Nekrolog - Grethe Krogh 1928-2018

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 3, juni 2018 - s. 14

”Far, Svend Krogh Christensen, var musiker, en rigtig én af slagsen! […] Han blev kaldt Viborgs musikdirektør, og spillede til alt, hvad der kunne spilles til, lige fra – i de helt unge år – biograf, som jo endnu dengang var i stumfilmens tid, bal i omegnens forsamlingshuse, foreningsfester, private fester samt på byens danseskole. Næsten alle skolekammeraterne gik til dans på fru Neerholts danseskole, hvor vi lærte de klassiske danse, lige fra vals og tango til lancier. […] Ofte spillede far til sent om natten, og havde på trods heraf klaverelever næste dag. Jeg mindes, at der altid var musik i huset, og hvis der ikke var, øvede jeg mig, for jeg vidste, fra jeg var fem år, at jeg ville være musiker.”

Sådan skriver Grethe Krogh på en af de første sider i erindringsbogen ”Grethes Blå Bog”, der udkom for et år siden, i maj 2017.
Det er betegnende for Grethes rummelige univers, at hun livet igennem ytrede så stor respekt for faderens virke.  Hun gav regelmæssigt koncert i Notre-Dame de Paris, han spillede på fru Neerholts danseskole i Viborg – alligevel anså hun ham for at være hendes faglige overmand, og hun forsøgte livet igennem at leve op til hans flid og pligttroskab.

Jeg tør godt påstå, at selv gråhærdede elever af professor Krogh kunne føle det smertelige tab af en moderskikkelse, da de deltog i bisættelsen i Frederiksberg Kirke den 19. april 2018. Den myndige, næsten 90-årige dame fulgte jo levende med i sine udplantede poders liv og vækst, og hun overvandt aldrig sin undren over, at stadig flere af disse kunne understå sig i at trække sig tilbage og gå på pension. Hun fulgte jo efter bedste evne sine stiklinger, og hun holdt ubetinget af dem alle, uanset om talentet var stort, moderat eller mådeligt. Kun på ét punkt kunne hendes overbærenhed komme til kort: Dovenskab og slendrian kunne simpelthen ikke accepteres. Hun forventede af eleverne, at hver og én videreførte den olympiske fakkel uden at vige en tomme fra idealerne. Grethe kunne godt blive vred. Virkelig vred!

En af eleverne havde på et ret tidligt tidspunkt fået tildelt den lidet misundelsesværdige opgave at sige til, når det var betids at slutte karrieren. Vedkommende slap dog for udøvelsen af dette ubehagelige hverv, for Grethe besluttede sig nemlig selv for at holde sin officielle afskedskoncert i 2013, samme år som hun fyldte 85. Herefter blev der frigivet tid til at opprioritere virksomheden som værtinde i Den Blå Salon i Sagahus på det københavnske Vesterbro. Middagsgæsterne her kunne hver gang konstatere, at de var inviteret sammen med nye og måske ligefrem ubekendte personer. Hovedformålet med salonerne var nemlig ikke at hygge om veletablerede vennegrupper, men tværtimod at føre mennesker sammen og knytte nye, værdifulde kontakter. Mon ikke denne omsorg for netværkernes udbygning blev grundlagt i årene 1958-1959, hvor den unge Grethe underviste på University of Arkansas, og mon ikke den blev videreudviklet ved de talrige efterfølgende USA-turneer, hvor hun selv nød frugterne af denne form for aktivt gæstevenskab?  Ved Grethes blå middagsbord kunne man i øvrigt være heldig at møde tilrejsende musikere fra USA, og i samtalens løb kunne man så blive mindet om, at danske Grethe faktisk fortsat havde et navn i Guds eget land, og at ganske mange fremtrædende koncertorganister derovre enten var elever af professor Krogh eller elever af professorens elever.

”Efter de to debutkoncerter i april måned [1953] – med fine anmeldelser af dem begge - var det på tide at søge organiststilling og stile mod en fast indkomst. Det viste sig at blive en kamp, idet datidens præster og menighedsråd stadig levede i den tro, at kun ældre mænd i mørkt tøj var i stand til at spille orgel. Mine talrige ansøgninger om en stilling i København blev rutinemæssigt afvist. Det højeste, jeg nåede, var en indstilling i Grøndalskirken som nummer tre.”
Grethes Blå Bog er også fortællingen om en mønsterbryder i et ærkekonservativt kirkeligt miljø. Hun blev den første kvindelige organist, der modtog udnævnelse til et avancementsembede, og dette, mirabile dictu, ved flådens egen kirke: Holmens Kirke i København. Det var i 1964. Før den tid havde tjenestestederne været Nykøbing Mors Kirke og Christianskirken i Aarhus. 15 år i Folkekirkens tjeneste blev det til, alt i alt - dog som nævnt afbrudt af et års ophold som gæstelærer i USA.
”Den danske Organistenmacherin”
En (danskskrivende) hollandsk kollega skrev mandag den 16. april, dagen efter Grethes død, følgende spontane mindeord: ”Den danske Organistenmacherin har efterladt en stor kulturkapital hos mange organister og koncertlyttere, andre musikelskere og kunstliebhavere. Hendes åbne, venlige livsmåde har inspireret mange. Lad os bære denne skat videre.”
Denne formulering rammer med stor præcision det, som nok blev rygraden i Grethes livsprojekt: Hun ønskede at udvikle og viderebringe nogle nedarvede kulturelle og kunstneriske værdier, og vel at mærke ikke blot ved egen, direkte indsats, men også ved at uddanne, inspirere og opmuntre et kuld af elever til at videreføre projektet. Ordet ’Organistenmacherin’ er ganske velanbragt, for der er vel næppe nogen dansk orgellærer, der i samme udstrækning har formået at få unge mennesker med ganske andre livsplaner til at vælge en gerning som organist i Folkekirken.
Grethe blev i 1969 professor ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Det lignede en livsstilling, men til fleres overraskelse valgte hun efter 21 år at sige op for at hellige sig den frie, men usikre tilværelse som free lance orgelsolist.  Nu skulle det være!

Billedkunsten har livet igennem spillet en helt afgørende rolle for Grethe, og en af perlerne i hendes udsøgte og meget personlige billedsamling er Carl-Henning Pedersens ”Blå Pige”. Grethe klædte sig i blåt, omgav sig med smukke ting i intense blå farver, og hørtes da ofte omtalt med kodenavnet ”Madame Bleu”.
Da Grethe i 2016 lod sig overtale af en kreds af venner til at udgive sine erindringer, sagde det sig selv, at bogen skulle være blå, hvilket naturligt nok førte til bekymringer om, hvorvidt man kunne skrive ’blå bog’ på titelbladet uden at risikere et sagsanlæg fra Kraks Forlag. Resultatet af overvejelserne blev titlen ”Grethes Blå Bog”.
Grethes Blå Bog er en uhøjtidelig publikation, og den rummer hverken noter, henvisninger eller registre. Hvis den havde haft et personregister, havde dette i sig selv kunnet vidne om et liv med bemærkelsesværdige bekendtskaber: Mogens Wöldike, Aksel Schiøtz, Borodin-kvartetten, Emilius Bangert, André Marchal, Carl-Henning Pedersen, prins Henrik, Jean Langlais, Otto von Spreckelsen, Marie-Claire Alain og mange andre. Flere af kontakterne uden for orgelverdenen skyldtes ægtemanden, bratschisten Richard Dahl Eriksen, som Grethe selv beskriver som ”en fuldblodsmusiker, en minutiøs musikforsker og en spasmager for Herren”. Man fornemmer, at Richards bramfri humor og hans drengede begejstring for rejepillemaskiner og automatiske amerikanske slipsevælgere har betydet et velkomment modspil i en tilværelse præget af alvor og disciplin.

Adskillige har gennem årene har lagt øre til Grethes beretninger om fornøjelige tildragelser gennem et langt liv. Heldigvis er flere af disse blevet nedfældet i den blå bog. En af favorithistorierne blev i øvrigt citeret i den tale, sognepræst Helle Krogh Madsen holdt ved bisættelseshøjtideligheden:
”En af min Fars yndlingshistorier var om den lille nye elev, en dreng, som troede, at han kunne lære at spille klaver på en time eller to. Far fortalte ham så, at han havde en datter, der havde fået undervisning i mange år, og nu studerede i Paris, hvorpå den lille dreng kiggede medlidende på far og sagde: ”Ja, vi ka´ jo ikke alle have lige nemt ved det!””
Vi er mange, der må undvære Grethe nu, men – indrømmet – vi har ikke nemt ved det.