Anmeldelse - Nutidig orgelmusik
Organistbladet november 2017.
Peter Navarro-Alonso: Jægersborg Orgelbog
Til denne anmeldelse har jeg benyttet den trykte node samt en liveoptagelse af uropførelsen. Værket er bestilt af Jægersborg Kirke, støttet af det lokale menighedsråd og provstiudvalg samt DOKS´ Gramex-midler, komponeret i 2015-17 og tilegnet kirkens organist Mads Damlund.
Det, der først slår mig ved lytningen af dette nye værk af Peter Navarro-Alonso (PNA), er, at det modsat mange andre nye orgelstykker ikke kun er nyt, forstået som nykomponeret, men også klinger nutidigt. Man kan tapetsere hele legatboliger med anakronistisk orgelmusik, som måske kan have en vis værdi som brugsmusik, men som bygger på ganske fortærskede musikalske former og metoder, og som mestendels består af melodiske klichéer og benytter et mainstream dur-mol-tonalt tonesprog. Mens meget af denne orgelmusik snildt kunne være skrevet for mellem 100 og 200 år siden, er man ikke i tvivl om, at PNA henter sine forbilleder i en noget nærmere tidslig virkelighed. Det er endda blevet til en lille hilsen til György Ligeti, hvis indflydelse man da også sporer flere gange i værket. Man kan indvende, at der også kan være noget fortærsket og “gammelmodernistisk” over den første sats med de mange clusters eller over tredje sats´ affinitet med Arvo Pärts tonesprog, men alt i alt klinger “Jægersborg Orgelbog” velkomment frisk i mine ører. Det skyldes komponistens sikre greb om sine virkemidler og hans evne til at få en god idé og føre den til dørs.
Første sats ”Sostenuto e senza misura” består af vekslende clusters, spillet på to 8´-stemmer (den ene halvt udtrukken). Satsen fungerer for mig som en art eftertænksom ouverture, en åbning af sindet for den musik, man nu skal dykke ind i.
Anden sats hedder humoristisk nok det præcis modsatte: “Non sostenuto e con misura”, og der er sandt for dyden heller ikke noget tilbageholdt over den koleriske, dissonansfyldte musik, der går over stok og sten. Den er absolut ikke nem at spille, men er besværet værd for de herlige rytmiske forskydninger, der sammen med 3/4-takten giver en scherzo-agtig fornemmelse, er en fryd at følge.
Tredje sats “Sång” er en behagelig kontrast til virvaret i 2. sats. Med en Pärtsk ro og et diatonisk, molpræget univers er den værkets oase, og nok den eneste sats, jeg umiddelbart ville anvende for sig selv som gudstjenestemusik.
Fjerde sats har som titel et lille uddrag af den nikænske trosbekendelse: “… som for os mennesker og for vor frelses skyld er nedsteget fra Himlen…” og er en ganske kompleks sats, selv om man også bare kan læne sig tilbage og nyde de mange faldende linjer. Til disse bruger PNA her parallelle kvinter i hver hånd på flere måder, bl.a. i det særlige accelererende fald, der kommer af, at de faldende intervaller bliver gradvis større - lille sekund, stor sekund, lille terts osv. Enhver kan ved nogle tangenter i nærheden lytte sig til, at der med denne metode opstår en skala, der et stykke af vejen er en brudt, faldende durakkord. Det høres som en mildhed i klangen i en sats, der med sit motto peger hen mod den guddommelige nåde, og så springer kirkemusikerhjertet jo af glæde.
Femte sats hedder “the piper at the gates of dawn” og udløser herfra en spontan klapsalve til Mads Damlund for udførelsen ved uropførelsen. Den er virkelig ikke nem at spille, og jeg er heller ikke rigtig sikker på, at jeg forstår meningen med den. Jeg kan google mig til, at det er titlen på et Pink Floyd-album, men jeg kan ikke fange sammenhængen mellem det faktum og PNA´s musik. Måske kræver det bare en større Pink Floyd-kender end mig. Uden at fange tematikken bliver satsen egentlig bare til en oplevelsesmæssig gentagelse af 2. sats, men som sagt er jeg nok ikke den rette til at dømme.
I sidste sats føler jeg mig mere på hjemmebane: Jeg kan både genkende titlen “… om levende blev hvert Træ i Skov” og de melodistumper af Weyses melodi til selvsamme salme, som dukker op, først i små, siden i større bidder og til sidst danner grundlag for en sjov, skæv toccatatekstur. En twistet orgelkoral skrevet med stor tæft og god humor. Udfordringen i denne sats har været at lade alle Jægersborg-orglets stemmer klinge alene på et eller andet tidspunkt i satsen, hvilket betyder et væld af registreringsskift. Det kan dog lade sig gøre for den spillende selv at udføre alle disse ændringer, da de nærmest er komponeret ind i musikken og bliver en del af satsens udtryk. Samtidig giver de mange klanglige ændringer et spændende kalejdoskopisk præg, så toccataslutningen næsten er lidt beroligende.
PNA har skrevet et fint orgelværk, som kan aflyttes mange gange uden at trætte. Musikken er nok barsk for en god del af det ufaglærte orgelkoncertpublikum, men med en god, mundtlig introduktion til de mange referencer og orgeltekniske spidsfindigheder kan det sagtens vække stor interesse og spørgelyst, er jeg overbevist om. Og så kan man jo programsætte det med musik af Ligeti, Pärt og Pink Floyd og slutte med “Den signede dag” som fællessalme!