Komponisten Laurids Lauridsen

Organistbladet december 2016.

Af Poul Lüneborg, formand for Blindehistorisk selskab

Tænker man på hjemlige blinde komponister fra tiden før 2. Verdenskrig, er der 2 navne som umiddelbart springer i øjnene. Den ene er Aksel Agerby, og den anden Laurids Lauridsen. Aksel Agerby blev født i Farsø i 1889 og døde i København i 1942, medens Laurids Lauridsen blev født i Arnborg ved Herning i 1882 og døde i Skive den 10. januar 1946. De var således begge født i Jylland og kom til at betyde meget for hverandre, selv om de efter endt uddannelse på Det Kongelige Blindeinstitut kom til at leve i hver sin ende af landet.

Aksel Agerby slog sig permanent ned i hovedstaden efter endt uddannelse, medens Laurids Lauridsen efter at have søgt stilling som organist igennem nogle år slog sig ned i Skive i 1910, hvor han boede gennem 36 år frem til sin død.

I bogen ”De blinde pionerer”, som jeg i november måned 2015 udgav sammen med min gode ven Ebbe Espersen, kan man i afsnit 3.3 på siderne 106 til 118 læse en omtale af Laurids Lauridsens liv og virke indenfor Dansk Blindesamfund. I denne artikel vil jeg fokusere på Laurids Lauridsens betydning som komponist og organist. Desuden vil jeg fortælle om de initiativer, som Blindehistorisk selskab har taget gennem den seneste snes år for at markere hans indsats som en af de mest fremtrædende blinde komponister til dato.

Blindehistorisk selskab blev få år efter stiftelsen i 1994 kontaktet af Laurids Lauridsens familie, der den 1. januar 1984 havde oprettet ”Laurids Lauridsen og hustrus Fond”. Familien ønskede, at alle hans kompositioner skulle kortlægges og registreres med henblik på indlevering til musikafdelingen på Det Kongelige Bibliotek. Da en stor del af de efterladte partiturer til Laurids Lauridsens kompositioner kun forelå i form af punktnoder, som selvsagt var det naturlige medie for ham, var der tale om en opgave, som kun kunne løses af en blind musiker med et indgående kendskab til hans musik og til punktnoder. Gennem en bevilling fra Dansk Blindesamfunds daværende Kulturfond lykkedes det for selskabet at tilvejebringe de nødvendige økonomiske midler til løsning af opgaven.

Det blev et af selskabets medlemmer, organist ved Fredens Kirke i Odense Leif Bjørn Block, der påtog sig opgaven med at udarbejde værkfortegnelsen. Han kunne på organist- og musikerkurset den 6. januar 1999 på Fuglsangscentret præsentere den udarbejdede værkfortegnelse.

Ved en reception den 4. november 1999 i Skive overrakte selskabets daværende formand Jørgen Eckmann og Leif Bjørn Bloch værkfortegnelsen til bestyrelsen for ”Laurids Lauridsen og hustrus Fond”, bestyrelsen bestod dengang af Laurids Lauridsens 3 børn, Jytte Jensen, Gunna Steen Pedersen og Rud Lauridsen. Fondsbestyrelsen fandt herefter anledning til at opfordre selskabet til at lade sig repræsentere i bestyrelsen med 2 medlemmer. Det blev Jørgen Eckmann og Leif Bjørn Bloch, der kom til at varetage disse hverv gennem godt 7 år, møder, der så vidt muligt blev afholdt på Laurids Lauridsens fødselsdag den 19. maj.

Leif Bjørn Bloch har i et brev fra den 17. maj i år til mig beskrevet værkfortegnelsens videre skæbne. Han fortæller at der senere blev lavet et supplement til fortegnelsen:

”De omhandlede manuskripter forblev hos mig, indtil der blev truffet aftale om den endelige anbringelse. Det Kgl. Bibliotek havde i forvejen en Lauridsen-samling, men kun med noder i sortskrift. Det var nok ikke en selvfølge for dem at modtage materiale i en form, de ikke kunne læse.

Forhandlinger med bibliotekets leder af musikafdelingen Niels Krabbe førte dog til en aftale under forudsætning af, at samlingen var umiddelbar tilgængelig.

Manuskripterne blev anbragt i et antal charteks med numrene 1-40 I hvilke de findes fremgår af mine bemærkninger under den enkelte komposition i fortegnelsen. Disse charteks blev sammen med værkfortegnelsen afhentet her af familien ved Birgitte Steen Steensen torsdag 16. februar 2006, og dagen efter af hende indleveret på Det Kgl. Bibliotek. På bestyrelsens sidste møde afholdt i Kolding 12. maj 2007, forelå en bekræftelse fra Det Kgl. Bibliotek ang. modtagelsen. Man gav udtryk for tilfredshed med samlingens tilgængelighed. På dette sidste møde var vi enige om, at initiativet til etablering af en hjemmeside måtte tages af familien. ”

Fonden blev afviklet den 31. december 2007. 

På baggrund af beskrivelsen af Laurids Lauridsen i bogen ”De blinde pionerer” blev jeg i slutningen af marts måned i år kontaktet af hr. Markus Redvall, der på vegne af familien til Laurids Lauridsen havde påtaget sig at lave en hjemmeside, der skulle have til formål at fastholde kendskabet til hans liv og musik. Da der nu er forløbet 70 år efter hans død den 10. januar 2016, betales der ikke længere Koda-afgifter, når hans kompositioner benyttes. Familien fandt, at det derfor nu var på tide, at der, som tidligere foreslået, blev oprettet en hjemmeside.  I løbet af april og maj måneder i år arbejdede jeg tæt sammen med Markus Redvall om at fremskaffe baggrundsmateriale til den planlagte hjemmeside. Den 8. juni kunne Markus Redvall meddele mig at www.lauridslauridsen.dk var ”i luften”. Tilbage står nogle justeringer af indholdet og en sikring af hjemmesidens tilgængelighed for blinde og svagsynede. Jeg kan kun opfordre enhver til at besøge hjemmesiden, som blandt andet rummer musikeksempler og en optagelse, hvor hans 3 børn fortæller om hans liv.

Nogle af de dokumenter, som blev fundet frem i forbindelse med hjemmesidens tilblivelse, fortjener at blive omtalt. Laurids Lauridsens musik vakte tidligt opsigt. Det mest markante bevis herpå er et brev fra den 15. december 1917 til ham fra Carl Nielsen, der skriver:

”For nogen Tid siden havde jeg Lejlighed til at høre en Trio for Violin, Viola og Klaver som De har komponeret. Det var tre unge, blinde Kammerater af Dem, der spillede Trioen i Hr. Fini Henriques' Hjem en Eftermiddag.

Da jeg havde hørt Deres Arbejde fik jeg straks Lyst til at sende Dem nogle Linjer, men min tid blev straks efter så optaget, at jeg først nu kommer så vidt. Jeg har Lyst til at sige Dem, at Deres Arbejde har overrasket og glædet mig. Jeg finder, at Trioen tiltros for nogle faa svage Punkter, er et højst talentfuldt Værk. Den Strøm af Musik der gaar igennem det hele er saa frisk og ægte at det maa glæde enhver Musiker, og jeg er overbevist om at De vil præstere noget af Betydning for dansk Musik i Fremtiden.

Det er meget sjældent at jeg uopfordret skriver til en Kunstner for at takke for en glæde han har beredt mig. Jeg gjorde det for mange Aar siden til Jakob Knudsen da ”Den gamle Præst” var udkommet og jeg gør det nu igen; ikke fordi de to Ting – hans Bog og Deres Trio – har noget med hinanden at gøre, men fordi jeg har modtaget et ganske eget Indtryk heraf.

Jeg beder Dem producere alt hvad De kan, jeg vil følge Deres Arbejde med interesse og efterhaanden følger der sikkert mange efter.

Med Hilsen
Deres forbundne
Carl Nielsen."

Bertel Dahlgaard, der første gang blev valgt til Folketinget for Det Radikale Venstre i 1920 i Skive, opfordrede i et brev fra den 18. oktober 1921 Laurids Lauridsen til at indsende en ansøgning til Undervisningsministeriet om at blive optaget på finansloven. Han ville gøre, hvad han kunne, for at støtte en sådan ansøgning og opfordrede ham samtidig til at ledsage denne med en anbefaling fra Carl Nielsen. Dennes begejstring over Laurids Lauridsens resultater som komponist fulgte han op med følgende anbefaling fra den 22. oktober 1921:

 ”Undertegnede kender en Klavertrio, en Romance for Violin og Orkester, samt nogle Sange af Komponisten, Hr Laurids Lauridsen. — Trioen har jeg hørt og ogsaa gennemset og Romancen har jeg opført i Musikforeningen. De nævnte Arbejder er saa talentfulde og Hr Lauridsens hele kunstneriske Stræben er af en saadan Art, at det er mig en Glæde at anbefale ham paa det varmeste ved Uddelingen af de aarlige ministerielle Understøttelser paa Finansloven. ”

Jeg har ikke med sikkerhed kunnet fastslå, om det lykkedes for Laurids Lauridsen at blive optaget på finansloven.

En for mig særlig fascinerende fremstilling af Laurids Lauridsens musik og personlighed giver forfatteren og musikeren Karl Bjarnhof på side 56 ff i sit 3. erindringsbind fra 1968 ”Kølvandsstriber”, en beskrivelse som han gentager i sin hyldestartikel i anledning af hans 60 års dag og i hans nekrolog efter Laurids Lauridsens død. Af pladshensyn undlader jeg at citere fra denne sidstnævnte beskrivelse, som jeg har gengivet i min ovennævnte bog. Derimod finder jeg anledning til her at citere dele af violinisten og organisten Christian Kjellerups nekrolog over Laurids Lauridsen:

”Allerede som unge paa Blindeinstitutet flokkedes vi om ham. Han skrev Kantater ved Fester og ledede selv Indstuderingen. For os, der deltog i Udførelsen, blev det Musikoplevelser, som satte sit Præg paa os for Livet.

Da Laurids Lauridsen begyndte at offentliggøre sine Kompositioner, Kammermusik, Klaverstykker og Sange, viste det sig snart, at Publikum fandt Behag i hans Musik. Charles Kjerulf skrev engang efter Opførelsen af hans Trio i d-mol for Violin, Bratsch og Klaver, hvilket jeg her gengiver efter Hukommelsen:

»- Vore øvrige Komponister skal lukke Ørerne ordentlig op for at forstaa, hvor stort et Talent de har for sig«.

Laurids Lauridsen var af Væsen ægte beskeden, og havde ikke andre taget sig af hans Arbejder, var han næppe nogensinde blevet kendt. Aksel Agerby dikterede hans Kompositioner fra Blindeskrift; og Musikpædagogen og Komponisten Nicolaj Hansen overførte dem til almindelig Nodeskrift.

Af danske Komponister er Lange-Müller og Carl Nielsen vel nok dem, Laurids Lauridsen har taget mest ved Lære af. Vore syngende Kunstnere har ofte flere Sange af Laurids Lauridsen paa Programmet, ligesom vore dygtigste Musikere jævnligt har spillet hans instrumentale Kompositioner paa Koncerter og i Radio.

Som Menneske var Laurids Lauridsen lige så elskelig, som han var særpræget, en helstøbt Personlighed i sjældent Format. Kun faa kom ham saa nær, at de kunde kalde sig hans fortrolige, men alle, som har kendt ham har ligget under for hans uforlignelige menneskelige Egenskaber. Ingen fandt ham kedelig. Hans prægnante Evne til at udtrykke netop det, han vilde, gav ham hans egen Stil.”

…”Alt, hvad han oplevede, baade i Kunsten og i Livet, fik kunstnerisk Form og Udtryk, naar han fortalte om det. Disse Evner kunde sikkert have gjort ham til en fremragende Musikkritiker, hvis han ikke havde siddet saa fjernt fra Begivenhedernes Gang som ovre i Skive.

 Laurids Lauridsen elskede Naturen. En af hans største Glæder var at gaa, lange Ture paa Landevejene. Her fik han sin Inspiration til Klaverstykkerne »Fra mine Vandringer i det Fri.«

 Andre kan bedømme Værdien af hans Kompositioner, men jeg tror at kunne sige, at Laurids Lauridsen har vundet Anerkendelse hos sine samtidige Kolleger, ogsaa dem, der ikke har været under Indflydelse af hans personlige Charme.

 Vi, der omgikkes ham, har aldrig kunnet andet end elske og beundre baade ham og hans Kunst.

Laurids Lauridsen var et stort Sprogtalent. Foruden Hovedsprogene var han hjemme i Græsk, Latin, Esperanto, og nu til sidst var han endogsaa begyndt at lære sig Russisk. I sit Julebrev skrev han om de mange Dyrelyde, det russiske Alfabet kræver. Han tænkte i mange Aar paa at skrive en Opera over »Hakon Jarl«, men var ikke saa heldig at finde en brugbar Librettist.

Alt, hvad han gik op i, brændte som hellig Ild i hans Indre og fik Liv og Sjæl af hans artistiske Evne. Med ham er en uerstattelig Kilde til Liv og Inspiration blevet udslukt, men han lever videre i sin Musik, hvor han har nedfældet sin særprægede Livsform for bestandigt.”

Christian Kjellerup var jævnaldrende med Aksel Agerby, han blev født i Østre Kjellerup ved Skive den 11. oktober 1889 og optræder i Karl Bjarnhofs 2. og 3. bind af hans erindringer ”Det gode lys” og ”Kølvandsstriber” under navnet ”Professoren”. Han udgjorde sammen med Aksel Agerby på piano og Karl Bjarnhof på cello en trio, som spillede kompositioner af Laurids Lauridsen. Denne trio fik i radioens barndom stor offentlig bevågenhed. Det er utvivlsomt denne trio, som Carl Nielsen omtaler i sit brev ovenfor fra 1917. Herudover skal tilføjes, at Christian Kellerup var bestyrelsesmedlem og næstformand i foreningen ”Danmarks Blinde” gennem en længere årrække. Han døde 9. november 1947, knap 2 år efter Laurids Lauridsens bortgang.

Endelig skal til denne beskrivelse af Laurids Lauridsens personlighed og musik nævnes, at hans søn Rud Lauridsen holdt en tale om sin far på Blindehistorisk Selskabs Internationale konference ”Historien om blinde og blinde i historien” på Blindeinstituttet i København afholdt i dagene 6-9. oktober 1996. Her fortalte han blandt andet om en koncert i kirken i Skive. Koncerten fandt sted nogle få dage efter tyskernes likvidering af præsten og forfatteren Kaj Munk den 4. januar 1944. Efter afslutningen af det planlagte koncertprogram overraskede sangeren Aksel Schiøtz Laurids Lauridsen ved at synge en sang om freden, som denne netop nogle få dage forinden havde færdiggjort.  Denne overraskelse var kommet i stand på initiativ af Laurids Lauridsens kone og vakte naturligvis stor glæde.  

På komponistforeningens hjemmeside kan man læse musikhistoriker Jens Brinckers redegørelse fra september 2010 om Laurids Lauridsens musik. Her kan man tillige finde ovenfor anførte artikler og information om udgivne cd’er.

Som afslutning på denne artikel, har jeg opfordret komponist og organist ved Stavnsholt Kirke, John Frandsen, der er en central personlighed i dagens klassiske hjemlige musikliv, om at give sin vurdering af Laurids Lauridsens musik:

”Det danske musikliv har sine store og dominerende skikkelser; vi kender allesammen komponister som Weyse, Gade, Lange-Müller, Heise, og - ikke mindst - Carl Nielsen. Men ved siden af dem, og desværre alt for ofte i skyggen af dem, findes en lang række samtidige kunstnere, hvis samlede virke måske ikke har samme gennemslagskraft, men som dog har originalitet og særpræg. I vores lille land er der ikke altid fornøden plads til, at deres indsats kan få den opmærksomhed, den fortjener. Eller at kunstneren kan få de udfoldelsesmuligheder i sin samtid, som hans evner ellers berettiger til. Historien om Rued Langgaards skæbne er et velkendt eksempel; havde han levet og virket i et musikmiljø, der havde bedre plads, ville han allerede i sin egen levetid have været anset som én af de store.

Historien om Laurids Lauridsen forekommer mig at være endnu et eksempel på, at Danmark ikke passer godt nok på sine musikalske juveler. Hans musik er original, ikke mindst dristig i sit harmoniske tonesprog. Den er tydeligt forankret i den senromantiske harmonik, men den finder ofte sine helt egne, krøllede veje. Det er nærliggende at sammenligne ham med tyske Max Reger; en klassicist, ja, men med et stærkt personligt og tidstypisk udtryk.

Hans musik fortjener opmærksomhed. Jeg har selv haft stor fornøjelse af at arbejde med nogle af hans orgelværker, særligt koralbearbejdelserne. De er korte og præcise i deres form, altid med et klart fokus i deres karakterisering af den koralmelodi, de tager udgangspunkt i. Jeg benytter dem jævnligt som præ- og postludier ved højmesser i Stavnsholtkirken.”