Tvekampen mellem Bach og Marchand
Organistbladet november 2017.
For 300 år siden, i efteråret 1717, fandt en af de kendteste episoder i J.S. Bachs liv sted: Louis Marchand, den berømte parisiske klavervirtuos og organist ved Solkongen Ludvig XIV’s hof, kom til Dresden som et led i en større koncertturné. Marchands arrogante og temmelig excentriske opførsel faldt ikke i alles smag, og koncertmesteren i Dresden, Jean-Baptiste Volumier, fik den ide at arrangere en konkurrence mellem ham og Bach. Den sachsiske konge, August den Stærke, bifaldt ideen og udlovede en usædvanlig stor belønning på 500 Daler. En duel på improvisation mellem de to cembalister blev arrangeret, men kun Bach mødte op. Da man ledte efter Marchand, fandt man ud af, at franskmanden havde forladt Dresden i al hast i de tidlige morgentimer. Bach måtte optræde alene og høstede stort bifald. Den lovede præmie på 500 Daler fik han dog aldrig, da en embedsmand stak pengene i sin egen lomme.
Bachs nekrolog, udgivet i 1754 af Johann Friedrich Agricola og Carl Philipp Emanuel Bach, gengiver anekdoten i usædvanligt detaljeret form, og historien har været fast inventar i Bach-biografier lige siden. Man har ment, at duellen var et led i den katolsk-protestantiske strid ved hoffet i Dresden, hvor kongen havde konverteret til katolicismen for at kunne bestige den polske trone, eller ligefrem talt om en ”landskamp” mellem tysk og fransk kultur. Det er karakteristisk, at den for Marchand lidet flatterende episode kun omtales i tyske kilder; Titon du Tillet hævder i Le parnasse français fra 1732, at Marchand forlod Dresden på grund af ”hjemve”.
Som Bachs nekrolog også vedgår (se nedenfor), var Marchand andet og mere end en randfigur i Bachs biografi. Førnævnte Titon du Tillet omtaler Marchand som sin tids bedste franske klaverspiller, (”le plus grand Organiste qu'il y ait jamais eu pour le toucher”), og hævder, at han som virtuos overgik både Couperin og Rameau. Pierre Du Mage, der var hans elev, skrev i forordet til sin Premier Livre d’orgue (1708), at hans egen musik var modelleret efter ”la savante école et dans le goût de l’illustre Monsieur Marchand mon Maître”. Peter Williams nævner i sin Bach-biografi, at Bach meget vel kan have kendt Du Mages værk. Han anfører også, at den langsomme sats af Bachs Brandenburgerkoncert nr. 5 benytter et tema af Marchand.
Louis Marchand var født i Lyon i 1669 som søn af en ”organiste mediocre” (Titon du Tillet). Men selv var han så begavet, at han blev udnævnt til organist ved katedralen i Nevers som 14-årig. 20 år gammel kom han til Paris, hvor han i de følgende år fik tilbudt nærmest ethvert embede der blev ledigt. Højdepunktet af hans karriere kom i 1708, hvor han officielt blev udnævnt til ”organiste du roi” – ifølge kilderne uden forudgående konkurrence. I 1713 gennemførte han en længere turné i Tyskland, hvor han spillede for kejseren og adskillige kurfyrster. I 1717 kom den fra Bachs biografi så bekendte turné til Dresden, hvor han skal have undveget konfrontationen med Bach ved en tidlig afrejse. Ved hjemkomsten til Paris fortsatte han sin karriere og blev en efterspurgt lærer; den mest prominente af hans studenter var Louis-Claude Daquin. Marchand døde i Paris 17. februar 1732.
At Marchand var en arrogant og stridbar karakter (nekrologen taler om hans ”hovmod”), bekræftes af andre kilder: Han viklede sig gentagne gange ind i intriger og konflikter med kolleger som Couperin og Dandrieu, og hans hustru forfulgte ham efter skilsmissen hårdnakket gennem den ene retssal efter den anden med økonomiske krav.
Marchands virtuositet som tangentspiller bekræftes af alle samtidige. Beundrende skarer fulgte ham fra kirke til kirke i Paris. At han som komponist ikke i eftertidens øjne er på niveau med en Couperin eller Grigny kan skyldes, at der kun er overleveret et begrænset antal værker fra hans hånd, hovedsagelig fra hans yngre år. Selv udgav han kun to samlinger af cembaloværker i 1702, hver med (kun) én suite. Orgelværkerne findes samlede i to manuskripter på biblioteket i Versailles. Flertallet af stykkerne er korte og ikke specielt signifikante, måske tænkt som undervisningsmateriale eller basis for improvisationer. Men, men… samlingen indeholder et bemærkelsesværdigt Fond d’orgue i e-mol med særdeles avanceret harmonik, som sprænger konventionerne og giver antydningen af et kunstnerisk format, som man kunne formode kom til udtryk i Marchands improvisationer. Grand Dialogue i C-Dur fra Versailles-manuskriptet er dateret 1696 og er hans længste og uden tvivl betydeligste bevarede orgelværk, på højde med de store offertorier af Couperin og Grigny.
I alle hans kompositioner ligger tyngden på de koloristiske muligheder i det franske barokorgel, hvorimod det kontrapunktiske ikke er fremherskende. Her ville han tydeligvis ikke have haft en chance mod Bach. Til gengæld var det ganske i tråd med tidens franske ”gout”, den elegante smag, som Marchand må siges at være en repræsentant for.
Kilder:
Peter Williams: Bach: A Musical Biography. Cambridge University Press 2016
Edward Higginbottom: Louis Marchand, i: Stanley Sadie (Ed.): The New Grove dictionary of Music & Musicians
Tvekampen mellem Bach og Marchand ifølge Bachs Nekrolog
”Året 1717 gav vores allerede så berømte Bach en ny lejlighed til at indlægge sig mere ære. Den i Frankrig berømte klaverspiller og organist Marchand var kommet til Dresden, havde ladet sig høre for kongen med særligt bifald, og var så heldig, at han fik tilbudt kongelig tjeneste med en stor løn. Den daværende koncertmester i Dresden, Volumier, skrev til Weimar efter Bach, hvis fortjenester ikke var ham ubekendte, og indbød ham, uden tøven at komme til Dresden, for at vove en musikalsk kappestrid om forrangen med den hovmodige Marchand. Bach modtog villigt denne indbydelse og rejste til Dresden. Volumier modtog ham med glæde, og skaffede ham lejlighed til, først skjult at høre sin modstander. Bach indbød herpå Marchand gennem en høflig håndskreven meddelelse, hvori han tilbød, på stående fod at udføre alt, hvad Marchand måtte opgive, og på sin side lovede den samme beredvillighed. Til visse en stor forvovenhed! Marchand erklærede sig meget villig dertil, dag og sted blev, ikke uden kongens vidende, fastsat. Bach indfandt sig til den fastsatte tid på kamppladsen i huset hos den fornemme minister [Grev Joachim Friedrich Flemming], hvor et stort selskab af personer af høj rang og begge køn var forsamlet. Marchand lod længe vente på sig. Til sidst sendte husets herre bud til Marchands kvarter, for, i tilfælde af at han skulle have glemt det, at minde ham om, at det nu var tid til at vise sig som en mand. Man erfarede imidlertid med den største forundring, at monsieur Marchand meget tidligt den selvsamme dag var bortrejst fra Dresden med ekstrapost. Bach, som altså nu var den eneste herre på kamppladsen, havde følgelig lejlighed nok til at vise den styrke, hvormed han var bevæbnet mod sin modstander. Han gjorde det også til alle tilstedeværendes forundring. Kongen havde bestemt ham en gave på 500 Daler; imidlertid blev han berøvet den ved en vis tjeners utroskab, som troede bedre selv at kunne bruge denne gave, og måtte tage den erhvervede ære med hjem som eneste belønning for sine bestræbelser. I øvrigt lod vores Bach gerne Marchand tilkomme berømmelse for en smuk og meget net udførelse. Men om Marchands musetter til julenat, hvis opfindelse og udførelse skal have indbragt ham det største ry i Paris, ville have kunnet holde stand mod Bachs mangfoldige fugaer for et publikum af kendere; det må de afgøre, som har hørt dem begge i deres styrke.“