Fortsatte overvejelser om ”Das wohltemperierte Klavier” for orgel

Organistbladet marts 2016.

Fortsatte overvejelser vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt nogle af præludierne i Bachs ”Das wohltemperierte Klavier” oprindeligt er komponeret for orgel 

Endvidere nogle bemærkninger om Bachs anvendelse af nogle følelsesmæssige udtryksmåder, der foregriber romantikken i musikken

Med henvisning til Czernys udgave (bragt i Schirmers Library of Musical Classics, New York 1893 – og anvendt af professor Jens Peter Larsen som undervisningsmateriale på Københavns Universitets musikvidenskabelige laboratorium omkring 1950) udpegede jeg i Organistbladet for maj og november 2006 (nr. 5 og 11) følgende fem præludier fra J.S. Bachs Das wohltemperierte Klavier som mulige oprindelige orgelpræludier: nr. 4 (cis-mol), nr. 6 (d-mol) og nr. 21 (B-Dur) fra 1. bind og nr. 11 (F-Dur) og nr. 16 (g-mol) fra 2. bind.

Bachs samlede manuskriptbunke til 1. bind forelå i 1722, og manuskriptbunken til 2. bind i 1742.

I forbindelse med artiklerne i Organistbladet indspillede jeg privat via Komo-studiet i Herning de fem præludier på Fonnesbæk Kirkes orgel i Ikast og overbevistes herunder om, at præludium nr. 4 i cis-mol fra bind 1 oprindeligt var noteret i c-mol, hvilket lettede både spil og nodelæsning i overvældende grad – og som jeg derefter anvendte.

Jeg har siden udpeget endnu tre præludier, som jeg antager, at Bach oprindeligt har komponeret for orgel, - nemlig 1. binds nr. 12 i f-mol, 2. binds nr. 1 i C-Dur og 2. binds i fis-mol. Disse tre har jeg også indspillet, men på klaver. Understemmerne egner sig dog til pedalspil på orgel. Alle 8 præludier lægges på nettet sammen med det  anvendte nodemateriale.

Nogle bemærkninger om de tre sidstnævnte præludier.

Det faldt mig en dag ind, at 2. binds 1. præludium i C-Dur og 4/4-takt i høj grad havde fællestræk med Bachs koncertpræludium for orgel, Peters udgave fra 1913, bind II, nr. 1, - også i C-Dur og 4/4-takt. 

Præludiet fra Das wohltemperierte Klavier startede med et orgelpunkt på grundtonen, og koncertpræludiet allerede i 3. takt også med et orgelpunkt på C’et. Fortspinnungsbevægelserne over disse orgelpunkter mindede om hinanden. I koncertpræludiet indføres i takt 6 et egentligt tema. Et noget lignende indføres i det andet præludium i takt 5 og gentages delvist i dettes takt 10. Sådanne ligheder animerede mig til at udpege endnu et par præludier fra Das wohltemperierte Klavier som oprindelige orgelværker.

I forbindelse med dette 1. præludium i 2. bind vil jeg lige bringe et glimt fra professor Jens Peter Larsens forelæsninger i 1948 om disse forhold. Som musikstuderende så tidligt efter 2. verdenskrigs afslutning kunne vi ikke fremskaffe tysk musiklitteratur med relevant studiemateriale, og Larsen måtte derfor levere mange notater på den sorte tavle til os. Han lod dem venligst stå nogen tid efter timen til særligt interesseredes afskrivning. Jeg skrev løs og har notaterne endnu. Om nævnte C-Dur præludium oplystes, at det forefandtes i tre udgaver. Den første var fra en Bach-elev Kellener, den anden: den såkaldte ”Londonautograf” -, og den tredje med adskillige ændringer i afskrifter fra Bachs svigersøn Altnikol. Den første var kun på 17 takter (efter takt 14 sluttede den anderledes af).  Den sidste er på 34 takter (som i den endelige trykte udgave).  Czerny angiver tempoet til ottendedelen som 108, men advarer generelt mod hurtigt tempo, når orglet anvendes som instrument. Professoren mente i øvrigt, at 32-delsfigurerne skulle tvinge os til at holde igen på tempoet.

Endelig påpegede han, at 2. binds 1. præludium har allemandekarakter gennem sit rolige tempo og todelte taktart. Det er i denne forbindelse værd at erindre, at Bach skrev flere samlinger på hver seks suiter, herunder de såkaldte franske, der i fransk tradition starter med en allemande. Disse er skrevet for cembalo og forelå før tilblivelsen af Das wohltemperierte Klavier. 

Præludiet i bind 2, nr. 14 i fis-mol lægger op til et roligt tempo. Der forekommer i bassen og næstnederste stemme lange toner, som ikke kan fastholdes i deres fulde længde på et cembalo eller clavichord.

Stykket er en rondoform, der muliggør udskillelse af enkeltafsnit med forskellig styrkegrad. Jeg selv ville udnytte dette, hvis orglet har flere manualer.

Det sidste stykke fra Das wohltemperierte Klavie, jeg vil pege på som muligvis komponeret for orgel, er 1. binds præludium nr. 12 i f-mol. Stykket er meget melodiøst, og kræver et roligt tempo (f. eks. en ottendedel = 100). Orgelpedalet kan overtage nederste stemme gennem hele stykket undtagen i takt 9, 11 og 15, hvor venstre hånd må fuldstændiggøre billedet.

Gennem dette stykkes bringes jeg nu ind på nogle overvejelser af generel karakter angående spørgsmålet om, hvor følelsesbetonet Bachs musik er tænkt udført, hvis man skal gætte på hans egne tanker om disse forhold.  Vi er vant til i musikhistoriske overvejelser at lade klare romantiske træk først komme til syne med generationen efter Bach, - ikke mindst hos hans søn Carl Philipp Emanuel Bach – men vi ved via Czerny, der var Beethovens elev, at Beethoven ikke kasserede følelsespåvirkede udtryk, når han spillede stykker fra Das wohltemperierte Klavier (Czerny skriver i indledning til udgivelsen af dette værk, at hans anvisninger om spillemåde er påvirkede af erindringen om Beethovens spil). Samtidig ved vi så også, at Carl Philipp i sit skrift Versuch über die wahre Art das Klavier zu spielen ikke lægger unødig afstand til sin fader, og tilmed altid omtaler ham med respekt og hengivenhed. Skriftet er ikke et opgør med faderen.

Jeg opfatter præludium nr. 12 i f-mol fra 1. bind af Das wohltemperierte Klavier som udtryk for en kontemplation, der lægger op til en stille inderlig følsomhed, der kan udtrykkes gennem en sart registrering på orglet og mindre ritardandi på relevante steder.

At kalde Bach romantiker vil i musikhistorisk sammenhæng være forkert, men ikke utænkeligt i psykologisk sammenhæng. I musikhistorien har man ofte vænnet sig til at betragte ham som fugaernes og kontrapunktikkens mester, og hermed især som noget i retning af den absolutte musiks mand, - men i meget af hans passionsmusik og hans ganske almindelige sangkompositioner kommer hele det almenmenneskelige følelsesregister til udtryk. 

I mine unge dage blev det i universitetets musikstudium understreget, at J.S. Bach ikke skabte sin egen stilart, men – ganske vist fornemt – fuldendte alle de eksisterende. Samtidig koncentrerede forskerne sig – forståeligt nok – om at skelne mellem autentiske nodeeksemplarer fra Bachs hånd og forskellige afskrifter.

Endvidere var man meget optaget af, hvad der blandt Bach-spillere og Bach-interesserede var ”god latin på bjerget”. Jeg vovede at spille Bachs italienske koncert lidt friere end det passede en kritiker og blev kaldt til orden.

Da jeg begyndte at studere psykologi blev jeg særdeles opmærksom på, at ingen kan vide, hvorledes en anden oplever tilsyneladende samme påvirkning. Oplevelsen kaldes derfor ”privat”. Dette kan være nyttigt at erindre, når man bliver uenig om stilarter. Jeg overværede f. eks. i 1960’erne en doktordisputats, hvor doktoranden kaldte en passage i en af baroktidens kanter for elegisk, skønt en af de ordinære opponenter hævdede, at han slet ikke kunne finde nogen elegisk stemning i de pågældende toner. De havde begge deres private oplevelse, og havde for så vidt begge ret.

Selvom man har sine helt private oplevelser af det samme, kan man godt have glæde af at fortælle hinanden om det. Organisten Albert Schweitzer, der var både lægemissionær og teologisk underviser ved universitetet i Strasbourg, udgav i 1908 sin store bog om J. S. Bach. Heri hævder Schweitzer, at al Bachs musik er rundet af Bachs erindring om, hvorledes den ville have lydt, såfremt den havde været udført på violin, - et instrument Bach, som bekendt, beherskede så godt, at han i 1714 avancerede til koncertmester ved hoffet i Weimar. Denne oplysning om violinspillet som mulig ”ledetråd” for Bach under hans udfoldelse som komponist, har hjulpet mig til at høre detaljer i hans musik på en ny måde, herunder med et anstrøg af følelsesbetonede sarte udtryk, som den musikromantiske periode lidt senere er stærkt præget af.