Carl Nielsens clavichord
Organistbladet februar 2016.
Af Mads Damlund, organist i Jægersborg Kirke
I foråret 2014 blev jeg ringet op af orgel- og clavichord-byggeren Joris Potvlieghe fra Belgien. Jeg havde lært Joris at kende nogle år tidligere, da han byggede et instrument til mig. Nu kontaktede han mig, fordi han i en bog om berømte komponisters hjem havde set et fotografi, der angiveligt viste Carl Nielsens arbejdsværelse. På billedet sås blandt andet en rektangulær kasse med bunker af noder på. Kunne det mon være et clavichord?
Jeg blev Joris svar skyldig, men kontaktede Carl Nielsen Museet i Odense for at høre, om de mon kendte noget til det? Det gjorde de ikke, men det viste sig, at museet i Odense i deres udstilling har genskabt Carl Nielsens arbejdsværelse. Arbejdsværelset er genskabt ud fra et fotografi fra Carl Nielsens hjem i Frederiksholms Kanal, hvor Carl Nielsen boede og arbejdede fra 1915 til sin død i 1931. At arbejdsværelset i dag kan indgå i museets udstilling skyldes indbo doneret af Carl Nielsens arvinger, bl.a. et Hornung & Møller-klaver, et skrivebord og altså også den rektangulære kasse. I museets katalog beskrives kassen som et spinet, og da instrumentet var lukket og fungerede som bord for nogle nodebunker kunne man ikke se nærmere på det. Formen på det lignede nu ikke helt et spinet, så der var basis for nærmere undersøgelser. Som sagt så gjort; sommeren 2014 kom Joris på besøg med sin familie, og vi tog sammen turen til Odense for at se nærmere på den rektangulære kasse. Og ganske rigtigt, det var ikke et spinet, men et clavichord, som stod der.
Om clavichordet
Instrumentet ser temmelig slidt ud udenpå (se nederst), og på indersiden af låget er det blevet malet over i en quasi rokoko-udsmykning. Det er usandsynligt at Carl Nielsen selv eller hans kone, kunstneren Anne Marie Carl-Nielsen kunne have gjort det. Instrumentet er bundet, og har et omfang fra C til e´´´, men uden tonerne C# og d#´´´, hvilket giver et symmetrisk tastatur. Der er blevet foretaget adskillige reparationer, hvilket bl.a. kan ses på siden af de dybeste taster, hvor instrumentbyggerne har skrevet deres navne. Selvom der ikke står nogen signatur på instrumentet er det formodentlig fra midten af 17-tallet, og af tysk oprindelse. 1)
Det vides ikke, hvornår Nielsen fik fat i clavichordet, men ifølge Carl Nielsen Museets arkiver var det købt i Berlin. 2) Desværre er der foreløbig ikke fundet noget om instrumentet, hverken i Nielsens breve eller noget andet sted.
Barndomsminder
Hvordan vidste Carl Nielsen hvad et clavichord var? I erindringsbogen "Min fynske barndom" møder vi den lille Carl, 6 år gammel, der netop er ved at komme sig oven på en slem omgang mæslinger:
”Da jeg var bleven rask, fik jeg en dag af min mor lov til at kigge i køkkenbordet; men her hører en forklaring til. Køkkenbordet bestod af en lang, firkantet kasse, der stod på fire skrøbelige ben opad væggen i fortsættelse af vasken. Det var renskuret, og ovenpå bordet lå altid en hel del ting, der optog det meste af pladsen, men var pænt ordnet. Den ende nærmest vasken blev naturligvis benyttet til at lægge fra sig på, både før vi spiste og efter opvasken. Jeg havde lagt mærke til, at årerne i det renskurede bord var anderledes end i andet træ, jeg kendte; de var mindre, finere, og man kunne ikke med en negl sætte mærke i træet. Nu tog min mor alle tingene bort, løftede låget tilbage mod væggen, og hvad ser jeg! Inde i halvmørket dukkede efterhånden de forunderligste ting frem. Helt ude til højre på en afsats i kassen stod en mængde småbitte tørvestakke. Eller var det soldater? Ud fra maven på hver soldat gik der en lang guldsnor. Nogle af snorene krummede sig helt vildt, og flere steder var de snoede således ind i hverandre, at de så ud som gyldent vand, der sprøjtede. Fra bunden af kassen dukkede – efterhånden som jeg havde vænnet mit øje til halvmørket – over hundrede, ja, endnu flere små underlige hoveder op fra neden. Det var en lang, skrå række, og så vidt jeg kunne se, var de både lidt frække og lidt nysgerrige. Jeg mælede ikke et ord, men mor, som stod og så på mig, sagde: ”Ja, er det ikke underligt?”. Langs hen midt i kassen løb nogle lange tråde, som jeg syntes, jeg kendte fra telegrafpælene ved Højby station. Mor, som vel nok havde fulgt mine øjne, sagde: ”Prøv og knips på dem, så skal du høre.” Jeg var meget betaget af dette her, men mor havde ikke tid til mange narrestreger; hun lukkede låget og lagde atter tingene på plads. Kun én gang senere, da min to år ældre bror og jeg var ene hjemme, blev fade, tallerkener og kasseroller fjernet, så vi rigtig kunne se på mysteriet. Køkkenbordet var et forhenværende spinet, som min far vistnok engang havde købt på en eller anden auktion over gammelt skrammel, men da det var langt og smalt, gjorde det på sine sidste dage udmærket fyldest som bord i det lille køkken, hvor fyrstedet mavede sig frem ud fra skorstenen”.
Mit indtryk er, at det som bliver beskrevet her i fantasifulde vendinger, ligeså godt kunne være et clavichord, hvilket er endnu mere sandsynligt, da spinetter var sjældne i Danmark på den tid, og sandsynligvis ikke sådan lige var at finde i et husmandshjem. 3) Det er dog ikke ”vores” clavichord, da det altså havde en kasse af hårdt træ, og har været endnu mere slidt. Men det er interessant at Nielsen kalder det ”et spinet”, ligesom Carl Nielsen Museet har kaldt clavichordet i hans arbejdsværelse for et spinet.
Men hvad brugte han det egentlig til?
Var det bare en dekorativ opbevaringsplads for noder? En slags inspiration fra gamle dage, ligesom Nielsen jo var inspireret af Palestrina og Bach? Eller en praktisk mulighed for at prøve nogle toner om natten, når flygelet var for kraftigt i lejligheden? Måske lidt af det hele: instrumentet var blevet repareret adskillige gange, tydeligvis med det formål at være spilbart. Og da det sammen med flygelet er det eneste instrument i arbejdsværelset, er det svært at forestille sig at det aldrig har været brugt.
Nielsen skrev aldrig noget solostykke for clavichord 4) (det er også svært at forestille sig hvem der skulle spille det?), men det er langt fra utænkeligt at det kan have været en inspiration for ham til andre kompositioner, f.eks. de 29 præludier for orgel (1929), som alle kan spilles på instruments omfang, Klavermusik for gamle og unge (1929), som med hensyn til dynamik og artikulering faktisk endnu bedre lader sig spille på clavichord end klaver, samt diverse andre af hans mindre klaverstykker. Det er ude af proportioner at forestille sig at Commotio er skrevet med det lille clavichord i tankerne, men når man tænker på stykkets mange neobarokke træk, er det meget meningsfuldt at Nielsen interesserede sig for klangen i ældre tiders instrumenter.
Selvom den egentlige revivalbevægelse for tidlig musik først fik vind i sejlene langt senere, har mange gamle instrumenter været brugt langt ud over deres naturlige levetid. Clavichordbygning uddøde i første halvdel af det 19. århundrede, men komponister som Weyse, Brahms og Bruckner ejede og brugte clavichorder, og altså også Carl Nielsen.
1) Joris Potvlieghe har foretaget en grundigere analyse af instrumentet, som kan læses i artiklen i Clavichord International, Vol. 19. nr. 2, 2015.
2) Ifølge en samtale som den tidligere museumsinspektør Niels Oxenvad havde 6/7 2007 med Nielsens slægtninge.
3) Skæbnen som køkkenbord var instrumentet ikke ene om: Hass-clavichordet i Koldinghus var efter sigende også et køkkenbord inden det kom på museum!
4) Men en enkelt gang har Nielsen faktisk skrevet for et clavichord: I hans skuespilmusik Amor og Digteren (1930) er der en arie med akkompagnement for clavichord eller pianoforte. Skuespillet er en parafrase over H. C. Andersens eventyr ”Digteren”. I denne udgave er Andersen selv digteren, som bliver ramt af Amor, da operasangeren Jenny Lind kommer ind på scenen. Hun synger en italiensk hyrdearie, In un boschetto, efterfulgt af en nationalsang. Kombinationen af operasang og clavichord skal tydeligvis give et stemningsbillede af den store diva, som er på besøg i den ydmyge digters hjem. I praksis er det urimeligt at få kombinationen operasanger og clavichord til at fungere på en scene, og derfor det fornuftige alternativ pianoforte. Nielsen var jo kendt for sin uortodokse orkestrering, måske er dette et eksempel på hans frodige fantasi, som overgår det praktisk mulige.
Arien blev senere udgivet separat som opus 54, igen med clavichord/pianoforte som akkompagnement.
Artiklen er en bearbejdelse af en artikel skrevet til Clavichord International, Vol. 19. nr. 2, 2015.
