konkurrence sejrede Daniel Roth i såvel interpretation som improvisation, og i rækken af laureates finder vi blandt andre Wolfgang Rübsam, Todd Wilson, Ludger Lohmann og Vincent Warnier.  I 2010 blev konkurrencen vundet af en solistklassetuderende fra musikkonservatoriet i København, Yuka Ishimaru fra Japan. Også improvisationskonkurrencen har mange berømte navne blandt førstepristagerne.

Den første St. Albans International Organ Competition i den charmerende lille by St. Albans nord for London blev afholdt 1963 og er blevet en hvert andet år tilbagevendende succes. Centrum var lige fra begyndelsen den storslåede katedral med det for sin tid revolutionerende neoklassisk indrettede orgel bygget 1962 af Harrison & Harrison efter idéer af organisten Peter Hurford. Med årene er instrumentariet blevet forøget med et Andreas Silbermann-inspireret orgel af Peter Collins, og senere er nogle runder blevet spillet på restaurerede historiske instrumenter i London. Listen med senere berømte koncerterende organister er måske endnu mere imponerende end i Chartres. Den første konkurrence i 1963 blev vundet af Susan Landale, to år senere fulgt af Gillian Weir. Konkurrencen i 1969 havde David Sanger som sejrherre, og i 2000 vandt Johannes Unger. De fleste år har der også parallelt været gennemført en improvisationskonkurrence, hvor deltagerne konkurrerer om en pris ved navn Tournemire Prize.

Blandt improvisationskonkurrencerne er den mest berømte ellers den, som siden 1951 er blevet afholdt ved Müllerorglet i St. Bavo i Haarlem, Holland. Mange af vor tids førende improvisatorer har vundet denne konkurrence. Her har Sverige en stolt tradition med Anders Bondeman som sensationel sejrherre i 1965, senere fulgt af yderligere et par svenske førstepladser.

Et lille udblik over verden
I Calgary i Canada gennemførtes 1990 for første gang en stort anlagt konkurrence, Calgary International Organ Competition, som også har haft indledende runder i tre verdensdele. Denne konkurrence blev i 2008 erstattet af Canadian International Organ Competition, som siden har været afholdt hver tredje år i Montreal. Her har organister fra England og Nordamerika haft klare fordele i kraft af den type instrumenter som er dominerende.

I Dallas i Texas gennemførtes i 1990’erne nogle storslåede konkurrencer koncentreret omkring et par instrumenter af høj klasse af orgelbyggeren Fisk. Og i Tokyo i Japan har man hvert fjerde år en stor konkurrence som stadig holdes i live.

Nordiske orgelkonkurrencer
I 1973 arrangerede Foreningen Norden Nordisk Musiktävling för unga organister i Stockholm. To organister fra hvert af de nordiske lande blev udvalgt efter indledende nationale runder, og sejrherre blev til sidst den unge Flemming Dreisig. I 1978 blev en ligeledes nordisk konkurrence arrangeret i forbindelse med orgelfestspillene i Strängnäs, som blev vundet af Hans Hellsten. Ellers har det været tyndt med orgelkonkurrencer i Sverige. Men om en måned, den 4.-6. maj, arrangerer Det Svenske Orgelselskab en national konkurrence i Jönköping.

I Lahtis i Finland arrangeredes i nogle år fra i slutningen af 1980’erne og fremefter en stor international konkurrence. Her erobrede Hanne Kuhlmann førstepræmien i 1993. Dette arrangement blev ind i 2000-årene efterfulgt af en konkurrence i Kotka nær ved den russiske grænse, hvor en storartet kopi af Gottfried Silbermanns orgel i domkirken i Freiberg, bygget af Martti Porthan, udgjorde centrum.

Konkurrencer med fokus på komponister
Mest kendt er Johann Sebastian Bach-Wettbewerb i Leipzig. Den blev første gang afholdt i 1950, og for organister har den haft en speciel nimbus, da finalen altid spilles i Thomaskirken, og mindst en af de øvrige runder gennemføres ved et af de historiske orgler i nærheden af Leipzig som f.eks. Rötha (G. Silbermann) eller Naumburg (Z. Hildebrandt). Den stiller høje krav til deltagerne: Den omfatter fire runder, og et par af disse har et repertoire med en spilletid på op imod en time. At få blot to timer til at forberede 60 minutters musik på et stort historisk orgel er nærmest umenneskeligt. Men konkurrencen, som organiseres af Bach-Archiv i Leipzig, er meget solid og vil nok eksistere mange år frem. Andre konkurrencer som udgår fra en speciel komponist er Paul Hofheimer-konkurrencen i Innsbruck, hvor Bine Bryndorf vandt i 1989, Internationaler August-Gottfried-Ritter-Wettbewerb i Magdeburg eller Petr Eben International Organ Competition i Opava i Tjekkiet, en konkurrence som i oktober 2016 faktisk blev afholdt for 19. gang. Her har det i første række været organister fra de tidligere østlande som har vist interesse for at deltage.

Konkurrencer centreret omkring historiske orgelbyggere
En anden type konkurrencer arrangeres omkring en speciel historisk orgelbygger. Det drejer sig oftest om orgelbyggere fra barokken, og repertoiret kræver mere stilistisk specialisering af kandidaterne. Her kan nævnes Gottfried Silbermann-Wettbewerb i Freiberg, som arrangeres hvert andet år, og hvor alle tre runder spilles på forskellige Silbermannorgler i Freiberg med omgivelser, og med finalen på de fantastiske orgler fra 1714 respektive 1719 i domkirken.

En anden er International Schnitger Organ Competition i Alkmaar i Holland, som er centreret om det store orgel fra 1725 af Frans Caspar Schnitger i Grote Sint Laurenskerk og kororglet bygget 1511 af Jan van Covelen. Denne konkurrence blev forrige år afholdt for tolvte gang. Og der findes yderligere en konkurrence som er udgået fra Schnitgers orgler, nemlig Arp Schnitger, en konkurrence som arrangeres af Musikhochschule i Bremen.

For den tyske romantiske musik har man en del gange arrangeret Eberhard Friedrich Walcker Preis i Schramberg/Schwarzwald koncentreret omkring et unikt 36-stemmigt Walckerorgel fra 1844. Fælles for disse konkurrencer er, at det er nødvendigt at have ganske stor rutine i at spille på gamle orgler.

Lad os stoppe der. Som det ses, arrangeres der vældig mange orgelkonkurrencer rundt om i verden, og de der er beskrevet ovenfor udgør kun en del deraf. Og de kommer uden tvivl også i fremtiden til at være inspirationskilder for unge ambitiøse organister.

Oversættelse: Mikael Garnæs