Anmeldelse - To gange Bach

Organistbladet februar 2016.

Orgelmusik i Vor Frelsers Kirke vol. 2. Lars Sømod spiller værker af Johann Sebastian Bach. (BWV 572, 695, 734, 534, 717, 711, 538, 710, 593, 721, 540). Helikon HCD 1083

Bach in Italy. Ulrik Spang-Hanssen ved Aubertin-orglet i Mariager Kirke. (BWV 564, 543, 542, 590, 582, 532). CDKlassisk CDK 1146

Da jeg var ung, var det let: Vi vidste, hvordan man skulle spille Bach, og de fleste af os fulgte opskriften: Én registrering pr. sats – og når det var helt vildt, kunne man tillade sig et manualskift på få, udvalgte steder! Og hellere udelade en trykt forsiring end tilføje én selv. Man skulle ikke spille for hurtigt, for det kunne de nok ikke den gang!

Så let er verden ikke mere. Nu skal vi frasere, og det spænder fra en truet art, der stadig spiller Viderø-legato, til nogen, der helst spiller alt détaché. Og der sættes jævnligt nye hastighedsrekorder i 100 m Bach på tid.

Her er to Bach-indspilninger af førende danske koncertspillere, som viser vor tids pluralisme. Ulrik Spang-Hanssen, professor i Aarhus, og Lars Sømod, andenorganist ved Vor Frelsers Kirke i København, har vidt forskellige bud på, hvordan man gør.

Lars Sømod spiller en blanding af koralbundne og frie værker, også flere, der ikke spilles så ofte. Hvert værk samt Vor Frelsers Kirkes pragtfulde orgel får en oplysende kommentar i bookletten. For fagfolk er der ikke noget nyt, men for lægmænd er det fint oplysende.

De frie værker (Pièce d'Orgue, f-mol, den doriske og F-dur'en samt a-mol-koncert efter Vivaldi) er nogle af Bachs største og mest krævende, og de bliver spillet med teknisk overskud. Vi får den klang, man ville forvente med smagfulde manualskift og omregistreringer. I betragtning af, hvor mange farver der er i det orgel, havde jeg gerne ladet mig overraske lidt – men det klinger godt.

Bortset fra Nun freut euch, lieben Christen g'mein er det mindre – og mindre kendte – koralbearbejdelser, der fylder resten af cd’en. Fine som kontrast til de store værker, hvis man hører cd'en på langs – også her præget af meget lidt legato og rigtig meget détaché. Erbarm dich mein står ikke i de gamle Bach-udgaver. I Neue Bach-Ausgabe er den med, noteret alla breve. Ottendedelsakkompagnementet ligner strygerakkorder spillet louré, fire toner i et strøg, men adskilt. Hvis det er forbilledet – det kendes ikke fra andre af Bachs orgelværker – er LS's 4/4 adagio en misforståelse, selv om han langtfra er den første, der gør det (se YouTube). Men det er voksent og følsomt.

Ulrik Spang-Hanssen skriver en fin artikel i bookletten: Den strenge/asketiske Bach-opfattelse står i skærende kontrast til barokkens musikforståelse, og det har han nok ret i. Man byggede store orgler med 4 manualer og en masse registre, fordi man brugte dem – og når nutidige koncertspillere kan spille en hel koncert og selv registrere om i store, romantiske værker, har barokkens organister kunnet – og sikkert gjort – det samme. Det står heller ikke til diskussion, at alle rigtige musikere i rigt mål forsirede den musik, de spillede.

US-H gør begge dele meget overbevisende, i seks af de store værker, som han både i artiklen og i sit spil argumenterer for at kalde italiensk inspirerede. Instrumentet er Aubertin-orglet i Mariager, og det er fint til formålet.

US-H gør rede for, at han har brugt Corellis forsiringsforslag til den meget snørklede adagio i Toccata, adagio og fuga. Måske er det lidt overdrevet – måske en lille provokation til alle os flinkeskoleelever? Det har man set før fra ham, og det skal han ikke have utak for. Også i andre satser er der flere ornamenter, end vi plejer.

Første sats af pastoralen klinger tamt. Der må være en fløjte i det orgel, der kan gøre det bedre. Registreringerne er varierede og udnytter orglets klangpalet. Hans Fagius skriver i sin Bach-bog, at Toccata, adagio og fuga i C-dur ikke kan spilles på mindre end 16 minutter – han tog fejl, men der er ikke rigtig vundet noget ved det. Men D-dur'en, der slutter cd'en, er også hurtig, og den er godt nok flot!

Det er glædeligt, at barokpolitiet har mistet sin magt, og at vi har så friske fortolkninger. Lars Sømod spiller lidt mere traditionelt end Ulrik Spang-Hanssen. Hans næsten konsekvente détaché-spil gør måske tingene klarere i Frelser-akustikken, men det bliver en frustrationsfaktor hjemme i stuen. US-H's tempi er et par steder så høje, at musikken bliver urolig, og hist og her synes jeg, at ornamentikken dækker over musikken. Til gengæld er hans frasering mere varieret, hvad jeg godt kan lide. Et par steder er pedalet hos begge registreret med for få overtoner. Det gør klangbilledet uklart, selv i mine ganske gode hovedtelefoner, selv om det måske virker i kirken. Der er ellers nok at tage af i begge orgler.

Men når brokkeriet er overstået, er det altså et par rigtig gode Bach-indspilninger på to fremragende instrumenter. Begge cd'er kan varmt anbefales til de kolde vinteraftener.