Johann Adolph Scheibe – Orgelsonater

Organistbladet marts 2017.

af Sven-Ingvart Mikkelsen, organist ved Sankt Markus Kirke, København

Der kendes kun ganske få danske orgelværker fra midten af 1700-tallet, og derfor er det interessant, når der pludselig dukker nogle triosonater op, skrevet i 1742 af Johann Adolph Scheibe, kongelig dansk hofkapelmester.

Mit første rigtige kendskab til Johann Adolph Scheibe går tilbage til år 2008, hvor jeg som en markering af 300 året for Scheibes fødsel dirigerede en opførelse af passionsoratoriet "Den døende Jesus", et storstilet værk for kor, solister og orkester med en varighed på mere end to timer.

Udgiveren af nodematerialet til dette oratorium var Inge Kristiane Brander, tidligere forskningsbibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek. Inge Brander henledte i den forbindelse min opmærksomhed på Scheibes tre orgelsonater, hvilket umiddelbart vakte min interesse, men som jeg alligevel ikke fik gjort mere ved, idet jeg på det tidspunkt var involveret i mange andre ting, som fjernede min opmærksomhed fra orgelsonaterne.

For et par år siden blev jeg imidlertid nysgerrig efter at stifte nærmere bekendtskab med de tre orgelsonater, idet de er de eneste overleverede orgelværker fra Scheibes hånd.

Orgelsonaterne er ikke på noget tidspunkt blevet trykt og udgivet i samtiden. Scheibes egen autograf befinder sig på Staatsbibliothek zu Berlin - Preußischer Kulturbesitz, Musikabteilung mit Mendelssohn-Archiv, Signatur Mus.ms.autogr. Scheibe, J. A. 8 og Mus.ms.autogr. Scheibe, J. A. 7. Jeg kontaktede derfor biblioteket i Berlin og fik en digital kopi af de originale manuskripter.

Men hvem var denne Johann Adolph Scheibe, og hvad er historien bag hans orgelsonater?

Scheibe blev født i 1708 i Leipzig som søn af en orgelbygger. Her voksede han op og studerede orgel og komposition hos Johann Sebastian Bach. Desuden studerede han jura og filosofi. I 1736 flyttede han til Hamborg, hvor han gjorde sig bemærket som forfatter og komponist. I dag kender vi ham bedst for tidsskriftet ”Der critische Musicus”, som han udgav i Hamborg 1737-1740. I dette tidsskrift forholder han sig kritisk til adskillige af tidens komponister, blandt andre Johann Sebastian Bach.

I 1740 blev Scheibe ansat som hofkomponist og kapelmester ved kong Christian den VI's hof i København, og han forblev i Danmark indtil sin død i 1776. I perioden 1749-1761 opholdt han sig i Sønderborg og ernærede sig som musiklærer og oversætter, blandt andet med tyske oversættelser af tekster af sin gode ven Ludvig Holberg. I 1761 vendte Scheibe igen tilbage til København og gjorde sig bemærket med en række oratorier og kantater.

Johann Adolph Scheibe var meget produktiv; han komponerede omkring 200 kirkelige værker, 150 fløjtekoncerter, 70 kammermusikalske værker etc., og han komponerede også musikken til to af de kongelige kroningsceremonier på Frederiksborg.

Scheibe var således ikke blot en ubetydelig komponist i musikhistorien, selvom han er næsten glemt i dag. Han havde en enorm indflydelse i det danske musikliv i det 18. århundrede, og stilistisk set kan man trække en klar linje fra Scheibe til komponister som J.A.P. Schulz, F.L.Æ. Kunzen og C.E.F. Weyse. Ligesom Scheibe kom de alle fra Tyskland, men ikke desto mindre lagde de grunden til den danske nationalromantiske stil i det 19. århundrede.

Kun et fåtal af Scheibes kompositioner blev trykt, og en meget stor del af hans manuskripter er forsvundet. Sandsynligvis er en stor del gået tabt, da Christiansborg Slot inklusive kongens nodesamling brændte ned i 1794.

Forhåbentlig vil man fremover støde på flere udgivelser af Johann Adolph Scheibes værker. Seniorforsker ved Det Kongelige Bibliotek Peter Hauge har tidligere udgivet Scheibes passionskantate Vor Harpe er bleven kold til tekst af Johannes Ewald (partituret kan downloades gratis fra Det Kgl. Biblioteks hjemmeside).

Peter Hauge har desuden netop færdiggjort en Scheibe-værkfortegnelse, som omfatter hans musikalske, teoretiske og litterære produktion: Johann Adolph Scheibe: A Catalogue of His Works (Museum Tusculanum Press: København 2017), s. i-xviii, 1-555 (ISBN 978-87-635-4560-0).

Værkfortegnelsen indeholder en detaljeret beskrivelse af de næsten 400 værker, som kendes i dag. Man vil blandt andet kunne læse, at selv om Scheibe var blevet ansat som kapelmester i København, så havde han stadig kontakt med kantoren ved Neukirche i Leipzig, Carl Gothelf Gerlach, som han ind imellem tilsendte forskellige værker, sandsynligvis også orgelsonaterne.

Da Gerlach døde i 1761, købte musikforlaget Breitkopf hele hans enorme nodesamling, inklusive de to komplette orgelsonater. Mange af disse manuskripter er senere blevet opkøbt af andre, blandt andre Poelchau, hvis samling er fundamentet for musiksamlingen i Berlin. Men alt dette vil man kunne læse mere om i Peter Hauges Scheibe-værkfortegnelse.

Som nævnt er de tre sonater for orgel de eneste kendte orgelværker fra Scheibes hånd. Der findes imidlertid en sonate i B-Dur for tasteinstrument (cembalo eller orgel), som er udgivet i Edition Bärenreiters samling fra 2007, ”German Organ and Keyboard Music from Bach’s Period” (BA 9255). Sonaten blev første gang udgivet i 1760 i Johann Ulrich Haffners samling Oeuvres Melees, Partie VI, og stilistisk peger den fremad mod den wienerklassiske sonateform.

Men de tre ”rigtige” orgelsonater forelå ikke i en praktisk tilgængelig udgave. Jeg besluttede derfor at granske originalmanuskripterne med henblik på en praktisk nodeudgivelse.

Alle tre sonater er triosonater, og stilistisk peger de både fremad og bagud. De er tydeligvis inspireret af Johann Sebastian Bachs triosonater, men de peger også fremad mod en lettere og mere elegant stil, mod rokoko og wienerklassik.

I mit forarbejde til nodeudgivelsen blev jeg gjort bekendt med en kopi fra nyere tid, nemlig en afskrift fra 1964, som nu er i professor Bine Bryndorfs besiddelse. I en samtale omkring Scheibes orgelværker fortalte Bine Bryndorf, at hun havde overtaget nogle noder og afskrifter fra den tidligere organist ved Holmens Kirke Jørgen Ernst Hansen, og at der heriblandt var en sonate af Scheibe.

Det drejede sig om en afskrift af sonaten i B-Dur, og en gennemgang heraf gav mig mulighed for at se, om der var overensstemmelse mellem denne afskrift og min kopi af autografen, hvilket viste sig at være tilfældet. Det er således igen Scheibes egen autograf, som synes at være eneste kendte kilde.
 
Men Jørgen Ernst Hansens node er alligevel et interessant dokument, fordi det fortæller os en historie om den musikhistoriske interesse i 1960’erne. Afskriften er lavet af den navnkundige lydtekniker Peter Willemoës, om hvem det fortælles, at han meget ofte under lydoptagelser og indspilninger brugte sine pauser på at sidde og pusle med gamle manuskripter. Jørgen Ernst Hansen har spillet sonaten ved en række koncerter i 1960’erne, og historien viser os, at der i disse år var en stor nysgerrighed omkring den gamle musik. Men den viser os også, at en stor del af den musik, som her blev fremdraget, igen er blevet glemt.

Scheibes autografer i Berlin består af to forskellige dokumenter. Det ene manuskript - Mus.ms.autogr. Scheibe, J. A. 8 – er en renskrift, dateret i marts 1742 og underskrevet af Johann Adolph Scheibe som kapelmester i København. Scheibe nød på det tidspunkt stor anseelse ved det danske hof og i det københavnske musikliv.

Manuskriptet indeholder to triosonater i henholdsvis D-Dur og B-Dur, hver med tre satser, tydeligt inspireret af Johann Sebastian Bachs triosonater for orgel. Stilmæssigt er der ret stor forskel på de to sonater. Den første sonate i D-Dur er helt tydeligt baseret på gamle traditioner – første sats er en fuga, hvorimod den anden sonate i B-Dur er lettere og mere elegant i stilen.

Det andet manuskript (Mus.ms.autogr. Scheibe, J. A. 7) – som måske er det ældste – indeholder en triosonate i F-Dur i to satser: Adagio og Allegro. Manuskriptet bærer på mange måder præg af at være en kladde. Der er ingen overskrift, titel, signering eller datoangivelse, og der er mange overstregninger og rettelser.

På grundlag af de to manuskripter har jeg nu udgivet noderne til de tre triosonater med tilhørende kritiske kommentarer på forlaget Mixtur, FMX 01-018, ISMN 979-0-706799-40-7 (www.noder.dk). Jeg har desuden indspillet triosonaterne samt manualiter-sonaten i B-Dur på Marcussen-orglet i koncertsalen på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg. Cd’en er netop udgivet på forlaget CDKlassisk (CDK 1169).

Som nævnt findes der kun ganske få danske orgelværker fra midten af 1700-tallet, og det er derfor mit håb, at jeg med disse udgivelser af Johann Adolph Scheibes orgelsonater kan være med til at udfylde en lille del af dette musikhistoriske tomrum.