Anmeldelse - To musikalske perspektiver på Grotrian

Organistbladet december 2017.

Jørgen Lauritsen: Citroner til Vorherre. Ti motetter til tekster af Simon Grotrian for blandet kor a cappella. Wilhelm Hansen Musikforlag
John Frandsen: 15 Grotrian-salmer for blandet kor a cappella. Wilhelm Hansen Musikforlag

Den produktive forfatter og salmedigter Simon Grotrian har efterhånden fået en god del af sine tekster tonesat af vidt forskellige komponister. Og nu er der kommet yderlige to skud på stammen: Jørgen Lauritsen med Citroner til Vorherre – Ti motetter til tekster af Simon Grotrian og John Frandsen med 15 Grotrian-salmer. Begge samlinger er skrevet for blandet kor a cappella.

Grotrian er med sin karakteristiske ekspressive og billedmættede stil en salmedigter, der deler vandene. Han balancerer på knivsæggen mellem det vrøvlede og det geniale. Her et par uddrag for at give læseren en lille smagsprøve:

”Jeg ser hjertet gennem trøjen,
jeg ser det brændende blik
som kulstykker i sne…”

Eller:

”De onde dages klode
syltes ned og går af mode
horisonten lukker munden
inden hænder skraber bunden…”

Hvordan løser man opgaven med at sætte toner til tekster som disse? Bør musikken være så neutral og lidt pågående som muligt, for at give teksten den plads den påberåber sig med sin larmende udtrykskraft? Eller er løsningen snarere at lade musikken spille op mod den farverige og kontrastfyldte tekst – enten ved at resonere med (og forstærke) udtrykket eller evt. som et komplementerende kontrapunkt? Der findes formentlig ligeså mange svar, som der findes komponister. Og det er ikke så få endda.

Jørgen Lauritsen viser i sin motetsamling en af de mulige veje. Som det fremgår af hans forord, er det vigtigt for ham at musikken hjælper med forståelsen af teksten. At det tekstlige budskab fremstår så tydeligt som muligt. Derfor har han valgt at komponere i en enkel melodisk stil, hvor musikkens rytmiske struktur understøtter den naturlige diktion. Sat på spidsen er musikken her underordnet teksten og fremstår betydeligt mere glansløs og anonym end denne. Jeg antager at intentionen med denne fremgangsmåde er at undgå, at musikken tiltrækker sig opmærksomhed på bekostning af teksten. Personligt synes jeg ikke denne vej er kunstnerisk tilfredsstillende. Musik har et kolossalt udtrykspotentiale, og det kan virke en anelse søgt og fortænkt sådan bevidst at skrue ned for blusset. Helt konkret viser dette sig bl.a. i det ret begrænsede tonemateriale. Satserne er alle komponeret i en dur-diatonisk modus (ofte lange stræk helt uden modulation eller løse fortegn), hvor antydninger af traditionelle koralharmoniseringsprogressioner er blandet sammen med mere frit sammensatte klange. Denne del af kompositionsstilen virker en anelse ujævn og famlende. Til gengæld er der lagt en masse energi i formen og teksturen, og på disse parametre er der ganske mange kvaliteter og interessante ting på færde.

John Frandsens bud har et andet perspektiv og er mere i tråd med Grotrians kontrast- og temperamentsfulde æstetik. Her spiller musikken ikke på samme måde andenviolin – den matcher derimod Grotrians ord i kraft og opfindsomhed. Derudover skinner det overlegne kompositoriske håndværk tydeligt igennem. Man fornemmer et dybt kendskab til traditionen, hvorfor de mange friskt klingende fornyelser virker velbegrundede og naturlige.

John Frandsen har fundet den beundringsværdige middelvej, hvor originalitet og modernitet forenes med klarhed, forståelighed og kor-idiomatisk skrivestil. Og så er der stor variation satserne i mellem – hver med sit unikke tonesprog og kompositoriske koncept.

Man kan kun glæde sig over projekter som disse og håbe at Grotrian-bølgen ruller videre.

Det er forfriskende med en ny kirkepoesi- og musik, der med tyngde og konsekvens vedkender sig et tidssvarende og originalt udtryk som modsvar til lejrbåls-fællessangen og den bevidstløse dyrkelse af laveste teologiske- og musikalske fællesnævner.