”… fordi den gør menneskene muntre”

Organistbladet maj 2017.

Martin Luther og musikken

Af Johannes Schilling, professor i kirkehistorie ved Christian-Albrechtsuniversitetet i Kiel, præsident for det tyske Luther-selskab

Martin Luther elskede og ærede musikken. Han sang og spillede på lut, og han mente, at den himmelske kunst havde muligheden for at gøre menneskene glade og føre dem til troen. Musik kan give trøst og holde Djævelen borte, det var reformatoren sikker på. En kort indføring i Luthers musikopfattelse som den kommer til udtryk i tre breve.

I.
At være kristen betyder for Martin Luther og efter hans teologi at være munter, vendt mod livet, fuld af håb og vished, fordi evangeliet, den gode nyhed om Jesus Kristus, ønsker at gøre menneskene muntre, og også gør det. Denne holdning, ja denne vished, fik sit koncentrerede udtryk i fortalen til den sidste af de salmebøger der udkom i Luthers levetid, Baptsches Gesangbuch (Leipzig 1545):

”Syng for HERREN en ny sang, syng for HERREN hele verden. Thi Gud har gjort vort hjerte og mod muntert ved sin kære søn, som han har givet for os til frelse fra synder, død og Djævel. Den der for alvor tror dette, han kan ikke lade være, han må være munter og synge og tale med lyst derom, at andre også hører det og kommer dertil.” 1) 

Det er ikke uden grund, at disse ord står foran i Evangelisches Kirchengesangbuch fra 1950, og i talrige senere udgaver af salmebogen genfinder man dette ord som prolog, ja som indføring i sang i gudstjeneste og hjem.

Ingen kunst synes bedre egnet til at frembringe denne munterhed end netop musikken. 2) Det erfarede og bevidnede Luther i sit lange liv; lære og liv er også i dette tilfælde sammenfaldende hos ham og udlægger hinanden. Man behøver blot at se på salmerne for at få øje på, hvor der tales eller rettere synges om glæde, om at være glad, og sangen selv og det der synges om er to måder at meddele denne glæde på. Denne glæde har en grund: Den vokser ud af troen på Herren, der er blevet menneske, er død og opstanden.

II.
Luther musicerede selv hele livet, og frem for alt sang han, alene, sammen med familien og med studenter. Nogle salmer kendte han fra barndommen, især dem til de store kristelige højtider, hvor menigheden deltog med salmer som ”Christ ist erstanden” (Krist stod op af døde), men sikkert også verdslige sange, som vi ganske vist ikke kender til i detaljer. Mange flere salmer kom til i løbet af hans liv, og han bidrog selv til at skænke kirken en skat af salmer, der er forblevet levende til nutiden og vil forblive det, så længe der synges i kirken. Og receptionen af Luthers salmer har gjort dem til en del af kulturen, ikke kun af musikkulturen.
Også lutspillet beherskede han åbenbart godt som student. Men hans egentlige interesse gjaldt ikke instrumentalmusikken, men sangen. Den havde gennem mange år hørt til hans liv som del af klostrets timebønner. Luthers ærinde var og blev, også ved sangen at bringe evangeliet ud til folket, at gøre musik og sang til en uundværlig del af skolens undervisning og lade de opvoksende generationer få del i en dannelse, der også og i høj grad indeholdt musikalsk dannelse. En skole uden musik kunne Luther lige så lidt forestille sig som en gudstjeneste uden deltagelse af den syngende menighed.

I et brev til Georg Spalatin (1484-1545), formodentlig skrevet i slutningen af 1523, tilskynder han til udarbejdelse af evangeliske salmer. Heri udvikler Luther sit forehavende, at bearbejde bibelske psalmer til menighedssang. Dette brev er de evangeliske koralers og de protestantiske salmebøgers vugge:

”Nåde og fred! Jeg har den plan, efter profeternes og de gamle kirkefædres eksempel at skabe tyske salmer for folket, det vil sige, gejstlige sange, for at Guds Ord også gennem sangen forbliver blandt folket. Vi leder derfor overalt efter digtere. Men da du har fået gaven og den sikre beherskelse af det tyske sprog og er forfinet gennem mangfoldig øvelse, beder jeg dig om at arbejde med os på dette forehavende og forsøge at oversætte en psalme til en sang, som du ser det her ved mit eksempel. Jeg vil dog bestemt undgå nye udtryk der er sædvanlige ved hoffet; tilpasset sin opfattelsesevne skal folket synge så enkle og almindelige, omend rene og passende ord; desuden skal meningen være gennemsigtig og komme så tæt på psalmerne som muligt.

Derfor må man her gå frit til værks, når blot meningen er bevaret, give afkald på ordlyden og gengive den gennem andre egnede ord. Mig er det ikke givet at udføre det, som jeg gerne ville. Derfor vil jeg forsøge, om du er en Heman, Asaph eller Idithun (sangere i det Gamle Testamente). Jeg vil bede Johann Dolzig om det samme, han er ligeledes veltalende og omgængelig med ord, dog kun, hvis I har tid dertil; sandsynligvis har I ikke netop megen.

Tag blot mine syv bodspsalmer og udlægningerne dertil, af dem kan du gribe meningen med psalmen. Eller, hvis du ønsker at få tildelt en, overtag dog den første bodspsalme ”Herre, straf mig ikke i din vrede” (Sl. 6) eller den syvende ”Herre, hør min bøn” (Sl. 143). Johann Dolzig overdrager jeg den anden bodspsalme ”Lykkelig den, hvis overtrædelser er tilgivet” (Sl. 32), thi ”Fra det dybe råber jeg til dig, Herre”(Sl. 130) har jeg allerede oversat, og ”Gud, vær mig nådig i din godhed” (Sl. 51) er allerede givet væk. Skulle disse måske være for vanskelige, så tag disse to ”Jeg vil prise Herren til alle tider” og ”Bryd ud i jubel for Herren, I retfærdige”, altså 34 og 33, eller psalme 104 ”Min sjæl, pris Herren”. Svar i hvert fald, hvad vi har at håbe fra jer. Lev vel i Herren.”  3)

Der blev i første omgang ikke noget ud af Luthers planer med de planlagte medarbejdere; men efter årsskiftet 1523/24 forfattede han selv talrige salmer og fortsatte sine digtninge til de sidste år af sit liv; til nogle af salmerne har han også selv skabt melodierne. Ved siden af ønsket om også ved sangen at bringe evangeliet blandt folket, ønskede han at sangen og musikken skulle forstås som et udtryk for menneskenes glæde over Gud og hans skaberværk.

III.
Mange af sine tanker formulerede Luther ikke i forelæsninger eller traktater, men i sine breve. I samtaler i brevform med adressaterne udvikler han sine ideer med stor livfuldhed og indlevelse i sine adressater, hvad enten han kendte dem personligt eller ej. Grundlæggende ideer om musik udviklede han i et brev til Ludwig Senfl, hofkomponist for de bayerske hertuger, hvis værker han åbenbart kendte og satte pris på. I de ensomme måneder på fæstningen Coburg, hvor han tilbragte sommeren 1530 mens der blev holdt rigsdag i Augsburg, og som hører til de produktiveste perioder i hans litterære skaben, skrev han til hofmusikeren fra München:

Udateret portræt af Ludwig Senfl, ca.1510. Ukendt kunstner

”Nåde og fred i Kristus! Skønt mit navn er så forhadt, at jeg må frygte, at du ikke med sikkerhed vil modtage og læse dette brev som jeg sender, bedste Ludwig, har dog kærligheden til musikken, med hvilken jeg ser dig prydet og begavet for min Gud, besejret denne frygt. Denne kærlighed har også givet mig håb om, at mit brev ikke vil bringe dig nogen fare. Thi hvem ville dadle selv en tyrker, hvis han elsker kunsten og roser kunstneren? Men jeg roser sågar dine hertuger af Bayern højt, hvor lidt de end har til overs for mig, og agter dem højere end andre, fordi de plejer og ærer musikken således. Og der er ingen tvivl: Mange sædekorn til gode egenskaber ligger i de gemytter, der gribes af musikken; men de der ikke gribes af den, er, tænker jeg, lig med træstubbe og sten. For vi ved, at musikken også er forhadt og uudholdelig for Dæmonerne. Og jeg dømmer frit og generer mig ikke for at sige, at der efter teologien ikke findes nogen kunst, der kan sættes lig med musikken, fordi den alene efter teologien skænker det, som ellers alene teologien skænker: Et roligt og muntert hjerte. Det er et klart bevis herfor, at Djævelen, de sørgelige bekymringers og den urolige omtumlens fader, flygter ved musikkens stemme lige som ved teologiens ord. Deraf følger, at profeterne ikke har brugt nogen kunst (ars) så meget som musikken, da de ikke har sammenfattet deres teologi i geometrien, ikke i aritmetikken, ikke i astronomien, men i musikken, for de bragte teologien og musikken i tætteste forbindelse, når de forkyndte sandheden i psalmer og sange.

Men hvorfor roser jeg nu musikken og forsøger at afmale eller rettere vansire en sådan sag på et lille blad papir? Fordi mit hjerte svulmer, og min kærlighed sprudler sådan over musikken, der så ofte har vederkvæget mig og befriet mig fra den største nød.

Jeg kommer tilbage til dig og beder: Hvis du har et eksemplar af sangen ”In pace in id ipsum”, så lad det afskrive og sende til mig. For denne melodi (tenor) har glædet mig fra ungdommen, og nu endnu mere, efter at jeg forstår disse ord. Jeg har aldrig set denne antifon komponeret for flere stemmer, men vil ikke belaste dig med besværet om at komponere den, men håber, at du allerede har komponeret den i anden vis.

Jeg håber meget, at min livsende er forestående; verden hader mig og kan ikke lide mig, og omvendt er jeg træt af verden og er mæt af den. Måtte derfor den gode og trofaste hyrde (1. Pet. 2,2) tage min sjæl til sig (1. Kong. 19,4). Derfor er jeg begyndt at synge denne antifon og ønsker at høre den komponeret (flerstemmigt). For det tilfælde, at du ikke har den eller ikke kender den, sender jeg dig den her med noderne udskrevet, som du, måske efter min død, hvis du vil, kan komponere. Herren Jesus være med dig i evighed, amen. Tilgiv min formastelighed og snakkesalighed. Hils din musiks hele chorus ærbødigt fra mig. Fra Coburg, den 4. oktober 1530.
Martinus Luther.” 4)

”Et roligt og muntert hjerte ” – ”quietem et animum laetum” 5) – det var det, som Luther ventede sig af musikken, det gjorde den guddommelig og til en teologiens søster. Det var muligt, fordi musikken som skabt af Gud nåede frem til det guddommelige skaberværk, mennesket, gik ham til øre og hjerte, indføjede ham i skaberværket og formåede at bringe ham på vejen til livets sandhed. 6)

IV.
Helt fra begyndelsen har menneskene vel været bevidste om musikkens særlige konsolatoriske kraft.  Men måske var det først med reformationen at den virkelig blev opdaget og også betonet i samtidens sange. I Johann Jeeps sang ”Musica, die ganz lieblich kunst” hedder det to generationer senere: ”Sie frischt das Herz, welchs leidet Schmerz, tut all Unmut vertreiben, lässt traurig niemand bleiben” (”Den forfrisker det hjerte, som lider smerte, fordriver alt mismod, lader ingen forblive sørgelig”). 7) Men hvorfra kommer musikkens trøstende kraft?

Det er netop i sjælesorgssituationer at Luther finder ord, der skal indgive hans brevpartnere trøst og styrkelse – og også kan det. 8) Særlig tydelig bliver denne kraft i et brev, som Luther skrev den 7. oktober 1534 til organisten i Freiberg Matthias Weller (1507-1563), som han kendte fra dagene i Wittenberg:

”Nåde og fred i Kristus! Ærbare, gunstige, kære ven! Jeres kære broder har fortalt mig, at I skulle være meget bekymret og lide af sorgfulde anfægtelser. Han vil sikkert fortælle Jer, hvad jeg har talt med ham om. Men, kære Matthias, følg heri ikke Jeres tanker, men hør, hvad andre siger! Thi Gud har befalet, at et menneske skal trøste det andet, og vil også, at den bedrøvede skal tro, at en sådan trøst er hans (Guds) egen stemme. Thi således taler han gennem Sankt Paulus: Trøst de ængstelige (1. Thess., 5, 14) og Esajas 40: Trøst mit folk, trøst det! siger Jeres Gud; og andetsteds: Det er min vilje, at du tjener Herren din Gud med glæde og hjertens lyst (5. Mos. 28. 47), som Moses og profeterne ofte prædikede. Derfor har han også påbudt, at vi ikke skal sørge, men befale ham sorgen i vold, fordi hans vil sørge for os, som Sankt Petrus lærer os i den 55. psalme (1. Pet. 5, 7, Ps. 55, 23).
 
Da derfor Gud vil, at den ene skal trøste den anden, og enhver skal tro på trøsten, så lad Jeres tanker fare, og vid, at Djævelen plager Jer dermed, og (det) er ikke Jeres tanker, men indgivelser fra den lede Djævel, som ikke kan lide, at vi har en munter tanke.

Så hør nu, hvad vi siger til Jer i Guds navn, nemlig at I skal være munter i Kristus, ham der er Jeres nådige herre og frelser; lad ham sørge for Jer, da han visselig sørger for Jer, når I ikke har det, I gerne ville have. Han lever endnu, og forvent af ham det bedste; det behager ham, som skriften siger, som det bedste offer. Thi der er ikke noget elskeligere og mere behageligt offer end et muntert hjerte, der glæder sig i Herren.

Derfor, når I er sorgfuld og det vil tage overhånd, så sig: Op! Jeg må slå en sang for vor herre Kristus på regalen (det kan være Te Deum eller Benedictus osv.), thi skriften lærer mig, at han gerne høre munter sang og strengespil. Og grib frisk i dine claves (tangenter) og syng dertil, til tankerne forgår, som David og Elisa gjorde (2. Kong. 3., 15). Kommer Djævelen tilbage og indgiver Jer en bekymring eller sørgelige tanker, så værg frisk for Jer og sig: Ud, Djævel! Nu må jeg synge og spille for min herre Kristus.

Således må I i sandhed lære at sætte Jer til modstand mod ham og ikke tillade, at han indgiver Jer tanker. Thi hvis I lader en komme ind og hører på (den), så driver han vel ti tanker bagefter, indtil han overmander Jer. Derfor er der intet bedre, end straks fra begyndelsen at give ham en over snuden. Og ligesom hin ægtemand, hvis hustru begyndte at gnave og bide af ham, tog sin fløjte frem fra bæltet og trøstigt blæste, indtil hun til sidst blev så træt at hun lod ham i fred; så grib også I i regalen eller tag gode kammerater og syng derimod, indtil I har lært at spotte ham.

Thi hvis I kan tro, at sådanne tanker er Djævelens værk, så har I allerede vundet. Men fordi I endnu er svag i troen, så lyt til os, som ved det gennem Guds nåde, og hold Jer til vores stav, indtil I selv lærer at gå. Og hvis gode folk trøster Jer, kære Matthias, så lær at tro på, at Gud siger det til Jer; følg og tvivl ikke på, at det visseligt er Guds ord, der trøster Jer ved mennesket efter hans bud.

Og den samme Herre, som har budt mig gøre det, som jeg af lydighed mod Gud må gøre, give Jer at tro det hele og tale om det i Jeres Hjerte. Wittenberg, onsdag efter Francisci, Anno 1534.
D.M. Luther, manu propria (med egen hånd) 9)

Kraftigere kan man næppe begrunde trøsten fra skriften, og som middel mod melankolien – eller hvad det nu var Matthias Weller undertiden led af – sætter Luther musikkens trøstende og befriende kraft som en himmelsk kunst.

V.
Teksterne viser, at musikkens trøst kommer af at høre. Ligesom troen kommer af at høre, fides ex auditu. Derfor er øret det organ som Luther sætter særlig pris på – ikke ved at se, ikke ved at lugte, smage eller føle, men ved at høre kommer man til troen på den Gud, der taler og meddeler sig ved sit ord. Og således opmuntrer Luther til, ikke at begribe Kristus med øjnene, men med ørerne: ”Sihe in (ihn) nicht mit den augen an, sed (sondern) stecke die augen jnn die orhen” 10)

At musikken trøster, spreder trøst og giver kraft, er en erfaring som menneskene har gjort siden reformationen, og gør igen og igen, især i svære tider. Franz von Schobers digt ”Du holde Kunst”, som Franz Schubert har sat i musik 11), har bestemt ikke kun udfoldet sin trøstende kraft ved hjælp af sine ord, men ofte også når det blev sunget og spillet, hørt og gik til hjertet. Hos Martin Luther viser musikkens trøst hen til den Gud, der har vist sig i Jesus Kristus. Man kan ikke forestille sig ham som andet end et syngende menneske.

1) D. Martin Luthers Werke. Kritische Gesamtausgabe (zit: WA) 35, Weimar 1923 (Ndr. 2005), s. 477, s. 5-9
2) Til orientering: Johannes Schilling, Musik, i: Luther Handbuch, udg. Albrecht Beutel, Tübingen 2010, s. 236-44: ”Die Musik ist eine herrliche Gabe Gottes”, Martin Luther und die Reformation der Musik, i: samme: Das Evangelium in der Geschichte der Frömmigkeit. Kirchengeschichtliche Aufsätze, udg. Dietrich Korsch og Jan Lohrengel. Leipzig 2016 s. 187-201
3) Martin Luther, Ausgewählte Schriften, Bd. 6: Briefe, Auswahl, Ûbersetzung und Erläuterungen von Johannes Schilling, Frankfurt am Main 1982, s. 66ff. Nr. 34; latinsk originaltekst; WA. Briefwechsel Bd. 3, s. 220f. Nr. 698
4) Tekst efter Luther, Ausgewählte Schriften (som anm. 3), s. 133-35, nr. 83; latinsk originaltekst: WA. Briefwechsel 5/5, s. (635), 639-40, nr. 1727.
5) WA. Briefwechsel 5, s. 639, 15.
6) I sin fortale til Georg Rhaws Symphoniae iucundae beskrev Luther tydeligst disse tanker. Tekst og oversættelse med en indføring: Johannes Schilling: Die erhaltenen Exemplare von Georg Rhaws Symphoniae iucundae (1538) und Luthers Vorrede, i: samme: Das Evangelium in der Geschichte der Frömmigkeit s. 173-86. – Teksten også i WA 50, s. (364), 368-374.
7) Johann Jeep, ”Musica, die ganz lieblich kunst”, i Studentengärtlein II, 1614, findes i mange sangantologier.
8) Sml. Ute Mennecke-Haustein, Luthers Trostbriefe, Gütersloh 1989 (Quellen und Forschungen zur Reformationsgeschichte 56); Gerhard Ebeling, Luthers Seelsorge. Theologie in der Vielfalt der Lebenssituationen an seinen Briefen dargestellt, Tübingen 1997.
9) WA, Briefwechsel 7, s. 104-06 nr. 2139
10) WA 37, s. 302, 15f. – Prædiken til 1. advent (30.11.) 1533
11) Du holde Kunst, in wieviel grauen Stunden, / Wo mich des Lebens wilder Kreis umstrickt, / Hast du mein Herz zu warmer Lieb entzunden, / Hast mich in eine beßre Welt entrückt!
Oft hat ein Seufzer, deiner Harf' entflossen, / Ein süßer, heiliger Akkord von dir / Den Himmel beßrer Zeiten mir erschlossen, / Du holde Kunst, ich danke dir dafür!
Oversættelse: Mikael Garnæs