Skrevet af Klaus Lyngbye.

Anmeldelse - Velskrevne arrangementer, der stiller store krav

Organistbladet november 2017.

Julesange for pigekor 2. Redigeret af Phillip Faber og Jakob Faurholt. Wilhelm Hansens Musikforlag 2017. 59 sider

Musikforlaget Wilhelm Hansen er i gang med at udgive satser for pigekor. Det er foreløbig blevet til Sange for pigekor 1-3 og Julesange for pigekor 1-2.

Det er et prisværdigt initiativ, så meget mere, som udgivelserne er lagt i hænderne på Phillip Faber og Jakob Faurholt. De har udvalgt 7 vinter- og julesange, hvoraf de 2 er for 3 stemmer, de øvrige for 4-6-stemmigt pigekor. 2 af dem har et (ikke obligat) klaverakkompagnement, og 2 af dem er med engelsk tekst. 4 af dem er sange (Der er ingenting i verden så stille som sne, Rudolf med den røde tud,  Winter Wonderland Mashup, The Silver Stars) de øvrige salmer. Af dem et herligt møde med den norske folketone Mit hjerte altid vanker, i en udsættelse af Phillip Faber, der evner at kombinere den med den kendte melodi af Carl Nielsen - et skønt quod libet-eksperiment. Også Erling Pedersens udsættelse af En rose så jeg skyde  for 5-6 stemmer er stort og flot anlagt. Henrik Metz’ udgave af Maria gennem torne går er ikke den kendte, udgivet af Edition Egtved, men en noget mere spændende for 4 stemmer, hvorimod Bojesens udsættelse af Her kommer, Jesus, dine små er den gammelkendte fra Egtved.

Arangørerne er Henrik Metz, Erling Pedersen, Michael Bojesen og Susanne Wendt. Heftet er i smukt layout, der er noter med hensyn til udførelsen af de enkelte sange samt fællesregister til seriens hefter.

Alle sangene har været opført af DR Pigekor eller Juniorkor, og når det er sagt, må jeg desværre stille spørgsmåltegn ved, hvor mange danske kirkelige pige- eller kvindekor der er i stand til at honorere kravene i denne serie. Jo, alle satser er velskrevne, spændende og logiske, men der stilles store krav til kvaliteten af korene.  Forhåbentlig gøres mine betænkeligheder til skamme!