Hørelære og musikalsk bevidsthed

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 6, december 2018, s. 6.

Af Hans Mydtskov, lektor i rytmisk hørelære på Syddansk Musikkonservatorium

På mit skema står der ‘hørelære’ - og jeg er lektor i ‘rytmisk hørelære’. Jeg synes egentlig, at faget burde hedde ‘musikalsk bevidsthed’. Det er, hvad undervisningen i faget efter min mening bør formidle. En måde at tilgå musikken på, som er baseret på metoder og øvelser. I sidste ende skal meget af den i faget opnåede viden - hvis projektet lykkes - kanaliseres over i en mere intuitiv tilgang til musikken og dens elementer. Men for at komme derhen er det en mulighed at arbejde konkret og metodisk med dem. Altså en måde at opgradere sin musikalske bevidsthed på som genererer redskaber, man kan arbejde med som udøvende og skabende musiker - for det er dét, det hele drejer sig om. At få de studerende til at spille bedre.

Det er vigtigt at pointere, at dette bare en én måde at arbejde med musikken på - og det gør vi så på konservatoriet. Man skal også huske, at regler og metoder kan generere kreative udfordringer, fordi man får lyst til at bryde dem - og så kan der jo ske alt muligt...

Tre hovedparametre

Min undervisning tager udgangspunkt i en lang række øvelser indenfor de tre parametre harmonik, rytmik og melodik. Faktisk har et nyt element sneget sig ind de sidste ti år - hukommelse. Jeg tror, at når man har en smartphone i lommen, og dermed hurtig adgang til en enorm mængde informationer, koster det lidt på hukommelsen. Man behøver ganske enkelt ikke at kunne huske så meget. Det er bare ikke så godt, når man vil spille musik - så vi arbejder med det også.

Når de studerende begynder på konservatoriet, kender de lyden af de enkelte akkordtyper - minimum som firklange. De kender også de mest almindelige akkordprogressioner - I-IV-V-I, II-V-I, I-VI-II-V, osv. Det er noget af det, vi tester dem i ved optagelsesprøven. Det vigtige for mig er, at de i første omgang bliver opmærksomme på en række af de mest typiske harmoniske vendinger og modulationer - at de lærer et grundlæggende harmonisk sprog og lærer at tænke i harmoniske sætninger. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi på konservatoriet i Odense på den rytmiske afdeling baserer en stor del af vores undervisning på et afro-amerikansk (læs - jazz) grundlag. Derfor er det relevant at tage udgangspunkt i en række ‘jazz-standards’, der rummer de harmoniskift, som jeg ønsker, at de studerende skal kende. Jazzens harmonik baserer sig meget på II-V-I-vendinger(i dur: IIm7-V7-Imaj7, i mol: IIm7b5-V7-Im7) og en række karakteristiske modulationer. Nogle af de vigtigste er: Modulation til fjerde trin (og tilbage). I C-dur ville det være: Cmaj7 - Gm7 - C7 - Fmaj7 - (Fm7 - Bb7 - C) og modulation til sjette trin (og tilbage): Cmaj7 - Bm7b5 - E7 - Am7 ( D7 - Dm7 - G7 - CmaJ7). De studerende skal lære lyden af disse modulationer og andre harmoniske vendinger, således at de ikke hører fra akkord til akkord, men er i stand til at registrere længere forløb - altså at de får et grundlæggende harmonisk sprog. Hver lektion begynder med, at vi på klassen lytter en ‘jazz-standard’ af og memorerer den og løber den igennem i forskellige tonearter - det er nemt at gøre, når man lærer at tænke i trin og funktioner. Det første semester har de studerende en standard for til næste gang, som de på skift kommer op og spiller på klaveret i en given toneart- der er som bekendt tolv at vælge imellem. Ikke mindst som improviserende jazzmusiker er det afgørende, at man har en harmonisk bevidsthed at spille på.

Alt dette baserer sig på helt almindelig funktionsharmonik, som jeg er sikker på, at denne artikels læsere har fuldstændig styr på. Det videre arbejde handler om harmoniske udvidelser - altererede dominantakkorder, voicings, osv. Det afgørende er at lære at genkende og have bevidsthed om de vendinger, der er så typiske, at de forekommer i virkelig mange musikstykker.

Hovedelementet i arbejdet med det melodiske parameter er for mig solmisation. Jeg ønsker at udvikle fornemmelsen for et tonalt center og styrke det relative gehør. Hvert trin i en skala har en opløsning, der relaterer den til en grundtone – et ‘do’. Fordi alle kender lyden af en dur- og en molskala i forvejen, er systemet indlysende at arbejde med – det er allerede en del af den studerendes musikalske bevidsthed. Jeg arbejder med relativ solmisation. ‘Do’ er således grundtonen i en hvilken som helst skala, man ønsker. Solmisationen bliver på den måde et universal-system, der sætter sig ud over tonearter, fortegn mv. Da en væsentlig det af den musik vi til daglig beskæftiger os med er grundtonebaseret, er det for mig indlysende at bruge solmisationen som det primære melodiske redskab. Den mere traditionelle tilgang til solmisations-systemet med håndtegn for hvert trin, osv., benytter jeg mig ikke af i min undervisning. Det jeg finder interessant, er udviklingen af fornemmelsen for det tonale center.

Færdighederne udvikles i en lang række øvelser. I første omgang handler det bare om at lære at orientere sig i en given toneart og synge linier, der ikke involverer rytmer. Senere kommer de med også, og øvelserne har karakter af melodier, hvor tid og puls ligeledes er et parameter. Målet er, at den studerende lærer at relatere alle tolv toner til en given grundtone, således at ledetoner og alterationer også benyttes.

En vigtig del af arbejdet med det melodiske er imitation - på solfege. Jeg spiller en frase, den studerende imiterer den og solmiserer efterfølgende (eller samtidig, hvis der er overskud til det). Her kommer arbejdet med hukommelsen også ind. Ex.: Der er typisk 5-7 studerende på et hold. Den første studerende imiterer og solmiserer en frase. Den næste studerende får en ny frase. Alle synger begge fraser. En ny studerende får en ny frase og alle studerende synger alle tre fraser, osv. På den måde kan man til sidst synge lange linier på op til 50 toner eller mere, som man memorerer - og som kan være særdeles komplicerede fordi de ikke har anden melodisk struktur, end at de forholder sig til samme grundtone. Det viser sig, at de studerende er i stand til at memorere langt mere, end de tror. Ofte - når vi har lavet sådan en linie - tager vi den op flere gange i løbet af en lektion, efter at vi har lavet noget andet, og det viser sig, at den stadig hænger ved. For mig er det afgørende at sætte fokus på den musikalske hukommelse som et parameter, der skal trænes og udvikles.

Jeg har udarbejdet er række øvelser med henblik på at kunne etablere skiftende tonalitetsfornemmelser - at kunne skifte til et nyt ‘do’. Ex.: Spil en tone på klaveret og giv den et trinnavn - et ‘le’ eksempelvis. Syng den hjem til ‘do’. Nu er den samme tone et ‘mi’. Syng den hjem til ‘do’, osv. En anden øvelse: spil en frase, imiter og solmiser den ud fra en given grundtone. Skift grundtonen ud, behold frasen og gør det samme.

Jeg arbejder også med intuitiv skalasang som en måde at bestemme akkorder på. Det er eksempelvis svært at synge en durskala oven i en forespillet molakkord - så hvis man har ørerne med sig, kommer man automatisk til at synge noget, der kan indikere akkordens beskaffenhed. For at dette skal fungere som et relevant redskab, skal man naturligvis kende sine skalaer. Dvs. kirketonearterne, harmonisk og melodisk mol og en række dominantskalaer som f.eks. 8-tone, altereret, lydisk dominant, mixolydisk b9,b13, osv. Dette danner også basis for arbejdet med vokal improvisation over forespillede akkorder og akkordprogressioner. Det med at synge fungerer selvsagt ikke lige godt for alle - dels kan blufærdighed spille ind, dels er det bare ikke alle, der har lige godt styr på stemmen, men for mig er det afgørende, at der bliver sunget. Alt det man kan synge, kan man nemlig også spille.

Solmisation er også et relevant redskab til at høre ind i akkorder - at kunne fokusere på de enkelte toner i en forespillet klang. Man kan opøve evnen til på sin indre ‘mixerpult’ at kunne skrue op og ned for de enkelte toner og bestemme dem i forhold til en grundtone

Jeg er begyndt at arbejde mere med øre/stemme/instrument-øvelser - hør en frase, imiter den vokalt (eller improviser en frase ud fra en forespillet akkord),  spil den på dit instrument. Vejen fra øret til instrumentet skal være så kort som mulig.

Nu vil nogen måske spørge: ‘hvad med intervaller?’. Jeg må tilstå, at jeg arbejder meget lidt i den retning i min undervisning på konservatoriet. De studerende skal naturligvis have styr på det, inden de kommer ind på konservatoriet - det er en af de ting, vi prøver dem i ved optagelsesprøven - men som redskab til udviklingen af et relativt gehør, finder jeg at solmisation er en mere musikalsk tilgang. Selvfølgelig tager vi en tur med det en gang i mellem og synger noget Modus Novus eller noget i den retning.

Se øvelsessamlingen ‘Solgfege’ her: http://hansmydtskov.dk/ear/Solfege.pdf

Arbejdet med det rytmiske parameter går i flere retninger. Dels er der hele den læsemæssige side af sagen - en stærk rytmelæsning er et godt fundament for prima vista-spil - dels handler det om underdelinger i forhold til puls. For en jazz- eller rock-musiker er en stærk rytmisk bevidsthed selvfølgelig helt afgørende.

Når man læser en tekst højt, læser man ikke alene hele ord ad gangen - man læser hele sætninger og ens øjne er et godt stykke foran det, der kommer ud af munden. På samme måde kan man opøve evnen til at læse musikalske sætninger, og her er en veludviklet rytmisk bevidsthed et god redskab. Det er vigtigt at huske, at læsning for mange rytmiske musikere ikke på samme måde har været en integreret del af det at spille musik, som det har været for mange klassiske - før de kommer på konservatoriet. Vi checker selvfølgelig til optagelsesprøven, at de er i stand til at læse på et acceptabelt niveau - men for de fleste er det ikke en favoritdisciplin. Hvis vi skal uddanne musikere til et højt professionelt niveau, er det imidlertid nødvendigt, at de har fornuftige læsefærdigheder.

Når man læser rytmer, er en form for fonetik nødvendig. Hvis de studerende i forvejen har noget, der virker, er alt godt. Hvis de ikke har det, anbefaler jeg den delvis klassisk baserede fonetik, hvor ottendedele siger ‘di-da’ på hhv. op- og nedslag. Sekstendedelene imellem siger ‘ge’ og resten er et spørgsmål om kombinationer. Der er selvfølgelig også fonetiske løsninger for trioler, sekstoler, kvintoler, osv. Det vigtige er at have et konkret redskab, der fungerer. Derfra handler det bare om at komme i gang med læseøvelserne - jeg har lavet temmelig mange og med en fornuftig progression i niveauet. Øvelserne er mundtlige - de skal ikke spilles, men siges. Igen er der forskellige knapper, man kan skrue på, hvis man ønsker at øge sværhedsgraden. Tempoet er oplagt, men hvis man sidder med et hold, er muligheden for at lade de studerende læse en takt hver og stadig holde tempoet en god mulighed - den kan man stramme yderligere ved at lade dem læse halve takter hver. Det tvinger dem til både at følge med i noden og læse og samtidig orientere sig ud mod de andre - og så begynder det at ligne noget.

Jeg er meget optaget af, at studerende skal have sikker fornemmelse for puls, som ikke nødvendigvis kommer til udtryk ved eksempelvis at markere pulsen på alle fire i foden. Derfor læser vi nogle gange rytmeøvelserne til metronom - men hvor der kun er ét slag markeret i takten. Så hvis man læser en øvelse i 80 bpm, sætter man metronomen på 20 bpm og lader slaget være 1,2,3,eller 4 afhængig af hvor udfordrende man ønsker at gøre det. Denne øvelse kræver at man virkelig er fokuseret, og den styrker i den grad den indre rytmiske fornemmelse.

Den anden del af arbejdet med rytmer handler om forholdet mellem underdelinger og puls, som er fundamentalt for at kunne variere sit rytmiske udtryk. Dels at ens fornemmelse for de enkelte typer underdelinger - sekstendedele, trioler, osv. - er helt sikker, og dels at man er i stand til at variere og skifte underdelingsfornemmelse fra det ene pulsslag til det andet. Til det formål har jeg udarbejdet en række øvelser, som fokuserer på underdelinger. De er alle baseret på to linier - en til hver hånd. De indeholder metriske modulationer og basal polyrytmik (2:3, 3:2, 4:3, 3:4), og kan således ikke laves rigtigt, hvis man ikke har sine underdelinger på plads. Her er det afgørende at have en puls kørende i foden, og det er afgørende at bruge den rigtige underdeling. Målet er at spille øvelserne så præcist som muligt og at den studerende udvikler en bevidsthed om underdelinger og om at være i stand til at arbejde i forskellige rytmiske lag og være i stand til at skifte imellem disse.

Se øvelsessamlingen ‘Rhythms’ her: http://hansmydtskov.dk/ear/Rhythms.pdf
Se øvelsessamlingen ‘Subdivisions’ her: http://hansmydtskov.dk/ear/Subdivisions.pdf

Jeg har udviklet en række øvelser, der beskæftiger sig med rytme-og melodilæsning på én gang. Man synger en linie på solmisation, mens man klapper en anden. Det er en udfordring for de fleste og er selvfølgelig godt for koordinationen, og øvelserne har en vigtig funktion med for alvor at få bragt et rytmisk element ind i melodilæsningen - og omvendt.

Se øvelsessamlingen ‘Integrated Sightreading her: http://hansmydtskov.dk/ear/Integrated%20Sightreading.pdf

Jeg er heldig, udelukkende at arbejde med unge mennesker der er dygtige, og som jeg ved er i stand til at udvikle de færdigheder som jeg vil have dem til at udvikle. De er meget motiverede for at lære noget og blive bedre. De har alle været gennem mange frasorteringsrunder før de ramte konservatoriet. Ikke mindst i den rytmiske verden er hørelære et fag, som man ikke vil være dårlig til - der ligger en stor del musikalsk forfængelighed der. Kunsten i al vellykket undervisning er at dosere mængden af udfordring rigtigt. Hvis det er for lidt, keder de sig, og hvis det er for meget, risikerer man at sætte folk af. Da alle studerende ikke er på samme niveau i alle discipliner, er det vigtigt at have indbygget en elastik i de enkelte øvelser, således at man kan variere sværhedsgraden. Og så handler det i øvrigt om at være så konkret som muligt, når man formulerer, hvad man gerne vil have, de studerende skal øve sig på. Det handler om konstant at rykke deres grænser for egen formåen - så det de før syntes var svært, forekommer nemt, når man har lavet noget, der var endnu sværere.

CV - Hans Mydtskov (f. 1961)

Diplomuddannelse fra Det Fynske Musikkonservatorium i 1996 med saxofon som hovedfag og hørelærepædagogik som særligt emne

Har gennem de seneste 40 år spillet med et utal af navne på den danske jazz-, rock-, pop-, og folk-scene. Af de for tiden mere faste konstellationer kan nævnes Tiptoe Bigband, Nordens Tone, Superfly og Mydtskov/Nordal. Derudover stor aktivitet som session-musiker med diverse bands og i studier og kirker.

Lektor på Syddansk Musikkonservatorium i rytmisk hørelære. Varetager sammen med Anders Mogensen ledelsen af den rytmiske uddannelse på stedet og underviser også i sammenspil og praktisk pædagogik. Har varetaget hørelæreundervisningen siden 1998 og udviklet et undervisningskoncept og en række tilhørende øvelsessamlinger til formålet. Konceptet - eller dele af det - bruges i dag også på forskellige konservatorier i Europa. F.eks. på FIH i Reykjavik og på Hochschule für Musik und Theate, Hamburg.