Romantikkens musik må fremføres på sine egne præmisser

Organistbladet oktober 2017.

I nr. 2 af dette års Organistbladet bragtes en interessant artikel af projektforsker Bjarke Moe om arbejdet på Det Kongelige Bibliotek med en planlagt udgivelse i 37 bind af samtlige kompositioner af Niels w. Gade på basis af et så vidt muligt autentisk nodemateriale.

Gade fejres i anledning af 200-året for hans fødsel. Men fejringen er egentlig begyndt for ret lang tid siden. I 2002 udkom Inger Sørensens store bog om Gade, som Gyldendal bad hende skrive med henvisning til nytten af hendes ligeledes store værk fra 1999 Hartmann – Et dansk komponistdynasti. At læse disse bøger er som en spændende vandring gennem det meste af 1800-tallets danske musikhistorie, og på grund af Gades store europæiske ry også Europas. Planerne om ovennævnte 37 bind har sikkert haft stor gavn af Inger Sørensens tilknytning til Det Kgl. Bibliotek, selvom hun var ansat ved Danmarks Pædagogiske Bibliotek.

Inger Sørensen antyder i sin bog om Gade, at hans stjerne var let blegnende i slutningen af hans liv, men påpeger, at hans musik ofte blev spillet hele 1800-tallet ud i adskillige europæiske musikcentre. Herhjemme kunne konkurrencen mellem ”Musikforeningen”, hvis faste dirigent han var, og den senere tilkomne ”Koncertforening” blive ubehageligt generende, ikke mindst fordi nytilkomne komponistnavne via udtryksmåder med en vis afstand til romantikkens musikalske idealer kom lettere på programmet end i Musikforeningen.

En af romantikkens mest centrale præmisser er den meget bevægelige følsomhed, som til stadighed er til stede i musiceringen. For ret mange år siden blev jeg mindet kraftigt om dette under min pianistiske bistand til et Herningkors arbejde med indstuderingen af Gades Elverskud. Koret havde mange gode sangere og var ledet af seminarielektor Oluf Bjørnholt-Schou, der havde en fortid som koncertsanger og i sine unge dage i en periode havde ledet Statsradiofoniens kor. Hans kunstneriske krav til kormedlemmerne var meget store, og hans kunstneriske indlevelsesevne meget smittende.

Morgensangen med Ingemanns berømte salmetekst I østen stiger solen op synges midt i Elverskuds mest dramatiske højdepunkt, men som en modsætning til dramatikken. Ridder Oluf skal giftes og rider afsted til sit bryllup. I hans sind kæmper kærligheden til bruden – og især ved dagslyset – med hans betagelse af elverpigen, som han kan møde under natlige rideture, - og netop ved nattetide, endelig nær bryllupsmålet, møder han elverkongens datter, der kræver en dans af ham. Da han med bruden i tankerne afslår, slår hun ham i vrede på kinden og spår ham sot og sygdom.

Her følger så selve solopgangen I østen stiger solen op. Og hele stykket er i Gades stærkt romantiske gengivelse hele vejen tænkt som udtryk for stemninger og følelsesladet kontemplation. Jeg havde selv arbejdet med dette stykke i flere af de kor, jeg ledede i mine unge dage, men blev nu endelig helt klar over, hvad sand romantik kan være – og ikke være. I Bjørnholt-Schous ledelse sang man stykket særdeles langsomt – formentlig netop af Gade tænkt som et udtryk for solens helt gradvise og lysmæssigt næsten magisk gradvise opklaring af himlen. Hver stavelse i ”I” – ”ø” – ”sten” tog næsten to sekunder, længere tid end selv Wøldike anvendte ved Københavns Drengekor. Dynamikken kunne skifte ved de forskellige stemmers skiftende indsatser – og alt fra det sarteste til det mod slutningen kraftigste, men afstemt efter helheden, var i brug. Måske burde 4/4 erstattes af 2/2.

Ved Olufs ankomst til bryllupsadressen og modtaget af sin mor er han sunket død om. Og her er musikdramatikken atter som før solopgangen.

Elverskud tilhører en genre, Gade flere andre gange bevæger sig ind i. Den er delvis inspireret af de gamle folkeviser og den voksende interesse for disses tonesprog. Måske har det betydet noget i denne sammenhæng, at Gades lærer i musikteori A. P. Berggreen var en af foregangsmændene indenfor studiet af folkevisernes art og indhold og fra 1842 udgav efterhånden 4 bind af disse med melodier. Dog forekommer det mig også interessant, at Gade som organist kan have bemærket sig H. Matthison-Hansens orgelfantasi over Dronning Dagmar-visen, som han udformede på baggrund af sin improvisation over denne kendte vise ved Frederik VI’s bisættelse. Her er der også tale om romantikkens tonesprog, knyttet sammen med en almindeligt kendt fortælling.

I denne artikels overskrift skriver jeg, at romantikkens musik må fremføres på sine egne præmisser. Jeg kan tilføje, at man naturligvis også må forsøge at lytte til den på dens egne præmisser.

Dette var næppe holdningen hos en ung komponiststuderende, som sad på rækken lige foran min ved en koncert i Københavns forrige Radiohus. Han udtalte en voldsom afsky for Gades Tonestykke nr. 1 i F-Dur. Jeg havde selv arbejdet med det, og forventede at høre det fremført med den smidighed og variation i det følelsesmæssige udtryk, der netop kendetegner romantikkens musik. Heldigvis skuffede solisten mig ikke, og smidigheden og variationen kunne som bekendt støttes ved hjælp af den til svelleværket koblede espressivo-rulle, der kan styres af det ene ben. Jeg mindes også mit indstuderingsarbejde i Holmens Kirke af César Francks Prélude, Fugue et Variation, hvori både præludiet og variationen i udstrakt grad krævede brugen af denne rulle. (César Franck var kun fem år yngre end Gade. Finn Viderø stod for arrangementet).